Psalms 39:1-119:176

Danish(i) 1 Til Sangmesteren; til Jeduthun; en Psalme af David. 2 Jeg sagde: Jeg vil vare paa mine Veje, at jeg ikke skal synde med min Tunge; jeg vil vare paa min Mund, at den holdes lukket, da den ugudelige endnu er for mig. 3 Jeg var stum i Tavshed, jeg tav, uden at det blev godt; og min Smerte blev oprørt. 4 Mit Hjerte blev hedt inden i mig, under min Betænkning optændtes en Ild; jeg talte med min Tunge. 5 HERRE! lad mig kende mit Endeligt og mine Dages Maal, hvilket det monne være; maatte jeg kende, hvor snart jeg skal bort. 6 Se, du har sat mine Dage som en Haandbred og mit Livs Tid er som intet for dig; hvert Menneske er kun idel Forfængelighed; hvor fast han end staar. Sela. 7 Mennesket vandrer kun som et Skyggebillede, de gøre sig kun Uro forgæves; han samler og kan ikke vide, hvo der skal sanke det hjem. 8 Og nu, Herre! hvad har jeg biet efter? Min Forventning er til dig. 9 Fri mig fra alle mine Overtrædelser, sæt mig ikke til Spot for Daaren! 10 Jeg var stum, jeg vilde ikke oplade min Mund; thi du har gjort det. 11 Borttag din Plage fra mig; jeg er forgaaet ved din Haands Slag. 12 Tugter du nogen med megen Straf for Misgerning, da bringer du hans Herlighed til at hensmuldre ligesom Møl; alle Mennesker ere kun Forfængelighed. Sela. 13 HERRE! hør min Bøn og vend dine Øren til mit Raab, ti ikke til min Graad; thi jeg er en fremmed hos dig, en Gæst som alle mine Fædre. Se bort fra mig, at jeg maa vederkvæges, førend jeg farer bort, og er ikke mere til. 40 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Jeg har biet taalmodigt efter HERREN, og han bøjede sig til mig og hørte mit Raab. 3 Og han drog: mig op af en brusende Grav, af det skidne Dynd; og han satte mine Fødder paa en Klippe, han befæstede mine Skridt. 4 Og han lagde en ny Sang i min Mund, en Lovsang til vor Gud; mange skulle se og frygte og forlade sig paa HERREN. 5 Salig den Mand, som sætter sin Tillid til HERREN og ikke vender sig til de hovmodige og til dem, som bøje sig til Løgn. 6 HERRE, min Gud! du har gjort dine underfulde Ting og dine Tanker mangfoldige imod os; ingen kan opregne dem for dig, ellers skulde jeg kundgøre og udsige dem; de ere flere, end man kan tælle dem. 7 Du har ikke Lyst til Slagtoffer og Madoffer; du har aabnet mig ørene; du har ikke begæret Brændoffer eller Syndoffer. 8 Da sagde jeg: Se, jeg er kommen; i Bogens Rulle er det foreskrevet mig. 9 Jeg har Lyst til at gøre din Villie, min Gud! og din Lov er midt i mit Inderste. 10 Jeg har bebudet Retfærdighed i en stor Forsamling; se, jeg vil ikke lukke mine Læber; HERRE! du ved det. 11 Jeg har ikke skjult din Retfærdighed inden i mit Hjerte, jeg har talt om din Trofasthed og din Frelse; jeg har ikke dulgt din Miskundhed og din Sandhed for en stor Forsamling. 12 Du, HERRE! vil ikke holde din Barmhjertighed tilbage fra mig; din Miskundhed og din Sandhed ville altid bevare mig. 13 Thi Ulykker have omspændt mig, saa der er intet Tal derpaa, mine Misgerninger have grebet mig, og jeg kan ikke se; de ere flere end Haarene paa mit Hoved, og mit Hjerte har forladt mig. 14 HERRE! lad det behage dig at udfri mig; HERRE! skynd dig at Hjælpe mig. 15 Lad dem til Hobe blues og blive til Skamme, som søge efter mit Liv for at tage det bort; lad dem vige tilbage og forhaanes, som ville mig ondt. 16 Lad dem forfærdes over deres egen Skændsel, dem, som sige om mig: Ha, ha! 17 Lad dem frydes og glædes i dig, alle som søge dig lad dem altid sige: HERREN være storlig lovet! dem, som elske din Frelse. Men jeg er elendig og fattig; Herren vil tænke paa mig; du er min Hjælp og den, som udfrier mig; min Gud! tøv ikke. 41 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Salig den, som handler forstandigt imod den ringe; HERREN skal redde ham paa den onde Dag. 3 HERREN skal bevare ham og holde ham ved Live, han skal blive lyksalig paa Jorden; og du skal ikke give ham hen i hans Fjenders Villie. 4 HERREN skal opholde ham paa Sygesengen: du har hjulpet ham op igen fra hvert Sygeleje. 5 Jeg sagde: HERRE! vær mig naadig, helbred min Sjæl; thi jeg har syndet imod dig. 6 Mine Fjender tale ondt om mig: Naar skal han dog dø og hans Navn forgaa? 7 Og dersom een kommer at se mig, taler han Falskhed, hans Hjerte samler paa Uret; gaar han ud udenfor, da taler han derom. 8 Alle mine Avindsmænd hviske sammen imod mig; de optænke imod mig det, som er mig ondt. 9 De sige: Der hænger en Niddingsdaad fast ved ham, og saasom han ligger, skal han ikke staa op mere. 10 Ogsaa den Mand, som havde Fred med mig, hvem jeg forlod mig paa, som aad mit Brød, han opløftede sin Hæl imod mig. 11 Men du, HERRE! vær mig naadig og rejs mig op, saa vil jeg betale dem. 12 Derpaa kender jeg, at du har Behagelighed til mig, at min Fjende ikke skal faa Glæde over rnig. 13 Men mig opholder du og sætter mig for dit Ansigt evindelig i min Oprigtighed. Lovet være HERREN, Israels Gud, i Evighed og indtil Evighed! Amen, Amen. 42 1 Til Sangmesteren; en Undervisning; af Koras Børn. 2 Ligesom en Hjort skriger efter Vandstrømme, saa skriger min Sjæl til dig, o Gud! 3 Min Sjæl tørster efter Gud, efter den levende Gud; skal jeg dog komme og ses Guds Ansigt? 4 Min Graad er bleven mit Brød Dag og Nat, da man siger til mig den ganske Dag: Hvor er din Gud? 5 Det vil jeg imod komme i Hu og udøse min Sjæl i mit Inderste: At jeg gik frem med Hoben og gik af Sted med den til Guds Hus, med Frydeskrigs- og Taksigelsesrøst, i den Hob, som holdt Højtid. 6 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl, og bruser i mit Indre? bi efter Gud, thi jeg skal endnu takke ham for Frelsen for hans Ansigt. 7 Min Gud! min Sjæl nedbøjer sig i mit Inderste; derfor kommer jeg dig i Hu fra Jordans Land og Hermon, fra det lille Bjerg. 8 Afgrund raaber til Afbrund efter Lyden af dine Sluser, alle dine Brændinger og dine Bølger ere gaaede over mig. 9 HERREN skal befale sin Miskundhed om Dagen, og om Natten skal hans Sang være hos mig, en Bøn til mit Livs Gud. 10 Jeg vil sige til Gud, min Klippe: Hvorfor har du glemt mig? hvorfor maa jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? 11 Under Dødssmerterne i mine Ben forhaane mine Fjender mig, idet de sige den ganske Dag til mig: Hvor er din Gud? Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud. 43 1 Øm mig, o Gud! og udfør min Sag imod et umildt Folk; fra en falsk og uretfærdig Mand udfri mig! 2 Thi du er min Styrkes Gud, hvorfor har du forkastet mig? Hvorfor skal jeg gaa i Sørgeklæder, idet Fjenden trænger mig? 3 Send dit Lys og din Sandhed, at de maa ladet ledsage mig, at de maa føre mig til dit hellige Bjerg og til dine Boliger; 4 og at jeg maa indgaa til Guds Alter, til Gud, som er min Fryd og Glæde, og takke dig paa Harpe, o Gud, min Gud! 5 Hvorfor nedbøjer du dig, min Sjæl? og hvorfor bruser du i mit Indre? Bi efter Gud; thi jeg skal endnu takke ham, mit Ansigts Frelse og min Gud. 44 1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Undervisning. 2 Gud! vi have hørt det med vore Øren, vore Fædre have fortalt os det, den Gerning du gjorde i deres Dage, i fordums Dage. 3 Du fordrev Hedningerne ved din Haand, men dem plantede du; du handlede ilde med Folkene, men dem udbredte du. 4 Thi ikke ved deres Sværd indtoge de Landet, og deres Arm hjalp dem ikke, men din højre Haand og din Arm og dit Ansigts Lys, fordi du havde Behagelighed til dem. 5 Gud! du, ja, du er min Konge; befal Jakobs Frelse at komme! 6 Ved dig ville vi nedstøde vore Fjender; i dit Navn ville vi nedtræde dem, som staa op imod os. 7 Thi jeg forlader mig ikke paa min Bue, og mit Sværd kan ikke frelse mig. 8 Men du har frelst os fra vore Fjender, og du har beskæmmet dem, som os hadede. 9 Vi prise Gud den ganske Dag, og vi takke dit Navn evendelig. Sela. 10 Alligevel har du forknstet os og os beskæmmes og vil ikke drage ud med vore Hære. 11 Du lader os vige tilbage for Modstanderen, og de, som os hade, have gjort sig Bytte. 12 Du giver os hen som Faar til at fortæres og har spredt os iblandt Hedningerne. 13 Du sælger dit Folk, og det for intet, og du fik ingen stor Pris for dem. 14 Du gør os til Skændsel for vore Naboer, til Spot og Haan for dem, som ere trindt omkring os. 15 Du gør os til et Ordsprog iblandt Hedningerne, saa man ryster Hovedet over os iblandt Folkene. 16 Min Forsmædelse er den ganske Dag for mig, og Bluelse har bedækket mit Ansigt 17 for hans Røsts Skyld, som bespotter og forhaaner, for Fjendens og den hævngerriges Skyld. 18 Alt dette er kommet over os, dog have vi ikke glemt dig, og vi have ikke handlet falskelig imod din Pagt. 19 Vort Hjerte vendte sig ikke bort, og vor Gang bøjede ikke af fra din Vej, 20 saa at du skulde knuse os i Dragers Bo og skjule os med Dødens Skygge. 21 Dersom vi havd glemt vor Guds Navn og udbred vore Hænder til en fremmed Gud. 22 Skulde Gud da ikke udfinde det efterdi han kender Hjertets skjulte Tanker. 23 Men vi blive ihjelslagn for din Skyld den ganske Dag, ere regnede som Slagtefaar. 24 Vaagn op, hvorfor vil du sove, Herre? Vaagn op, forkast os i evindelig! 25 Hvorfor vil du skjule dit Ansigt, glemme vor Elendighed og vor Trængsel? 26 Thi vor Sjæl er nedbøjet i Støvet, vor Krop hænger ved Jorden. Rejs dig til vor Hjælp og forløs os for din Miskundheds Skyld! 45 1 Til Sangmesteren; til "Lillierne"; af Koras Børn; en Undervisning; en Sang om Kærlighed. 2 Mit Hjerte udgyder en god Tale; jeg siger: Mine Idrætter gælde Kongen; min Tunge er en Hurtigskrivers Pen. 3 Du er meget dejligere end Menneskens Børn, Ynde er udgydt paa dine Læber, derfor velsignede Gud dig evindelig. 4 Bind dit Sværd ved din Side, du vældige! Min Majestæt og din Herlighed; 5 og vær lykkelig i din Herlighed, far frem for Sandhed og Mildhed med Retfærdighed, og din høre Haand skal lære dig forfærdelige Ting. 6 Dine Pile ere skærpede; Folkene skulle falde under dig, Kongens Fjenders Hjerte rammes. 7 Gud! din Trone bliver evindelig og altid, dit Riges Spir er Rettens Spir. 8 Du elsker Retfærdighed og hader Ugudelighed; derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie frem, for dine Medbrødre. 9 Alle dine Klæder dufte af Myrra og Aloe og Kasia; du gaar ud af de Elfenbens Paladser fra dem, som have glædet dig. 10 Kongedøtre ere iblandt dine Herligheder; Dronningen staar ved din højre Haand i Guld fra Ofir. 11 Hør, Datter! og se til og bøj dig øre og glem dit Folk og din Faders Hus! 12 saa skal Kongen faa Lyst til din Skønhed; thi han er din Herre, og du skal tilbede ham. 13 Og Tyrus's Datter skal komme med Skænk og bede ydmygeligt for dit Ansigt: De rige iblandt Folket. 14 Kongedatteren derinde er aldeles herlig, hendes Klæder ere af Gyldenstykke. 15 Hun føres frem for Kongen i stukne Klæder; Jomfruerne, hendes Veninder, gaa efter hende, de føres ind til dig. 16 De føres frem med Glæde og Fryd, de komme i Kongens Palads. 17 Dine Sønner skulle være i dine Fædres Sted, dem skal du sætte til Fyrster paa den hele Jord. Jeg vil lade dit Navn ihukomlnes iblandt alle Slægter; derfor skulle Folkene love dig evindelig og altid. 46 1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. 2 Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. 3 Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; 4 om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. 5 Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger. 6 Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. 7 Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. 8 HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. 9 Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden. 10 Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. 11 Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. 47 1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. 2 Alle Folkeslag! klapper i Haand, jubler for Gud med frydefuld Røst. 3 Thi HERREN, den Høj este, er forfærdelig, en stor Konge over al Jorden. 4 Han tvinger Folkene under os, ja, Folkefærd under vore Fødder. 5 Han udvælger til os vor Arv, Jakobs Herlighed, hvem han elsker. Sela. 6 Gud for op med Frydeklang, HERREN med Basunes Lyd. 7 Synger for Gud, synger; synger for vor Konge, synger Psalmer! 8 Thi Gud er al Jordens Konge; synger en lærerig Sang! 9 Gud regerer over Hedningerne, Gud sidder paa sin hellige Trone. Folkenes Fyrster samles til Abrahams Guds Folk; thi Jordens Skjolde høre Gud til, han er saare ophøjet. 48 1 En Sang, en Psalme af Koras Børn. 2 HERREN er stor og saare priselig, i vor Guds Stad, paa hans hellige Bjerg. 3 Zions Bjerg hæver sig smukt, er det ganske Lands Glæde, yderst imod Nord, den store Konges Stad. 4 Gud i dens Paladser er kendt som en fast Borg. 5 Thi se, Kongerne havde samlet sig; de forsvandt til Hobe. 6 De saa, straks forundrede de sig; de forfærdedes, de hastede bort. 7 Bævelse betog dem der, Angest som en Kvindes, der føder. 8 Ved østenvejr sønderbryder du Tasis's Skibe. 9 Ligesom vi havde hørt, saaledes saa vi det i den I, HERRE Zebaoths Stad, i vor Guds Stad; Gud befæster den indtil evig Tid. Sela. 10 O Gud! vi tænke paa din Miskundhed midt i dit Tempel. 11 O Gud! som dit Navn er, saa er din Pris indtil Jordens Ender; din højre Haand er fuld af Retfærdighed. 12 Zions Bjerg glæder sig, Judas Døtre fryde sig for dine Dommes Skyld. 13 Gaar omkring Zion, rundt omkring den tæller dens Taarne! 14 Lægger Mærke til dens Mur, betragter nøje dens Paladser, at I kunne fortælle det for den Slægt, som kommer. Thi her er Gud, vor Gud, evindelig og altid, han skal ledsage os til evige Tider. 49 1 Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Psalme. 2 Hører dette, alle Folkeslag! vender eders Øren hid, alle Verdens Indbyggere! 3 baade ringe og høje, rige og fattige til Hobe! 4 Min Mund; udtaler Visdom og mit Hjertes Betænkning Forstand. 5 Jeg vil bøje mit øre til Ordsprog; jeg vil udlægge min mørke Tale til Harpe. 6 Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, 7 de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? 8 Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. 9 Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, 10 saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. 11 Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. 12 Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. 13 Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. 14 Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. 15 De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. 16 Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. 17 Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; 18 thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. 19 Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: 20 Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes. 50 1 En Psalme af Asaf. Den Almægtige, Gud HERREN har talt og kaldet ad Jorden, fra Solens Opgang indtil dens Nedgang. 2 Fra Zion, Skønhedens Krone, aabenbarede Gud sig herligt. 3 Vor Gud skal komme og ikke tie; en Ild for hans Ansigt skal fortælle, og omkring ham stormer det saare. 4 Han kalder ad Himmelen oventil og ad Jorden for at dømme sit Folk. 5 Samler mig mine hellige, som have sluttet Pagt med mig ved Offer. 6 Og Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; thi Gud, han er Dommer. Sela. 7 Hør, mit Folk, og jeg vil tale; Israel! og jeg vil vidne imod dig; jeg er Gud, din Gnd. 8 Jeg vil ikke gaa i Rette med dig for dine Slagtofre og for dine Brændofre, som ere altid for mig. 9 Jeg vil ikke tage en Okse af dit Hus, ej heller Bukke af dine Stalde. 10 Thi alle Dyrene i Skoven høre mig til, Dyrene paa Bjergene i Tusindtal. 11 Jeg kender alle Fuglene paa Bjergene, og hvad der vrimler paa Marken, er hos mig. 12 Dersom jeg hungrede, vilde jeg ikke sige dig det; thi Jorderige hører mig til og dets Fylde. 13 Skulde jeg vel æde Oksers Kød eller drikke Bukkes Blod? 14 Offer Gud Taksigelse og betal den Højeste dine Løfter! 15 Og kald paa mig paa Nødens Dag; jeg vil udfri dig, og du skal ære mig. 16 Men til den ugudelige siger Gud: Hvad kommer det dig ved at tale om mine Skikke og at tage min Pagt i din Mund, 17 da du dog hader Tugt og kaster mine Ord bag dig? 18 Dersom du ser en Tyv, da er du Ven med ham, og med Horkarle er din Del. 19 Du skikker din Mund til ondt, og med din Tunge digter du Svig. 20 Du sidder og taler imod din Broder, du sætter Klik paa din Moders Søn. 21 Disse Ting har du gjort, og jeg har tiet; du har tænkt, at jeg vel var som du; men jeg vil straffe dig og stille det frem for dine Øjne. 22 Forstaar dog dette, I, som have glemt Gud! at jeg ikke skal rive bort, og der ingen er, som trier. 23 Den, som ofrer Taksigelse, han ærer mig, og den, som agter paa Vejen, ham vil jeg lade se Guds Frelse. 51 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David, 2 der Profeten Nathan var kommen til ham, efter at han var gaaet ind til Bathseba. 3 Gud! vær mig naadig efter din Miskundhed, udslet mine Overtrædelser efter din store Barmhjertighed. 4 To mig vel af min Misgerning og rens mig fra min Synd; 5 thi mine Overtrædelser kender jeg, og min Synd er altid for mig. 6 Imod dig, imod dig alene har jeg syndet og gjort det onde for dine Øjne, paa det du skal være retfærdig, naar du taler, voere ren, naar du dømmer. 7 See, jeg er født i Skyld, og min Moder har undfanget mig i Synd. 8 Se, til Sandhed i det inderste Hjerte har du Lyst; Visdommen i Hjertedybet lære du mig! 9 Rens mig fra Synd med Isop, saa jeg bliver ren; to mig, saa jeg bliver hvidere end Sne. 10 Lad mig høre Fryd og Glæde; lad de Ben fryde sig, som du har sønderstødt. 11 Skjul dit Ansigt for mine Synder og udslet alle mine Misgerninger! 12 Gud! skab mig et rent Hjerte og forny en stadig Aand inden i mig. 13 Bortkast mig ikke fra dit Ansigt og tag ikke din Helligaand fra mig! 14 Giv mig igen at glædes over din Frelse og ophold mig med en villig Aand! 15 Saa vil jeg lære Overtrædere dine Veje, og Syndere skulle omvende sig til dig. 16 Fri mig fra Blodskyld, Gud, min Frelses Gud! saa skal min Tunge synge med Fryd om din Retfærdighed. 17 Herre! oplad mine Læber, saa skal min Mund kundgøre din Pris. 18 Thi du har ikke Lyst til Slagoffer, ellers vilde jeg give dig det; til Brændoffer har du ikke Behagelighed. 19 Ofre for Gud er en sønderbrudt Aand; et sønderbrudt og sønderstødt Hjerte skal du, o Gud! ikke fortabte. Gør vel imod Zion efter din Velbehagelighed, byg Jerusalems Mure, da vil du have Lyst til Retfærdigheds Ofre, Brændofre og Helofre; da skulle de ofre Øksne paa dit Alter. 52 1 Til Sangmesteren; en Undervisning af David, 2 der Edomiteren Drog kom med Underretning til Saul og sagde til ham: David er kommen i Akimeleks Hus. 3 Hvorfor roser du dig af Ondskab, du vældige? Guds Miskundhed varer den ganske Dag. 4 Paa idel Skade arbejder din Tunge, som en skærpet Ragekniv, du, som øver Svig! 5 Du elsker ondt mere end godt, Løgn fremfor at tale Retfærdighed. Sela. 6 Du elsker alle fordærvelige Ord, du svigefulde Tunge! 7 Men Gud skal og nedbryde dig for evig Tid; han skal borttage dig og udrydde dig af Teltet, ja, oprykke dig med Rode af de levendes Land. Sela. 8 Og de retfærdige skulle se det og frygte og spotte over ham og sige: 9 Se der den Mand, som ikke holdt Gud for sin Styrke, men forlod sig paa sin megen Rigdom, blev stærk ved sin Ondskab! Men jeg er som et grønt Olietræ i Guds Hus; jeg forlader mig paa Guds Miskundhed evindelig og altid. Jeg vil takke dig evindelig, thi du gjorde det; og jeg vil bie efter dit Navn thi det er godt i Paasyn af dine hellige. 53 1 Til Sangniesteren; til "Makalath" en Undervisning af David. 2 En Daare siger i sit Hjerte: Der er ingen Gud; fordærvelig og vederstyggelig er deres onde Gerning; der er ingen, som gør godt. 3 Gud saa ned fra Himmelen paa Menneskens Børn, at se, om der var en forstandig, nogen, som søgte Gud. 4 Enhver er afvegen, de ere fordærvede til Hobe; der er ingen, som gør godt, end ikke een. 5 Have de ikke kendt det, de, som gøre Uret, som æde mit Folk, som de aade Brød? de kalde ikke paa Gud. 6 Den Gang frygtede de saare, hvor intet var at frygte; thi Gud spredte Benene af dem, som lejrede sig imod dig; du gjorde dem til Skamme, thi Gud havde forkastel dem. Gid der fra Zion kom Frelse for lsrael; naar Gud tilbagefører sit fangne Folk, da skal Jakob fryde sig, Israel glæde sig. 54 1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning af David, 2 der Sifiterne kom og sagde til Saul: Har David ikke skjult sig hos os? 3 Frels mig, Gud! ved dit Navn og beskik mig Ret ved din Magt. 4 Gud! hør min Bøn, vend øren til min, Munds Tale. 5 Thi fremmede staa op imod mig, og Voldsmænd søge efter mit Liv; de have ikke Gud for Øje. Sela. 6 Se, Gud hjælper mig; Herren er iblandt dem, som opholde min Sjæl. 7 Han skal betale mine Fjender det onde; udryd dem ifølge din der det onde; udryd dem ifølge din Sandhed! Jeg vil ofre dig frivilligt Offer; jeg vil takke dit Navn, HERRE! thi det er godt. Thi han friede mig af al Nød, og mit Øje saa sin Lyst paa mine Fjender. 55 1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Undervisning, af David. 2 Gud! vend Øren til min Bøn og skjul dig ikke for min ydmyge Begæring. 3 Giv Agt paa mig og bønhør mig; jeg vil overlade mig til min Klage og hyle 4 over Fjendens Røst, over den ugudeliges Undertrykkelse; thi de vælte Uret paa mig og hade mig i Vrede. 5 Mit Hjerte er bange inden i mig, og Dadens Rædsler ere faldne paa mig. 6 Frygt og Bæven kom over mig, og Gru lægger sig over mig. 7 Og jeg sagde: Gid jeg havde Vinger som en Due, da vilde jeg flyve bort og fæste Bo. 8 Se, jeg vilde flygte langt bort; jeg vilde blive Natten over i Ørken. Sela. 9 Jeg vilde haste til et Tilflugtssted for mig, fra Hvirvelvinden og Stormen. 10 Herre! opslug dem, gør deres Tunger uens; thi jeg har set Vold og Trætte i Staden. 11 Dag og Nat omringe de den paa dens Mure, og Uret og Møje er inden i den. 12 Ondskab hersker inden i den og Bedrageri og Svig vige ikke fra dens Gade. 13 Thi det er ikke en Fjende, som forhaaner mig; ellers maatte jeg lære det; det er ikke min Avindsmand, som gør sig stor over mig, ellers kunde jeg skjule mig for ham; 14 men det er dig, et Menneske, som var min Jævnlige, min, Ven og min Kynding. 15 Vi, som venligt holdt Raad sammen, som vandrede i Guds Hus iblandt Skaren. 16 Døden føre Forglemmelse over dem! lad dem fare levende ned i Dødsriget; thi der er Ondskab i deres Boliger, i deres Inderste. 17 Jeg vil raabe til Gud, og HERREN skal frelse mig. 18 Jeg vil klage og hyle Aften og Morgen og Middag, og han vil høre min Røst. 19 Han har forløst min Sjæl i Fred fra Striden imod mig; thi de vare i Mængde mig imod. 20 Gud skal høre og svare dem, han, der bliver evindelig - Sela - efterdi der ingen Forandring er hos dem, og de ikke frygte Gud. 21 Han har lagt Haand paa dem, som havde Fred med ham; han har vanhelliget sin Pagt. 22 Hans Munds Ord ere glatte som Smør; men der er Strid i hans Hjerte; hans Ord ere blødere end Olie, og dog ere de dragne Sværd. 23 Kast din Sag paa HERREN, og han skal forsørge mig; han skal ikke evindelig tilstede, at den retfærdige rokkes. Men du, Gud! du skal støde dem ned i Gravens Dyb; blodgerrige og falske Mænd skulle ikke naa deres Dages halve Tal; men jeg vil forlade mig paa dig. 56 1 Til Sangmesteren; til "den stumme Due i det fjerne" af David; "et gyldent Smykke", der Filisterne havde grebet ham i Gath. 2 Gud! vær mig naadig; thi et Menneske søger at opsluge mig, Stridsmanden trænger mig den ganske Dag. 3 Mine Fjender søge den ganske Dag at opsluge mig; thi de ere mange, som i Hovmod stride imod mig. 4 Naar jeg gribes af frygt, stoler jeg paa dig; 5 Paa den Dag, jeg frygter, forlader jeg mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad kan Kød gøre mig? 6 Den ganske Dag fordreje de mine Ord; alle deres Tanker ere imod mig til det Spyd og Pile, og hvis onde. 7 De holde sig sammen, de skjule sig, de tage Vare paa mine Fodspor, ligesom de have tragtet efter mit Liv. 8 Skulde de undkomme ved deres Uretfærdighed? Gud! nedstød disse Folk i Vrede! 9 Du har talt mine Landflygtighedsdage; gem mine Taarer i din Flaske; staa de ikke i din Bog? 10 Da skulle mine Fjender vende tilbage paa den Dag, jeg raaber; dette ved jeg, at du er min Gud. 11 I Gud vil jeg prise Ordet; i HERREN vil jeg prise Ordet. 12 Jeg forlader mig paa Gud, jeg vil ikke frygte; hvad skulde et Menneske gøre mig? 13 Gud! Løfter til dig hvile paa mig, med Taksigelse vil jeg betale dig. Thi du friede min Sjæl fra Døden, ja, mine Fødder fra Fald, at jeg skal vandre for Guds Ansigt i de levendes Lys. 57 1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke" der han flyede fra Sauls Ansigt i Hulen. 2 Gud! vær mig naadig, vær mig naadig; thi min Sjæl forlader sig paa dig, og under dine Vinger: Skygge søger jeg Ly, indtil al Ulykken er gaaet over. 3 Jeg vil raabe til Gud, den Højeste, til den Gud som udfører min Sag. 4 Han skal sende fra Himmelen og frelse mig den, som vilde opsluge mig, haaner: Sela. Gud skal sende sin Miskundhed og sin Sandhed. 5 Mig Sjæl er iblandt øver, jeg maa ligge imellem dem, som sprude Ild Menneskens Børn, hvis Tænder er Spyd og Pile, og hvis Tunge er et skarpt Sværd. 6 Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden! 7 De stilled Garn for mine Trin, min Sjæl nedbøjede sig de grove en Grav for mit Ansigt, de faldt selv midt i den. Sela. 8 Gud! mit Hjerte er trøstigt, mit Hjerte er trøstigt; jeg vil synge og lege paa Harpe. 9 Vaagn op, min Ære! vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. 10 Herre! jeg vil takke dig iblandt Folkene; jeg vil lege paa Harpe for dig iblandt Folkestammer. 11 Thi din Miskundhed er stor indtil Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. Gud! ophøj dig over Himlene, din Ære være over al Jorden. 58 1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke" af David; "et gyldent Smykke". 2 Mon I virkelig, ved at være stumme, tale Retfærdighed, dømme detVished, I Menneskens Børn 3 Nej, I øve Uretfærdigheder i Hjertet; I veje eders Hænders Voldsdaad ud i Landet. 4 De ugudelige ere affaldne fra Moders Liv af; de, som tale Løgn, fore vild fra Moders skød. 5 De have Gift lig en Slanges Gift; de ere som en døv Øgle; der stopper sit Øre, 6 at den ikke skal høre paa deres Røst, som besværge, paa Manerens, som er udlært til at mane. 7 Gud! bryd deres Tænder i deres Mund; HERRE! knus de unge Løvers Kindtænder! 8 Lad dem henflyde som Vand, der løber bort; naar en skyder med sine Pile, da være disse som sløvede! 9 Lad dem være som en Snegl, der opløses, idet den gaar, som en Kvindes utidige Foster, som de, der ikke have set Solen. 10 Førend eders Gryder kunne fornemme Ilden af Tornebusken, skal Stomen hvirvle det bort, hvad enten det er frisk eller i Brand. 11 Den retfærdige skal glæde sig, fordi han har set Hævnen; han skal to sine Trin i den ugudeliges Blod. Og Mennesker skulle sige: Den retfærdige har dog Frugt; der er dog en Gud, som dømmer paa Jorden. 59 1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke"; af David; "et gyldent Smykke"; der Saul sendte hen, og de toge Vare paa Huset for at han ham ihjel. 2 Min Gud! fri mig fra mine Fjender, sæt mig paa et højt Sted imod dem, som staa op imod mig. 3 Fri mig fra dem, som gøre Uret, og frels mig fra blodgerribe Mænd! 4 Thi se, de lure efter min Sjæl, de stærke holde sammen imod mig, uden min Overtrædelse og uden min Synd, o HERRE! 5 Uden min Skyld storme de frem og stille sig op; vaagn op at møde mig og se til! 6 Ja, du, HERRE, Gud Zebaoth! Israels Gud, vaagn op at hjemsøge alle Hedningerne! vær ingen naadig af alle de troløse Niddinger! Sela. 7 De komme igen imod Aftenen, de tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 8 Se, de udgyde Ord af deres Mund, der er Sværd paa deres Læber; thi "hvo hører det?" 9 Men du, HERRE! du ler ad dem, du spotter alle Hedrlingerne. 10 Imod hans Styrke vil jeg vogte paa dig, thi Gud er min Befæstning. 11 Gud, som beviser mig Miskundhed, skal komme mig i Møde; Gud skal lade mig se med Lyst paa mine Fjender. 12 Slaa dem ikke ihjel, at mit Folk ikke skal glemme det; lad dem vanke hid og did for din Magt, og lad dem styrte, Herre, vort Skjold. 13 Deres Læbers Ord er Synd i deres Mund; lad dem gribes i deres Hovmod og for den Forbandelse og Løgn, som de udsige. 14 Gør Ende paa dem i din Vrede, gør Ende paa dem, at de ikke ere mere til; og de skulle vide, at Gud er den, som hersker i Jakob indtil Jordens Ender. Sela. 15 Og de skulle komme igen om Aftenen, tude som Hunde og løbe omkring i Staden. 16 De skulle vanke hid og did efter; Fode og overnatte, uden at de blive mætte. 17 Men jeg vil synge om din Styrke, jeg vil synge med Fryd om din Miskundhed om Morgenen; thi du var mig en Befæstning og en Tilflugt paa min Nøds Dag. Min Styrke! for dig vil jeg synge, thi Gud er min Befæstning, Gud; som beviser mig Miskundhed. 60 1 Til Sangmesteren; til Susan-Eduth; af David; "et gyldent Smykke"; til at læres; 2 der han stred med Mesopotamierne og med Syrerne af Zoba, og der Joab kom tilbage og slog Edomiterne i Saltdalen, tolv Tusinde. 3 Gud! du har forkastet os, du har sønderrevet os; du har været vred; vend om til os igen! 4 Du har bragt Jorden til at skælve, du har sønderslidt den, læg dens Brøst; thi den ryster. 5 Du lod dit Folk se haarde Ting; du gav os Vin at drikke, saa at vi tumlede. 6 Men nu har du givet dem, som dig frygte; et Banner, som hæver sig for Sandhedens Skyld (Sela), 7 paa det dine elskelige maa udfries; saa frels med din højre Haand og bønhør os! 8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. 9 Mig hører Gilead til, og mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn; Juda er min Herskerstav. 10 Moab er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! 11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig indtil Edom? 12 Mon ikke du, Gud, som har forkastet os? og vil du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? Fly os Hjælp af Nød; thi Menneskers Hjælp er Forfængelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender. 61 1 Til Sangmesteren; til Strengeleg; af David. 2 Gud! hør mit Raab, giv Agt paa min Bøn! 3 Jeg raaber til dig fra Landets Ende, naar mit Hjerte forsmægter; paa en Klippe, som ellers bliver mig for høj, fører du mig op. 4 Thi du har været min tilflugt og et stærkt Taarn imod Fjenden. 5 Jeg vil bo i dit Paulun i al Evighed, jeg vil søge Ly under dine Vingers Skjul. Sela. 6 Thi du, Gud! har hørt mine Løfter, du har givet mig Arv med dem, som frygte dit Navn. 7 Du vil Iægge Dage til Kongens Dage, hans Aar blive som fra Slægt til Slægt! 8 Han sidde evindelig for Guds Ansigt; beskik Miskundhed og Sandhed til at bevare ham! Saa vil jeg lovsynge dit Navn til evig Tid, at jeg kan betale mine Løfter fra Dag til Dag. 62 1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af David. 2 Kun for Gud er min Sjæl stille, fra ham kommer min Frelse. 3 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes meget. 4 Hvor længe storme I imod en Mand, alle tilsammen for at myrde ham, der er som en Væg, der hælder, som en Mur, der har faaet Stød? 5 Kun om at nedstøde ham fra hans Højhed raadslaa de, de have Behag i Løgn; de velsigne med deres Mund, og de forbande i deres Inderste. Sela. 6 Kun for Gud vær stille min Sjæl; thi af ham er min Forventning. 7 Kun han er min Klippe og min Frelse, min Befæstning; jeg skal ikke rokkes. 8 Hos Gud er min Frelse og min Ære, min Styrkes Klippe, min Tilflugt er i Gud. 9 Forlader eder paa ham til hver Tid, I Folk! udøser eders Hjerte for hans Ansigt; Gud er vor Tilflugt. Sela. 10 Kun Forfængelighed ere Menneskens Børn, Falskhed ere Menneskene; lægges de i Vægtskaalen, stige de til Vejrs, de ere Forfængelighed til Hobe. 11 Forlader eder ikke paa Vold og sætter ikke forfængeligt Haab til røvet Gods; falder Rigdom eder til, da sætter ikke Hjertet dertil! 12 Een Gang har Gud talt, ja, to Gange; hvad jeg har hørt: At Styrke hører Gud til. Og dig, Herre! hører Miskundhed til; thi du skal betale hver efter hans Gerning. 63 1 En Psalme af David, der han var i Judas Ørk. 2 Gud! du er min Gud, jeg vil søge aarle til dig; min Sjæl tørster efter dig, mit Kød længes efter dig udi et tørt og vansmægtende Land, hvor intet Vand er. 3 Saaledes saa jeg dig i Helligdommen for at beskue din Magt og din Ære. 4 Thi din Miskundhed er bedre end Livet; mine Læber skulle prise dig. 5 Saaledes vil jeg love dig i mine Livsdage; jeg vil opløfte mine Hænder i dit Navn. 6 Min Sjæl skal mættes som af det fede og kraftige Maaltid, og min Mund skal love dig med frydefulde Læber. 7 Naar jeg kommer dig i Hu paa mit Leje, vil jeg tænke paa dig i Nattevagterne. 8 Thi du har været min Hjælp, og under dine Vingers Skygge vil jeg synbe med Fryd. 9 Min Sjæl hang efter dig, din højre Haand holdt paa, mig. 10 Men de søge efter mit Liv til deres egen ødelæggelse; de skulle komme i Jordens nederste Dybder. 11 Man skal give dem Sværdet i Vold, de skulle vorde Ræves Del. Men Kongen skal glædes i Gud hver den, som sværger ved ham, skal rose sig; thi deres Mund skal stoppes, som tale Løgn. 64 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. 2 Gud! hør min Røst. i min Klage, bevar mit Liv fra Fjendens frygtelige Magt. 3 Skjul mig for de ondes lønlige Raad, for deres Forsamling, som gøre Uret, 4 som skærpe deres Tunge som et Sværd; de skyde deres Pil, det bitre Ord, 5 for i Skjul at skyde den retsindige; hastelig skyde de paa ham og frygte ikke. 6 De styrke sig i deres onde Handel, de fortælle, hvorledes de ville skjule Snarer; de sige: Hvo kan se dem? 7 De udtænke Misgerninger, de fuldkomme, hvad de nøje udtænke: Ja, enhvers Inderste og Hjerte er et Dyb. 8 Men Gud skyder paa dem; Pilen kommer hastigt, den bliver deres Saar. 9 Og de skulle falde for deres Tunges Skyld; hver, som ser paa dem, skal fly langt bort. 10 Og alle Mennesker skulle frygte og forkynde Guds Gerning og forstaa, at det er hans Værk. Den retfærdige skal glædes i HERREN og forlade sig paa ham; og alle oprigtige i Hjertet skulle prise sig lykkelige. 65 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David; en Sang. 2 Gud! man lover dig i det stille i Zion; og dig skal betales Løfte. 3 Du, som hører Bønnen; hen til dig tyr alt Kød. 4 Misgerningerne ere blevne mig for svare; vore Overtrædelser, dem ville du sone! 5 Salig er den, som du udvælger og lader komme nær, at han maa bo i dine Forgaarde; vi skulle mættes med dit Hus's Gode, i dit Tempels Helligdom. 6 Forfærdelige Ting skal du, vor Frelses Gud, svare os i Retfærdighed, du, som er en Fortrøstning for den hele vide Jord og Havet i det fjerne. 7 Han gør Bjergene faste ved sin Kraft, han er omgjordet med Vælde; 8 han stiller Havets Brusen, dets Bølgers Brusen derudi og Folkenes Bulder. 9 Og de, som bo ved det yderste, frygte for dine Tegn; du fylder Morgenens og Aftenens Frembrud med Jubel. 10 Du har besøgt Jorden og givet den Overflod, du gør den meget rig; Guds Bæk er fuld af Vand, du bereder dem Korn, thi dertil gør du Jorden skikket. 11 Du vander dens Furer, du nedtrykker det pløjede; du gør den blød med Regn, du velsigner dens Grøde. 12 Du kroner Aaret med dit Gode, og dine Fodspor dryppe med Fedme. 13 Græsgangene i Ørken dryppe, og Højene ere omgjordede med Fryd. Engene ere klædte med Faarehjorde, og Dalene ere skjulte med Korn; de juble, ja de synge. 66 1 Til Sangmesteren; en Psalmesang. Raaber med Glæde for Gud al Jorden! 2 Synger Psalmer til hans Navns Ære; giver ham Ære til hans Pris. 3 Siger til Gud: Hvor forfærdelige ere dine Gerninger! for din store Magts Skyld skulle dine Fjender smigre for dig. 4 Al Jorden skal tilbede dig og lovsynge dig; de skulle lovsynge dit Navn. Sela. 5 Gaar hen og ser Guds Værk; han er forfærdelig i Gerning imod Menneskens Børn. 6 Han omvendte Havet til det tørre, de gik til Fods over Floden; der glædede vi os i ham. 7 Han hersker med sin Magt evindelig, hans Øjne vare paa Hedningerne; de genstridige ophøje sig ikke. Sela. 8 I Folkefærd! lover vor Gud og lader Røsten høres til hans Pris! 9 Han holder vor Sjæl i Live og lader ikke vor Fod snuble. 10 Thi du har prøvet os, o Gud! du har lutret os, ligesom Sølv bliver lutret. 11 Du har ført os i Garnet, du lagde et Tryk paa vore Lænder. 12 Du lod Mennesker fare over vort Hoved; vi ere komne i Ild og i Vand, men du udførte os til at vederkvæges. 13 Jeg vil gaa ind i dit Hus med Brændofre, jeg vil betale dig mine Løfter, 14 dem, som mine Læber oplode sig med, og min Mund talte, da jeg var i Angest. 15 Jeg vil ofre dig Brændoffer af fedt Kvæg og Duften af Vædre; jeg vil tillave Øksne og Bukke. Sela. 16 Kommer hid, hører til, alle I, som frygte Gud, saa vil jeg fortælle, hvad han har gjort ved min Sjæl. 17 Til ham raabte jeg med min Mund, og hans Pris kom paa min Tunge. 18 Dersom jeg havde set Uret i mit Hjerte, da vilde Herren ikke have hørt mig. 19 Dog har Gud hørt; han gav Agt paa min Bøns Røst. 20 Lovet være Gud, som ikke forskød min Bøn eller vendte sin Miskundhed fra mig! 67 1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme, en Sang. 2 Gud være os naadig og velsigne os; lade sit Ansigt lyse for os (Sela), 3 at man maa kende din Vej paa Jorden, din Frelse iblandt alle Hedninger! 4 Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. 5 Folkeslag skulle glæde sig og synge med Fryd; thi du dømmer Folkestammer med Ret, og Folkeslag paa Jorden dem fører du. Sela. 6 Dig skulle Folkestammerne prise, o Gud! dig skulle Folkestammerne prise alle tilsammen. 7 Landet har givet sin Grøde; Gud, vor Gud, vil velsigne os. Gud vil velsigne os, og alle Jordens Grænser skulle frygte ham. 68 1 Til Sangmesteren, af David; en Psalme, en Sang. 2 Gud staar op, hans Fjender adspredes, og de, som hade ham, fly For hans Ansigt. 3 Som Røg driver bort, vil du bortdrive dem; som Voks smelter for Ild, skulle de ugudelige omkomme for Guds Ansigt. 4 Men de retfærdige skulle glædes de skulle fryde sig for Guds Ansigt og juble med Glæde. 5 Synger for Gud, lovsynger hans Navn, baner Vej for ham, som farer frem igennem Ørkenen; HERREN er hans Navn, og fryder eder for hans Ansigt. 6 Faderløses Fader og Enkers Dom, mer er Gud i sin hellige Bolig. 7 Gud lader de enlige bo i Huse llan udfører de bundne i Frihed; kun de genstridige bo i det fortørrede Land. 8 Gud! da du drog ud foran dit Folk, da du skred frem gennem Ørkenen (Sela.): 9 Da bævede Jorden og Himlene dryppede for Guds Ansigt, hint Sinaj! for Guds, Israels Guds Ansigt. 10 En Regn af Gaver lod du strømme ned, o Gud! din Arv, som var træt, styrkede du. 11 Din Hjord bosatte sig i Landet, du beredte det, Gud! for den elendige ved din Godhed. 12 Herren lader Ordet udgaa; de Kvinder, som bringe glad Budskab, ere en stor Hær. 13 Hærskarernes Konger fly de fly; og hun, som bor i Huset, uddeler Bytte. 14 Naar I ligge mellem Foldene, er det som en Dugs Vinger, skjulte med Sølv, og hvis Vingefjedre ere indsprængte med Guldets gyldengrønne Glans. 15 Naar den almægtige spreder Konger derudi, da falder der Sne paa Zalmon. 16 Et Guds Bjerg er Basans Bjerg, et Bjerg med mange Tinder er Basans Bjerg. 17 Hvorfor se I Bjerge med de mange Tinder med Avind til det Bjerg, som Gud havde Lyst at bo paa? ja, HERREN vil bo derpaa evindelig. 18 Guds Vogne ere to Gange ti Tusinde, tusinde Gange tusinde; Herren er iblandt dem som paa Sinaj i Hellighed. 19 Du opfór i Højheden, du bortførte Fanger, du annammede Gaver iblandt Mennesker, ja, endog iblandt de genstridige, at du maa blive boende, o HERRE, o Gud! 20 Lovet være Herren fra Dag til Dag! lægger han os en Byrde paa, saa er Gud dog vor Frelse. Sela. 21 Vi have en Gud, som er en Gud til Frelse, og hos den HERRE, Herre ere Udgange fra Døden. 22 Men Gud skal knuse sine Fjenders Hoved, dens haarrige Isse, som vandrer frem i sin Skyld. 23 Herren sagde: Jeg vil føre dem tilbage fra Basan, jeg vil føre dem tilbage fra Havets Dybheder, 24 paa det din Fod maa vade i Blod, og dine Hundes Tunge faa sin Del af Fjenderne. 25 Gud! de saa dine Tog, min Guds, min Konges Tog i Hellighed. 26 Foran gik Sangerne, bagefter de, som legede paa Strengeleg, midt imellem Pigerne, som sloge paa Tromme. 27 Lover Gud i Forsamlingerne; lover HERREN, I, som ere af Israels Kilde! 28 Der er Benjamin, den lille, der herskede over dem, Judas Fyrster, som stenede dem, Sebulons Fyrster, Naftalis Fyrster. 29 Din Gud har befalet dig at være stærk; styrk, o, Gud! det, du har gjort os. 30 Fra dit Tempel i Jerusalem skulle Konger fremføre dig Gave. 31 Skæld paa Dyret iblandt Rørene, de stærke Øksnes Hob med Folkekalvene, som nedkaste sig med Sølvstykker; han adspredte Folkene, som have Lyst til Strid. 32 Fyrster skulle komme fra Ægypten; Morland skal hastelig udstrække sine Hænder til Gud. 33 I Riger paa Jorden! synger for Gud, lovsynger Herren (Sela), 34 ham, som farer i Himlenes Himle, som ere fra fordums Tid, se, han udgiver sin Røst, den mægtige Røst. 35 bliver Gud Magten; hans Højhed er over Israel og hans Magt i Skyerne. Forfærdelig er du, o Gud! fra dine Helligdomme; Israels Gud, han giver Folket Kraft og Styrke; lovet være Gud! 69 1 Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David. 2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen. 3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig. 4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud. 5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet. 6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig. 7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig. 8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt. 9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn. 10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig. 11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser. 12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog. 13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig. 14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld! 15 Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb! 16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig! 17 Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed! 18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig! 19 Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld! 20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig. 21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen. 22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst. 23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge. 24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave! 25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem! 26 Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte. 27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret. 28 Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed! 29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige! 30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig. 31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse. 32 Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove. 33 De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op! 34 Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne. 35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi! 36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi. 70 1 Til Sangmesteren; af David; "til Ihukommelse". 2 Gud! kom at fri mig; HERRE! skynd dig at hjælpe mig! 3 Lad dem blues og blive beskæmmede, som søge efter mit Liv; lad dem vige tilbage og blive til Skamme, som have Lyst til min Ulykke. 4 Lad dem vende tilbage for deres Skændsels Skyld, de, som sige: Ha, ha! 5 Lad dem frydes og glædes i dig, alle de, som søge dig; lad dem, som elske din Frelse, altid sige: Gud være storlig lovet! Men jeg er elendig og fattig; Gud! skynd dig til mig; du er min Hjælp, og den, som udfrier mig; HERRE! tøv ikke! 71 1 HERRE! jeg forlader mig paa dig, lad mig ikke beskæmmes evindelig! 2 Red mig ved din Retfærdighed og udfri mig; bøj dit øre til mig og frels mig! 3 Vær mig en Klippe til Bolig hvorhen jeg altid kan ty, du, som har befalet at frelse mig; thi du er min Klippe og min Befæstning. 4 Min Gud! udfri mig af en ugudeligs Haand, af dens Haand, som gør Uret, og som undertrykker. 5 Thi du er min Fortrøstning; Herre, HERRE! du er min Tillid fra min Ungdom af. 6 Paa dig har jeg forladt mig fast fra Moders Liv, du har draget mig af min Moders Skød; min Lovsang er altid om dig. 7 Jeg har været for mange som et Under; men du er min stærke Tillid. 8 Lad min Mund fyldes med din Lovsang, don ganske Dag med din Pris. 9 Forkast mig ikke i Alderdommens Tid; forlad mig ikke, naar min Kraft forgaar! 10 Thi mine Fjender tale imod mig, og de, som tage Vare paa min Sjæl, raadføre sig med hverandre, 11 sigende: Gud har forladt ham, forfølger og griber ham; thi der er ingen, som frier. 12 Gud! vær ikke langt fra mig; min Gud! skynd dig at hjælpe mig! 13 Lad dem beskæmmes, fortæres, som staa imod min Sjæl, lad dem iføres Forhaanelse og Skændsel, som, søge min Ulykke. 14 Men jeg vil altid haabe, og al din Pris vil jeg endnu mangfoldiggøre. 15 Min Mund skal fortælle din Retfærdighed, din Frelse den ganske Dag; thi jeg ved ikke Tal derpaa. 16 Jeg vil komme frem med Herrens, HERRENS vældige Gerninger; jeg vil minde om din Retfærdiahed, din alene. 17 Gud! du har lært mig fra min Ungdom af, og indtil nu kundgør jeg dine underfulde Gerninger. 18 Ja, endog indtil Alderdommen og de graa Haar, o Gud! forlad mig ikke; indtil jeg kan kundgøre din Arm for Efterslægten, din Kraft for hver den, som komme skal. 19 Og din Retfærdighed strækker sig, o Gud! til det høje; du, som har gjort store Ting, Gud! hvo er som du? 20 Du, som har ladet mig se mange Angester vg Ulykker, du vil gøre mig levende igen og hente mig op igen fra Jordens Afgrunde. 21 Gør min Herlighed stor og trøst mig igen! 22 Og jeg vil takke dig med Strengeleg for din Sandhed, min Gud! jeg vil synge for dig til Harpe, du Hellige i Israel! 23 Mine Læber skulle juble, naar jeg synger for dig; ja; min Sjæl, som du har genløst. 24 Og min runge skal tale den banske Dag om din Retfærdighed; thi de ere beskæmmede, thi de ere blevne til SkamMe, som søge min Ulykke: 72 1 Af Salomo. Gud! giv Kongen dine Domme og Kongens Søn din Retfærdighed, 2 at han kan dømme dit Folk med Retfærdighed og dine elendige med Retvished. 3 Lad Bjergene bære Fred for Folket og Højene ligesaa ved Retfærdigheden. 4 Han skal skaffe de elendige iblandt Folket Ret, han skal frelse den fattiges Børn og knuse Voldsmanden. 5 De skulle frygte dig, saa længe Solen er til, og saa længe Maanen lyser, fra Slægt til Slægter. 6 Han stige ned som Regn paa den slaaede Eng, som Draaber, der væde Jorden! 7 I hans Dage blomstre den retfærdige og megen Fred, indtil Maanen ikke er mere! 8 Og han regerer fra Hav til Hav, og fra Floden indtil Jordens Ende! 9 De, som bo i Ørken, skulle bøje sig for hans Ansigt, og hans Fjender skulle slikke Støv. 10 Konger fra Tarsis og Øerne skulle bringe Skænk! Konger fra Skeba og Seba skulle fremføre Gave. 11 Og alle Konger skulle tilbede for ham; alle Hedninger skulle tjene ham. 12 Thi han skal fri den fattige, som raaber, samt den elendige, som inben Hjælper har. 13 Han skal spare den ringe og fattige og frelse de fattiges Sjæle. 14 Han skal udløse deres Sjæl fra Undertrykkelse og fra Vold, og deres Blod skal være dyrebart for hans Øjne. 15 Og de skulle leve og give ham af Skebas Guld og altid bede for ham, love ham den ganske Dag. 16 Der vorde Overflod af Korn i Landet paa Bjergenes Top; dets Frugt suse som Libanon, og Folk blomstre frem af Staden som Urter paa Jorden! 17 Hans Navn blive evindelig; saa længe Solen lyser, forplante sig hans Navn, og de skulle velsigne sig selv i ham, alle Hedninger skulle prise ham salig! 18 Lovet være den HERRE Gud, Israels Gud, han, som ene gør underfulde Ting! 19 Og lovet være hans Æres Navn evindelig; og al Jorden fyldes med hans Ære! Amen, ja, Amen! 20 Davids, Isajs Søns Bønner have Ende. 73 1 En Psalme af Asaf. Kun god er Gud imod Israel, imod de rene af Hjertet. 2 Men jeg nær vare mine Fødder bøjede af Vejen; mine Skridt vare lige ved at glide ud. 3 Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. 4 Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. 5 De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. 6 Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. 7 Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. 8 De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. 9 De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden. 10 Derfor vender deres Folk hid, og Vand i fulde Drag uddrikkes af dem. 11 Og de sige: Hvorledes skulde Gud vide det? og er der Kundskab hos den Højeste? 12 Se, disse ere de ugudelige; dog ere de rolige til evig Tid, de forøge deres Gods. 13 Kun forgæves har jeg. renset mit Hjerte og toet mine Hænder i Uskyldighed. 14 Og dog blev jeg plaget den ganske Dag, og min Straf var der hver Morgen. 15 Dersom jeg havde sagt: Jeg vil føre saadan Tale; se, da havde jeg handlet troløst imod dine Børns Slægt. 16 Og jeg tænkte efter for at forstaa det; men det var en Kval i mine Øjne, 17 indtil jeg gik ind i Guds Helligdomme og gav Agt paa deres Endeligt. 18 Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. 19 Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne. 20 De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede. 21 Da mit Hjerte var bittert, og; det stak mig i mine Nyrer, 22 var jeg ufornuftig og kunde ikke forstaa noget, jeg var som et Dyr fordi; 23 Men jeg vil stedse blive hos dig; du holder ved min højre Haand. 24 Du leder mig efter dit Raad, og derefter optager du mig til Ære. 25 Hvem har jeg i Himlene? og lige med dig har jeg ikke Lyst til noget paa Jorden. 26 Forsmægter mit Kød og mit Hjerte, saa er Gud mit Hjertes Klippe og min Del evindelig. 27 Thi se, de som holde sig langt borte fra dig, omkomme; du udrydder hver den, som ved Bolen viger af fra dig. 28 Men det er mig godt, at Gud er mig nær; jeg har sat mit Haab paa den Herre, HERRE, at jeg kan fortælle alle dine Gerninger. 74 1 En Undervisning; af Asaf. Gud! hvorfor har du forkastet os evindelig; din Vrede ryger imod din Græsgangs Hjord. 2 Kom din Menighed i Hu, som du forhvervede i fordums Tid, som du genløste, til at være din Arvs Stamme, dette Zions Bjerg, som du bor paa. 3 Opløft dine Trin til de evigt ødelagte Steder; Fjenden har handlet ilde med alting i Helligdommen. 4 Dine Modstandere have brølet midt i din Forsamling, de have sat deres Tegn op til Tegn. 5 Det ser ud, som naar een hæver Økserne højt imod Træets tætte Grene. 6 Og nu de Ting, som vare derudi af udskaaret Arbejde, dem have de sønderslaaet med Økser og Hamre. 7 De have sat Ild paa din Helligdom, de have vanhelliget dit Navns Bolig, lige til Jorden. 8 De have sagt i deres Hjerte: Lader os kue dem tilsammen; de have opbrændt alle Guds Forsamlingshuse i Landet. 9 Vi se ikke: vore egne Tegn; der er ingen Profet ydermere og ingen hos os, soin ved, hvor længe det skal vare. 10 Gud! hvor længe skal Modstanderen forhaane, skal Fjenden foragte dit Navn evindelig? 11 Hvorfor drager du din Haand, din højre Haand tilbage? Tag den ud fra din Barm, ødelæg dem! 12 Gud er dog min Konge fra fordums Tid, som skaber Frelse midt paa Jorden. 13 Du adskilte Havet med din Styrke, du sønderbrød Havuhyrernes Hoveder i Vandene. 14 Du knuste Leviathans Hoveder, du gav Folket i Ørken den til Spise. 15 Du lod Kilde og Bæk bryde frem, du udtørrede de altid rindende Floder. 16 Dagen. hører dig til, Natten hører dig ogsaa til, du har beredt Lys og Sol. 17 Du har sat alle Jordens Grænser; Sommer og Vinter, dem har du beskikket. 18 Kom dette i Hu: Fjenden forhaanede HERREN, og et Folk af Daarer foragtede dit Navn. 19 Giv ikke vilde Dyr din Turteldues Sjæl, glem ikke dine elendiges Liv evindelig! 20 Se til Pagten; thi Jordens mørke Steder ere fulde af Volds Boliger. 21 Lad den ringe ikke vende beskæmmet tilbage, lad den elendige og fattige love dit Navn! 22 Gud! gør dig rede, udfør din Sag; kom din Forhaanelse i Hu, som dig sker af Daaren den ganske Dag. 23 Glem ikke dine Fjenders Røst, dine Modstanderes Bulder, som stiger altid op. 75 1 Til Sangmesteren; "fordærv ikke" en Psalme af Asaf, en Sang. 2 Vi takke dig, Gud! vi takke, og nær er dit Navn; man fortæller dine underfulde Gerninger. 3 Thi "jeg vil gribe den bestemte Tid, jeg vil dømme med Retfærdighed. 4 Hensmeltede end Jorden og alle dens Beboere, jeg har dog sat dens Piller fast". Sela. 5 Jeg sagde til Daarerne: Værer ikke Daarer! og til de ugudelige: Opløfter ikke Horn! 6 Opløfter ikke eders Horn imod det høje, taler ej med knejsende Nakke! 7 Thi Ophøjelse kommer ikke af Øster eller af Vester, ej heller af Ørken; 8 men Gud er den, som dømmer; han nedtrykker den ene og ophøjer den anden. 9 Thi der er et Bæger i HERRENS Haand med skummende Vin; det er fuldt af blandet Vin, og han skænker ud deraf; men Bærmen deraf maa de indsuge og drikke, alle de ugudelige paa Jorden. 10 Og jeg vil forkynde det evindelig; jeg vil lovsynge Jakobs Gud. Og jeg vil afhugge alle de ugudeliges Horn; men den retfærdiges Horn skal ophøjes. 76 1 Til Sangmesteren; med Strengeleg; en Psalme af Asaf, en Sang. 2 Gud er kendt i Juda, hans Navn er stort i Israel, 3 og hans Paulun var i Salem, og hans Bolig i Zion. 4 Der sønderbrød han Buens Lyn, Skjold og Sværd og Krig. Sela. 5 Du straaler i Glans og Hellighed fra de paa Bytte rige Bjerge. 6 De stolte af Hjerte bliv plyndrede, de slumre deres Søvn; og ingen af Stridsmændene fandt Magt i deres Hænder. 7 For din Trusel, Jakobs Gud! er baade Hest og Vogn falden i den dybe Søvn. 8 Du, ja, dil er forfærdelig, og hvo kan bestaa for dit Ansigt, saa snart som du bliver vred? 9 Du lod høre Dom fra Himmelen; Jorden frygtede og blev stille, 10 da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela. 11 Thi et Menneskes Vrede bereder dig Pris; hvad der bliver tilovers af Vreden, omgjorde du dig med. 12 Gører Løfte og betaler HERREN, eders Gud det; alle I, som ere omkring ham, skulle bringe ham, den forfærdelige, Gave. Han borttager Fyrsternes Mod, han er forfærdelig for Kongerne paa Jorden. 77 1 Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. 2 Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! 3 Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. 4 Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. 5 Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. 6 Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. 7 Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. 8 Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? 9 Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? 10 Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. 11 Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. 12 Jeg vil komme HERRENS Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. 13 Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. 14 Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud? 15 Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene. 16 Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. 17 Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. 18 De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. 19 Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede. 20 Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand. 78 1 En Undervisning; af Asaf. Mit Folk! vend dine øren til min Lære, bøjer eders øren til min Munds Tale! 2 Jeg vil oplade min Mund med Ordsprog, jeg vil udgyde morke Taler fra fordums Tid, 3 dem, som vi have hørt og vide, og vore Fædre have fortalt os. 4 Dette ville vi ikke dølge for deres Børn, for den Slægt, som kommer herefter, men forkynde HERRENS megen Pris og hans Styrke og hans underfulde Gerninger, som han har gjort. 5 Saadan oprettede et Vidnesbyrd i Jakob og satte en Lov i Israel, i hv ilken han bød vore Fædre at kundgøre dem for deres Børn, 6 paa det den Slægt, som kom herefter, de Børn, som skulde fødes, kunde vide det, at de kunde staa op og fortælle det for deres Børn, 7 og at de maatte sætte deres Haab paa Gud og ikke glemme Guds Gerninger, men bevare hans Bud; 8 og at de ikke skulde vorde som deres Fædre, en modvillig og genstridig Slægt, en Slægt, som ikke beredte sit Hjerte, og hvis Aand ikke holdt trofast ved Gud. 9 Efraims Børn vare rustede Bueskytter, men svigtede paa Stridens Dag. 10 De holdt ikke Guds Pagt og vægrede sig ved at vandre i hans Lov. 11 Og de glemte hans Gerninger og hans underfulde Ting, som han havde ladet dem se. 12 For deres Fædre havde han gjort Undere i Ægyptens Land, paa Zoans Mark. 13 Han adskilte Havet og lod dem gaa igennem og optaarnede Vandet som en Dynge. 14 Og han ledede dem om Dagen ved Skyen og den ganske Nat ved Ildens Lys. 15 Han kløvede Klipper i Ørken og gav dem at drikke som af store Dyb. 16 Og han lod Bække strømme frem af Klippen og lod Vand rinde ned som Floder. 17 Men de bleve endnu ved med at synde imod ham, med at være genstridige imod den Højeste i Ørken. 18 Og de fristede Gud i deres Hjerte, saa at de begærede Mad for deres Lyst. 19 Og de talte imod Gud; de sagde: Mon Gud kan berede et Bord i Ørken? 20 Se, han har slaget Klippen, saa at der flød Vand, og Bækkene løb over; mon han og kan give Brød; mon han kan skaffe Kød for sit Folk? 21 Derfor, da HERREN hørte det, blev han fortørnet; og en Ild optændtes imod Jakob, og en Vrede opkom imod Israel, 22 fordi de ikke troede paa Gud og ikke forlode sig paa hans Frelse. 23 Og han bød Skyerne heroventil og oplod Himlenes Døre. 24 Og han lod Man regne paa dem til at æde og gav dem Himmelkorn. 25 Hver aad de Stærkes Brød; han sendte dem Mad til Mættelse. 26 Han lod Østenvejr fare frem under Himmelen og førte Søndenvejr frem ved sin Styrke. 27 Og han lod Kød regne ned over dem som Støv og flyvende Fugle som Havets Sand. 28 Og han lod dem falde midt i sin Lejr, trindt omkring sine Boliger. 29 Og de aade og bleve saare mætte; han tilførte dem det, som de havde faaet Lyst til. 30 De havde ikke styret deres Lyst, deres Mad var endnu i deres Mund: 31 Da opsteg Guds Vrede imod dem, og han ihjelslog noble iblandt de kraftigste af dem; og han nedslog de unge Mænd i Israel. 32 Med alt det syndede de endnu og troede ikke paa hans underfulde Gerninger. 33 Derfor lod han deres Dage svinde hen i Forfængelighed og deres Aar i Forskrækkelse. 34 Naar han slog dem ihjel, da søgte de ham, og de vendte om og søgte Gud aarle. 35 Og de kom i Hu, at Gud var deres Klippe, og Gud, den Højeste, deres Genløser. 36 Men de talte slesk for ham med deres Mund og løj for ham med deres Tunger. 37 Men deres Hjerte var ikke fast med ham, og de bleve ikke bestandige i hans Pagt. 38 Dog, han er barmhjertig, han soner Misgerning og fordærver ikke; han vendte sin Vrede mangfoldige Gange bort fra dem og lod ej sin Harme helt bryde frem. 39 Og han kom i Hu, at de vare Kød, at Aandepust, som farer hen og ej kommer tilbage. 40 Hvor tit vare de genstridige imod ham i Ørken, bedrøvede ham i de øde Steder. 41 Og de fristede Gud paany og mestrede den Hellige i Israel. 42 De kom ikke hans Haand i Hu paa den Dag, da han udløste dem af Nød; 43 da han satte sine Tegn i Ægypten og sine Undere paa Zoans Mark; 44 da han forandrede deres Floder til Blod og deres Strømme, saa at de ikke kunde drikke af dem; 45 og han sendte alle Haande Utøj paa dem, som aad dem, og Frøer, som voldte dem Fordærvelse; 46 og han gav Kornormen deres Grøde og Græshoppen deres Arbejde; 47 han slog deres Vintræer med Hagelen og deres Morbærtræer med Isstykker; 48 og han overantvordede deres Dyr til Hagelen og deres Kvæg til Lynene; 49 han sendte sin grumme Vrede paa dem, Harme og Fortørnelse og Angest, en Sending af Ulykkesbud; 50 bo han banede Vej for sin Vrede, han sparede ikke deres Sjæl fra Døden, og han overantvordede deres Liv til Pesten; 51 og han slog alle førstefødte i Ægypten, Kraftens Førstegrøde i Kams Telte 52 men sit Folk lod han drage ud som Faareflokken og førte dem i Ørken som Hjorden; 53 og han ledede dem tryggelig, at de ikke frygtede; men Havet skjulte deres Fjender. 54 Og han førte dem til sin Helligheds Landemærke, til dette Bjerg, som hans højre Haand havde forhvervet; 55 og han uddrev Hedningerne for deres Ansigt og lod disses Land tilfalde dem som Arvedel; og han lod Israels Stammer bo i deres Telte. 56 Men de fristede Gud, den Højeste, og vare genstridige imod ham og agtede ikke paa hans Vidnesbyrd. 57 Og de vendte sig bort og bleve troløse som deres Fædre, de sloge tilbage som en falsk Bue. 58 Og de opirrede ham ved deres Høje og gjorde ham nidkær ved deres udskaarne Billeder. 59 Der Gud det hørte, da blev han fortørnet, og han foragtede Israel saare. 60 Han forlod Boligen i Silo, det Paulun, som han havde sat til at bo udi iblandt Menneskene. 61 Og han gav sin Magt i Fangenskab og sin Herlighed i Fjendens Haand. 62 Og han overantvordede sit Folk til Sværd og fortørnedes paa sin Arv. 63 Ild fortærede deres unge Mandskab, og deres Jomfruer fik ingen Brudesang. 64 Deres Præster faldt for Sværdet, og deres Enker begræd dem ikke. 65 Da opvaagnede Herren som en sovende, som en Helt, der jubler af Vin. 66 Og han slog sine Fjender tilbage, han gjorde dem en evig Skam. 67 Og han forkastede Josefs Telt og udvalgte ikke Efraims Stamme; 68 men han udvalgte Judas Stamme, Zions Bjerg, som han elskede. 69 Og han byggede sin Helligdom lig Højderne, lig Jorden, hvilke han har grundfæstet evindelig. 70 Og han udvalgte David, sin Tjener, og tog ham fra Faarestierne; 71 fra Faarene, som gave Die, lod han ham komme at vogte Jakob sit Folk og Israel sin Arv. 72 Og han vogtede dem efter sit hjertes Oprigtighed og ledede dem med forstandig Haand. 79 1 En Psalme, af Asaf. Gud! Hedningerne have brudt ind i din Arv, de have besmittet dit hellige Tempel, de have gjort Jerusalem til Stenhobe. 2 De have givet dine Tjeneres døde Kroppe hen som Føde til Fuglene under Himmelen, dine helliges nød til de vilde Dyr i Landet. 3 De have udøst deres Blod som Vand trindt omkring Jerusalem, og der var ingen, som begrov dem. 4 Vi ere blevne vore Naboer til en Forsmædelse, dem, som ere trindt omkring os, til Spot og Haan. 5 HERRE, hvor længe vil du være vred evindelig? skal din Nidkærhed brænde som en Ild? 6 Udøs din Harme over Hedningerne, som ikke kende dig, og over de Riger, som ikke paakalde dit Navn. 7 Thi man har fortæret Jakob og ødelagt hans Bolig. 8 Kom os ikke Forfædrenes Misgerninger i Hu; skynd dig, lad din Barmhjertighed komme os i Møde, thi vi ere blevne saare ringe. 9 Hjælp os, vor Frelses Gud! for dit Navns Æres Skyld og fri os og forlod os vore Synder for dit Navns Skyld. 10 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er deres Gud? lad det kendes paa Hedningerne for vore Øjne, at dine Tjeneres Blod; som er udøst, bliver hævnet. 11 Lad den bundnes Jamren komme for dit Ansigt; hold efter din Arms Vælde dem i Live, som ere Dødens Børn. 12 Og betal vore Naboer syvfold i deres Barm deres Forsmædelse, hvormed de forhaanede dig, Herre! 13 Men vi, dit Folk og din Græsgangs Hjord ville takke dig evindelig; fra Slægt til Slægt ville vi forkynde din Pris. 80 1 Til Sangmesteren; til "Lillierne"; et Vidnesbyrd; af Asaf, en Psalme. 2 Du Israels Hyrde! vend dine øren hid, du, der leder Josef som en Hjord, du, som sidder over Keruber, aabenbar dig herligt! 3 Rejs din Magt for Ephraim og Benjamin og Manasse og kom os til Frelse! 4 Gud! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste! 5 HERRE, Gud Zebaoth! hvor længe har du ladet Vreden ryge uagtet dit Folks Bøn? 6 Du har bespist dem med Taarebrød og givet dem Taarer at drikke i fulde Maal. 7 Du sætter en Trætte for vore naboer, og vore Fjender spotte os. 8 Gud Zebaoth! hjælp os op igen og lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. 9 Du førte en Vinstok fra Ægypten; du uddrev Hedningerne og plantede den. 10 Du ryddede for den og den lod sine Rødder rodfæstes og opfyldte Landet. 11 Bjerge bleve skjulte med dens Skygge, og dens Grene vare som Guds Cedre. 12 Den udbreder sine Grene til Havet og sine unge Kviste til Floden. 13 Hvorfor har du nedrevet Gærdet om den, saa at alle de, som gaa forbi ad Vejen, plukke i den? 14 Svinet fra Skoven roder om den, og vilde Dyr paa Marken afæde den. 15 Gud Zebaoth! vend dog om; sku ned af Himmelen og se til og besøg denne Vinstok 16 og den Pode, som din højre Haand plantede, og den Søn, som du gjorde stærk for dig. 17 Den er brændt med Ild, den er omhugget; de omkomme for dit Ansigts Trusel. 18 Lad din Haand være over din højre Haands Mand, over den Menneskens Søn, som du gjorde stærk for dig. 19 Saa ville vi ikke vige fra dig; lad du os leve, og vi ville paakalde dit Navn. HERRE, Gud Zebaoth; hjælp os op igen, lad dit Ansigt lyse, saa blive vi frelste. 81 1 Til Sangmesteren; til Githith; af Asaf. 2 Synger med Fryd for Gud, vor Styrke, raaber med Glæde for Jakobs Gud! 3 Istemmer Lovsang, og giver Trommen, den liflige Harpe med Psalten hid. 4 Blæser i Trompeten ved Nymaane, ved Fuldmaane, til vor Højtidsdag! 5 Thi den er en Skik i Israel, en Lov for Jakobs Gud. 6 Den satte han til et Vidnesbyrd i Josef, der han drog ud imod Ægyptens Land; jeg hørte en Røst, som jeg ikke kendte: 7 Jeg tog Byrden bort fra hans Skuldre, hans Hænder bleve befriede fra Bære kurven. 8 Du paakaldte i Nøden, og jeg udfriede dig; jeg bønhørte dig fra Tordenskyens Skjul, jeg prøvede dig ved Meriba Vande. Sela. 9 Hør, mit Folk! og jeg vil vidne imod dig; Israel! gid du vilde høre mig. 10 Der skal ingen fremmed Gud være hos dig; og du skal ikke tilbede andre Folks Gud. 11 Jeg er HERREN din Gud, sta førte dig op fra Ægyptens Land; lad din Mund vidt op, og jeg vil fylde den. 12 Men mit Folk hørte ikke min Røst, og Israel vilde ikke tjene mig. 13 Og jeg lod dem fare i deres Hjertes Stivhed; de vandrede efter deres egne Raad. 14 Gid mit Folk vilde høre mig! gid Israel vilde vandre paa mine Veje! 15 Da vilde jeg om et lidet ydmyge deres Fjender og vende min Haand imod deres Modstandere. 16 De, som hade HERREN, skulde smigre for det, og deres Tid skulde vare evindelig. Og jeg skulde bespise det med den bedste Hvede, da, jeg vilde mætte dig med Honning af en Klippe. 82 1 En Psalme; af Asaf. Gud staar i Guds Menighed; han dømmer midt iblandt Guder. 2 Hvor længe ville I dømme Uret og anse de ugudeliges Personer? Sela. 3 Straffer den ringe og den faderløse Ret; hjælper den elendige og den arme til Retfærdighed! 4 Redder den ringe og den fattige; udfrier ham af de ugudeliges Haand! 5 De skønne ikke og forstaa ikke, de vandre i Mørke; alle Jordens Grundpiller ryste. 6 Jeg har sagt: I ere Guder, og I ere alle den Højestes Sønner. 7 Men I skulle dø som Mennesker, og som en af Fyrsterne skulle I falde. 8 Gud! gør dig rede, døm Jorden; thi du skal tage Arv iblandt alle Hedninger. 83 1 En Sang; en Psalme, af Asaf. 2 Gud! ti du ikke; vær ikke tavs og hold rlig ikke stille, o Gud! 3 Thi se, dine Fjender larme, og dine Avindsmænd have opløftet Hovedet. 4 De oplægge træskelig hemmeligt Anslag imod dit Folk, og de raadslaa imod dem, som sidde under dit Skjul. 5 De have sagt: Kommer og lader os udslette dem af Folkenes Tal; og Israels Navn skal ikke yderlere ihukommes. 6 Thi du have i Hjertet raadslaget med hverandre; de gøre en Pagt imod dig: 7 Edoms Telte og Ismæliterne, Moabiterne og Hagarenerne, 8 Cebal og Ammon og Amalek, Filisterne med Indbyggerne i Tyrus. 9 Assyrien har ogsaa sluttet sig til dem, de ere blevne Lots Børns Arm. Sela. 10 Gør imod dem som imod Midianiterne, som imod Sisera, som imod Jabin ved Kisons Bæk, 11 hvilke bleve ødelagte ved Endor, bleve til Gødning for Marken. 12 Lad det gaa dem, deres Fyrster som Oreb og som Seeb, og alle deres ypperste som Seba og som Zalmuna, 13 dem, som have sagt: vi ville indtage Guds Boliger til Ejendom. 14 Min Gud! lad dem hvirvle om som et Hjul, som Avner for Vejret. 15 Som en Ild, der antænder en Skov, og som en Lue, der stikker Ild paa Bjergene, 16 saa forfølge du dem med din Storm og forfærde dem med din Hvirvelvind! 17 Gør deres Ansigt fuldt af Skam og lad dem søge dit Navn, o HERRE! 18 Lad dem blues og forfærdes altid og lad dem blive til Skamme og omkomme! Og lad dem kende, at du, alene, hvis Navn er HERREN, er den Højeste over al Jorden. 84 1 Til Sangmesteren; til Githith; af Koras Børn, en Psalme. 2 Hvor elskelige ere dine Boliger HERRE Zebaoth! 3 Min Sjæl begærer, ja længes efter HERRENS Forgaarde; mit Hjerte og mit Kød raabe med Fryd til den levende Gud. 4 Ja Spurven har fundet et Hus og Svalen sin Rede, hvor den har lagt sine Unger: Dine Altre, HERRE Zebaoth, min Konge og min Gud! 5 Salige ere de, som bo i dit Hus, de skulle endnu love dig. 6 Saligt er det Menneske, hvis Styrke er i dig, og i hvis Hjerte de rette Veje ere. 7 Naar de gaa igennem Morbærdalen, gøre de den til Kildevæld, ja, og en Regn med Velsignelser skal bedække dem. 8 De gaa frem fra Kraft til Kraft; de ses for Gud paa Zion. 9 HERRE, Gud Zebaoth! hør min Bøn, Jakobs Gud! vend dit øre til den. Sela. 10 Gud, vort Skjold! se til og sku din Salvedes Ansigt. 11 Thi een Dag i dine Forgaarde er bedre end tusinde; jeg udvælger hellere at ligge ved Dørtærskelen i min Guds Hus end at bo i de ugudeliges Telte. 12 Thi Gud HERREN er Sol og Skjold; HERREN giver Naade og Ære, intet godt nægter han dem, som vandre i Oprigtighed. HERRE Zebaoth! saligt er det Menneske, som forlader sig paa dig. 85 1 En Psalme. 2 HERRE! du har haft Velbehag til dit Land, du har ført Jakobs fangne Folk tilbage. 3 Du har borttaget dit Folks Misgerning, du har skjult al deres Skyld. Sela. 4 Du har draget al din Harme tilbage, du har, bortvendt din grumme Vrede. 5 Hjælp os op igen, vor Frelses Gud! og tilintetgør din Fortørnelse imod os. 6 Vil du evindelig være vred paa, os? vil du udstrsekke din Vrede fra Slægt til Slægt? 7 Vil du ikke gøre os levende igen, at dit Folk maa glæde sig i dig? 8 HERRE! lad os se din Miskundhed og giv os din Frelse. 9 Jeg vil høre, hvad Gud HERREN taler; thi han skal tale Fred til sit Folk og til sine hellige, kun at de ikke vende tilbage til Daarlighed. 10 Ja, hans Frelse er nær hos dem, som ham frygte, at Herlighed maa bo i vort Land. 11 Miskundhed og Sandhed møde hinanden; Retfærdighed og Fred kysse hinanden. 12 Sandhed vokser op af Jorden, og Retfærdighed ser ned af Himmelen. 13 Dertil skal HERREN give det gode, og vort Land give sin Grøde. Retfærdighed gaa frem for hans Ansigt og sætte sine Trin paa hans Vej! 86 1 En Bøn af David. HERRE! bøje dit øre, bønhør mig, thi jeg er elendig og fattig. 2 Bevar min Sjæl; thi jeg er hellig; frels din Tjener, du min Gud! ham; forlader sig paa dig. 3 Herre! vær mig naadig; thi til dig raaber jeg den ganske Dag. 4 Glæd din Tjeners Sjæl; thi til dig, Herre, opløfter jeg min Sjæl. 5 Thi du Herre! er god og rund til at forlade og rig paa Miskundhed imod alle, som paakalcte dig. 6 HERRE! vend dit øre til Min Bøn Og giv Agt paa Min ydmyge Begæringel's Røst. 7 Paa min Nøds Dag vil jeg paakalde dig; thi du bønhører mig. 8 Der er inæn som du iblandt Guder, Herre! og der er intet som dine Gerninger. 9 Alle Hedninger, som du har skabt, skulle komme og tilbede for dit Ansigt, Herre! og de skulle ære dit Navn. 10 Thi du er stor, og du gør underfulde Ting, du alene er Gud. 11 Lær mig, HERRE! din Vej, jeg vil vandre i din Sandhed, vend mit Hjerte imod dette ene, at frygte 12 dit Navn. Jeg vil takke dig, Herre min Gud! af mit ganske Hjerte og ære dit Navn evindelig. 13 Thi din Miskundhed er stor over mig, og du friede min Sjæl fra det dybe Dødsrige. 14 Gud! de hovmodige staa op imod mig, og Voldsmænds Hob søger efter mit Liv, og de have ikke sat dig for deres Øjne. 15 Men du, Herre! er en barmhjertig og naadig Gud, langmodig og af megen Miskundhed og Sandhed. 16 Vend dit Ansigt til mig og vær mig naadig! giv din Tjener din Styrke og frels din Tjenestekvindes Søn! 17 Gør et Tegn for mig til det gode, at de, som hade mig, maa se det og beskæmmes; thi du, HERRE! har hjulpet mig og trøstet mig. 87 1 Af Koras Børn; en Psalme, en Sang: Han har grundlagt en Stad paa de hellige Bjerge. 2 HERREN Elsker Zions Porte fremfor alle Jakobs Boliger. 3 Der er her lige Ting sagt i dig, du Guds Stad! Sela. 4 Jeg vil nævne Rallab og Babel iblandt dem, som kende mig; se, Filisteren og Tyrieren samt Morianen: "Denne, han er født der." 5 Men til Zion skal der siges: Denne og hin er født i den, den Højeste selv skal befæste den. 6 HERREN skal tælle, naar han opskriver Folkene, og sige: Denne er født der. Sela. 7 Og de, som synge, tillige med dem, som danse, skulle sige: Alle mine Kilder ere i dig. 88 1 En Sang, en Psalme; af Koras Børn; til Sangmesteren; til Makalath-Leanoth; en Undervisning; af Heman, Esrahiteren. 2 HERRE, min Frelses Gud! Jeg har raabt om Dagen, ja, om Natten for dig. 3 Lad min Bøn komme for dit Allsigt, bøj dit øre til mit Raab! 4 Thi min Sjæl er mæt af Ulykker, og mit Liv er Dødsriget nær. 5 Jeg agtes lige med dem, som fare ned i Hulen, jeg er som en Mand uden Kraft, 6 løsladt iblandt de døde, som de ihjelslagne, der ligge i Graven, hvilke du ikke ydermere kommer i Hu, da de ere udrevne af din Haand. 7 Du har lagt mig i Hulen hernedenunder, i de mørke, i de dybe Steder. 8 Din Vrede har lagt sig tungt paa mig, og du trænger mig med alle dine Bølger. Sela. 9 Du har fjernet mine Kyndinger langt fra mig, du har gjort mig vederstyggelig for dem, jeg er indeluknet og gaar ikke ud. 10 Mit Øje er bedrøvet af Elendighed; HERRE! Jeg har raabt til dig den ganske Dag, jeg har udbredt mine Hænder til dig. 11 Vil du vel gøre Undre for de døde? eller skulle Dødninger opstaa, skulle de takke dig? Sela. 12 Fortælles der vel i Graven om din Miskundhed? om din Sandhed i Dødens Bo? 13 Kendes vel dine Undere i Mørket eller din Retfærdighed i Forglemmelsens Land? 14 Men jeg har raabt til dig HERRE! og min Bøn kommer dig i Møde om Morgenen. 15 Hvorfor, HERRE! forkaster du min Sjæl du skjuler dit Ansigt for mig. 16 Elendig er jeg og som en døende fra min Ungdom af; jeg bærer paa Rædsel for dig, jeg maa fortvivle. 17 Din Vredes Flammer ere gaaede hen over mig. 18 Rædsler for dig have tilintetgjort omspændt mig tilsammen. Du har fjernet min Ven og Stalbroder langt fra mig; mine Kyndinger ere Mørkets Sted. 89 1 En Undervisning; af Ethan, Esraiteren. 2 Jeg vil synge om HERRENS Naadegerninger evindelig, jeg vil kundgøre din Sandhed med min Mund fra Slægt til Slægt. 3 Thi jeg har sagt: Din Naade skal bygges op evindelig, i Himlene skal du grund; fæste din Sandhed: 4 Jeg har gjort en Pagt med min udvalgte, jeg har tilsvoret David, min Tjener: 5 evindelig vil jeg stadfæste din Sæd, og jeg har bygget din Trone fra Slægt til Slægt. Sela. 6 Og Himlene, HERRE! skulle prise din underfulde Gerning og din Sandhed i de helliges Menighed. 7 Thi hvem i Skyen kan maale sig med HERREN? hvo er HERREN lig iblandt Gudernes Børn? 8 en Gud saare frygtelig i de helliges hemmelige Raad og forfærdelig over Alle, som ere trindt omkring ham! 9 HERRE, Gud Zebaoth! hvo er som du stormægtig, o HERRE og din Sandhed er trindt omkring dig. 10 Du hersker over det hovmodige Hav; naar dets Bølger rejse sig, da bringer du dem til at lægge sig. 11 Du knuste Rahab, saa den blev som den ihjelslagne, du bortspredte dine Fjender med din stærke Arm. 12 Dig tilhøre Himlene, dig tilhører ogsaa Jorden, du har grundfæstet skabte 13 Norden og Sønden, Thabor og Hermon fryde sig i dit Navn. 14 Du har en Arm med Styrke, din Haand er stærk, din højre Haand er ophøjet. 15 Retfærdighed og Dom ere din Trones Befæstning, Miskundhed og Sandhed gaa frem for dit Ansigt. 16 Saligt er det Folk, som kender Frydesangen; HERRE! i dit Ansigts Lys vandre de. 17 I dit Navn skulle de fryde sig den ganske Dag, og i din Retfærdighed ophøjes de. 18 Thi du er deres Styrkes Pris, og i din Velbehagelighed ophøjer du vort Horn. 19 Thi HERREN er vort Skjold og den Hellige i Israel vor Konge. 20 Da talte du til din Hellige i et Syn og sagde: Jeg har beredet Hjælp ved en Kæmpe, jeg har ophøjet en udvalgt ud af Folket. 21 Jeg har fundet David, min Tjener, jeg har salvet ham med min hellige Olie. 22 Ved ham skal min Haand holde fast, og min Arm skal styrke ham. 23 Fjenden skal ikke plage ham, og en uretfærdig Mand skal ikke trænge ham. 24 Men jeg vil sønderknuse hans Modstandere for hans Ansigt og slaa dem, som hade ham. 25 Men min Sandhed og min Miskundhed skulle være med ham, i mit Navn skal hans Horn ophøjes. 26 Og jeg vil udstrække hans Haand til Hovet og hans højre Haand til Floderne. 27 Han skal paakalde mig ng sige: Du er min Fader, min Gud og min Frelses Klippe. 28 Og jeg vil gøre ham til den førstefødte, til den højeste over Kongerne paa Jorden. 29 Jeg vil bevare ham min Miskundhed evindelig, og min Pagt skal, holdes ham trolig. 30 Og jeg vil lade hans Sæd bestaa evindelig, og hans Trone, saa længe Himmelens Dage vare. 31 Dersom hans Børn forlade min Lov, og de ikke vandre i mine Befalinger, 32 dersom de vanhellige mine Skikke og ikke holde mine Bud: 33 Da vil jeg hjemsøge deres Overtrædelse med Riset og deres Misgerning med Plager. 34 Men min Miskundhed vil jeg ikke tage fra ham og ikke svige min Sandhed. 35 Jeg vil ikke vanhellige min Pagt og ikke forandre det, som er gaaet over mine Læber. 36 Eet har jeg svoret ved min Hellighed, jeg vil ikke lyve for David: 37 Hans Sæd skal blive evindelig, og hans Trone som Solen for mig; 38 den skal befæstes som Maanen evindelig; og Vidnet i Skyen er trofast. Sela. 39 Men nu har du forkastet og foragtet ham, du er fortørnet paa din Salvede. 40 Du har tilintetgjort Pagten med din Tjener, du har vanhelliget hans Krone ned i Støvet. 41 Du har nedrevet alle hans Mure, du har bragt ødelæggelse over hans Befæstninger. 42 Alle, som gik forbi paa Vejen, have plyndret ham, han er bleven til Spot for sine Naboer. 43 Du har ophøjet hans Modstanderes højre Haand, du har glædet alle hans Fjender. 44 Ja, du lader hans skarpe Sværd vige tilbage og har ikke ladet ham bestaa i Krigen. 45 Du har ladet hans Glans høre op og kastet hans Trone til Jorden. 46 Du har forkastet hans Ungdoms Dage, du har skjult ham med Haan. Sela. 47 Hvor længe, HERRE! vil du skjule dig evindelig? hvor længe skal din Harme brænde som Ild? 48 Kom i Hu, hvad en Levetid er, til hvilken Forfængelighed du har skabt alle Menneskens Børn? 49 Hvo er den Mand, som lever og ikke skal se Døden? som kan fri sin Sjæl fra Dødsrigets Vold? Sela. 50 Herre! hvor ere dine forrige Naadegerninger, som du tilsvor David i din Sandhed? 51 Herre! kom dine Tjeneres Forsmædelse i Hu, som jeg bærer i min Barm, den fra alle de mange Folkefærd, 52 med hvilken dine Fjender have bespottet, HERRE! med hvilken de have bespottet din Salvedes Fodspor. Lovet være HERREN evindelig! Amen, ja, amen. 90 1 En Bøn af Mose, den Guds Mand. Herre! du har været vor Bolig fra Slægt til Slægt. 2 Før Bjergene bleve til, og du dannede Jorden og Jorderige, fra Evighed til Evighed er du Gud. 3 Du vender det med et Menneske, at han bliver knust og du siger: Kommer igen, I Menneskens Børn! 4 Thi tusinde Aar ere for dine Øjne som gangen, og som en Nattevagt. 5 Du bortskyller dem, de blive som en Søvn, om Morgenen ere de som Græs, der gaar bort. 6 Om Morgenen blomstrer det, og det gaar bort, om Aftenen afhugges det og tørres. 7 Thi vi fortæres i din Vrede, og vi forfærdes i din Harme. 8 Du har sat vore Misgerninger for dine Øjne, vor skjulte Synd for dit Ansigts Lys. 9 Thi alle vore Dage er svundne bort i din Vrede, vi have hentæret vore Aar som en Tanke. 10 Vore Aars Dage, de ere halvfjerdsindstyve Aar, og er der Styrke, firsindstyve Aar; og deres Stolthed er Møje og Forfængelighed; thi hastelig gaar den forbi, og vi flyve derfra. 11 Hvo kender din Vredes Magt og din Harme, saaledes som Frygten for dig udkræver? 12 Lær os saaledes at tælle vore Dage, at vi bekomme Visdom i Hjertet. 13 Vend om, HERRE! hvor længe -? og lad det gøre dig ondt over dine Tjenere. 14 Mæt os alle med din Miskundhed, saa ville vi synge med Fryd og være glade i alle vore Dage. 15 Glæd os efter de Dage, som du har plaget os, efter de var, som vi have set Ulykke. 16 Lad din Gerning aabenbares for dine Tjenere og din Herlighed over deres Børn. 17 Og Herrens, vor Guds, Livsalighed være over os, og gør du vore Hænders Gerning fast for os, ja, gør vore Hænders Gerning fast! 91 1 Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge. 2 Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. 3 Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. 4 Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. 5 Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen, 6 for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. 7 Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig. 8 Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. 9 Thi du, HERRE! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig. 10 Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt: 11 Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. 12 De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. 13 paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen. 14 Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. 15 Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. 16 Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse." 92 1 En Psalme, en Sang paa Sabbatens Dag. 2 Det er godt at takke HERREN og at lovsynge dit Navn, du Højeste! 3 at kundgøre din Miskundhed om Morgenen og din Sandhed om Natten 4 paa de ti Strenge og paa Psalteren til Harpens Klang. 5 Thi, HERRE! du har glædet mig ved dit værk; jeg vil synge med Fryd om dine Hænders Gerninger. 6 HERRE! hvor store ere dine Gerninger, dine Tanker ere meget dybe. 7 En ufornuftig Mand kender det ikke, og en Daare forstaar ikke dette. 8 Naar de ugudelige grønnes som en Urt, og alle de, som gøre Uret, blomstre, er det til deres ødelæggelse stedse og altid. 9 Men du HERRE, er høj evindelig. 10 Thi se, dine Fjender, HERRE! thi se, dine Fjender skulle omkomme, alle de, som gøre Uret, skulle adspredes. 11 Men du ophøjede mit Horn som Enhjørningens; jeg er overgydt med Frisk Olie. 12 Og mit Øje saa paa mine Fjender, mine øren hørte paa de onde, som opstode imod mig. 13 Den retfærdige skal grønnes som et Palmetræ, han skal vokse som et Cedertræ paa Libanon. 14 De, som ere plantede i HERRENS Hus, de skulle grønnes i vor Guds Forgaarde. 15 De skulle endnu bære Frugt, naar de ere graahærdede, de skulle være saftige og grønne til at forkynde, at HERREN er oprigtig, min Klippe, og at der ikke er Uret hos ham. 93 1 HERREN regerer, han har iført sig Højhed; HERREN, han har iført sig, han har ombundet sig med Styrke; ja, Jorderige er befæstet, det skal ikke rokkes. 2 Fra fordums Tid staar din Trone fast, du er fra Evighed. 3 HERRE! Strømme opløftede, Strømme opløftede deres Røst, Strømme opløftede deres Drøn. 4 Fremfor Rønsten af de mange, de mægtige Vande, fremfor Havets Brændinger er HERREN mægtig i det Høje. 5 Dine Vidnesbyrd ere saare trofaste, Hellighed sømmer sig for dit Hus, HERRE! saa længe Dagene vare. 94 1 HERRE! Gud, hvem Hævnen hører til, Gud, hvem Hævnen hører til, aabenbar dig herligt! 2 Rejs dig, du Jordens Dommer! bring Gengældelse over de hovmodige. 3 HERRE! hvor længe skulle de ugudelige, hvor længe skulle de ugudelige fryde sig? 4 De udgyde en Strøm af Ord, de føre fræk Tale; de rose sig selv, alle de, som øve Uret. 5 HERRE! de knuse dit Folk og plage din Arv. 6 De ihjelslaa Enken og den fremmede og myrde de faderløse. 7 Og de sagde: HERREN ser det ikke, og Jakobs Gud mærker det ikke. 8 Giver dog Agt, I ufornuftige iblandt Folket! og I Daarer! naar ville I blive kloge? 9 Mon han, som plantede Øret, ikke skulde høre? eller mon han, som dannede øjet, ikke skulde se? 10 Mon han, som advarer Hedningerne, ikke skulde straffer han, som lærer et Menneske Kundskab! 11 HERREN kender Menneskenes Tanker, thi de ere Forfængelighed. 12 Salig er den Mand, som du, HERRE! advarer, og den, du underviser ud af din Lov 13 for at skaffe ham Hvile fra de onde Dage, indtil der bliver gravet en Grav for den ugudelige. 14 Thi HERREN skal ikke opgive sit Folk og ej forlade sirl Arv. 15 Thi Retten skal vende tilbage til Retfærdighed, og alle de oprigtige af Hjertet skulle efterfølge den. 16 Hvo staar hos mig imod de onde? hvo stiller sig hos mig imod dem, som gøre Uret? 17 Dersom HERREN ikke havde været min Hjælp, da havde min Sjæl paa lidet nær boet i det stille. 18 Der jeg sagde: Din Fod snublede, da opholdt, o HERRE! din Miskundhed mig. 19 Der jeg havde mange Bekymringer i mit Inderste, da forlystede din Trøst min Sjæl. 20 Skulde Ondskabens Krone have Samkvem med dig? Den, som gør Uret tvært imod, hvad Ret er? 21 De slaa sig sammen skarevis imod en retfærdigs Sjæl, og de fordømme uskyldigt Blod. 22 Men HERREN blev mig en Befæstning, og min Gud blev mig en Tilflugts Klippe. 23 Og han har ladet deres Uret falde tilbage over dem og skal udrydde dem for deres Ondskab; HERREN vor Gud skal udrydde dem. 95 1 Kommer, lader os synge med Fryd for HERREN, lader os raabe af Glæde for vor Frelses Klippe! 2 Lader os komme frem for hans Ansigt med Tak, lader os raabe af Glæde for ham med Psalmer! 3 Thi HERREN er en stor Gud, ja, en stor Konge over alle Guder. 4 I hans, Haand ere Jordens Dybder, og Bjergenes Høj der høre ham til. 5 Havet er hans, og han har skabt det, og hans Hænder have dannet det tørre Land. 6 Kommer, lader os tilbede og nedbøje os, lader os bøje Knæ for HERREN, vor Skabers Ansigt! 7 Thi han er vor Gud, og vi ere det Folk, han føder, og den Hjord, hans Haand leder: Vilde I dog i Dag høre hans Røst! 8 Forhærder ikke eders Hjerte, som ved Meriba, som paa den Dag ved Massa udi Ørken, 9 hvor eders Fædre fristede mig; de prøvede mig, og de saa min Gerning. 10 Fyrretyve Aar kededes jeg ved den Slægt og sagde: De ere et Folk, som farer vild med Hjertet, de kendte ikke mine Veje, 11 saa at jeg svor i min Vrede: De skulle ikke komme til min Hvile! 96 1 Synger for HERREN en ny Sang, 2 Synger for HERREN, lover hans Navn, bebuder hans Frelse fra Dag til Dag! 3 Forkynder hans Ære iblandt Hedningerne, hans underfulde Gerninger iblandt alle Folkeslag. 4 Thi HERREN er stor og saare priselig, han er forfærdelig fremfor alle Guder. 5 Thi alle Folkenes Guder ere Afguder; men HERREN har skabt Himmelen. 6 Majestæt og Herlighed ere for hans Ansigt, Magt og Prydelse ere i hans Helligdom. 7 Giver HERREN, I Folkeslægter! giver, HERREN Ære og Magt! 8 Giver HERREN hans Navns Ære, frembærer Skænk og kommer til hans Forgaarde! 9 Tilbeder HERREN i hellig Prydelse, bæv for hans Ansigt al Jorden! 10 Siger iblandt Hedningerne: HERREN regerer, og Jorderige staar fast, det rokkes ej; han skal dømme Folkene med Retvished. 11 Himlene glæde sig, og Jorden fryde sig; Havet bruse og dets Fylde! 12 Marken fryde sig og alt, hvad der er paa; da skulle alle Træer i Skoven synge med Fryd 13 for HERRENS Ansigt; thi han kommer, thi han kommer til at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med sin Sandhed. 97 1 HERREN regerer! Jorden fryde sig, mange Øer glæde sig! 2 Sky og Mørke ere trindt omkring ham, Retfærdighed og Dom ere hans Trones Befæstning. 3 Ild gaar foran hans Ansigt og fortærer hans Fjender trindt omkring. 4 Hans Lyn oplyste Jorderige; Jorden saa det og bævede. 5 Bjergene smeltede som Voks for HERRENS Ansigt, for hele Jordens Herres Ansigt. 6 Himlene kundgjorde hans Retfærdighed; og alle Folk saa hans Ære. 7 Beskæmmede skulle alle de vorde, som tjene et udskaaret Billede, de, som rose sig af Afguderne; tilbeder ham, alle Guder! 8 Zion hørte det og blev glad, og Judas Døtre frydede sig over dine Domme, HERRE! 9 Thi du, HERRE! er den Højeste over al Jorden, du er saare ophøjet over alle Gilder. 10 I, som elske HERREN! hader det onde; han bevarer sine helliges Sjæle, han frier dem af de ugudeliges Haand. 11 Lys er saaet for den retfærdige og Glæde for de oprigtige i Hjertet. 12 Glæder eder, I retfærdige i HERREN, og priser hans hellige Ihukommelse! 98 1 En Psalme. Synger HERREN en ny Sang; thi han har gjort underfulde Ting; hans højre Haand og hans hellige Arm frelste ham. 2 HERREN har kundgjort sin Frelse; han har aabenbaret sin Retfærdighed for Hedningernes Øjne. 3 Han kom sin Miskundhed og sin Sandhed i Hu imod Israels Hus; alle Verdens Ender have set vor Guds Frelse. 4 Raaber med Glæde for HERREN, al Jorden! raaber og synber med Fryd og lovsynger! 5 Lovsynger HERREN med Harpe, med Harpe og Sanges Lyd, 6 med Basuner og Lyden af Trompeter; raaber med Glæde fur HERREN, den Konges Ansigt! 7 Havet bruse og dets Fylde, Jorderige og dets Beboere! 8 Floderne klappe med Haand; Bjergene synge med Fryd til Hobe for HERRENS Ansigt; 9 thi han kommer for at dømme Jorden; han skal dømme Jorderige med Retfærdighed og Folkene med Retvished. 99 1 HERREN regerer, Folkene bæve; han sidder over Keruber, Jorden ryster. 2 HERREN er stor i Zion, og han er ophøjet over alle Folkene. 3 De skulle prise dit Navn som stort og forfærdeligt - hellig er han! - 4 Og Kongens Vælde elsker Ret; du har befæstet Retvished, du har gjort Ret og Retferdighed i Jakob. 5 Ophøjer HERREN vor Gud og tilheder for hans Fødders Fodskammel - hellig er han! - 6 Mose og Aron iblandt hans Præster og Samuel iblandt dem, som paakaldte hans Navn, raabte til HERREN, og bønhørte dem. 7 Han talte til dem i Skystøtten; de holdt hans Vidnesbyrd og den Skik, som han gav dem. 8 HERRE, vor Gud! du du var dem en Gud, som tilgav dem, men ogsaa en Hævner over deres Gerninger. 9 Ophøjer HERREN vor Gud og; tilbeder for hans hellige Bjerg; thi hellig er HERREN vor Gud. 100 1 En Psalme, til Lovprisning. Al Verden raabe med Glæde for HERREN! 2 Tjener HERREN med Glæde, kommer for hans Ansigt med Frydeskrig! 3 Kender; at HERREN er Gud; han har skabt os, og ikke vi selv, til sit Folk og til den Hjord, han føder! 4 Gaar ind ad hans Porte med Pris, ad hans Forgaarde med Lovsang; takker ham, velsigner hans Navn. 5 Thi HERREN er god, hans Miskundhed varer evindelig og hans Sandhed fra Slægt til Slægt. 101 1 Af David; en Psalme. om Miskundhed og Ret vil jeg synge, for dig, HERRE! vil jeg spille. 2 Jeg vil agte paa Fuldkommenhedens Vej; naar vil du dog komme til mig? jeg vil vandre i mit Hjertes Retsind inden mit Hus. 3 Jeg vil ikke sætte mig en Niddingsdaad for Øje; jeg hader det, overtroedere begaa, det skal ikke hænge ved mig. 4 Et forvendt Hjerte skal vige fra mig, jeg vil ikke vide af den onde. 5 Den, som bagtaler sin Næste i Løndom, ham vil jeg udslette den, som ser højt med øjnene og har et stolt Hjerte, ham vil jeg ikke fordrage. 6 Mine Øjne se efter de trofaste i Landet, for at de skulle bo hos mig; den, som vandrer paa Fuldkommenhedens Vej, han skal tjene mig. 7 Den, som gjør Svig, skal ikke blive inden i mit Hus; den, som taler Løgn, skal ikke bestaa for mine Øjne. 8 Aarle vil jeg udslette alle ugudelige i Landet for at skille HERRENS Stad af med alle dem, som gøre Uret. 102 1 En elendigs Bøn, naar han forsmægter og udøser sin Klage for HERRENS Ansigt. 2 HERRE! Hør min Bøn og lad mit Raab komme til dig. 3 Skjul ikke dit Ansigt for mig, paa den Dag, jeg er i Angest; bøj dit øre til mig; paa den Dag jeg paakalder, skyld dig og bønhør mig! 4 Thi mine Dage ere gaaede op i Røg, og mine Ben ere betændte som et Brandsted. 5 Mit Hjerte er rammet og tørret som en Urt; thi jeg har glemt at æde mit Brød. 6 Formedelst mine Klageraab hænge mine Ben ved mit Kød. 7 Jeg er bleven lig en Rørdrum i Ørken; jeg er bleven som en Ugle i det øde. 8 Jeg vaager og er bleven som en enlig Spurv paa Taget. 9 Mine Fjender have haanet mig den ganske Dag, de, som rase imod mig, sværge ved mlig. 10 Thi jeg har tæret Aske som Brød og blandet min Drik med Graad 11 for din Vredes og din Fortørnelses Skyld; thi du løftede mig op og kastede mig bort. 12 Mine Dage ere som en Skygge, der hælder, og jeg tørres som en Urt. 13 Men du, HERRE! bliver evindelig, og din Ihukommelse fra Slægt til Slægt. 14 Du vil gøre dig rede, du vil forbarme dig over Zion; thi det er paa Tide, at du er den naadig; thi den bestemte Tid er kommen. 15 Thi dine Tjenere hænge med Behag ved dens Stene, og de have Medynk med dens Støv. 16 Og Hedningerne skulle frygte HERRENS Navn, og alle Kongerne paa Jorden din Ære; 17 thi HERREN har bygget Zion og har lndet sig se i sin Herlighed. 18 Han har vendt sit Ansigt til den enliges Bøn og ikke foragtet dere: Bøn. 19 Dette skal skrives for den kommende Slægt; og det Folk, som skabes, skal love HERREN. 20 Thi han saa ned fra sin Helligdorns Højsæde; HERREN saa fra Himmelen til Jorden 21 for at høre den bundnes Jamren, for at løse Dødsens Børn, 22 for at de kunde forkynde HERRENS Navn i Zion og hans Pris i Jerusalem, 23 naar folkene samles til Hobe og Rigerne til at tjene HERREN. 24 Han har ydmyget min Kraft paa Vejen, han har forkortet mine Dage. 25 Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. 26 Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning. 27 De skulle forgaa; men du bestaar; og de skulle alle blive gamle som et Klædebon; du skal omskifte dem som en Klædning, og de omskiftes. 28 Men du er den samme, og dine Aar faa ingen Ende. Dine Tjeneres Børn skulle fæste Bo, og deres Sæd skal stadfæstes for dit Ansigt. 103 1 Af David. Min Sjæl! lov HERREN, og alt det, som i mig er, love hans hellige Navn. 2 Min Sjæl! lov HERREN og glem ikke alle hans Velgerninger, 3 ham, som forlader dig alle dine Misgerninger; ham, som læger alle dine Sygdomme; 4 ham, som genløser dit Liv fra Graven; han, som kroner dig med Miskundhed og Barmhjertighed; 5 han, som mætter din Sjæl med det gode, at du bliver ung igen som Ørnen. 6 HERREN øver Retfærdighed og Ret for alle fortrykte. 7 Han lod Mose vide, sine Veje, Israels Børn sine Gerninger. 8 HERREN er barmhjertig og naadig, langmodig og af megen Miskundhed. 9 Han skal ikke bestandig gaa i Rette, ej heller beholde Vrede evindelig. 10 Han har ikke gjort imod os efter vore Synder og ikke betalt os efter vore Misgerninger. 11 Thi saa høj Himmelen er over Jorden, har hans Miskundhed været mægtig over dem, som frygte ham. 12 Saa langt som Østen er fra Vesten, har han ladet vore Overtrædelser være langt fra os. 13 Ligesom en Fader forbarmer sig over Børn, saa forbarmer HERREN sig over dem, som frygte ham. 14 Thi han kender vor Skabning, han kommer i Hu, at vi ere Støv. 15 Et Menneskes Dage ere som Græs; som et Blomster paa Marken, saa blomstrer han. 16 Naar et Vejr farer over det, da er det ikke mere, og dets Sted kender det ikke længere. 17 Men HERRENS Miskundhed er fra Evighed og indtil Evighed over dem, som frygte ham, og hans Retfærdighed med Børnebørn, 18 med dem, som holde hans Pagt, og med dem, som komme hans Befalinger i Hu for at gøre derefter. 19 HERREN har befæstet sin Trone i Himmelen, og hans Rige behersker alt. 20 Lover HERREN, I hans Engle! I vældige i Magt, som udrette hans Ord, idet I høre paa hans Ords Røst! 21 Lover HERREN, alle hans Hærskarer! I hans Tjenere, som gøre hans Villie! 22 Lover HERREN, I hans Gerninger alle til Hobe! i alle hans Herredømmes Steder: Min, Sjæl, lov HERREN! 104 1 Min Sjæl, lov HERREN; Herre, min Gud! du er saare stor, du har iført dig Majestæt og Herlighed. 2 Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt. 3 Han hvælver sine Sale i Vandene; han gør Skyerne til sin Vogn, han vandrer paa Vejrets Vinger. 4 Han gør Vindene til sine Engle, gloende Ild til sine Tjenere. 5 Han grundfæstede Jorden paa dens Grundvold, den skal ikke rokkes i al Evighed. 6 Du havde skjult den med Havet som med et Klæde, Vandene stode over Bjergene. 7 De flyede for din Trusel, de fore hastelig bort for din Tordens Røst. 8 Bjergene fore op, Dalene fore ned til det Sted, som du grundfæstede for dem. 9 Du satte en Grænse, hvorover de ikke skulde gaa; de skulde ikke skjule Jorden igen. 10 Han lader Kilder opvælde i Dalene; de rinde imellem Bjergene. 11 De give alle Markens Dyr at drikke, Vildæsler slukke deres Tørst. 12 Øver dem bo Himmelens Fugle ud fra Grenene lade de deres Røst høre. 13 Han vander Bjergene fra sine høje Sale; Jorden mættes af dine Gerningers Frugt. 14 Han lader Græs gro for Kvæget og Urter til Menneskens Tjeneste for at fremføre Brød af Jorden. 15 Og Vin glæder et Menneskes Hjerte, hans Ansigt bliver frydefuldt af Olie, og Brød vederkvæger et Menneskes Hjerte. 16 HERRENS Træer mættes af Væde, Libanons Gedre, som han har plantet; 17 der hvor Fuglene bygge Rede; Storkens Bo er paa Fyrretræerne. 18 De høje Bjerge ere for Stengederne, Klipperne ere en Tilflugt for Kaninerne. 19 Han gjorde Maanen til at bestemme tiderne, Solen ved sin Nedgang. 20 Du gør Mørke, og der bliver Nat, i den I rybe alle Skovens Dyr frem. 21 De unge Løver brøle efter Rov og komme for at kræve deres Føde af Gud. 22 Solen gaar op, saa trække de sig tilbage og lægge sig i deres Huler. 23 Da gaar Mennesket ud til sin Gerning og til sit Arbejde indtil Aftenen. 24 Hvor mange ere dine Gerninger, HERRE! du gjorde dem alle viselig; Jorden er fuld af dine Ejendomme. 25 Her er Hav et stort og vidt til begge Sider; der er Vrimmel uden Tal, der er Dyr, de smaa med de store. 26 Der gaa Skibene; der er Leviathan, som du dannede til at lege derudi. 27 De vente alle paa dig, at du skal give dem deres Føde i rette Tid. 28 Giver du dem, da sanke de; oplader du din Haand, da mættes de med godt. 29 Skjuler du dit Ansigt, da forfærdes de; tager du Aanden tilbage fra dem, da dø de og vende tilbage til deres Støv. 30 Udsender du din Aand, skabes de, og du fornyer Jordens Skikkelse. 31 HERRENS Ære blive evindelig, HERREN glæde sig over sine Gerninger! 32 Han ser til Jorden, og den bæver; han rører ved Bjergene, og de ryge. 33 Jeg vil synge for HERREN medens jeg lover, jeg vil lovsynge min Gud, medens jeg er til. 34 Maatte min Tale behage ham; jeg vil glædes i HERREN. 35 Maatte dog Syndere udryddes af Jorden, og ugudelige ikke være ydermere! Min Sjæl, lov HERREN! Halleluja. 105 1 Priser HERREN, paakalder hans Navn, kundgører hans Gerninger iblandt Folkene. 2 Synger for ham, spiller for ham, taler om alle hans underfulde Gerninger! 3 Roser eder af hans hellige Navn; deres Hjerte glæder sig, som søge HERREN! 4 Spørger efter HERREN og hans Magt, søger hans Ansigt alle Tider! 5 Ihukommer hans underfulde Gerninger, som han har gjort, hans Jærtegn og hans Munds Domme. 6 I, hans Tjener Abrahams Sæd! Jakobs Børn, hans udvalgte! 7 Han er HERREN vor Gud; hans Domme ere over al Jorden. 8 Han kommer evindelig sin Pagt i Hu, det Ord, som han har befalet til tusinde Slægter, 9 som han har indgaaet med Abraham, og sin Ed til Isaak, 10 hvilken han opstillede for Jakob til en Skik, for Israel til en evig Pagt 11 sigende: Dig vil jeg give Kanaans Land til eders Arvs Lod; 12 der de vare en liden Hob, faa og fremmede deri; 13 og de vandrede fra Folk til Folk, fra et Rige til et andet Folkefærd. 14 Han tillod intet Menneske at gøre dem Vold og, revsede Konger for deres Skyld 15 Rører ikke mine salvede og gører ikke mine Profeter noget ondt. 16 Og han kaldte Hunger over Landet, han formindskede alt Brøds Forraad. 17 Han sendte en Mand forud for dem; til Træl blev Josef solgt. 18 De plagede hans Fødder i Stokken; han selv kom i Jern 19 indtil den Tid, da hans Ord traf ind, da HERRENS Tale havde lutret ham. 20 Kongen sendte hen og lod ham løs; han, som herskede over Folkene, gav ham fri. 21 Han satte ham til Herre over sit Hus og til Hersker over alt sit Gods, 22 at han kunde binde hans Fyrster efter sin Villie og lære hans Ældste Visdom. 23 Saa kom Israel til Ægypten og Jakob boede som fremmed i Kams Land. 24 Men sit Folk gjorde han saare frugtbart og mægtigere end dets Modstandere. 25 os Disses Sind omskiftede han, saa at de hadede hans Folk og handlede træskelig imod hans Tjenere. 26 Han sendte Mose, sin Tjener, Aron, som han havde udvalgt. 27 Du kundgjorde hans Tegns Ord iblandt dem og hans Undere i Kams Land. 28 Han sendte Mørke og lod det blive mørkt, og du vare ikke genstridige imod hans Ord. 29 Han vendte deres Vande om til Blod og dr æbte deres Fisk. 30 Deres Land vrimlede af Frøer lige indtil i deres Kongers Kamre. 31 Han talte, saa kom der Utøj, Lus, over hele deres Landemærke. 32 Han lod deres Regnbyger blive til Hagel, til Ildslue i deres Land. 33 Og han slog deres Vinstokke og deres Figentræer og sønderbrød Træerne inden deres Landemærke. 34 Han talte, saa kom der Græshopper og Høskrækker, og der var ikke Tal paa dem. 35 Og de aade alle Urter i deres Land, og de aade Frugten paa deres Mark. 36 Han slog og alt førstefødt i deres Land, Førstegrøden af al deres Kraft. 37 Men hine førte han ud med Sølv og Guld, og der var ingen skrøbelig iblandt deres Stammer. 38 Ægypten blev glad, der de droge ud; thi Frygt for dem var falden paa det. 39 Han udbredte en Sky til Skjul og, en Ild til at lyse om Natten. 40 De bade, saa lod han Vagtler komme og mættede dem med Himmelbrød. 41 Han oplod en Klippe, de tørre Steder som en Flod. 42 Thi han kom sit hellige Ord i Hu og sin Tjener Abraham. 43 Og han førte sit Folk ud med Glæde, sine udvalgte med Frydeskrig. 44 Og han gav dem Hedningernes Lande; og de arvede, hvad Folkene havde haft Møje for, 45 paa det de skulde holde hans Skikke og bevare hans Love. Halleluja! 106 1 Halleluja! Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2 Hvo kan udsige HERRENS vældige Gerninger, forkynde al hans Pris? 3 Salige ere de, som holde over Ret, og den, som øver Retfærdighed alle Tider. 4 HERRE! kom mig i Hu med din Kærlighed til dit Folk, besøg mig med din Frelse, 5 at jeg maa skue dine udvalgtes Lykke, gleede mig ved dit Folks Glæde, prise mig lykkelig i Samfund med din Arv. 6 Vi have syndet mod vore Fædre, vi have handlet ilde og gjort Ugudelighed. 7 Vore Fædre i Ægypten vilde ikke forstaa dine underfulde Gerninger, de kom ikke din store Miskundbed i Hu, men vare genstridige ved Havet, ved det røde Hav. 8 Dog frelste han dem for sit Navns Skyld, for at kundgøre sin Magt. 9 Og han truede det røde Hav, og det blev tørt; og han lod dem gaa igennem Dybet som igennem Ørken. 10 Og han frelste dem af Avindsmandens Haand og genog der flød Vand, det løb igennem 11 Vandene skjulte deres Modstandere, der blev ikke een tilovers af dem. 12 Da troede de paa hans Ord, de sang hans Pris. 13 Dog glemte de hans Gerninger snart, de biede ikke paa hans Raad. 14 Men de fik stor Begærlighed i Ørken og fristede Gud i det øde Land. 15 Da gav han dem det, de begærede, men lod deres Liv tæres hen. 16 Og de bare Avind imod Mose i Lejren, imod Aron, HERRENS hellige. 17 Jorden oplod sig og opslugte Dathan, og den skjulte Abirams Hob. 18 Og Ild flammede op iblandt deres Hob en Bue fortærede de ugudelige. 19 De dannede en Kalv ved Horeb og tilbade et støbt Billede. 20 Og de ombyttede deres Herlighed med Billedet af en Okse, som æder Urter. 21 De glemte Gud; deres Frelser, som havde gjort store Ting i Ægypten, 22 underfulde Gerninger i Kams Land, forfærdelige rring ved det røde Hav. 23 Og han sagde, at han vilde ødelægge dem; dersom Mose, hans udvalgte, ikke havde stillet sig i Gabet for hans Ansigt, at afvende hans Vrede fra at ødelægge dem? 24 De foragtede ogsaa det yndige Land, de troede ikke hans Ord. 25 Men de knurrede i deres Telte, de hørte ikke paa HERRENS Røst. 26 Og han svor dem med opraki Iand, at han vilde lade dem falde i Ørken, 27 og at han vilde lade deres Afkom falde iblandt Hedningerne og bortstrø dem i Landene 28 Og de bandt sig til Baal-Peor og aade af Ofrene til de døde Afguder 29 Og de opirrede ham med deres Idrætter, saa at en Plage brød løs paa dem. 30 Da stod Pinehas frem og holdt Dom, og Plagen hørte op. 31 Og det blev regnet ham til Retfærdighed fra Slægt til Slægt evindelig. 32 De fortørnede ham ogsaa ved Meribas Vand, og det gik Mose ilde for deres Skyld. 33 Thi de vare genstridige imod hans Aand, og halalte ubetænksomt med sine Læber. 34 De ødelagde ikke Folkene, om hvilke HERREN Havde sagt det til 35 Men de blandede sig med hedningerne og lærte deres Gerninger. 36 Og de tjente deres afguder, og disse bleve dem til en Snare. 37 Og de ofrede deres Sønner og deres Døtre til Magterne. 38 Og de udøste uskyldig Blod, deres Sønners og deres Døtres Blod, som de ofrede til Kanaans Afguder, og Landet vanhelligedes af Blodet. 39 Og de besmittede sig ved deres Gerninger, og de bolede ved deres Idrætter. 40 Da optændtes HERRENS Vrede imod hans Folk, og han fik en Vederstyggelighed til sin Arv. 41 Og Han gav dem i Hedningernes Haand, og deres Avindsmænd herskede over dem. 42 Og deres Fjender trængte dem, og de bleve ydmygede under deres Haand. 43 Han friede dem mange Gange; men de satte sig op imod ham i deres Raad, og de bleve nedtrykte for deres Misgerningers Skyld. 44 Dog saa han til dem, da do vare i Angest, idet han hørte deres Raab. 45 Og Han kom sin Pagt i Hu, dem til Bedste, at det angrede ham efter hans store Miskundhed. 46 Og han lod den fande Barmhjertighed hos alle dem, som havde bortført dem. 47 Frels os, HERRE, vor Gud! og saml os fra Hedningerne, at vi kunne takke dit hellige Navn; rose os af din Pris! 48 Lovet være HERREN, Israels Gud, fra Evighed og indtil Evighed; og alt Folket siger: Amen. Halleluja! 107 1 Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2 Det maa de sige, som ere genløste af HERREN, de, han har genløst af Modstanderens Haand, 3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. 4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; 5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. 6 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. 7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. 8 Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. 10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern 11 thi de havde været genstridige, imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; 12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. 13 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. 15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. 17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. 18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. 19 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. 21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn 22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. 23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, 24 de saa HERRENS Gerninger og hans Underværker paa Dybet. 25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. 26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsa ede under Ulykken. 27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var 28 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. 29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. 30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. 31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. 32 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; 33 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. 34 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund. 35 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. 36 Og de besaade Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt: 37 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 38 Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 39 Derefter bleve de formindskede og Nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedøvelse. 40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. 41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. 42 De oprigtige skulle se det og glæde sig men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. 43 Hvo er viis, at han bevarer disse ring og forstaar HERRENS Miskundhed! 108 1 En Sang, en Psalme af David. 2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble. 3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, HERRE! iblandt Folkene og lege pao, Harpe for dig iblandt Folkestammer. 5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. 6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden! 7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os! 8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. 9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn Juda er min HelÀskerstav. 10 Moak er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! 11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig til Edom? 12 Mon ikke du Gud, som har forkastet os? og vi du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? 13 Fly os Hjælp af Nød; th Menneskers Hjælp er Forfærdelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender. 109 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Min Lovsangs Gud, ti ikke! 2 Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, 3 og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. 4 Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. 5 Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. 6 Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! 7 Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! 8 Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! 9 Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! 10 Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! 11 Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. 12 Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! 13 Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! 14 Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! 15 De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; 16 fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. 17 Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. 18 Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. 19 Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. 20 Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! 21 Men du, HERRE, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. 22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. 23 Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfærdighed naar den hælder, jeg blive naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. 24 Mine Knæ rave af Faste og mit Kød er magert og har ingen Fedme. 25 Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. 26 Hjælp mig, HERRE, min Gud! frels mig efter din Miskundhed 27 at de, maa kende, at dette er din Haand; evig du, HERRE! du har gjort det. 28 Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. 29 Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. 30 Jeg vil takke HERREN højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; 31 thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl. 110 1 Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. 2 HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender 3 Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. 4 HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis." 5 Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag. 6 Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land. 7 Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 111 1 Halleluja! Jeg vil prise HERREN af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. 2 HERRENS Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. 3 Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. 4 Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er HERREN. 5 Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu. 6 Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk idet han har græt dem Hedningernes Arv. 7 Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere troevindelig, 8 de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. 9 Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. 10 HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid. 112 1 Halleluja! Salig den Mand, som frygter HERREN, som har stor Glæde ved hans Bud. 2 Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de oprigtiges Slægt skal velsignes. 3 Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid. 4 Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig. 5 Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed. 6 Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. 7 Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa HERREN. 8 Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender. 9 Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære. 10 Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet. 113 1 Halleluja! Lover, I HERRENS Tjenere, love HERRENS Navn! 2 Lovet være HERRENS Navn fra nu og indtil evig tid! 3 Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang ere HERRENS Navn højlovet. 4 HERREN er høj over alle Hedninger, hans Herlighed er over Himlene. 5 Hvo er som HERREN vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; 6 han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; 7 han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet 8 for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster; 9 han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja. 114 1 Der Israel drog ud af Ægypten, Jakobs Hus fra et Folk, som havde et fremmed Maal, 2 da blev Juda til hans Helligdom, Israel til hans Herredømme. 3 Havet saa det og flyede; Jordanen vendte om og løb tilbage. 4 Bjergene sprang som Vædre, Højene som unge Lam. 5 Hvad skete dig, du Hav! at du flyede? du Jordan! at du vendte om og løb tilbage 6 I Bjerge! at I sprang som Vædre I Høje! som unge Lam? 7 Bæv, o Jord! for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt; 8 han, som forvandler Klippen til en vandrig Sø, Flint til et Kildevæld! 115 1 Ikke os, HERRE! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld. 2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud? 3 Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager. 4 Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning. 5 De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. 6 De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. 7 De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube. 8 Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem. 9 Israel! forlad dig paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 10 Arons Hus! forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 11 I, som frygte HERREN, forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 12 HERREN kom os i Hu, han skal Velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus. 13 Han skal velsigne dem, som frygte HERREN, de smaa med de store. 14 HERREN formere eder, eder og eders Børn! 15 Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord. 16 Himlene ere HERRENS Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn. 17 De døde love ikke HERREN, ej heller nogen at dem, som nedfare til det stille. 18 Men vi, vi ville love HERREN fra nu og indtil evig Tid. Halleluja! 116 1 Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. 2 Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. 3 Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. 4 Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! 5 HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6 HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi HERREN har gjort vel imod dig. 8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. 9 Jeg vil vandre for HERRENS Ansigt i de levendes Lande. 10 Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. 11 Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. 12 Hvorledes skal jeg betale HERREN alle hans Velgerninger imod mig? 13 Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde HERRENS Navn. 14 Jeg vil betale HERREN mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. 15 Kostbar i HERRENS Øjne er hans helliges Død. 16 Ak, HERRE! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. 17 Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde HERRENS Navn. 18 Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, 19 i HERRENS Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja! 117 1 Lover HERREN, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. 2 Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og HERRENS Sandhed er evindelig. Halleluja! 118 1 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. 2 Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. 3 De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. 4 De, som frygte HERREN, sige: Hans Miskundhed er evindelig. 5 I Trængselen kaldte jeg paa HERREN; HERREN bønhørte mig i det fri. 6 HERREN er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? 7 HERREN er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. 8 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. 9 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster. 10 Alle Hedninger have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 11 De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 12 De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men HERREN hjalp mig. 14 HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. 15 Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft. 16 HERRENS højre Haand er ophøjet, HERRENS højre Haand skaber Kraft. 17 Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle HERRENS Gerninger. 18 HERREN tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. 19 Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke HERREN. 20 Denne er HERRENS Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. 21 Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. 23 Af HERREN er dette sket, det er underligt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som HERREN har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! 25 Kære HERRE! frels dog; kære HERRE! lad det dog lykkes. 26 Velsignet være den, som kommer i HERRENS Navn; vi velsigne eder fra HERRENS Hus. 27 HERREN. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. 28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. 29 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig. 119 1 I Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i HERRENS Lov. 2 Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; 3 og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. 4 Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. 5 Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; 6 da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud? 7 Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. 8 Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. 9 Hvormed skal en udholde sin i din Lov Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. 10 Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud! 11 Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig. 12 Lovet være du HERRE! lær mig dine Skikke. 13 Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. 14 Jeg glædede mig ved dine Vidnssbyrds Vej som over alle Skatte. 15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. 16 Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord. 17 Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. 18 Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. 19 Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20 Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Dnmme alle Tider 21 Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. 22 Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. 23 Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod, mig men din Tjener grunder paa dine Skikke. 24 Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. 25 Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! 26 Jeg opregnede mine Veje og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke. 27 Lad mig forstaa dine Befalingers underfulde Gerninger. 28 Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! 29 Vej fra mig, og skænk mig Naade 30 Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. 31 Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; HERRE! lad mig ikke beskæmmes. 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. 33 Lær mig, HERRE! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil ved Enden. 34 Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. 35 Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst. 36 Bøj mit Hjerte til dine Videsbyrd og ikke til ulovlig Vinding. 37 Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed hold mig i Live paa din Vej. 38 Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. 39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. 40 Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! 41 Lad din Miskundhed, o HERRE! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. 42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. 43 Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. 44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. 45 Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. 46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmms. 47 Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. 48 Og jeg Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. 49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. 50 Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. 51 De hovmoelige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. 52 HERRE! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. 53 Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. 54 Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o HERRE! og holdt din Lov. 56 Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. 57 Jeg sagde: HERREN er min Del, jeg vil holde dine Ord: 58 Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! 59 Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. 61 De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. 62 Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. 63 Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed. HERRE! lær mig dine Skikke. 65 Du gjorde vel imod din Tjener, HERRE! efter dit Ord. 66 Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. 67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. 68 Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! 69 De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. 70 Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. 71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. 72 Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. 73 Dine Hænder have skabt mig og beredt mig giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. 74 De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. 75 HERRE! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. 76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. 77 Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. 79 Lad, dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. 81 Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. 82 Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? 83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. 84 Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? 85 De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. 86 Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! 87 De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. 89 HERRE! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. 91 De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. 92 Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. 93 Jeg skal i Evighed ikke for lemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. 94 Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. 95 De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. 96 Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Ord strækker sig saare vidt. 97 Hvor kær har jeg din Lov! Den er min Tanke den ganske Dag. 98 Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. 99 Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. 100 Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. 101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. 102 Jeg afveg ikke mig det. 103 Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. 104 Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. 105 Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. 106 Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. 107 Jeg er saare plaget; HERRE! hold mig i Live efter dit Ord. 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE! og lær mig dine Domme 109 Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. 110 De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine befalinger. 111 Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. 113 De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. 114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. 115 Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. 116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! 117 Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke. 118 Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. 119 Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. 121 Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! 122 Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. 123 Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! 125 Jeg er din Tjener; undervis mig, at Jeg maa kende dine Vidnesbyrd. 126 Det er rid, at HERREN gør noget; de have brudt din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. 128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. 129 Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. 130 Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. 131 Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. 132 Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. 133 Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! 134 Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! 136 Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. 137 Du er retfærdig, HERRE! og dine Domme ere retvise. 138 Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. 139 Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. 140 Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. 141 Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. 142 Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. 143 Angest og min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. 145 Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke. 146 Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. 147 Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. 148 Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. 149 Hør min Røst efter din Miskundhed; HERRE! hold mig i Live efter dine Domme; 150 De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. 151 Nær er du, o HERRE! og alle dine Bud ere Sandhed. 152 Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. 153 Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. 154 Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. 155 FreIser er jeg fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. 156 Stor er din Barmhjertighed, o HERRE! hold mig i Live efter dine Domme! 157 Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. 158 Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. 159 Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; HERRE! hold mig i Live efter din Miskundhed. 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. 161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. 163 Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. 164 Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. 165 Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. 166 Jeg ventede paa din Frelse, HERRE! og jeg udførte dine Bud. 167 Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. 168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. 169 Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, HERRE! og undervis mig efter dit Ord. 170 Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. 172 Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle mine Bud ere Retfærdighed. 173 Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. 174 Jeg har Længsel efter din Frelse, HERRE og din Lov er min Lyst. 175 Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! 176 Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.