Exodus 18:11 Cross References - Danish

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

¹⁰ Velan, vi ville handle klogeligen imod det, at det ikke skal blive mangfoldigt; og det kunde ske, om der blev Lejlighed til en krig, kunde det ogsaa slaa sig til vore Fjender og føre Krig imod os og drage ud af Landet.

¹⁶ og han sagde: Naar I hjælpe de hebraiske Kvinder ved Fødselen, saa ser paa Stolene: Dersom det er en Søn, saa dræber ham, og dersom det er en Datter, da maa hun leve.

²² Saa bød Farao alt sit Folk og sagde: Hver en Søn, som fødes, kaster ham i Floden, og lader alle Døtre leve.

² Og Farao sagde: Hvo er den HERRE, hvis Røst jeg skal adlyde i at lade Israel fare? jeg kender ikke den HERRE, jeg vil heller ikke lade Israel fare.

⁷ I skulle ikke ydermere give Folket Halm til Tegl arbejdet som tilforn; lader dem selv gaa og sanke sig Halm;

¹⁶ men sandelig derfor har jeg ladet dig blive staaende, for at lade dig se min Magt, og for at mit Navn skal kundgøres i alle Lande. ¹⁷ Ophøjer du dig endnu over mit Folk, saa at du ikke vil lade dem fare.

³ Saa gik Mose og Aron ind til Farao og sagde til ham: Saa siger HERREN, Hebræernes Gud: Hvor længe lærrer du dig ved at ydmyge dig for mit Ansigt: lad mit Folk fare, at de maa tjene mig.

¹² Thi jeg vil gaa igennem Ægyptens Land den samme Nat og slaa alle før stefødte i Ægyptens Land, baade af Mennesker og Kvæg, og jeg vil holde Dom over alle Ægypternes Guder; jeg er HERREN.

⁸ Thi HERREN forhærdede Ægyptens Konge Faraos Hjerte, saa at han forfulgte Israels Børn; men Israels Børn vare uddragne ved en høj Haand.

¹⁸ Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere.

¹¹ Hvo er som du iblandt Guderne, HERRE? hvo er som du, herlig bevist i Hellighed, forfærdelig at berømme, underfuld i Gerning!

³ Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi HERREN er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette

²⁴ Kvinden sagde til Elias: Nu ved jeg dette, at du er en Guds Mand, og at HERRENS Ord i din Mund er Sandhed.

¹⁵ Og han vendte om til den Guds Mand igen, han og hele hans Hær, og han kom og stod for hans Ansigt og sagde: Kære, se, jeg ved, at der er ikke en Gud paa al Jorden uden i Israel; og nu, kære, tag en Gave af din Tjener!

²⁵ Thi HERREN er stor og saare priselig, og han er forfærdelig over alle Guder.

⁵ Og det Hus, som jeg vil bygge, skal være stort; thi vor Gud er større end alle Guderne.

¹⁰ Og du gjorde Tegn og underlige Gerninger paa Farao og paa alle hans Tjenere og paa alt Folket i hans Land; thi du vidste, at de havde handlet hovmodigt imod dem, og du gjorde dig et Navn, som det er paa denne Dag.

¹⁶ Men de og vore Fædre handlede hovmodigt, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke dine Bud.

²⁹ Og du lod vidne for dem for at omvende dem til din Lov; men de handlede hovmodigt og hørte ikke dine Bud, men syndede imod dine Befalinger, hvilke et Menneske skal gøre, at han maa leve ved dem; og de vendte modvilligt Skuldrene bort, og de forhærdede deres Nakke og hørte ikke.

¹¹ Se nu, dens Styrke er i dens Lænder, og dens Kraft er i dens Bugs Muskler. ¹² Den strækker sin Stjert ud som et Cedertræ: dens Boves Sener ere sammenslyngede.

²³ Og jeg sagde, der jeg var forfærdet: Jeg er udryddet fra dine Øjne; men du hørte mine ydmyge Begæringers Røst, da jeg raabte til dig.

³ Thi HERREN er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder.

⁹ Thi du, HERRE! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Gilder.

²¹ Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud.

⁵ Thi jeg ved, at HERREN er stor, og at vor Herre er større end alle Guder.

³⁷ Nu priser og ophøjer og ærer jeg, Nebukadnezar, Himmelens Konge; thi alle hans Gerninger ere Sandhed, og hans Stier ere Retfærdighed, og han kan ydmyge dem, som vandre i Hovmodighed.

⁵¹ Han har øvet Magt med sin Arm; han har adspredt dem, som ere hovlodige i deres Hjertes Tanke.

⁶ Derfor siger Skriften: Gud imodstaaer de Hoffærdige, men giver de Ydmyge Naade.

⁵ Desligeste, I Unge værer de Ældste underdanige; men værer alle hverandre underdanige og smykker Eder med Ydmyghed; thi Gud staaer de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.