Psalms 107:1-119:176

Danish(i) 1 Priser HERREN! thi han er god, thi hans Miskundhed varer evindelig. 2 Det maa de sige, som ere genløste af HERREN, de, han har genløst af Modstanderens Haand, 3 og de, som han har samlet hjem fra Landene, fra Øster og fra Vester, fra Norden og fra Havet. 4 De fore vild i Ørken, paa en øde Vej, de fandt ingen Stad, som de kunde bo udi; 5 de vare hungrige og tørstige tillige; deres Sjæl vansmægtede i dem. 6 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han friede dem af deres Trængsler. 7 Og han førte dem paa den rette Vej, at de gik til en Stad, som de kunde bo udi. 8 Lad dem takke HERREN for hans udtømt. Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 9 thi han har mættet en tørstig Sjæl og har fyldt en hungrig Sjæl med godt. 10 De sade i Mørke, og i Dødens Skygge, bundne i Elendighed og Jern 11 thi de havde været genstridige, imod Guds Ord og havde foragtet den Højestes Raad; 12 og han ydmygede deres Hjerter ved Lidelse; de styrtede, og der var ingen Hjælper. 13 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 14 Han udførte dem af Mørket og Dødens Skygge og sønderrev deres Baand. 15 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn; 16 thi han har sønderbrudt Kobberporte og sønderhugget Jernslaaer. 17 De Daarer! de bleve plagede for deres Overtrædelsers Vej og for deres Misgerningers Skyld. 18 Deres Sjæl fik Vederstyggelighed til al Mad, og de kom nær til Dødens Porte. 19 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, han frelste dem af deres Trængsler. 20 Han sendte sit Ord og helbredede dem og reddede dem fra deres Grave. 21 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn 22 og ofre Takofre og fortælle hans Gerninger med Frydesang. 23 De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, 24 de saa HERRENS Gerninger og hans Underværker paa Dybet. 25 Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. 26 De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsa ede under Ulykken. 27 De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var 28 Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. 29 Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. 30 Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring. 31 Lad dem takke HERREN for hans Miskundhed og for alle hans underfulde Gerninger imod Menneskens Børn i Folkets Forsamling og prise ham der, hvor de gamle sidde. 32 Han gjorde Floder til en Ørk og Kildegrund til tørre Steder; 33 et frugtbart Land til Saltland for deres Ondskabs Skyld, som boede deri. 34 Han gjorde Ørken til en vandrig Sø og tørt Land til Kilderund. 35 Og han lod de hungrige bo der, og de grundede en Stad, som de kunde bo udi. 36 Og de besaade Agre og plantede Vingaarde, og disse bare Frugt til Indtægt: 37 Og han velsignede dem, og de bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 38 Derefter bleve saare formerede, og han formindskede ikke deres Kvæg. 39 Derefter bleve de formindskede og Nedbøjede af Trængsel, Ulykke og Bedøvelse. 40 Han udøser Foragt over Fyrster og lader dem fare vild i den vejløse Ørk. 41 Men han ophøjede en fattig af Elendighed og satte Slægterne som Hjorde. 42 De oprigtige skulle se det og glæde sig men al Uretfærdighed har lukket sin Mund til. 43 Hvo er viis, at han bevarer disse ring og forstaar HERRENS Miskundhed! 108 1 En Sang, en Psalme af David. 2 Trøstigt er mit Hjerte, o Gud! jeg vil synge, jeg vil lege paa Harpe, ogsaa min Ære skal juble. 3 Vaagn op, Psalter og Harpe! jeg vil vække Morgenrøden. 4 Jeg vil takke dig, HERRE! iblandt Folkene og lege pao, Harpe for dig iblandt Folkestammer. 5 Thi din Miskundhed er stor over Himlene og din Sandhed indtil Skyerne. 6 Ophøj dig, Gud! over Himlene, og din Ære være over al Jorden! 7 Paa det dine elskelige maa udfries, saa frels med din højre Haand og bønhør os! 8 Gud har talt i sin Helligdom, jeg vil fryde mig; jeg vil uddele Sikem og opmaale Sukots Dal. 9 Mig hører Gilead til, mig hører Manasse til, og Efraim er mit Hoveds Værn Juda er min HelÀskerstav. 10 Moak er mit Vadskefad; jeg vil kaste min Sko til Edom; bryd ud i Jubel over mig, du Filisterland! 11 Hvo vil føre mig til den faste Stad? Hvo har ledet mig til Edom? 12 Mon ikke du Gud, som har forkastet os? og vi du, Gud, ikke uddrage med vore Hære? 13 Fly os Hjælp af Nød; th Menneskers Hjælp er Forfærdelighed. Ved Gud ville vi vinde Kraft; og han skal nedtræde vore Fjender. 109 1 Til Sangmesteren; en Psalme af David. Min Lovsangs Gud, ti ikke! 2 Thi de have opladt Ugudeligheds Mund og Falskheds Mund imod mig; de have talt imod mig med Løgnens Tunge, 3 og de have omringet mig med hadefulde Ord og stridt imod mig uden Aarsag. 4 Til Løn for min Kærlighed staa de mig imod, men jeg er stedse i Bøn. 5 Og de beviste mig ondt for godt, og Had for min Kærlighed. 6 Sæt en ugudelig over ham og lad en Anklager staa ved hans højre Haand! 7 Naar han dømmes, da lad ham gaa ud som skyldig, og lad hans Bøn blive til Synd! 8 Hans Dage vorde faa, en anden annamme hans Embede! 9 Hans Børn vorde faderløse og hans Hustru Enke! 10 Og lad hans Børn vanke hid og did og lad hans Børn vanke hid og did og tigge, og lad dem fra deres øde Hjem søge om Føde! 11 Lad Aagerkarlen kaste Garn ud efter alt det, han hor, og fremmede røve Frugten af hans Arbejde. 12 Lad ham ikke finde nogen, som bevarer Miskundhed imod ham, og ingen forbarme sig over hans faderløse! 13 Hans Fremtid vorde afskaaren, deres Navn vorde udslettet i andet Led! 14 Hans Fædres Misgerning vorde ihukommet hos HERREN og hans Moders Synd ikke udslettet! 15 De være HERREN altid for Øje, og han udrydde deres Ihukommelse af Jorden; 16 fordi han ikke kom i Hu at gøre Miskundhed, men forfulgte en elendig og en fattig Mand og den, som var bedrøvet i Hjertet, for at dræbe ham. 17 Han elskede ham, og han havde ikke Lyst til Velsignelse, og den blev ogsaa langt fra ham. 18 Og han iførte sig Forbandelse som sit Klædebon, og den kom ind i ham som Vand og som Olie i hans Ben. 19 Den vorde ham som et Klædebon, hvilket han ifører sig og som et Bælte hvilket han altid ombinder sig med. 20 Dette er Lønnen fra HERREN til dem, som staa mig imod, og som tale ondt imod min Sjæl! 21 Men du, HERRE, Herre imod mig for dit Navns Skyld; red mig, fordi din Miskundhed er god. 22 Thi jeg er elendig og fattig, og mit Hjerte er saaret inden i mig. 23 Jeg svinder bort som en Skygge, og hans Retfærdighed naar den hælder, jeg blive naar den hælder, jeg bliver jaget bort som en Græshoppe. 24 Mine Knæ rave af Faste og mit Kød er magert og har ingen Fedme. 25 Og jeg maa være deres Spot; de se mig, de ryste med deres Hoved. 26 Hjælp mig, HERRE, min Gud! frels mig efter din Miskundhed 27 at de, maa kende, at dette er din Haand; evig du, HERRE! du har gjort det. 28 Forbande de, saa velsigner du, de rejse sig, men blive til Skamme, og din Tjener glædes. 29 Lad mine Modstandere iføres Forsmædelse og klædes med deres Skam som med en Kappe. 30 Jeg vil takke HERREN højlig med min Mund, og jeg vil love ham midt iblandt mange; 31 thi han staar ved den fattiges højre Haand for at frelse ham fra dem, som dømme hans Sjæl. 110 1 Af David; en Psalme. HERREN sagde til min Herre: Sæt dig ved min højre Haand, indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Fodskammel. 2 HERREN skal sende din Magts Spir fra Zion; hersk midt iblandt dine Fjender 3 Dit Folk fremstiller sig frivilligt paa din Vældes Dag; i hellig Prydelse kommer dit unge Mandskab til dig som Dug af Morgenrødens Moderskød. 4 HERREN svor, og det skal ikke angre ham: "Du er Præst evindelig efter Melkisedeks Vis." 5 Herren er ved din højre Haand han knuser Konger paa sin Vredes Dag. 6 Han dømmer iblandt Hedningerne, han fylder op med Lig, han knuser Hoveder over det vide Land. 7 Han drikker af Bækken paa Vejen, derfor løfter han Hovedet højt. 111 1 Halleluja! Jeg vil prise HERREN af ganske Hjerte i de oprigtiges Raad og i Menigheden. 2 HERRENS Gerninger ere store, de blive søgte af alle dem, som have Lyst til dem. 3 Hans Værk er Majestæt og Herlighed, og hans Retfærdighed bestaar alle Tider. 4 Han beskikkede en hukommelse om sine underfulde Gerninger; naadig og barmhjertig er HERREN. 5 Han har givet dem Spise, som frygte ham, han kommer evindelig i sin Pagt i Hu. 6 Han har ladet sine Gerningers Kraft forkynde for sit Folk idet han har græt dem Hedningernes Arv. 7 Hans Hænders Gerninger ere Sandhed og Ret, alle hans Befalinger ere troevindelig, 8 de ere satte i Sandhed og Oprigtighed. 9 Han sendte sit Folk Forløsning, han stiftede sin Pagt for evigt; hans Navn er helligt og forfærdeligt. 10 HERRENS Frygt er Visdoms Begyndelse, en god Klogskab hos alle dem, som gøre derefter; hans Pris bestaar altid. 112 1 Halleluja! Salig den Mand, som frygter HERREN, som har stor Glæde ved hans Bud. 2 Hans Sæd skal være mægtig paa Jorden; de oprigtiges Slægt skal velsignes. 3 Gods og Rigdom er i hans Hus, og hans Retfærdighed bestaar altid. 4 Der er opgaaet et Lys i Mørket for de oprigtige, for den, som er naadig og barmhjertig og retfærdig. 5 Lyksalig den Mand, som forbarmer sig og udlaaner, som opholder sine Sager ved Retfærdighed. 6 Thi han skal ikke rokkes evindelig, en retfærdig skal være til en evig Ihukommelse. 7 Han skal ikke frygte for onde Tidender, hans Hjerte er fast, han forlader sig paa HERREN. 8 Hans Hjerte er grundfast, han skal ikke frygte, indtil han ser sin Glæde paa sine Fjender. 9 Han udspreder, han giver de fattige; hans Retfærdighed bestaar altid, hans Horn skal ophøjes med Ære. 10 Den ugudelige skal se det og harmes; han skal skære Tænder og hensmeltes; de ugudeliges ønske hliver til intet. 113 1 Halleluja! Lover, I HERRENS Tjenere, love HERRENS Navn! 2 Lovet være HERRENS Navn fra nu og indtil evig tid! 3 Fra Solens Opgang indtil dens Nedgang ere HERRENS Navn højlovet. 4 HERREN er høj over alle Hedninger, hans Herlighed er over Himlene. 5 Hvo er som HERREN vor Gud? han, som har sat sit Sæde højt; 6 han, som stiger dybt ned for at se, i Himlene og paa Jorden; 7 han, som oprejser den ringe af Støvet, som ophøjer en fattig af Skarnet 8 for at sætte ham hos Fyrster, hos sit Folks Fyrster; 9 han, som gør, at den ufrugtbare i Huset kommer til at bo som en glad Barnemoder. Halleluja. 114 1 Der Israel drog ud af Ægypten, Jakobs Hus fra et Folk, som havde et fremmed Maal, 2 da blev Juda til hans Helligdom, Israel til hans Herredømme. 3 Havet saa det og flyede; Jordanen vendte om og løb tilbage. 4 Bjergene sprang som Vædre, Højene som unge Lam. 5 Hvad skete dig, du Hav! at du flyede? du Jordan! at du vendte om og løb tilbage 6 I Bjerge! at I sprang som Vædre I Høje! som unge Lam? 7 Bæv, o Jord! for Herrens Ansigt, for Jakobs Guds Ansigt; 8 han, som forvandler Klippen til en vandrig Sø, Flint til et Kildevæld! 115 1 Ikke os, HERRE! ikke os, men dit Navn give du Ære for din Miskundhed, for din Sandheds Skyld. 2 Hvorfor skulle Hedningerne sige: Hvor er nu deres Gud? 3 Men vor Gud er i Himlene, han gør alt, hvad ham behager. 4 Deres Billeder ere Sølv og Guld, Menneskehænders Gerning. 5 De have Mund, men kunne ikke tale; de have Øjne, men kunne ikke se. 6 De have øren, men kunne ikke høre; de have Næse, men kunne ikke fugte. 7 De have Hænder, men kunne ikke føle; de have Fødder, men kunne ikke gaa; de kunne ikke tale med deres Strube. 8 Ligesom de ere, saa vorde de, der gøre dem, hver den, som forlader sig paa dem. 9 Israel! forlad dig paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 10 Arons Hus! forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 11 I, som frygte HERREN, forlader eder paa HERREN; han er deres Hjælp og deres Skjold. 12 HERREN kom os i Hu, han skal Velsigne, han skal velsigne Israels Hus, han skal velsigne Arons Hus. 13 Han skal velsigne dem, som frygte HERREN, de smaa med de store. 14 HERREN formere eder, eder og eders Børn! 15 Velsignede være I for HERREN, som har gjort Himmel og Jord. 16 Himlene ere HERRENS Himle, men Jorden gav han Menneskens Børn. 17 De døde love ikke HERREN, ej heller nogen at dem, som nedfare til det stille. 18 Men vi, vi ville love HERREN fra nu og indtil evig Tid. Halleluja! 116 1 Jeg elsker HERREN; thi han hører min Røst, mine ydmyge Begæringer. 2 Thi han har bøjet sit øre til mig, og hele mit Liv igennem vil jeg paakalde ham. 3 Dødens Reb have omspændt mig, og Helvedes Angest har fundet mig; jeg finder Angest og Bedrøvelse. 4 Men jeg paakalder HERRENS Navn: Kære HERRE! udfri min Sjæl! 5 HERREN er naadig og retfærdig, og vor Gud er barmhjertig. 6 HERREN bevarer de enfoldige; jeg var ringe, dog frelste han mig. 7 Min Sjæl! kom tilbage til din Ro; thi HERREN har gjort vel imod dig. 8 Thi du udfriede min Sjæl fra Døden, mit Øje fra Graad, min Fod fra Stød. 9 Jeg vil vandre for HERRENS Ansigt i de levendes Lande. 10 Jeg troede, derfor talte jeg; jeg var saare plaget. 11 Jeg sagde, der jeg forfærdedes: Hvert Menneske er en Løgner. 12 Hvorledes skal jeg betale HERREN alle hans Velgerninger imod mig? 13 Frelsens Kalk vil jeg tage og paakalde HERRENS Navn. 14 Jeg vil betale HERREN mine Løfter, og det for alt hans Folks Øjne. 15 Kostbar i HERRENS Øjne er hans helliges Død. 16 Ak, HERRE! thi jeg er din Tjener; jeg er din Tjener, din Tjenestekvindes Søn, du har løst mine Baand. 17 Dig vil jeg ofre Takoffer og paakalde HERRENS Navn. 18 Jeg vil betale HERREN mine Løfter og det for alt hans Folks Øjne, 19 i HERRENS Hus's Forgaarde, midt i dig, Jerusalem! Halleluja! 117 1 Lover HERREN, alle Hedninger! priser ham, alle Folkestammer. 2 Thi hans Miskundhed har været mægtig over os, og HERRENS Sandhed er evindelig. Halleluja! 118 1 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed er evindelig. 2 Israel sige: Hans Miskundhed er evindelig. 3 De af Arons Hus sige: Hans Miskundhed er evindelig. 4 De, som frygte HERREN, sige: Hans Miskundhed er evindelig. 5 I Trængselen kaldte jeg paa HERREN; HERREN bønhørte mig i det fri. 6 HERREN er med mig, jeg vil ikke frygte, hvad kan et Menneske gøre mig? 7 HERREN er med mig, han er min Hjælper; og jeg skal se min Glæde paa mine Avindsmænd. 8 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Mennesker. 9 Det er bedre at sætte Lid til HERREN end at forlade sig paa Fyrster. 10 Alle Hedninger have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 11 De have omringet mig, ja, de have omringet mig; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 12 De have omringet mig som Bier de ere udslukte som Ild i Torne; i HERRENS Navn vil jeg nedhugge dem. 13 Du stødte mig haardt, at jeg skulde falde; men HERREN hjalp mig. 14 HERREN er min Styrke og min Sang, og han blev mig til Frelse. 15 Fryds og Frelses Røst er i de retfærdiges Telte; HERRENS højre Haand skaber Kraft. 16 HERRENS højre Haand er ophøjet, HERRENS højre Haand skaber Kraft. 17 Jeg skal ikke dø, men jeg skal leve, og jeg skal fortælle HERRENS Gerninger. 18 HERREN tugtede mig vel, men gav mig ikke hen i Døden. 19 Lader Retfærdigheds Porte op for mig, jeg vil gaa ind ad dem, jeg vil takke HERREN. 20 Denne er HERRENS Port, de retfærdige skulle gaa ind ad den. 21 Jeg vil takke dig; thi du bønhørte mig, og du blev mig til Frelse. 22 Den Sten, som Bygningsmændene forkastede, er bleven til en Hovedhjørnesten. 23 Af HERREN er dette sket, det er underligt for vore Øjne. 24 Denne er Dagen, som HERREN har beredt; lader os fryde og glæde os paa den! 25 Kære HERRE! frels dog; kære HERRE! lad det dog lykkes. 26 Velsignet være den, som kommer i HERRENS Navn; vi velsigne eder fra HERRENS Hus. 27 HERREN. er Gud, og han lod lyse for os; binder Højtidsofferet med Reb, indtil det bringes til Alterets Horn. 28 Du er min Gud, og jeg vil takke dig; min Gud, jeg vil ophøje dig. 29 Priser HERREN; thi han er god; thi hans Miskundhed varer evindelig. 119 1 I Salige ere de fuldkomne i Vandel, de, som vandre i HERRENS Lov. 2 Salige ere de, som bevare hans Vidnesbyrd, de, som søge ham af ganske Hjerte; 3 og de, som ikke øve Uretfærdighed, men vandre paa hans Veje. 4 Du har givet dine Bud, for at de nøje skulle holdes. 5 Gid mine Veje maatte stadfæstes, at jeg kan holde dine Skikke; 6 da skal jeg ikke beskæmmes, naar jeg ser hen til alle dine Bud? 7 Jeg vil prise dig af et oprigtigt Hjerte, naar jeg lærer din Retfærdigheds Domme at kende. 8 Jeg vil holde dine Skikke, forlad mig ikke aldeles. 9 Hvormed skal en udholde sin i din Lov Sti ren? Derved at han holder sig efter dit Ord. 10 Jeg søgte dig af mit gartske Hjerte, lad mig ikke føre vild fra dine Bud! 11 Jeg gemte dit Ord i mit Hjerte, paa dem jeg ikke skulde synde imod dig. 12 Lovet være du HERRE! lær mig dine Skikke. 13 Jeg forkyndte med mine Læber alle din Munds retfærdige Domme. 14 Jeg glædede mig ved dine Vidnssbyrds Vej som over alle Skatte. 15 Jeg vil grunde paa dine Befalinger og se til dine Stier. 16 Jeg finder min Lyst i dine Skikke, jeg vil ikke glemme dit Ord. 17 Gør vel imod din Tjener, at jeg maa leve, og jeg vil holde dit Ord. 18 Aabn mine Øjne, at jeg maa se de underfulde Ting i din Lov. 19 Jeg er fremmed paa Jorden, skjul ikke dine Bud for mig! 20 Min Sjæl er knust, saa at jeg længes efter dine Dnmme alle Tider 21 Du skældte paa de hovmodige, de bleve forbandede, de, som fore vild fra dine Bud. 22 Vælt Forhaanelse og Foragt fra mig; thi jeg har bevaret dine Vidnesbyrd. 23 Endog Fyrster have sat sig ned og holdt Raad imod, mig men din Tjener grunder paa dine Skikke. 24 Jeg finder min Lyst i dine Vidnesbyrd, de ere mit Raads Mænd. 25 Min Sjæl hænger ved Støvet; hold mig i Live efter dit Ord! 26 Jeg opregnede mine Veje og du bønhørte mig; lær mig dine Skikke. 27 Lad mig forstaa dine Befalingers underfulde Gerninger. 28 Min Sjæl svinder hen af Bedrøvelse; oprejs mig efter dit Ord! 29 Vej fra mig, og skænk mig Naade 30 Jeg udvalgte Trofastheds Vej; jeg satte dine Domme for mig. 31 Jeg hang ved dine Vidnesbyrd; HERRE! lad mig ikke beskæmmes. 32 Jeg vil løbe dine Buds Vej; thi du giver mit Hjerte at aande frit. 33 Lær mig, HERRE! dine Skikkes Vej, og jeg vil bevare den indtil ved Enden. 34 Undervis mig, at jeg maa bevare din Lov og holde den af ganske Hjerte. 35 Led mig frem ad dine Buds Sti; thi til den har jeg Lyst. 36 Bøj mit Hjerte til dine Videsbyrd og ikke til ulovlig Vinding. 37 Bortvend mine Øjne, at de ikke se til Forfængelighed hold mig i Live paa din Vej. 38 Opfyld for din Tjener dit Ord, som er knyttet til Frygt for dig. 39 Bortvend min Forsmædelse, som jeg frygtede for; thi dine Domme ere gode. 40 Se, jeg har Længsel efter dine Befalinger; hold mig i Live ved din Retfærdighed! 41 Lad din Miskundhed, o HERRE! komme over mig, din Frelse, efter dit Ord. 42 Og jeg vil svare den, som forhaaner mig, et Ord; thi jeg har sat min Lid til dit Ord. 43 Og tag ikke Sandheds Ord aldeles fra min Mund; thi jeg har ventet paa dine Domme. 44 Og jeg vil stedse holde din Lov, evindelig og altid. 45 Og lad mig vandre i det fri; thi jeg har søgt dine Befalinger. 46 Og jeg vil tale om dine Vidnesbyrd for Konger og skal ikke beskæmms. 47 Og jeg vil søge min Lyst i dine Bud, hvilke jeg elsker. 48 Og jeg Bud, hvilke jeg elsker, og grunde paa dine Skikke. 49 Kom Ordet til din Tjener i Hu, efterdi du lod mig haabe. 50 Dette er min Trøst i min Elendighed; thi dit Ord har holdt mig i Live. 51 De hovmoelige have spottet mig saa saare, jeg bøjede ikke af fra din Lov. 52 HERRE! dine Domme af Evighed kom jeg i Hu og blev trøstet. 53 Der betog mig en heftig Harme over de ugudelige, som forlade din Lov. 54 Dine Bud have været mine Sange i min Udlændigheds Hus. 55 Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o HERRE! og holdt din Lov. 56 Dette skete mig; thi dine Befalinger har jeg holdt. 57 Jeg sagde: HERREN er min Del, jeg vil holde dine Ord: 58 Jeg bad ydmygt for dit Ansigt af ganske Hjerte: Vær mig naadig efter dit Ord! 59 Jeg betænkte mine Veje, og jeg vil vende mine Fødder tilbage til dine Vidnesbyrd. 60 Jeg hastede og tøvede ikke med at holde dine Bud. 61 De ugudeliges Garn omspændte mig; din Lov glemte jeg ikke. 62 Midt om Natten staar jeg op, at prise dig for din Retfærdigheds Domme. 63 Jeg har Samkvem med alle dem, som frygte dig, og med dem, som holde dine Befalinger. 64 Jorden er fuld af din Miskundhed. HERRE! lær mig dine Skikke. 65 Du gjorde vel imod din Tjener, HERRE! efter dit Ord. 66 Lær mig at faa god Sans og Forstand; thi jeg tror paa dine Bud. 67 Før jeg blev ydmyget, for jeg vild, men nu holder jeg dit Ord. 68 Du er god og gør godt; lær mig dine Skikke! 69 De hovmodige have opspundet Løgn imod mig; men jeg vil holde dine Befalinger af ganske Hjerte. 70 Deres Hjerte er følesløst som Fedt; men jeg forlyster mig ved din Lov. 71 Det var mig godt, at jeg blev ydmyget, at jeg kunde lære dine Skikke. 72 Din Munds Lov er mig bedre end tusinde Stykker Guld og Sølv. 73 Dine Hænder have skabt mig og beredt mig giv mig Forstand, at jeg kan lære at kende dine Bud. 74 De, som frygte dig, skulle se mig og glæde sig; thi jeg haaber paa dit Ord. 75 HERRE! jeg ved, at dine Domme ere Retfærdighed, og at du af Trofasthed ydmygede mig. 76 Lad dog din Miskundhed være mig til Trøst efter dit Ord til din Tjener. 77 Lad din Barmhjertighed komme over mig, at jeg maa leve; thi din Lov er min Lyst. 78 Lad de hovmodige beskæmmes, thi uden Skel have de forurettet mig; men jeg vil grunde paa dine Befalinger. 79 Lad, dem vende tilbage til mig, som frygte dig, og som kende dine Vidnesbyrd. 80 Lad mit Hjerte være fuldkomment efter dine Skikke, at jeg ikke skal beskæmmes. 81 Min Sjæl forsmægter af Længsel efter din Frelse; jeg haaber paa dit Ord. 82 Mine Øjne forsmægtede af Længsel efter dit Ord, idet jeg sagde: Naar vil du trøste mig? 83 Thi jeg var ligesom en Læderflaske i Røg; dine Skikke glemte jeg ikke. 84 Hvor mange ere vel din Tjeners Dage? naar vil du holde Dom over dem, som forfølge mig? 85 De hovmodige grove Grave for mig, og de skikke sig ikke efter din Lov. 86 Alle dine Bud ere Trofasthed; uden Grund forfølger man mig; hjælp mig! 87 De havde paa et lidet nær ødelagt mig i Landet; men jeg forlod ikke dine Befalinger. 88 Hold mig i Live efter din Miskundhed, saa vil jeg bevare din Munds Vidnesbyrd. 89 HERRE! dit Ord bestaar evindelig i Himlene. 90 Din Trofasthed varer fra Slægt til Slægt; du befæstede Jorden, og den stod fast. 91 De bestaa endnu denne Dag efter dine Domme; thi de ere alle dine Tjenere. 92 Dersom ikke din Lov havde været min Lyst, da var jeg omkommen udi min Elendighed. 93 Jeg skal i Evighed ikke for lemme dine Befalinger; thi ved dem holdt du mig i Live. 94 Din er jeg; frels mig; thi jeg søger efter dine Befalinger. 95 De ugudelige biede paa mig for at lægge mig øde; jeg vil give Agt paa dine Vidnesbyrd. 96 Jeg har set Ende paa al Fuldkommenhed; men dit Ord strækker sig saare vidt. 97 Hvor kær har jeg din Lov! Den er min Tanke den ganske Dag. 98 Dine Bud gøre mig visere end mine Fjender; thi de ere for mig evindelig. 99 Jeg blev klogere end alle mine Lærere; thi dine Vidnesbyrd ere min Tanke. 100 Jeg er bleven forstandigere end de gamle; thi jeg har bevaret dine Befalinger. 101 Jeg holdt mine Fødder tilbage fra al Ondskabens Sti, at jeg kunde holde dit Ord. 102 Jeg afveg ikke mig det. 103 Hvor vare dine Ord søde for min Gane, mere end Honning for min Mund. 104 Jeg er bleven forstandig af dine Befalinger; derfor hader jeg al Løgnens Sti. 105 Dit Ord er en Lygte for min Fod og et Lys paa min Sti. 106 Jeg har svoret og holdt det, at jeg vilde bevare din Retfærdigheds Domme. 107 Jeg er saare plaget; HERRE! hold mig i Live efter dit Ord. 108 Lad min Munds frivillige Ofre behage dig, HERRE! og lær mig dine Domme 109 Jeg gaar altid med Livet i Hænderne; dog har jeg ikke glemt din Lov. 110 De ugudelige lagde Snarer for mig; dog for jeg ikke vild fra dine befalinger. 111 Jeg fik dine Vidnesbyrd til Arv evindelg; thi de ere mit Hjertes Glæde. 112 Jeg bøjede mit Hjerte til at gøre efter dine Skikke evindelig indtil Enden. 113 De tvesindede hader jeg; men din Lov elsker jeg. 114 Du er mit Skjul og mit Skjold; jeg haaber paa dit Ord. 115 Viger fra mig, I onde! og jeg vil bevare min Guds Bud. 116 Ophold mig efter dit Ord, at jeg maa leve, og lad mig ikke blive til Skamme med mit Haab! 117 Styrk mig, at jeg maa blive frelst og jeg vil altid se hen til dine Skikke. 118 Du forkaster alle dem, som fare vild fra dine Skikke; thi deres Svig er Løgn. 119 Du lod alle de ugudelige paa Jorden svinde bort som Skum; derfor elsker jeg dine Vidnesbyrd. 120 Af Frygt for dig gyste min Krop, og jeg frygtede for dine Domme. 121 Jeg gjorde Ret og Retfærdighed; du vil ikke overgive mig til dem, som gøre mig Vold! 122 Vær Borgen for din Tjener, ham til Bedste; lad de hovmodige ikke gøre mig Vold. 123 Mine Øjne forsmægte af Længsel efter din Frelse og efter din Retfærdigheds Ord. 124 Gør med din Tjener efter din Miskundhed, og lær mig dine Skikke! 125 Jeg er din Tjener; undervis mig, at Jeg maa kende dine Vidnesbyrd. 126 Det er rid, at HERREN gør noget; de have brudt din Lov. 127 Derfor elsker jeg dine Bud mere end Guld og mere end fint Guld. 128 Derfor holder jeg alle dine Befalinger om alle Ting for at være rette; jeg hader al Løgnens Vej. 129 Dine Vidnesbyrd ere underfulde; derfor bevarer min Sjæl dem. 130 Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige. 131 Jeg oplod min Mund og higede; thi jeg havde Længsel efter dine Bud. 132 Vend dig til mig, og vær mig naadig efter din Vis imod dem, der elske dit Navn. 133 Befæst mine Trin ved dit Ord, og lad ingen Uret herske over mig! 134 Udløs mig af Menneskers Vold, saa vil jeg holde dine Befalinger. 135 Lad dit Ansigt lyse over din Tjener, og lær mig dine Skikke! 136 Der nedflød Vandstrømme af mine Øjne, fordi man ikke holdt din Lov. 137 Du er retfærdig, HERRE! og dine Domme ere retvise. 138 Du har sat dine Vidnesbyrd som Retfærdighed og Trofasthed overmaade. 139 Min Nidkærhed har lagt mig øde; thi mine Modstandere have glemt dine Ord. 140 Dit Ord er saare lutret, og din Tjener elsker det. 141 Jeg er liden og foragtet; men jeg glemmer ikke dine Befalinger. 142 Din Retfærdighed er Ret evindelig, og din Lov er Sandhed. 143 Angest og min Lyst. 144 Dine Vidnesbyrd ere Ret evindelig; undervis mig, saa lever jeg. 145 Jeg har raabt af ganske Hjerte; bønhør mig, HERRE! jeg vil bevare dine Skikke. 146 Jeg har raabt til dig; frels mig, og jeg vil holde fast ved dine Vidnesbyrd. 147 Jeg kom aarle i Daggry og raabte; jeg har haabet paa dit Ord. 148 Mine Øjne vare vaagne før Nattevagterne for at grunde paa dit Ord. 149 Hør min Røst efter din Miskundhed; HERRE! hold mig i Live efter dine Domme; 150 De nærmede sig, som jage efter Skændselsgerninger; de vare langt borte fra din Lov. 151 Nær er du, o HERRE! og alle dine Bud ere Sandhed. 152 Jeg har forlængst hentet Kundskab af dine Vidnesbyrd; thi du har grundfæstet dem evindelig. 153 Se min Elendighed, og udfri mig; thi din Lov har jeg ikke glemt. 154 Udfør min Sag, og genløs mig; hold mig i Live efter dit Ord. 155 FreIser er jeg fra de ugudelige; thi de søge ikke dine Skikke. 156 Stor er din Barmhjertighed, o HERRE! hold mig i Live efter dine Domme! 157 Mine Forfølgere og Modstandere ere mange; jeg har ikke bøjet mig fra dine Vidnesbyrd. 158 Jeg har set de troløse og væmmedes ved dem; thi de holde ikke dit Ord. 159 Se, hvor jeg har elsket dine Befalinger; HERRE! hold mig i Live efter din Miskundhed. 160 Summen af dit Ord er Sandhed, og evig er al din Retfærdigheds Dom. 161 Fyrster forfulgte mig uden Aarsag, men mit Hjerte frygtede for dit Ord. 162 Jeg glæder mig over dit Ord som den, der finder et stort Bytte. 163 Jeg hader Løgn og har Vederstyggelighed dertil; din Lov elsker jeg. 164 Jeg lovede dig syv Gange om Dagen for din Retfærdigheds Dommes Skyld. 165 Der er stor Fred for dem, som elske din Lov, og der er ikke Anstød for dem. 166 Jeg ventede paa din Frelse, HERRE! og jeg udførte dine Bud. 167 Min Sjæl holdt dine Vidnesbyrd, og jeg elskede dem saare. 168 Jeg holdt dine Befalinger og dine Vidnesbyrd; thi alle mine Veje ere aabenbare for dig. 169 Lad mit Raab komme nær for dit Ansigt, HERRE! og undervis mig efter dit Ord. 170 Lad min ydmyge Begæring komme for dit Ansigt; fri mig efter dit Ord! 171 Mine Læber skulle udgyde Lovsang; thi du lærer mig dine Skikke. 172 Min Tunge skal genlyde af dit Ord; thi alle mine Bud ere Retfærdighed. 173 Lad din Haand være mig til Hjælp; thi jeg har udvalgt dine Befalinger. 174 Jeg har Længsel efter din Frelse, HERRE og din Lov er min Lyst. 175 Maatte min Sjæl dog leve og love dig, og dine Domme hjælpe mig! 176 Jeg har faret vild; opsøg din Tjener som det fortabte Faar thi dine Bud har jeg ikke glemt.