Exodus 15:1 Cross References - Danish

¹ Da sang Mose og Israels Børn denne Sang for HERREN og sagde: Jeg vil synge for HERREN; thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrtet i Havet.

¹⁷ Og jeg, se, jeg vil forhærde Ægypternes hjerte, at de skulle forfølge eder; saa vil jeg forherlige mig paa Farao og paa al hans Hær, paa hans vogne og paa hans Ryttere. ¹⁸ Og Ægypterne skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg har forherliget mig Farao, paa hans Vogne og paa Ryttere.

²⁷ Saa rakte Mose sin Haand over Havet, og Havet kom igen mod Morgenen i sit sædvanlige Leje, og Ægypterne flyede imod det; saa styrtede HERREN Ægypterne midt i Havet.

²¹ Og Maria svarede dem: Synger for HERREN, thi han er højt ophøjet; Hesten og den, som red derpaa, har han nedstyrte i Havet.

¹¹ Nu ved jeg, at HERREN er stor fremfor alle Guder; thi i den Sag, hvoraf de hovmodede sig, var han over dem.

¹ Da sang; Debora og Barak, Abinoams Søn, paa den Dag og sagde: ² Lover HERREN, fordi der er taget Hævn i Israel, der Folket var villigt dertil. ³ Hører, I Konger! mærker, I Fyrster! jeg vil synge for HERREN; HERREN, Israels Gud, vil jeg lovsynge. ⁴ HERRE! der du uddrog fra Seir, der du gik frem. fra Edoms Mark, da bævede Jorden, ogsaa Himlene dryppede, ja Skyerne dryppede med Vand. ⁵ Bjergene fløde hen for HERRENS Ansigt, Sinai selv, for HERRENS, Israels Guds, Ansigt. ⁶ I Samgars, Anaths Søns, Dage, i Jaels Dage vare Stierne tomme; og de vejfarende gik ad krogede Stier. ⁷ Landsbyerne i Israel vare tomme, de vare tomme, indtil jeg Debora stod frem, indtil jeg stod frem, en Moder i Israel. ⁸ Da man udvalgte nye Guder, da var der Krig i Portene; der blev ikke set Skjold eller Spyd iblandt fyrretyveTusinde i Israel. ⁹ Mit Hjerte slaar for Israels Høvdinger, de som beviste sig villige iblandt Folket; lover HERREN! ¹⁰ I, som ride paa hvide Aseninder, I, som sidde paa Tæpper, og I, som gaa paa, Vejen, taler frit! ¹¹ Skytternes Røst lyder fra de Steder, hvor man drager Vand, der prise de HERRENS Retfærdighed, Retfærdighed imod hans Landsbyer i Israel. Da steg HERRENS Folk ned til Portene. ¹² Vaagn op, vaagn op, Debora, vaagn op, vaagn op, istem en Sang! gør dig rede; Barak, og før dine Fanger fangne bort, du Abinoams Søn! ¹³ Da drog en Levning af de herlige, af Folket ned; HERREN drog ned for mig blandt de vældige. ¹⁴ De af Efraim, som havde Rod i Amalek, stege ned efter dig Benjamin med dine Folk; af Makir ned stege Høvdinger og af Sebulon de, som føre Herskerstaven. ¹⁵ Ogsaa var der Fyrster af Isaskar med Debora, Og som Isaskar saa Barak, i Dalen styrtede han frern! Ved Rubens Vandbække vare Hjertets Betænkninger store. ¹⁶ Hvorfor blev du imellem Faarestierne, at høre paa Hyrdefløjten? medens Ruben blev ved sine Vandbække, var der store Ransagninger i Hjertet. ¹⁷ Gilead blev boende paa hin Side Jordanen; og hvorfor blev Dan ved Skibene Ases blev ved Havets Bred og blev boende ved sine Havbugter. ¹⁸ Sebulon var et Folk, som agtede sit Liv ringe indtil Døden, i lige Maade Nafthali, paa Markens høje Steder. ¹⁹ Kongerne kom, de strede; da strede Kanaans Konger udi Thaanak ved Mebiddo Vand; de fik ingen Vinding af Sølv. ²⁰ Fra Himmelen stredes der; Stjernerne fra deres høje Baner strede mod Sisera. ²¹ Bækken Kison bortfejede dem, de gamles Bæk, Bækken Kison; træd frem, min Sjæl, med Styrke! ²² Da trampede Hestenes Hove ved deres Heltes jagende, jagende Fart. ²³ Forbander Meros, sagde HERRENS Engel, forbander, forbander dens Indbyggere, fordi de ikke kom HERREN til Hjælp, HERREN til Hjælp iblandt de vældige. ²⁴ Velsignes skal Jael, Keniteren Hebers Hustru, fremfor Kvinderne; velsignes skal hun fremfor Kvinderne i noget Paulun. ²⁵ Han begærede Vand, hun gav Mælk; hun bar Fløde frem i de herliges Skaal. ²⁶ Sin Haand rakte hun ud efter Naglen og, sin højre Haand efter Smedehammeren; og hun slog Sisera, sønderslog hans Hoved og knuste og igennemstak hans Tinding. ²⁷ Imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt, laa; imellem hendes Fødder krummede han sig, faldt; hvor han krummede sig, der faldt han og var tilintetgjort. ²⁸ Siseras Moder saa ud af Vinduet, og skreg overlydt igennem Sprinkelværket: Hvi tøver hans Vogn med at komme? hvi bliver hans Vognhjul tilbage? ²⁹ De vise iblandt hendes Fyrstinder svarede hende, ogsaa svarede hun sig selv paa sine Ord: ³⁰ Skulde de ikke finde, ja uddele til Bytte en Pige, to Piger for hver Mand? for Sisera brogede Klæder til Bytte, brogede, stukne paa begge Sider om Halsen, til Bytte? ³¹ Saa skulle, HERRE! alle dine Fjender omkomme, men de, som elske ham, skulle være ligesom Solen, der gaar frem i sin Kraft. -Og Landet havde Ro fyrretyve Aar.

¹ Og David talede Ordene af denne Sang for HERREN paa den Dag, HERREN havde friet ham af alle hans Fjenders Haand og af Sauls Haand, ² og han sagde: HERREN er min Klippe og min Befæstning og den, som befrier mig. ³ Han er Gud, min Klippe, paa hvilken jeg tror, mit Skjold og min Frelses Horn, min Ophøjelse og min Tilflugt, min Frelser, fra Vold har du frelst mig. ⁴ Jeg vil paakalde HERREN, som bør at loves, saa bliver jeg frelst fra mine Fjender. ⁵ Thi Dødens Bølger omspændte mig, Belials Bække forfærdede mig. ⁶ Helvedes Reb omgave mig, Dødens Snarer laa foran mig. ⁷ Da jeg var i Angest, raabte jeg til HERREN, ja, jeg raabte til min Gud, og han hørte min Røst af sit Tempel og mit Raab med sine Øren. ⁸ Og Jorden bævede og rystede, Himmelens Grundvolde bevægedes, og de bævede, thi han var vred. ⁹ Og der opgik en Røg af hans Næse, og Ild af hans Mund fortærede; gloende Kul brændte ud fra ham. ¹⁰ Og han bøjede Himmelen og for ned, og der var Mørkhed under hans Fødder. ¹¹ Og han for paa Keruben og fløj, og han blev set over Vejrets Vinger. ¹² Og han satte Mørkhed til Dække trindt omkring sig; der var Vandenes Forsamling og tykke Skyer. ¹³ Fra Glansen, som var for ham, brændte gloende Kul. ¹⁴ HERREN tordnede fra Himmelen, og den højeste udgav sin Røst. ¹⁵ Og han udskød Pile og adspredte dem; der kom Lyn, og han forfærdede dem: ¹⁶ Da saas Havets Leje, Jordens Grundvolde blottedes ved HERRENS Trusel, ved hans Næses Aandes Pust. ¹⁷ Han udrakte sin Haand fra det høje, han hentede mig, han drog mig af mange Vande. ¹⁸ Han fried mig fra min stærke Fjende, fra mine Hadere, thi de vare mig for stærke, ¹⁹ De overfaldt mig i min Modgang Tid; men HERREN var min Støtte. ²⁰ Og han udførte mig i det vide Rum; han friede mig, thi han havde Lyst til mig. ²¹ HERREN gengældte mig efter min Retfærdighed, han betalte mig efter mine Hænders Renhed. ²² Thi jeg har bevaret HERRENS Veje, og jeg har ikke handlet ugudeligt imod min Gud. ²³ Thi alle hans Domme ere mig for Øje, og hans Skikke, fra dem viger jeg ikke; ²⁴ men jeg var fuldkommen for ham og vogtede mig for min Misgerning. ²⁵ Og HERREN betalte mig efter min Retfærdighed, efter min Renhed for hans Øjne. ²⁶ Imod den fromme viser du dig from, imod den trofaste vældige viser du dig trofast. ²⁷ Imod den rene viser du dig ren, og imod den forvendte viser du dig vrang. ²⁸ Og du skal frelse det elendige Folk, og dine Øjne ere over de høje, dem fornedrer du. ²⁹ Thi du, HERRE, er min Lygte, og HERREN skal gøre min Mørkhed klar. ³⁰ Thi ved dig stormer jeg igennem Skaren, ved min Gud springer jeg over en Mur. ³¹ Guds Vej er fuldkommen, HERRENS Tale er lutret; han er alle dem et Skjold, som haabe paa ham. ³² Thi hvo er en Gud foruden HERREN? og hvo er en Klippe foruden vor Gud? ³³ Gud er min Styrke og Kraft, og han letter min Vej fuldkomment. ³⁴ Han gør mine Fødder som Hindernes og skal lade mig staa paa mine Hoje. ³⁵ Han lærer mine Hænder til Krigen, og en Kobberbue spændes med mine Arme. ³⁶ Og du giver mig din Frelses Skjold; og idet du ydmyger mig, gør du mig stor. ³⁷ Du gør mine Trin vide under mig, og mine Knokler snublede ikke. ³⁸ Jeg forfølger mine Fjender og ødelægger dem og vender ikke tilbage, før jeg har gjort Ende paa; dem. ³⁹ Ja, jeg har gjort Ende paa dem og knuset dem, at de ikke skulle rejse sig; og de faldt under mine Fødder. ⁴⁰ Og du har omgjordet mig med Kraft til Krigen, du skal nedbøje dem under mig, som staa op imod mig. ⁴¹ Og du har jaget mig mine Fjender paa Flugt. ja mine Hadere, og jeg udrydder dem. ⁴² De saa sig om, men der var ingen Frelser; til HERREN, men han svarede dem ikke. ⁴³ Og jeg støder dem smaa som Jordens Støv, som Dynd paa Gader knuser jeg dem og tramper dem ned. ⁴⁴ Og du udfriede mig fra mit Folks Kiv; du bevarede mig til Hedningernes Hoved, et Folk, som jeg ikke kendte, de tjene mig. ⁴⁵ Den fremmedes Børn smigre for mig; da deres Øre hørte om mig, adløde de mig. ⁴⁶ Den fremmedes Børn visne hen, og de gaa omgjordede ud af deres Borge. ⁴⁷ HERREN lever, og lovet være min Klippe, og Gud, min Frelses Klippe, skal ophøjes! ⁴⁸ Den Gud, som giver mig Hævn, og som nedkaster Folkene under mig, ⁴⁹ og som fører mig ud fra mine Fjender; du ophøjer mig over dem, som staa op imod mig, du redder mig fra Voldsmænd. ⁵⁰ Derfor vil jeg bekende dig, HERRE! iblandt Hedningerne og synge dit Navn Lov. ⁵¹ Han gør sin Frelse stor for sin Konge og gør Miskundhed imod sin Salvede, imod David og imod hans Sæd, evindelig.

¹² Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris.

⁸ Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

¹⁵ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn;

²¹ Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn ²² og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang.

¹ Og du skal sige paa den Dag: Jeg vil takke dig, HERRE! Thi du har været vred paa mig, men din Vrede er afvendt, og du trøster mig. ² Se, Gud er min Frelse, jeg vil være tryg og ikke frygte; thi den HERRE, HERRE er min Styrke og Lorsang, og han er bleven mig til Frelse. ³ Og I skulle drage Vand med Glæde af Frelsens Kilder. ⁴ Og I skulle sige paa den Dag: Navn, kundgører hans Gerninger Navn, kundgører hans Gerninber iblandt Folkene, forkynder, at hans Navn er højt. ⁵ Lovsynger HERREN, thi han har gjort herlige Ting; dette er kundgjort paa den ganske Jord. ⁶ Raab højt og syng med Fryd, du Indbyggerske i Zion! thi den Hellige i Israel er stor midt udi dig.

¹⁰ Er du ikke den, som udtørrede Havet, den store Afgrunds Vande? og den, som gjorde Havets Dybheder til en Vej, at de igenløste gik igennem? ¹¹ Og HERRENS forløste skulle vende tilbage. og komme til Zion med Frydesang, og evig Glæde skal være over deres Hoved; de skulle bekomme Fryd og Glæde; Sorg og Suk skulle fly.

¹⁵ og Afvæbnede Fyrstendømmer og Magter og viste den aabenbarligen til Skue, der han førte dem i Triumf ved ham.

³ Og de sang Mose, den Guds Tjeners, Sang, og Lammets Sang, sigende: store og forunderlige ere dine Gjerninger, Herre, Gud, du Almægtige! Retfærdige og sande ere dine Veie, du de Helliges Konge!