Psalms 137:1-150:6

Danish(i) 1 Ved Babylons Floder, der sad vi, og vi graad, naar vi kom Zion i Hu. 2 Paa Viderne i Landet havde vi hængt vore Harper. 3 Thi der begærede de, som holdt os fangne, at vi skulde synge; og de, som plagede os, begærede, at vi skulde være glade. 4 Synger for os af Zions Sange! Hvorledes skulde vi synge HERRENS Sang i et fremmed Land? 5 Dersom jeg glemmer dig, Jerusalem, da glemme mig min højre Haand! 6 Min Tunge længe ved min Gane, hvis jeg ikke kommer dig i Hu, hvis jeg ikke ophøjer Jerusalem over min højeste Glæde. 7 HERRE! kom Edoms Børn i Hu efter, hvad de gjorde paa Jerusalems Dag, da de sagde: "Gører bart, gører bart indtil Grundvolden i den." 8 Babels Datter, du ødelagte! lyksalig den, som betaler dig din Løn for, hvad du lønnede os med. 9 Lyksalig den, som griber og knuser dine spæde Børn imod Klippen. 138 1 Af David. Jeg vil prise dig af mit ganske Hjerte; over for Guderne vil jeg lovsynge dig. 2 Jeg vil kaste mig ned for dit hellige Tempel og prise dit Navn for din Miskundhed og for din Sandhed; thi du har gjort dit Ord herligt over al dit Navns Herlighed. 3 Den Dag, jeg kaldte, da bønhørte du mig; du gav mig Mod, i min Sjæl kom Styrke. 4 HERRE! alle Konger paa Jorden skulle prise dig; thi de have hørt din Munds Ord. 5 Og de skulle synge om HERRENS Veje; thi stor er HERRENS Ære. 6 Thi HERREN er høj og ser til den ringe, og den stolte kender han i det faarne. 7 Naar jeg vandrer midt i Angest, vil du holde mig i Live du vil udrække din Haand imod mine Fjenders Vrede, og din højre Haand vil frelse mig. 8 HERREN skal fuldføre det for mig; HERRE! din Miskundhed varer evindelig, opgiv ikke dine Hænders Gerninger. 139 1 Til Sangmesteren; af David; en Psalme. HERRE! du har ransaget mig og kender mig. 2 Hvad heller jeg sidder eller staar op, da ved du det, du forstaar min Tanke langtfra. 3 Du har omkringgivet min Sti og mit Leje, du kender grant alle rnine Veje 4 Thi der er ikke et Ord paa rnin tunge, se, HERRE! du kender det jo alt sammen. 5 Bagfra og forfra har du omsluttet mig, og paa mig har du lagt din Haand. 6 Saadant at forstaa er mig for underfuldt; det er for højt, jeg kan ikke naa det. 7 Hvor skal jeg gaa hen fra din Aand? og hvor skal jeg fly hen fra dit Ansigt? 8 Dersom jeg farer op til Himrnelen, da er du der og reder jeg Leje i Dødsriget, se, da er du der! 9 Vilde jeg tage Morgenrødens Vinger, vilde jeg bo ved det yderste Hav, 10 saa skulde ogsaa der din Haand føre mig, og din højre Haand holde mig fast. 11 Og vilde jeg sige: Mørkhed maa dog skjule mig, saa er Natten et Lys omkring mig. 12 Mørkhed gør ikke Mørke hos dig, og Natten lyser som Dagen, Mørket er som Lyset. 13 Thi du ejede mine Nyrer, du skærmede om mig i Moders Liv. 14 Jeg vil prise dig, fordi jeg paa underfuld Maade er dannet saa herligt; underfulde ere dine Gerninger, og min Sjæl ved det saare vel. 15 Mine Ben vare ikke skjulte for dig, der jeg blev dannet i Løndom, der jeg blev kunstigt virket i det underjordiske Dyb. 16 Dine Øjne saa mig, der jeg endnu var Foster, og disse Ting vare alle sammen skrevne i din Bog; Dagene vare bestemte, før en eneste af den var kommen. 17 Derfor, o Gud! hvor dyrebare for mig ere dine ranker; hvor stor er dog deres Sum! 18 Vilde jeg tælle dem, da bleve de flere end Sand; opvaagner jeg, saa er da jeg endnu hos dig. 19 Gid du, o Gud! vilde ihjelslaa den ugudelige; og I, blodgerrige Mænd! viger fra mig. 20 Thi de talte skændelig om dig, og som dine Fjender tage de dit Navn forfængeligt. 21 Skulde jeg ikke hade dem, som hade dig, o HERRE! og kedes ved dem, som rejse sig imod dig? 22 Med fuldt Had hader jeg dem; de ere blevne mine Fjender. 23 Ransag mig, Gud! og kend mit Hjerte; prøv mig, og kend mine Tanker! 24 Og se, om jeg er paa en Vej, som fører til Smerte for mig, og led mig paa Evighedens Vej! 140 1 Til Sangmesteren; en Psalme, af David. 2 HERRE! udfri mig fra onde Mennesker, bevar mig fra Voldsmænd! 3 de, som have optænkt ondt i Hjertet, har Dag holde sig sammen til Krig. 4 De have skærpet deres Tunge som en Slange, der er øglegift under deres Læber. Sela. 5 Beskærm HERRE! imod den ugudeliges Hænder, bevar mig fra Voldsmænd, som tænke at lægge Stød for mine Trin. 6 De hovmodige have skjult en Snare for mig og Reb, de have udspændt et Garn ved Siden af Vejen, de have lagt Fælder for mig. Sela. 7 Jeg har sagt til HERREN: Du er min Gud; HERRE! vend dine Øren til mine ydmyge Begæringers Røst. 8 Den HERRE Herre er min Frelses Styrke; du har dækket mit Hoved Paa Rustningens Dag. 9 Tilsted ikke, HERRE! den ugudelige hans Begæringer, lad ikke hans onde Anslag faa Fremgang; de maatte ophøje sig deraf. Sela. 10 Paa deres Hoved, som omringe mig, skal den Fortræd, deres Læber voldte, komme til at hvile. 11 Der skal rystes Gløder over dem, han skal lade dem falde i Ilden, i dybe Grave, at de ikke skulle staa op igen. 12 En mundkaad Mand skal ikke bestaa paa Jorden; en Voldsmand skal Ulykken jage, indtil han er ganske fordreven. 13 Jeg ved, at HERREN skal udføre den elendiges Sag, de fattiges Ret. Ja, de retfærdige skulle prise dit Navn; de oprigtige skulle blive for dit Ansigt. 141 1 En Psalme, af David. HERRE! jeg har raabt, til dig, skynd dig til mig, vend dine øren til min Røst, naar jeg kalder paa dig. 2 Lad min Bøn staa som et Røgelseoffer for dit Ansigt, mine Hænders Opløftelse som et Aftenmadoffer. 3 HERRE! sæt Vagt for min Mund, tag vare paa mine Læbers Dør. 4 Bøj ikke mit Hjerte til nogen ond Handel, til at bedrive Misgerninger i Ugudelighed i Samfund med Mænd, som øve Uret; og lad mig ikke æde af deres lækre Mad! 5 Lad en retfærdig slaa mig i Kærlighed og revse mig; mit Hoved skal ikke vise Hovedolien fra sig; thi min Bøn skal fremdeles møde hines Ondskab. 6 Deres Dommere ere nedstyrtede i Klippens Favn; og de selv have hørt mine Ord, at de vare liflige. 7 Som naar en pløjer og furer Jordan, saa ere vore Ben spredte ved Dødsrigets Svælg. 8 Thi til dig, HERRE, Herre! se mine Øjne hen; paa dig forlader jeg mig; giv ikke min Sjæl til Pris! 9 Bevar mig fra Snaren, som de have udstillet for mig, og fra deres Garn, som gøre Uret. 10 Lad de ugudelige falde i deres eget Garn, medens jeg derhos slipper forbi. 142 1 En Undervisning; af David; da han var i Hulen; en Bøn. 2 Med min Røst vil jeg raabe til HERREN; med min Røst vil jeg bede til HERREN om Naade. 3 Jeg vil udøse min Klage for hans Ansigt, jeg vil give min Nød til Kende for hans Ansigt. 4 Naar min Aand er forsmægtet i mig, da kender du min Sti; paa Vejen, som jeg skulde gaa, have de skjult en Snare for mig. 5 Sku til højre, og se, der er ingen, som kendes ved mig; Tilflugt er forsvunden fra mig, ingen er omhyggelig for min Sjæl. 6 Jeg rabte til dig, HERRE! jeg sagde: Du er min Tilflugt, min Del i de levendes Land. 7 Giv Agt paa mit Skrig; thi jeg er bleven saare ringe; fri mig fra dem, som forfølge mig; thi de ere mig for stærke. Udfør min Sjæl af Fængsel til at prise dit Navn; de retfærdige skulle omgive mig; naar du gør vel imod mig. 143 1 En Psalme, af David. HERRE! hør min Bøn, vend dine Øren til mine ydmyge Begæringer, bønhør mig i din Trofasthed, i din Retfærdighed, 2 og gaa ikke i Rette med din Tjener; thi ingen, som lever, er retfærdig for dig. 3 Thi Fjenden har forfulgt min Sjæl, han har knust mit Liv til Jorden, han har gjort, at jeg maa sidde i Mørket ligesom de, der ere døde i al Evighed. 4 Derfor er min Aand forsmægtet i mig, mit Hjerte er forfærdet inden i mig. 5 Jeg kommer de Dage fra fordum i Hu, jeg grunder paa alt dit Værk, jeg betænker dine Hænders Gerning. 6 Jeg har udbredt mine Hænder til dig, lig et udtørret Land længes min Sjæl efter dig. Sela. 7 Skynd dig, bønhør mig, HERRE! min Aand for aar skjul ikke dit Ansigt for mig, saa jeg bliver dem lig, der fare ned i Hulen. 8 Lad mig aarle høre din Miskundhed; thi liar forladt mig paa dig; kundgør mig den Vej som jeg skal gaa paa; til jeg har opløftet min Sjæl til dig. 9 Fri mig fra mine HERRE! hos dig har jeg søgt Skjul. 10 Lær mig at gøre din Villie; thi du er min Gud; din Aand er god, lad den føre mig paa det jævne Land! 11 For dit Navns Skyld, HERRE! vil du holde mig i Live; for din Retfærdigheds Skyld vil du udføre min Sjæl af trængsel. 12 For din Miskundheds Skyld vil du udslette mine Fjender og fordærve alle dem, som trænge min Sjæl; thi jeg er din Tjener. 144 1 Af David. Lovet være HERREN, min Klippe! han, som lærer mine Hænder til Striden, mine Fingre til Krigen, 2 han, som er Miskundhed imod mig og min Befæstning, min faste Borg og min Befrier, mit Skjold og den, paa hvem jeg har forladt mig; han, som tvinger mit Folk under mig. 3 HERRE! hvad er et Menneske, at du kendes ved ham? et Menneskes Barn, at du agter paa ham? 4 Mennesket er ligt et Aandepust, hans Dage ere som en Skygge, der farer forbi. 5 HERRE! bøj dine Himle og far ned, rør ved Bjergene, saa at de ryge. 6 Lad Lynet lyne og adspred dem, udskyd dine Pile og forfærd dem! 7 Udræk dine Hænder fra det høje, udfri mig og red mig af de store Vande af de fremmedes Haand, 8 hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens jeg højre Haand. 9 Gud! jeg vil synge dig en ny Sang, jeg vil synge Psalmer for dig til Psalteren med ti Strenge, 10 ham, Fjender, som giver Konger Frelse, som udriver sin Tjener David fra det grumme Sværd! 11 Udfri mig og red mig af de fremmedes Haand, hvis Mund taler Falskhed, og hvis højre Haand er Løgnens højre Haand, 12 at vore Sønner maa være som Planter, der ere komne til Frodighed i deres Ungdom; vore Døtre som Hjørnepiller, der ere udhuggede efter Templets Stil; 13 at vore Forraadskamre maa være fulde, at de kunne frembyde baade det ene og det andet Slags; at vore Faar kunne føde tusinde, ja, ti Tusinde paa vore Gader; 14 at vore Øksne maa være kraftige, at der intet Brud og ingen Afgang maa være, ej heller Klagemaal paa være Gader. 15 Saligt er det Folk, som det gaar saaledes; saligt er det folk, hvis Gud HERREN er! 145 1 En Lovsang, af David. Jeg vil ophøje dig, min Gud, du som er Kongen! og love dit Navn eviridelig og altid. 2 Hver Dag vil jeg love dig og prise dit Navn evindelig og altid. 3 HERREN er stor og saare priselig, og hans Magt er uransagelig. 4 En Slægt skal berømme for den anden dine Gerninger, og de skulle forkynde din Vælde. 5 Jeg vil betænke din Majestæts herlige Ære og dine underfulde Gerninger. 6 Og der skal tales om dine forfærdelige, Gerningers Vælde, og jeg vil fortælle om din Magt. 7 De skulle udbrede din store Godheds Ihukommelse og synge med Fryd om din Retfærdighed. 8 HERREN er naadig og barmhjertig, langmodig og af stor Miskundhed. 9 HERREN er god mod alle, og hans Barmhjertighed er over alle hans Gerninger. 10 Dig, HERRE! skulle alle dine Gerninger prise og dine hellige love dig. 11 De skulle forkynde dit Riges Ære, tale om din Vælde. 12 for at kundgøre for Menneskens Børn hans Vælde og hans Riges herlige Ære. 13 Dit Rige er et Rige i al Evighed, og dit Herredømme varer fra Slægt til Slægt. 14 HERREN opholder alle dem, som falde, og oprejser alle de nedbøjede. 15 Alles Øjne vogte paa dig, og du giver dem deres Spise i sin Tid. 16 Du oplader din Haand og mætter alt det, som lever, med Velbehagelighed. 17 HERREN er retfærdig i alle sine Veje og miskundelig i alle sine Gerninger. 18 HERREN er nær hos alle, som kalde paa ham, hos alle, som kalde paa ham i Sandhed. 19 Han gør efter deres Velbehagelighed, som ham frygte, og han hører deres Skrig og frelser dem. 20 HERREN bevarer alle dem, som elske ham, men han ødelægger alle de ugudelige. 21 Min Mund skal udtale HERRENS Lov, og alt Kød skal love hans hellige Navn evindelig og altid. 146 1 Halleluja! Min Sjæl! lov HERREN! 2 Jeg vil love HERREN, medens jeg lever, jeg vil synge min Gud Psalmer, medens jeg er til. 3 Forlader eder ikke paa Fyrster, paa et Menneskes Barn, hos hvem der ingen Frelse er. 4 Hans Aand udfarer, han vender tilbage til sit Støv; paa den Dag er det forbi med hans stolte Anslag. 5 Salig ere den, hvis Hjælp Jakobs Gud er, hvis Haab er til HERREN hans Gud; 6 som gjorde Himmelen og Jorden, Havet og alt det, som der er i dem, han, som bliver Sandhed tro evindelig; 7 som skaffer dem Ret, der lide Vold, som giver, de hungrige Brød; HERREN løser de bundne. 8 HERREN høner de blindes Øjne; HERREN oprejser de nedbøjede; HERREN elsker de retfærdige. 9 HERREN bevarer de fremmede; han opholder faderløse og Enker, men forvender de ugudeliges Vej. 10 HERREN skal regere evindelig, din Gud, o Zion! fra Slægt til Slægt. Halleluja! 147 1 Lover HERREN! Thi det er godt at synge vor Gud Psalmer; thi det er lifligt, Lovsang sømmer sig. 2 HERREN bygger Jerusalem, han Samler de fordrevne af Israel. 3 Han helbreder dem, som have et sønderbrudt Hjerte, og forbinder deres Saar. 4 Han sætter Tal paa Stjernerne, han nævner dem alle sammen ved Navn. 5 Stor er vor Herre og vældig i Kraft, der er intet Maal paa hans Forstand. 6 HERREN oprejser de sagtmodige; de ugudelige fornedrer han til Jorden. 7 Svarer HERREN med Taksigelse, synger vor Gud Psalmer til Harpe; 8 ham, som bedækker Himmelen med Skyer, ham, som beskikker Regn paa Jorden, ham, som lader Græs gro paa Bjergene; 9 ham, som giver til Kvæget, til Ravnens Unger, som skrige. 10 Hans Lyst er ikke Hestens Styrke; han har ikke Behag i Mandens raske Ben. 11 Behag har HERREN til dem, som ham frygte, som haabe paa hans Miskundhed. 12 O, Jerusalem! pris HERREN; o, Zion! lov din Gud. 13 Thi han har gjort dine Portes Stænger stærke, han har velsignet dine Børn i din Midte. 14 Han beskikker Fred i dine Landemærker, han mætter dig med den bedste Hvede. 15 Han sender sit Ord til Jorden, hans Befaling løber saare hastelig. 16 Han lader Sne lægge sig som Uld, han udstrør Rimfrost som Aske. 17 Han udkaster sin Is som Billinger; hvo kan staa for hans Kulde? 18 Han sender sit Ord og smelter den; han lader sit Vejr blæse, saa flyde Vandene hen. 19 Han kundgør Jakob sine Ord, Israel sine Skikke og sine Love. 20 Saaledes har han ikke gjort ved noget andet Folk, og Lovene dem kende de ikke. Halleluja! 148 1 Halleluja! Lover HERREN fra Himlene, lover ham i det høje! 2 Lover ham, alle hans Engle! lover ham, alle hans Hærskarer! 3 Lover ham, Sol og Maane! lover ham, alle Lysets Stjerner! 4 Lover Haa ham, Himlenes Himle! og I Vande, som ere over Himlene! 5 De skulle love HERRENS Navn; thi han bød, og de bleve skabte. 6 Og han har stillet dem hen for bestandig, evindelig; han satte dem en Lov, og Føde den skal ikke overskrides. 7 Lover HERREN fra Jorden, I Søuhyrer og alle Dyb! 8 IId og Hagel Sne og Røg og Stormvejr, som udretter hans Ord! 9 I Bjerge og alle Høje, Frugttræer og alle Cedre! 10 I vilde Dyr og alt Kvæg, Kryb og vingede Fugle! 11 I Konger paa Jorden og alle Folk, Fyrster og alle Dommere paa Jorden! 12 Unge Karle og Jomfruer tillige, de gamle med de unge! 13 De skulle love HERRENS Navn; thi hans Navn alene er ophøjet, hans Majestæt er over Jorden og Himmelen. 14 Og han har ophøjet et Horn for sit Folk, han, der er Han en Lovsang for alle sine hellige, for hvo Israels Børn, det Folk, der er ham nær. Halleluja! 149 1 Halleluja! Synger HERREN en ny Sang, hans Lovsang i de helliges Menighed! 2 Israel glæde sig over sin Skaber, Zions Børn fryde sig over deres Konge! 3 De skulle love hans Navn med Dans, de skulle lovsynge ham til Tromme og Harpe. 4 Thi HERREN har Behagelighed til sit Folk, han pryder de sagtmodige med Frelse. 5 De hellige skulle glæde sig i Herlighed, de skulle synge med Fryd paa deres Leje. 6 De skulle ophøje Gud med deres Strube, og der skal være et tveægget Sværd i deres Haand 7 for at øve Hævn paa Hedningerne og Straf paa Folkeslægterne; 8 for at hinde deres Konger med Lænker og deres Hædersmænd med Jernbolte; 9 og for at fuldbyrde paa dem den Dom, som staar skreven! Det er Æren for alle hans hellige. Halleluja! 150 1 Halleluja! Lover Gud i hans Helligdom, lov er ham i hans Vældes udstrakte Befæstning! 2 Lover ham for hans vældige. Gerninger, lover ham efter hans store Magt! 3 Lover ham med Basuns Klang, lover ham med Psalter og Harpe! 4 Lover ham med Tromme og Dans, lover ham med Strenge og Fløjte! 5 Lover ham med lydende Cymbler, lover ham med klingende Cymbler! 6 Alt det, som har Aande, love HERREN! Halleluja!