Jeremiah 9:2 Cross References - Danish

² Gid jeg havde i Ørken et Herberg for vejfarende! da vilde jeg forlade mit Folk og gaa fra dem; thi de ere alle sammen Horkarle, en Forsamling af troløse Folk.

⁶ Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. ⁷ Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. ⁸ Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela.

⁵ Ve mig! thi en har været som fremmed iblandt Mesek; jeg har boet ved Kedars Telte. ⁶ Min Sjæl har længe nok boet hos dem, som hade Fred. ⁷ Jeg er fredsommelig; men naar jeg taler, da ere disse færdige til Krig.

⁷ Hvorfor skulde jeg tilgive dig? dine Børn forlode mig og svore ved det, som ikke er Gud; og jeg lod dem sværge; de bedreve Hor, og til Horehuset trængte de sig sammen. ⁸ De ere blevne som velfodrede ustyrlige Heste, hver vrinsker ad sin Næstes Hustru.

¹ HERRE! du er retfærdig, naar jeg vil trætte med dig; jeg vil kun tale med dig om Ret: Hvorfor er de ugudeliges Vej lykkelig? hvorfor ere alle de troløse saare trygge?

⁶ Thi ogsaa dine Brødre og din Faders Hus, ogsaa disse ere troløse imod dig, ogsaa disse skrige med fuld Røst efter dig; tro dem ikke, naar de tale godt til dig.

¹⁰ Thi Landet er fuldt af Horkarle, og Landet sørger for Forbandelsens Skyld, Græsgangene i Ørken ere hentørrede; og deres Løb var ondt, og deres Magt brugtes ikke ret.

¹⁰ Man har blottet en Faders Blusel hos dig; man har krænket Kvinden i hendes Svaghed hos dig. ¹¹ Og man har bedrevet Vederstyggelighed med sin Næstes Hustru, og man har vanæret sin Sønnekone med Skændsel, og man har krænket sin Søster, sin Faders Datter, hos dig.

² Sværgen og Lyven og Myrden og Stjælen og Bolen! man bryder ind, og Blodskyld rører ved Blodskyld.

⁷ Imod HERREN have de handlet troløst, thi de fødte fremmede Børn; nu skal Nymaaneden fortære dem med deres Agre.

⁷ Men de have overtraadt Pagten ligesom Adam; der ere de blevne troløse imod mig.

⁴ Alle ere de Horkarle, de ere som en Ovn, der hedes af en Bager, som holder op med at ilde fra den Tid, han har æltet Dejgen, indtil den bliver syret.

¹ Ve mig! thi det er gaaet mig som ved Indsamlingen af Sommerfrugt, som ved Eftersankningen efter Vinhøsten; der er ikke en Vindrue til at æde, ingen tidlig moden Figen, som min Sjæl havde Lyst til, ² den fromme er forsvunden fra Jorden, og der er ikke en oprigtig iblandt Menneskene: De lure alle efter Blod, jage den ene den anden i Garnet. ³ Til det onde ere Hænder rede for at gøre det til Gavns; Fyrsten gør Fordring, og Dommeren en villig for Gentjeneste, og den mægtige udtaler sin Sjæls Attraa, og saa sno de det sammen. ⁴ Den bedste af dem er som Ton, den opigtigste som et Tjørnegærde; dine Vægteres Dag, din Hjemsøgelse kommer; nu skal deres Forstyrrelse være der. ⁵ Tror ikke paa en Ven, forlader eder ikke paa en fortrolig: Var din Munds Døre for hende, som ligger ved din Barm. ⁶ Thi Sønnen ringeagter Faderen, Datteren sætter sig op imod sin Moder, Sønnens Hustru imod sin Mands Moder, en Mand har Fjender i sine egne Husfolk. ⁷ Men jeg vil skue ud efter HERREN, jeg vil bie efter min Frelses Gud min Gud vil høre mig.

⁴ Dens Profeter ere letfærdige, troløse Mænd; dens Præster vanhellige Helligdommen, gøre Vold paa Loven.

¹¹ Juda har handlet troløst, og der er sket Vedelstyggelighed i Israel og i Jerusalem; thi Juda har vanhelliget HERRENS Helligdom, som han elsker, og taget til Agte en fremmed Guds Datter.

⁴ I Hoerkarle og Hoerkvinder! vide I ikke, at Verdens Venskab er Guds Fjendskab? Derfor, hvo som vil være Verdens Ven, bliver Guds Fjende.