Danish(i)
1 Da bad Hanna og sagde: Mit Hjerte har frydet sig i HERREN, mit Horn er ophøjet i HERREN; min Mund er vidt opladt over mine Fjender, thi jeg har glædet mig i din Frelse.
2 Der er ingen hellig som HERREN; thi der er ingen foruden. dig og ingen Klippe som vor Gud.
3 Taler ikke saa mange Ord, saa saare høje Ting, lader ikke noget frækt udgaa af eders Mund; thi HERREN er Vidskabs Gud, skulde hans Gerninger ikke være rette
4 De stærkes Bue er brudt, og de skrøbelige; ere omgjordede med Styrke.
5 De mætte lade sig leje for Brød, de hungrige hungre ej mere; ja, den ufrugtbare føder syv, men hun med de mange Sønner visner hen.
6 HERREN er den, som døder og gør levende, som nedfører til Dødsriget og fører op igen.
7 HERREN er den, som gør fattig og gør rig, han er den, som nedtrykker, og den, som ophøjer;
8 han oprejser den ringe af Støvet, han ophøjer den fattige af Skarnet, for at sætte dem hos Fyrsterne og lade dem arve Ærens Trone; thi Jordens Grundvold hører HERREN til, og han har sat Jorderige derpaa.
9 Han skal bevare sine frommes Fødder, men ugudelige skulle vorde stumme i Mørket; thi en Mand bliver ikke vældig ved sin Kraft.
10 De, som trætte med HERREN, skulle forskrækkes, han skal lade tordne i Himmelen over dem; HERREN skal dømme Jorderiges Ender, og han skal give sin Konge Styrke og ophøje sin salvedes Horn.