Acts 14:15 Cross References - Danish

¹⁵ raabte og sagde: I Mænd! hvi gjøre I dette? Vi ere ogsaa Mennesker, lige Vilkaar undergivne med Eder, og forkynde Eder, at I skulle vende om fra disse forfængelige Guder til den levende, Gud, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem;

¹ I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden.

¹⁶ Og Josef svarede Farao og sagde: Det staar ikke til mig; Gud skal svare Farao godt.

¹¹ Thi i seks Dage gjorde HERREN Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som er i dem, og hvilede paa den syvende Dag; derfor velsignede HERREN Sabbatsdagen og helligede den.

²⁶ Thi hvo er der af alt Kød, der, som vi, har hørt den levende Guds Røst, som taler midt ud af Ilden, og dog bliver ved Livet

²¹ De gjorde mig nidkær ved det, som ikke er Gud, de opirrede mig ved deres, Afguder, og jeg vil gøre dem nidkære ved det, som ikke er et Folk, ved et daarligt Folk vil jeg opirre dem.

¹⁰ Og Josva sagde: Derpaa skulle I vide, at den levende Gud er midt iblandt eder og skal fordrive for eders Ansigt Kananiterne og Hethiterne og Heviterne og Feresiterne og Girgasiterne og Amoriterne og Jebusiterne.

²¹ Og viger ikke af; thi saa følge I forfængelige Ting, sorn ej gavne eller hjælpe, thi de ere Forfængelighed.

²⁶ Da sagde David til Mændene, som stode hos ham: Hvad skal der gøres ved den Mand, som slaar denne Filister og borttager Forhaanelsen fra Israel thi hvo er denne uomskaarne Filister, at han forhaaner den levende Guds Slagordener

³⁶ Baade Løven og Bjørnen har din Tjener slaget; og denne uomskaarne Filister skal vorde som en af dem, thi han har forhaanet den levende Guds Slagordener.

¹³ for alle Baesas Synders og Elas, hans Søns, Synders Skyld, hvormed de syndede, og hvormed de kom Israel til at synde, saa at de opirrede HERREN Israels Gud ved deres Afguder.

²⁶ Og han vandrede i al Jeroboams, Nebats Søns, Vej og i hans Synder, hvormed han kom Israel til at synde, saa at de opirrede HERREN, Israels Gud med deres Afguder.

⁴ Maaske HERREN din Gud vil høre alle Rabsakes Ord, hvem hans Herre, Kongen af Assyrien, sendte for at forhaane den levende Gud, og han vil straffe ham for de Ord, som HERREN din Gud har hørt; saa opløft din Bøn for de overblevne, som findes.

¹⁶ HERRE, bøj dine Øren og hør! HERRE, oplad dine Øjne og se! og hør Senakeribs Ord, som han sendte for at haane den levende Gud!

⁶ I din Haand befaler jeg min Aand; du forløste mig, HERRE, du sande Gud!

⁶ Himlene ere gjorte ved HERRENS Ord og al deres Hær ved hans Munds Aande.

⁸ Vor Hjælp er i HERRENS Navn, hans, som skabte Himmel og Jord.

⁵ Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud; ⁶ som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig;

²³ Fra Evighed er jeg indsat, fra det første af, før Jorden var. ²⁴ Da Afgrundene endnu ikke vare, er jeg født, da Kilderne, som have meget Vand, ikke vare til. ²⁵ Før Bjergene bleve nedsænkede; før Højene bleve til, er jeg født. ²⁶ Han havde endnu ikke skabt Jorden eller Markerne eller det første af Jordens Støv. ²⁷ Der han beredte Himlene, da var jeg der, der han slog en Kreds oven over Afgrunden; ²⁸ der han befæstede Skyerne heroventil, der Afgrundens Kilder fik deres faste Sted; ²⁹ der han satte Havet dets Grænse, at Vandene ikke skulde overtræde hans Befaling, der han lagde Jordens Grundvold: ³⁰ Da var jeg hos ham som Kunstnerinde og jeg var hans Lyst Dag for Dag, og jeg legede for hans Ansigt alle rider; ³¹ jeg legede i Verden paa hans Jord, og min Lyst var hos Menneskens Børn.

⁹ De, som danne udskaarne Billeder, de ere alle intet, og de Billeder, de elske, gavne intet; og de, som ere deres Vidner, se intet og fornemme intet, derfor skulle de beskæmmes. ¹⁰ Hvo danner vel en Gud og støber et Billede, som gavner til intet?

¹⁹ Og ingen tager sig det til Hjerte, og der er hverken Kundskab eller Forstand til at sige: Jeg har opbrændt Halvdelen deraf paa Ilden og llgeledes bagt Brød paa Gløderne deraf, jeg har stegt Kød og ædt; skal jeg da gøre det øvrige deraf til en Vederstyggelighed? skal jeg falde paa Knæ for en Træklods? ²⁰ Han sætter sin Hu til Aske, hans Hjerte er bedraget, og det har ført ham vild; og han ledder ikke sin Sjæl og siger ikke: Er det ikke Bedrageri, som jeg holder i min højre Haand?

¹⁸ Thi saa siger HERREN, som skabte Himmelen, han, den Gud, som dannede Jorden, og som gjorde den, han, som beredte den og ikke skabte den til at være øde, men dannede den til at beboes: Jeg er HERREN, og der er ingen ydermere.

²⁰ Samler eder og kommer, ja, kommer frem til Hobe, I undkomne af Hedningerne! de, som bære deres udskaarne Træbilleder, og som bede til en Gud, der ikke kan frelse, de vide intet.

⁷ De løfte den op, de bære den paa Skuldrene og sætte den paa dens Sted; der staar den, den viger ikke fra sit Sted, vil nogen end raabe til den, skal den dog ikke svare, den kan ikke frelse nogen af hans Nød.

¹⁹ Se, mit Folks Datters Raab lyder fra et langt bortliggende Land: Er da HERREN ikke i Zion? eller er dets Konge ikke; der? Hvorfor have de fortørnet mig med deres udskaarne Billeder, med et fremmed Folks Afguder?

³ Thi Hedningernes Skikke ere idel Forfængelighed? thi man afhugger dertil et Træ af Skoven, det udarbejdes af en Mesters Hænder med Øksen. ⁴ Man smykker det med Sølv og med Guld; man fæster det med Søm og med Hammer, at det ikke vakler. ⁵ Som et Palmetræ, af drevet Arbejde, staa de, men kunne ikke tale, de maa bæres, thi de kunne ikke gaa; I skulle ikke frygte for dem, thi de kunne ikke gøre ondt, og der er heller ingen Magt hos dem til at gøre godt.

⁸ Men de ere ufornuftige og handle daarlig tillige, Afgudernes Lærdom, den er Træ;

¹⁰ Men Gud HERREN er Sandhed, han er den levende Gud og en evig Konge; Jorden bæver for hans Vrede, og Hedningerne kunne ikke udholde hans Fortørnelse. ¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene.

¹⁴ Hvert Menneske bliver ufornuftigt og uden; Forstand, hver Guldsmed er beskæmmet for det udskaarne Billedes Skyld; thi hans støbte Billeder ere Bedrageri, og der er ikke Aand i dem. ¹⁵ De ere Forfængelighed, et bedragerisk Værk; til den Tid, naar de bleve hjemsøgte, skulle de gaa til Grunde.

²² Mon der iblandt Hednintiernes Afguder er dem, som kunne lade det regne? eller kunne Himlene selv give Regndraaber mon ikke du er HERREN vor Gud, at vi kunne haabe paa dig; thi du har gjort alle disse Ting.

¹⁷ Ak, Herre, HERRE! se, du har skabt Himmelen og Jorden ved din store Kraft og ved din udrakte Arm; der er ingen Ting underlig for dig,

²⁸ Men der er en Gud i Himmelen; som aabenbarer hemmelige Ting, han har kundgjort Kong Nebukadnezar, hvad der skal ske i de sidste Dage; din Drøm: og dit Hoveds Syner paa dit Leje ere disse: ²⁹ Du Konge! dine Tanker opstege paa dit Leje om, hvad der skulde ske herefter; og han, som aabenbarer hemmelige Ting, har kundgjort dig, hvad der skal ske. ³⁰ Og mig er denne Hemmelighed aabenbaret, ikke af den Visdom, som er i mig, fremfor alle dem, der leve; men for at Udtydningen skulde gives Kongen til Kende, og du maatte komme til at vide dit Hjertes Tanker.

²⁶ Da skrev Kong Cyrius til alle Folk, Stammer og Tungemaal, som boede paa den hele Jord: Eders Fred være mangfoldig!

⁴ Saa siger HERREN: For tre Overtrædelser af Juda og for fire jeg tager det ikke tilbage fordi de foragtede HERRENS Lov og ikke holdt hans Skikke, saa at deres Løgne, efter hvilke deres Fædre havde vandret, førte dem vild,

⁸ Der min Sjæl i mit Indre forsmægtede, kom jeg HERREN i Hu; og min Bøn kom til dig i dit hellige Tempel.

¹ HERRENS Ords Profeti over Israel. Et Udsagn af HERREN, som udbreder Himmelen og grundfæster Jorden og danner Menneskets Aand inden i ham:

¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn?

²⁶ Thi ligesom Faderen har Livet i sig selv, saaledes har han og givet Sønnen at have Livet i sig selv;

¹⁸ Hvo som taler af sig selv, søger sin egenÆre; men hvo som søger hans Ære, som han udsendte, han er sanddru, og Svig er ikke i ham.

¹² Men der Peter det saae, talede han til Folket: I israelitiske Mænd! hvi forundre I Eder over dette? eller hvi see I stivt paa os, ligesom vi af egen Magt eller Gudfrygtighed havde gjort, at denne gaaer? ¹³ Abrahams og Isaks og Jakobs Gud, vore Fædres Gud, har herliggjort sin Søn Jesus, hvilken I overantvordede og fornægtede for Pilatus, der han dømte at han skulde løslades.

²⁴ Men de, der de hørte det, opløftede samdrægteligen Røsten til Gud og sagde: Herre, du Gud! som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og alle Ting, som ere i dem,

²⁶ Men den anden dag traf han Nogle, som trættedes, og formanede dem til Fred, sigende: I Mænd! I ere Brødre, hvi gjøre I hverandre Uret?

²⁶ Men Peter reiste ham op og sagde: staa op! Jeg er og selv et Menneske.

²² Men Folket raabte til ham: det er Guds Røst og ikke et Menneskes. ²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

³² Og vi forkyndte Eder den Forjættelse, som er skeet til Fædrene, at Gud har opfyldt den for os, deres Børn, idet han opvakte Jesus;

⁷ Og de Prædikede der Evangelium.

²¹ Og der de havde prædiket i denne Stad og gjort mange Disciple, vendte de tilbage til Lystra og Iconium og Antiochia.

³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig?

¹⁶ Men der Paulus forventede dem i Athenen, harmedes hans Aand heftig i ham, der han saae Staden at være saa afgudisk. ¹⁷ Derfor talede ham i Synagogen til Jøderne og de Gudfrygtige, og paa Torvet hver Dag til dem, som han traf paa. ¹⁸ Men nogle af de epikuræiske og storiske Philisopher indlode sig med ham; og nogle sagde: hvad vil denne Ordgyder sige? men andre: det synes, han vil forkynde fremmede Guder; fordi han forkyndte dem Jesus og Opstandelsen.

²⁴ Gud, som har gjort Verden og alle Ring, som ere derudi, han som er Himmelens og Jordens Herre, boer ikke i Templer, gjort med Hænder, ²⁵ han tjenes og ikke af Menneskers Hænder, som den, der har Noget behov, efterdi han selv giver Alle Liv og Aande og alle Ting. ²⁶ Og han har gjort, at al Menneskens Slægt boer paa den ganske Jordens Kreds af eet Blod, og har bestemt dem forordnede Tider, og vise Grændser for deres Bolig, ²⁷ at de skulde søge Herren, og de dog kunde føle og finde ham, enddog han er sandelig ikke langt fra enhver af os; ²⁸ thi i ham leve og røres og ere vi, som og nogle af Eders Digtere have sagt: vi ere jo og hans Slægt. ²⁹ Efterdi vi da ere Guds Slægt, skulle vi ikke mene, at Guddommen er lig Guld eller Sølv eller Steen, formet til et Billede ved Menneskens Kunst og Paafund. ³⁰ Dog med Vankundighedens Tider har Gud baaret over, men byder nu alle Mennesker allevegne at omvende sig.

¹⁷ idet jeg udfrier dig fra Folket og Hedningerne, til hvilke jeg nu udsender dig, ¹⁸ at oplade deres Øine, at de omvende sig fra Mørket til Lyset og fra Satans Magt til Gud, paa det de kunne annamme Syndernes Forladelse og Lod iblandt dem, som ere helligede ved Troen paa mig. ¹⁹ Derfor, Kong Agrippa! blev jeg ikke ulydig mod det himmelske Syn; ²⁰ men jeg forkyndte for dem i Damascus først, og i Jerusalem, og i alt Judæas Land og for Hedningerne, at omvende sig og komme tilbage til Gud og gjøre Omvendelsens værdige Gjerninger.

¹⁰ I Mænd! jeg seer, at denne Seilads vil blive os til Ulykke og megen Skade, ikke aleneste paa Ladning og Skib, men ogsaa paa vort Liv.

²¹ Og der man havde hungret meget, stod Paulus frem midt iblandt dem og sagde: I Mænd! man burde have lydt mig og ikke være faret bort fra Creta og have sparet os denne Ulykke og Skade.

²⁵ Derfor, I Mænd! værer ved et godt Mod: thi jeg har den Tro til Gud, at det skal skee saaledes som mig er sagt.

²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede.

⁴ Hvad altsaa Spiisning af Afguds-Offer angaaer, da vide vi, at en Afgud er intet i Verden, og at der er ingen anden Gud uden een.

¹⁷ Dette siger jeg da og vidner i Herren, at I skulle ikke mere vandre, som de øvrige Hedninger vandre i deres Sinds Forfængelighed,

⁹ thi de forkynde selv, hvilken Indgang vi fandt hos Eder, og hvorledes I vendte Eder til Gud fra Afguderne, at tjene den levende og sande Gud,

¹⁵ men dersom jeg tøver, da skal du heraf vide, hvorledes man bør omgaaes i Guds Huus, hvilket er den levende Guds Menighed. Sandhedens Piller og Grundvold,

¹² Seer til, Brødre! at der ikke nogensinde i nogen af Eder skal findes et ondt, vantro Hjerte, saa at han affalder fra den levende Gud.

¹⁷ Elias var et Menneske, lige Vilkaar undergiven med os, og han bad en Bøn, at det skulle ikke regne; og det regnede ikke paa Jorden i tre Aar og sex Maaneder.

⁷ som sagde med høi røst: frygter Gud og giver ham Ære, thi hans Doms Time er kommen; og tilbeder den, som har gjort Himmelen og Jorden og Havet og Vandenes Kilder.

¹⁰ Og jeg faldt ned for hans Fødder at tilbede ham, og han siger til mig: gjør det ikke! Jeg er din Medtjener og dine Brødres, som have Jesu Vidnesbyrd; tilbed Gud; thi Jesu Vidnesbyrd er Prophetiens Aand.

¹⁹ Og jeg saae Dyret og Kongerne paa Jorden og deres Hære, forsamlede, at føre Krig imod den, som sad paa Hesten og imod hans Hær.

⁹ Og han siger til mig: gjør det ikke; thi jeg er din Medtjener og dine Brødres, Propheternes, og deres, som bevare denne Bogs Ord; tilbed Gud!