Exodus 17:14 Cross References - Danish

¹⁴ Og HERREN sagde til Mose: Skriv dette til en Ihukommelse i Bogen, og indprent det i Josvas Øren; thi jeg vil visselig udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen.

¹⁴ Og denne Dag skal være for eder til en Ihukommelse, og den skulle I højtideligholde som Højtid for HERREN; hos eders Efterkommere til en evig Skik skulle I højtideligholde den.

⁹ Og det skal være dig til et Tegn paa din Haand og til en Ihukommelse imellem dine Øjne, for at HERRENS Lov skal være i din Mund; thi HERREN udførte dig af Ægypten med en stærk Haand.

⁴ Og Mose skrev alle HERRENS Ord og stod tidlig op om Morgenen og rejste et Alter neden ved Bjerget og tolv Støtter efter de tolv Israels Stammer.

²⁷ Og HERREN sagde til Mose: Skriv dig disse Ord; thi efter disse Ords Lydelse har jeg gjort en Pagt med dig og med Israel.

²⁰ Og der han sa Amalekiterne, da tog han til sit Sprog, og sagde: Amalek er det første af Hedningefolkene; men i hans sidste Tid skal han gaa til Grunde

² Og Mose opskrev de Steder, fra hvilke de paa deres Rejser efter HERRENS Mund droge ud, og disse ere deres Rejser efter de Steder, fra hvilke de droge ud.

¹⁷ Kom i Hu, hvad Amalek gjorde dig paa Vejen, der I droge ud af Ægypten, ¹⁸ hvorledes han kom imod dig paa Vejen og slog din Bagtrop, alle de udmattede, som droge efter dig, der du var træt og mødig; og han frygtede ikke Gud. ¹⁹ Og det skal ske, naar HERREN din Gud faar skaffet dig Rolighed for alle dine Fjender trindt omkring i Landet, som HERREN din Gud giver dig til Arv for at eje det, da skal du udslette Amaleks Ihukommelse under Himmelen; du skal ikke glemme det.

⁹ Og Mose skrev denne Lov og gav den til Præsterne, Levis Sønner, som bare HERRENS Pagts Ark, og til alle de Ældste af Israel.

⁷ Og I skulle sige til dem, at Jordanens Vand blev af skaaret for HERRENS Pagts Ark; der den gik igennem Jordanen, da blev Jordanens Vand afskaaret; og disse Stene skulle være til en Ihukommelse for Israels Børn evindeligen.

² Saaledes sagde HERREN Zebaoth: Jeg vil hjemsøge over det, som Amalek gjorde ved Israel, da han satte sig imod ham paa Vejen, der han drog op af Ægypten. ³ Gak nu hen, og du skal slaa Amalek, og I skulle ødelægge alt det, han har, og du skal ikke spare ham; men du skal slaa ihjel baade Mand og Kvinde, baade spædt og diende Barn, baade Okse og Lam, baade Kamel og Asen.

⁷ Da slog Saul Amalek, fra Hevila indtil man kommer til Sur, som ligger lige for Ægypten. ⁸ Og han greb Agag, Amalekiternes Konge, levende, og han ødelagde alt Folket med skarpe Sværd.

¹⁸ Og HERREN sendte mig paa Vejen og saagde: Drag hen, ødelæg de Syndere, Amalekiterne, og strid imod dem, indtil du faar gjort Ende paa dem.

⁸ Saa drog David og hans Mænd op, og de overfaldt Gesuriterne og Girsiterne og Amalekiterne; thi disse boede i Landet, som hørte dem til fra gammel Tid, i Retningen af Schur og indtil Ægyptens Land. ⁹ Og David slog Landet og lod hverken Mand eller Kvinde leve og tog smaat Kvæg og stort Kvæg og Asener og Kameler og Klæder og vendte tilbage til Akis.

¹ Og det skete, der David og hans Mænd kom paa den tredje Dag til Ziklab, vare Amalekiterne faldne ind imod Sønden og imod Ziklag og havde slaaet Ziklag og opbrændt den med Ild,

¹⁷ Og David slog dem fra Tusmørket og indtil Aftenen paa den følgende Dag, og ingen undkom af dem uden fire Hundrede Mænd, unge Karle, som rede paa Kamelerne og undflyede.

¹ Og det skete efter Sauls Død, der David var kommen tilbage efter at have slaaet Amalekiterne, da blev David i Ziklag to Dage.

⁸ Og han sagde til mig: Hvo er du? og jeg sagde til ham: Jeg er en Amalekiter. ⁹ Da sagde han til mig: Kære, træd hen til mig, og dræb mig, thi Krampen har grebet mig; men Livet er endnu ganske i mig. ¹⁰ Og jeg traadte hen til ham og dræbte ham, thi jeg vidste, at han ikke kunde leve efter sit Fald; og jeg tog Kronen, som var paa hans Hoved, og Armsmykket, som var paa hans Arm, og har bragt dem hid til min Herre. ¹¹ Da tog David fat i sine Klæder og sønderrev dem, og ligervis alle Mændene, som vare hos ham. ¹² Og de sørgede og græd og fastede indtil Aftenen over Saul og over Jonathan, hans Søn, og over HERRENS Folk og over Israels Hus, at de vare faldne ved Sværdet. ¹³ Og David sagde til den unge Karl, som gav ham det til Kende: Hvorfra er du? og han sagde: Jeg er en fremmed amalekitisk Mands Søn. ¹⁴ Og David sagde til ham: Hvorledes frygtede du ikke for at udrække din Haand til at dræbe HERRENS Salvede? ¹⁵ Og David kaldte ad en af de unge Karle og sagde: Kom frem, fald an paa ham; og han slog ham, saa at han døde. ¹⁶ Og David sagde til ham: Dit Blod være over dit Hoved; thi din Mund vidnede imod dig, da du sagde: Jeg har dræbt HERRENS Salvede.

¹² fra Syrien og fra Moab og fra Ammons Børn og fra Filisterne og fra Amalek og af Byttet fra Hadad-Eser, Rekobs Søn, Kongen af Zoba.

⁴³ Og de sloge den Levning, som var bleven tilovers af Amalek, og de tog Bolig der indtil denne Dag.

¹⁴ Skulde vi da vende om og gøre dine Bud til intet og gøre Svogerskab med Folk, som have gjort disse Vederstyggeligheder monne du ikke skulde blive vred paa os, indtil at der gjordes Ende paa os, saa at der ingen blev tilovers og ingen Redning

¹⁷ Hans Ihukommelse skal udslettes af Landet, og han skal intet Navn have paa Gaderne.

²³ Gid dog mine Ord maatte blive opskrevne, gid de maatte blive prentede i en Bog,

⁶ Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid.

⁷ Den retfærdiges Ihukommelse er til Velsignelse; men de ugudeliges Navn smuldrer hen.

² Sig dog til Serubabel, Sealthiels Søn, Judas Landshøvding, og til Ypperstepræsten Josva, Jozadaks Søn, og til det overblevne Folk saalunde: ³ Hvo iblandt eder er tilbage, som har set dette Hus i dets første Herlighed? og hvorledes se I det nu er det ikke imod hint som intet for eders Øjne?