Danish(i)
1 Hører dette I Præster! og giver Agt, Israels Hus! og du, Kongehus, laan Øre! thi Dommen angaar eder, fordi i vare en Snare for Mizpa og et udbredt Garn over Tabor.
2 Og de afvegne ere dybt fordærvede; men jeg er den, som tugter dem alle sammen.
3 Jeg kender Efraim, og Israel er ikke skjult for mig; thi nu har du, Efraim, bedrevet Hor, Israel er besmittet.
4 Deres Idrætter tillade dem ikke at venæ om til deres Gud; thi der er en Horeriets Aand i deres Indre, og HERREN kende de ikke.
5 Og Israels Stolthed vidner imod det; og Israel og Efraim skulle falde for deres Misgerning, Juda skal ogsaa falde med dem.
6 Med deres Faar og med deres Øksne skulle de gaa hen for at søge HERREN, men ikke finde ham; han har draget sig bort fra dem.
7 Imod HERREN have de handlet troløst, thi de fødte fremmede Børn; nu skal Nymaaneden fortære dem med deres Agre.
8 Blæser i Trompeten i Gibea, i Basunen i Rama! raaber højt i Beth-Aven: Bag dig, Benjamin!
9 Efraim skal blive øde paa Straflens Dag; iblandt Israels Stammer har jeg kundgjort, hvad der staar fast.
10 Judas Fyrster ere blevne som de, der flytter Grænseskel; over dem vil jeg udøse min harme som Vand.
11 Undertrykt el Efraim og knust i sin Ret; thi det tog sig for at vandre efter selvgjorte Bud.
12 Og jeg er som Møl for Efraim og som Kræft for Judas Hus.
13 Der Efiaim saa sin Sygdom og Juda sin Byld, da gik Efraim til Assyrien og sendte Bud til en stridbar Konge; men han skal ikke kunne læge eder, og Bylden skal ikke gaa bort fra eder.
14 Thi jeg er som en Løve for Efraim og som en ung Løve for Judas Hus, jeg, jeg sønderriver og gaar bort, jeg tager det med, og ingen skal redde.
15 Jeg vil gaa bort, jeg vil vende tilbage til mit Sted, indtil de kende deres Skyld og søge mit Ansigt; naar de ere i Trængsel, ville de søge mig.