Bible verses about "womanizer" | Danish

⁸ Iøvrigt, Brødre! hvadsomhelst der er sandt, hvad der er ærbart, hvad der er retfærdigt, hvad der er reent, hvad derer elskeligt, hvad der er godt Lov, enhver Dyd og enhver Hæder: derpaa giver Agt.

¹ Værer derfor Guds Efterfølgere som elskelige Børn, ² og omgaaes i Kjærlighed, ligesom og Christus elskede os og gav sig selv han for os til en gave, at Slagtoffer, Gud til en Velbehagelig Lugt. ³ Men Horeri og al ureenhed eller Gjerrighed nævnes end ikke iblandt Eder, som det sømmer de Hellige, ⁴ og ublu Væsen og gjekkelig Snak eller letfærdig Skjemt, som alt er utilbørligt, men hellere Taksigelse. ⁵ Thi dette vide I, at ingen Skjørlevner eller Ureen eller Gjerrig, hvilken er en Afgudsdyrker, har Arv i Christi og Guds Rige. ⁶ Ingen forføre Eder med forfængelige Ord; thi for Saadant kommer Guds Vrede over Vantroens Børn. ⁷ Derfor vorder ikke deelagtige med dem. ⁸ Thi I vare forhen Mørkhed, men nu ere I et Lys i Herren; omgaaes som Lysets Børn, ⁹ (men Lysets Frugt viser sig i al Godhed og Retfærdighed og Sandhed), ¹⁰ saa I prøve, hvad som er velbehageligt for Herren. ¹¹ Og haver ikke Samfund med Mørkets ufrugtbare Gjerninger, men straffer dem hellere. ¹² Thi hvad der lønligen bedrives af dem, er skammeligt endog at sige. ¹³ men alt dette, naar det straffes, aabenbares ved lyset; thi alt det, som aabenbarer, er Lys. ¹⁴ Derfor hedder det: vaagen op, du som sover, og staa op fra de Døde, og Christus skal lysefor dig! ¹⁵ Seer derfor til, at I omgaaes varligen, ikke som Uvise, men som Vise, ¹⁶ og kjøber den beleilige Tid, fordi Dagene ere onde. ¹⁷ Derfor værer ikke uforstandige, men som de, der skjønne, hvad Herrens Villie er. ¹⁸ Og drikker Eder ikke drukne af Viin, i hvilket der er Ryggesløshed, men bliver fyldte af Aanden, ¹⁹ og taler hverandre med Psalmer og Lovsange og aandelige Viser, og synger og leger for Herren i Eders Hjerte, ²⁰ og siger altid Gud og Faderen Tak for alle ting i vor Herrens Jesu Christi Navn, ²¹ og værer hverandre underdanige i Guds Frygt. ²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; ²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting. ²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen, ¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

²⁸ Men jeg siger Eder, at hver den, som seer paa en Kvinde for at begjære hende, har allerede bedrevet Hoer med hende i sit Hjerte. ²⁹ Men dersom dit høire Øie forager dig, saa riv det ud, og kast det fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske Legme, skal kastes i Helvede. ³⁰ Og om din høire Haand forarger dig, hug den af og kast den fra dig; thi det er dig gavnligt, at eet af dine Lemmer fordærves, og ikke dit ganske legme skal kastes i Helvede. ³¹ Der er sagt, at hvo som skiller sig fra sin hustru, skal give hende et Skilsmissebrev. ³² Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Sag, gjør, at hun bedriver Hoer, og hvo som tager en Adskilt tilægte, bedriver Hoer. ³³ I have fremdeles hørt, at der er sagt de Gamle: du skal ikke gjøre nogen falsk Ed, men du skal holde Herren dine Eder. ³⁴ Men jeg siger Eder, at I skulle aldeles ikke sværge, hverken ved Himmelen, thi den er Guds Stol, ³⁵ ei heller ved Jorden, thi den er hans Fodskammel, ei heller ved Jerusalem, thi det er den store Konges Stad. ³⁶ Du skal og ikke sværge ved dit hoved, thi du kan ikke gjøre eet Haar hvidt eller sort. ³⁷ Men Eders Tale skal være Ja, ja, nei, nei; men hvad der er over dette, er af det Onde. ³⁸ I have hørt, at der er sagt: Øie for Øie, og Tand for Tand. ³⁹ Men jeg siger Eder, at I skulle ikke sætte Eder imod det onde; men dersom Nogen giver dig et Slag paa det høire Kindbeen, vend ham det andet ogsaa til. ⁴⁰ Og dersom Nogen vil gaae i Rette med dig og tage din kjortel, lad ham og beholde Kappen. ⁴¹ Og dersom Nogen tvinger dig til at gaae en Mil, gak to med ham. ⁴² Giv den, som beder dig, og vend ikke fra den, som vil laane af dig. ⁴³ I have hørt, at der er sagt: du skal elske din Næste, og hade din Fjende. ⁴⁴ Men jeg siger Eder: elsker Eders Fjender, velsigner dem, som Eder forbande, gjører dem godt, som Eder hade, og beder for dem, som gjøre Eder Skade og forfølge Eder, ⁴⁵ paa det I skulle vorde Eders Faders Børn, som er i Himlene; thi han lader sin Sol opgaae over Onde og Gode og lader regne over Retfærdige og Uretfærdige. ⁴⁶ Thi dersom I elske dem, som Eder elske, hvad have I da for Løn? Gjøre ikke ogsaa Toldere det Samme? ⁴⁷ Og dersom I hilse Eders Brødre alene, hvad stort gjøre I da? Gjøre ikke Toldere ligesaa? ⁴⁸ Værer da fuldkomne, ligesom Eders Fader i Himlene er fuldkommen.

¹ Vogter Eder, at I ikke gjøre Eders Almisse for Menneskene for at ansees af dem ellers have I ikke Løn hos Eders Fader, som er i Himlene. ² Derfor, naar du gjør Almisse, skal du ikke lade blæse i Basune for dig, som Øijskalkene gjøre i Synagoger og paa Gader, paa det de kunne æres af Mennesker; Sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte. ³ Men naar du gjør Almisse, lad din Venstre Haand ikke vide, hvad din høire gjør, ⁴ paa det din Almisse kan være i Løndom, og din Fader som seer i Løndom, han skal betale dig aabenbare. ⁵ Og naar du beder, skal du ikke være som Øienskalkene; thi de staae gjerne og bede i Synagoger og paa Hjørner af Gader. paa det de kunne ansees af Menneskene; sandelig siger jeg Eder: de have deres Løn borte. ⁶ Men du, naar du beder, gak ind i dit Kammer, og luk din Dør, og beder til din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare. ⁷ Men naar I bede, skulle I ikke bruge overflødige Ord som Hedningerne; thi de mene, at de blive bønhørte for deres mange Ord. ⁸ Derfor skulle I ikke vorde dem lige; thi Eders Fader veed, hvad I have behov, førend I bede ham. ⁹ Derfor skulle I saaledes bede: Vor Fader, du som er i Himlene! Helliget vorde dit Navn; ¹⁰ komme dit Rige; skje din Villie som i Himmelen, saa og paa Jorden; ¹¹ giv os i Dag vort daglige Brød; ¹² og forlad os vor Skyld, som vi Forlade vore Skyldnere; ¹³ og led os ikke ind i Fristelse; men fri os fra det Onde; thi dit er Riget og Kraften og Herligheden i Evighed! Amen. ¹⁴ Thi forlade I Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders himmelske Fader og forlade Eder; ¹⁵ men forlade I ikke Menneskene deres Overtrædelser, skal Eders Fader ikke heller forade Eders Overtrædelser. ¹⁶ Naar I faste, da ser ikke bedrøvede ud som Øienskalkene; thi de forvende deres Ansigt, paa det Menneskene kunne se dem faste; sandelig siger jeg Eder: de havde deres Løn borte. ¹⁷ Men naar du faster, da salv dit Hoved, og to dit Ansigt, ¹⁸ at ikke Menneskene skulle see dig faste, men din Fader, som er i Løndom, og din Fader, som seer i Løndom, skal betale dig aabenbare. ¹⁹ Samler Eder ikke Liggendefæ paa Jorden hvor Møl og Rust fordærve, og hvor Tyve igennembryde og stjæle; ²⁰ samler Eder Liggendefæ i Himmelen, hvor hverken Møl, ei heller Rust fordærver, og hvor Tyve ikke igennembryde, ei heller stjæle. ²¹ Thi hvor Eders Liggendefæ er, der vil Eders Hjerte være. ²² Øiet er Legemets Lys; derfor, dersom dit Øie er sundt, bliver dit ganske Legeme lyst; ²³ men dersom dit Øie er ondt, bliver dit ganske Legeme mørkt. Dersom derfor det Lys der er i dig, er Mørke, hvor stort bliver da Mørket! ²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon. ²⁵ Derfor siger jeg Eder: bekymrer Eder ikke for Eders Liv, hvad I skulle æde, og hvad I skulle drikke; ikke heller for Eders legeme, hvad I skulle iføres. Er ikke Livet mere end maden, og legemet mere end klæderne? ²⁶ Seer til Himmelens Fugle; de saae ikke og høste ikke og sanke ikke i Lader, og Eders himmelske Fader føder dem; ere I ikke meget mere end de? ²⁷ Men hvo iblandt Eder kan lægge en Alen til sin Væxt, endog han bekymrer sig derfor? ²⁸ Og hvi bekymre I Eder for Klæderne? Betragter Lilierne paa Marken, hvorledes de voxe; de arbeide ikke, spinde ikke; ²⁹ men jeg siger Eder, at end ikke Salomon i al sin Herlighed var saa klædt som een af dem. ³⁰ Klæder da Gud saaledes det Græs paa Marken, som er i Dag og i Morgen kastes i Ovnen, skulde han ikke meget mere klæde Eder, I lidet troende? ³¹ Derfor skulle I ikke bekymre Eder og sige: hvad skulle vi æde? eller: hvad skulle vi drikke? eller: hvormed skulle vi klæde os? ³² Efter alt saadant søge Hedningerne; thi Eders Himmelske Fader veed, at I have alle disse Ting behov. ³³ Men søger først Guds Rige og hans retfærdighed, saa skulle og alle disse Ting tillægges Eder. ³⁴ Bekymrer Eder derfor ikke for den anden Morgen; thi den Dag i Morgen skal bekymre sig for sit Eget. Hver Dag haver nok i sin Plage.

¹ Dømmer ikke, at I skulle ikke dømmes; thi med hvad Dom I dømme skulle I dømmes, ² og med hvad Maal I maale, skal Eder igjen maales. ³ Men hvi ser du Skjærven, som er i din Broders Øie, men Bjelken i dit Øie bliver du ikke vaer. ⁴ Eller hvorledes siger du til din Broder: lad mig drage Skjærven ud af dit Øie, og see, der er en Bjelke i dit Øie. ⁵ Du Øienskalk! drag først Bjelken ud af dit Øie, og da kan du see til at uddrage Skjærven af din Broders Øie. ⁶ Giver ikke Hunde det Hellige, kaster ikke heller Eders Perler for Sviin, at de ikke skulle nedtræde dem med deres Fødder og vende sig og sønderrive Eder. ⁷ Beder, saa skal Eder gives; søger, saa skulle I finde; banker, saa skal Eder oplades. ⁸ Thi hver den, som beder, han faar, og den, som søger, han finder, og den, som banker, ham skal oplades. ⁹ Eller hvilket Menneske er iblandt Eder, dersom hans Søn beder ham om Brød, om han give ham en Steen? ¹⁰ Og dersom han beder ham om en Fisk, mon han give ham en Slange? ¹¹ Dersom da I, som ere onde, vide at give Eders Børn gode Gaver, hvor meget mere skal Eders Fader, som er i Himlene, give dem gode Gaver, som ham bede! ¹² Derfor, Alt hvad I ville, at Menneskene skulle gjøre imod Eder, det gjører I ogsaa mod dem; thi saadan er Loven og Profeterne. ¹³ Gaaer ind ad den snevre Port; thi den Port er vid, og de Vei er bred, som fører til Fordærvelsen, og de ere mange, som gaae ind igennem den; ¹⁴ thi den Port er snever, og den Vei er trang, som fører til Livet, og de ere faa, som finde den. ¹⁵ Men vogter Eder for de falske Propheter, som kommer til Eder i Faareklæder, men ere indvortes rivende Ulve. ¹⁶ Af deres Frugter skulle I kjenne dem. Kan man og sanke Viindruer af Torne, eller Figen afTidsler? ¹⁷ Saaledes bærer hvert godt Træ gode Frugter, men et raaddent Træ bærer onde Frugter. ¹⁸ Et godt Træ kan ikke bære onde Frugter, og et raaddent træ kan ikke bære gode Frugter. ¹⁹ Hvert Træ, som ikke bærer god Frugt, afhugges og kastes i Ilden. ²⁰ Derfor skulle I kjende den af deres Frugter. ²¹ Ikke enhver, som siger til mig: Herre, Herre! skal indgaae i Himmeriges Rige, men den, som gjør min Faders Villie, som er i Himlene. ²² Mange skulle sige til mig paa hiin Dag: Herre, Herre! have vi ikke propheteret ved dit Navn? og havde vi ikke uddrevet Djævle ved dit Navn? og have vi ikke gjort mange kraftige Gjerninger ved dit Navn? ²³ Og da vil jeg bekjende for dem: jeg kjendte Eder aldrig; viger bort fra mig, I, som beflitte Eder paa uret! ²⁴ Derfor, hver den, som Hører disse mine Ord og gjør efter dem, den vil jeg ligne ved en forstandig Mand, som byggede sit Huus paa en Klippe. ²⁵ Og en Skylregn nedfaldt, og vandløbene kom, og Veirene blæste og faldt an paa samme Huus, og det faldt ikke; thi det var grundfæstet paa en klippe. ²⁶ Og hver, som hører disse mine Ord og gjør ikke efter dem, skal lignes ved en daarlig mand, som byggede sit Huus paa Sand. ²⁷ Og en Skylregn nedfaldt, og Vandløbene kom, og Veirene blæste og stødte an paa samme Huus, og det faldt, og dets Fald var stort. ²⁸ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Ord, forundrede Folket sig saare over hans Lærdom; ²⁹ thi han lærte dem som den, der havde Myndighed, og ikke som de Skriftkloge.

¹ Men der han gik ned af Bjerget, fulgte ham meget Folk. ² Og see, en Spedalsk kom, faldt ned for ham og sagde: Herre! om du vil, saa kan du rense mig. ³ Og Jesus udrakte Haanden, rørte ved ham og sagde: jeg vil; vorde reen! Og hans Spedalskhed blev strax renset. ⁴ Og Jesus sagde til ham: see til, at du siger Ingen det; men gak hen, betee dig selv for præsten, og ofre den Gave, som Moses har befalet, dem til et vidnesbyrd. ⁵ Men der Jesus gik ind i Capernaum, traadte en Høvedsmand til ham, bad ham og sagde: ⁶ Herre! min Dreng ligger hjemme værkbruden og pines svarligen. ⁷ Og Jesus sagde til ham: jeg vil komme og helbrede ham. ⁸ Og Høvedsmanden svarede og sagde: Herre! jeg er ikke værd, at du skal gaae ind under mit Tag; men siig ikkun et Ord, saa bliver min Tjener helbredt. ⁹ Thi jeg er og et Menneske, som staar under Øvrighed og har Stridsmænd under mig; og siger jeg til denne: gak! saa gaar han; og til den anden: kom! saa kommer han; og til min Tjener: gjør det! saa gjør han det. ¹⁰ Men der Jesus det hørte, forundrede han sig og sagde til dem, som fulgte: sandelig siger jeg Eder, end ikke i Israel har jeg fundet saadan Tro. ¹¹ Men jeg siger Eder, at Mange skulle komme fra Øster og Vester og sidde tilbords med Abraham og Isak og Jakob i Himmeriges Rige. ¹² Men Rigets Børn skulle udkastes i det yderste Mørke; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ¹³ Og Jesus sagde til Høvedsmanden: gak bort, og dig skee, som du troede! Og hans Dreng blev helbredet i den samme Time. ¹⁴ Og Jesus kom i Peters Huus og saae, at hans Hustrus Moder laa og havde Feber. ¹⁵ Og han rørte ved hendes Haand, og Feberen forlod hende, og hun stod op og tjente dem. ¹⁶ Men der det var blevet Aften, førte de mange Besatte til ham, og han uddrev Aanderne med et Ord og Helbredte Dem alle, som vare syge; ¹⁷ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten Esaias, som siger: han tog vore Skrøbeligheder og bar vore Sygdomme. ¹⁸ Men der Jesus saae meget Folk omkring sig, befoel han at fare over til hiin Side. ¹⁹ Og der gik en Skriftklog frem og sagde til ham: Mester! jeg vil følge dig, hvor du gaaer hen. ²⁰ Og Jesus sagde til ham: Ræve have Huler og Himmelens Fugle Reder; men Menneskens Søn har ikke det, hvortil han kan hælde sit Hoved. ²¹ Men en anden af hans Disciple sagde til ham: Herre! tilsted mig, at jeg først maa gaae hen og begrave min Fader. ²² Men Jesus sagde til ham: følg mig, og lad de Døde begrave deres Døde. ²³ Og han gik i Skibet, og hans Disciple fulgte ham. ²⁴ Og see, der blev en stor Storm paa Søen, saa at Skibet skjultes af Bølgerne; men han sov. ²⁵ Og hans Disciple gik til ham, vakte ham op og sagde: Herre, frels os! vi forgaae. ²⁶ Og han sagde til dem: hvi ere I frygtagtige, I lidet Troende? Da stod han op og truede Veirene og Søen, og det blev ganske blikstille. ²⁷ Men Menneskene forundrede sig og sagde: hvo er dog denne, at baade Veirene og Søen ere ham lydige? ²⁸ Og der han kom paa hiin Side til de Gergeseners Land, mødte to Besatte ham, som kom ud fra Gravene og vare saare vilde, saa at Ingen kunde vandre ad den Vei. ²⁹ Og see, de raabte og sagde: Jesus, du Guds Søn! hvad have vi med dig at gjøre? er du kommen hid, for Tiden at pine os. ³⁰ Men der var langt fra dem en stor Hjord Sviin, som græssede. ³¹ Men Djævelene bade ham og sagde: dersom du uddriver os, da tilsted os at fare i Svinehjorden. ³² Og han sagde til dem: farer hen! Men der de vare udfarne, fore de hen i Svinehjorden; og see, den ganske Svindehjord styrtede sig af Brinken i Søen og døde i Vandet. ³³ Men Hyrderne flyede og gik hen i Staden og kundgjorde det altsammen, og hvorledes det var gaaet med de Besatte. ³⁴ Og se, den ganske Stad gik ud at møde Jesus; og der de saae ham, bade de ham, om han vilde vige fra deres Grændser.

¹ Og han traadte ind i Skibet og foer over og kom til sin egen Stad. ² Og See, de førte en værkbruden til ham, som laa paa en Seng; og der Jesus saae deres Tro, sagde han til den Værkbrudne: Søn! vær frimodig, dine Synder er dig forladne. ³ Og see, nogle af de Skriftkloge sagde ved sig selv: denne bespotter Gud. ⁴ Og der Jesus saae deres Tanker, sagde han: hvi tænke I saa ondt i Eders Hjerter? ⁵ Thi hvilket er Lettere, at sige: dine Synder ere dig forladne? eller at sige: staa op og vandre? ⁶ Men at I skulle vide, at Menneskens Søn har Magt paa Jorden at forlader Synder, da siger han til den Værkbrudne: Staa op, og tag din Seng op, og gak til dit Huus. ⁷ Og han stod op og gik bort til sit Huus. ⁸ Men der Folket det saae, forundrede de sig, og prisede Gud, som havde givet Menneskene saadan Magt. ⁹ Og der Jesus gik bort derfra, saae han et Menneske sidde i Tolboden, han hed Matthæus; og han siger til ham: følg mig! Og han stod op og fulgte ham. ¹⁰ Og det skete, der han sad tilbors i Huset, see, da kom og mange Toldere og Syndere, og sadde tilbords med Jesus og hans Disciple. ¹¹ Og der Pharisæerne saae det, sagde de til hans disciple: hvi æder Eders Mester med Toldere og Syndere? ¹² Men der Jesus det hørte, sagde han til dem: de Karske have ikke Lægen behov, men de, som lide ilde. ¹³ Men gaar hen og lærer, hvad det er: Jeg vil Miskundhed og ikke Offer; thi jeg er ikke kommen at kalde Retfærdige, men Syndere til Omvendelse. ¹⁴ Da kom Johannes' Disciple til ham og sagde: hvi faste vi og Pharisæerne meget, men dine Disciple faste ikke? ¹⁵ Og Jesus sagde til dem: kunne Bryllupsfolkene sørge, saalænge Brudgommen er hos dem? Men de Dage skulle komme, naar Brudgommen skal borttages fra dem, og da skulle de faste. ¹⁶ Men Ingen sætter en Klud af nyt Klæde paa et gammelt Klædebon; thi Kluden river Noget fra Klædebonnet, og Hullet bliver være. ¹⁷ Man lader og ikke ny Viin i gamle Læderflasker, ellers briste Læderflaskerne, og Viinen spildes, og Læderflaskerne fordærves; men man lader ny Viin i nye Læderflasker, saa blive de begge bevarede. ¹⁸ Der han dette talede til dem, see, da kom en Øverste og faldt ned for ham og sagde: Min Datter er just nu død; men kom og læg din Haand paa hende, saa bliver hun levende. ¹⁹ Og Jesus stod op og fulgte ham med sine Disciple. ²⁰ Og see, en Kvinde, som havde tolv Aar havt Blodflod, traadte til bag fra og rørte ved Sømmen af hans Klædebon; ²¹ thi hun sagde ved sig selv: dersom jeg ikkun rør ved hans Klædebon, da bliver jeg helbredt. ²² Men Jesus vendte sig om, og da han saae hende, sagde hen: Datter! vær frimodig, din tro har frelst dig. Og Kvinden blev helbredt fra den samme Stund. ²³ Og der Jesus kom i den Øverstes Huus og saae Piberne og Folket, som buldrede, og sagde han til dem: ²⁴ viger bort, thi Pigen er ikke død, men hun sover. Og de beloe ham. ²⁵ Men der Folket var uddrevet, gik han ind og tog hende fat ved Haanden, da stod Pigen op. ²⁶ Og dette Rygte kom ud i det ganske Land. ²⁷ Og der Jesus gik frem derfra, fulgte ham to Blinde, som raabte og sagde: du Davids Søn! forbarme dig over os. ²⁸ Men der han kom i Huset, gik de Blinde til ham, og Jesus siger til dem: troe I, at jeg kan gjøre dette? De sige til ham: ja, Herre! ²⁹ Da rørte han ved deres Øine og sagde: Eder skee efter Eders Tro! ³⁰ Og deres Øine bleve aabnede. Og Jesus bød dem strengeligen og sagde: seer til, at Ingen faar det at vide. ³¹ Men da de gik ud, udspredte de hans Rygte i det ganske Land. ³² Men der disse vare udgangne, see, da førte de et stumt Menneske til ham, som var besat. ³³ Og der Djævelen var uddreven, talede den Stumme. Og Folket forundrede sig og sagde: aldrig er saadant seet i Israel. ³⁴ Men Pharisæerne sagde: han uddriver Djævle ved Djævelenes Øverste. ³⁵ Og Jesus gik omkring i alle Stæder og Byer, og lærte i deres Synagoger og prædikede Rigets Evangelium og Helbredte al Sygdom og al Skrøbelighed iblandt Folket. ³⁶ Men der han saae Folket, ynkedes han inderligen over dem; thi de vare forsmægtede og adspredte som Faar, der ikke have Hyrde. ³⁷ Da sagde han til sine Disciple: Høsten er vel stor, men Arbeiderne faa; ³⁸ beder derfor Høstens Herre, at han udsender Arbeidere i sin Høst.

¹ Og han kaldte sine tolv Disciple til sig og gav dem Magt over de urene Aander, at uddrive dem, og at helbrede al Sygdom og Skrøbelighed. ² Men disse ere de tolv Apostlers Navne: den første, Simon, som kaldes Petrus, og Andreas, hans Broder; Jakobus, Zebedæus' Søn, og Johannes, hans Broder; ³ Philippus og Bartholomæus; Thomas og Matthæus den Tolder; Jakobus, Alphæus' Søn, og Lebbæus med Tilnavnet Thaddæus; ⁴ Simon Cananites og Judas Ischariot, som og forraadte ham. ⁵ Disse Tolv udsendte Jesus, bød dem og sagde: gaar ikke ind i de Samaritaners Stad. ⁶ Men gaaer hellere hen til de fortabte Faar af Isarels Huus. ⁷ Og naar I gaae ud, da prædiker og siger, at Himmeriges Rige er kommet nær. ⁸ Helbreder de Syge, renser de spedalske, opvækker de Døde uddriver Djævle. I have annammet det for Intet, giver det for Intet. ⁹ I skulle ikke have Guld, ei Sølv, ei Kobber i Eders Belter; ¹⁰ ei Taske til at reise med, ei heller to kjortler, ei heller Skoe, ei heller Stav; thi en Arbeider er sin Føde værd. ¹¹ Men hvilken Stad eller By I komme ind udi, udspørger, hvem der er i den, som er det værd, og bliver der, indtil I drage bort. ¹² Men naar I gaae ind i et Huus, da hilser det; ¹³ og dersom samme Huus er det værd, da komme Eders Fred over det; men dersom det ikke er det værd, da vende Eders Fred til Eder igjen, ¹⁴ og dersom Nogen ikke vil annamme Eder og ei høre Eders Taler, gaaer ud af det Huus eller den Stad, og afryster Støvet af Eders Fødder. ¹⁵ Sandelig siger jeg Eder, det skal gaae Sodomiters og Gomoriters Land lideligere paa Dommens Dag end denne Stad. ¹⁶ See, jeg sender Eder som Faar midt iblandt Ulve, vorder derfor snilde som Slanger og eenfoldige som Duer. ¹⁷ Vogter Eder for Menneskene; thi de skulle overantvorde Eder til Raadet og hudstryge Eder i deres Synagoger. ¹⁸ I skulle og føres for Fyrster og Konger for min Skyld, dem og Hedningerne til et Vidnesbyrd. ¹⁹ Men naar de overantvorde Eder, da bekymrer Eder ikke for, hvorledes eller hvad I Skulle tale; thi det skal gives Eder i den samme Time, hvad I skulle tale. ²⁰ Thi I ere ikke de, som tale, men det er Eders Faders Aand, som taler i Eder. ²¹ Men en Broder skal forraade den anden til Døden, og en Fader sit Barn, og Børn skulle sætte sig op mod Forældre og aflive dem. ²² Og I skulle hades af Alle for mit Navns Skyld; men den, som bliver bestandig indtil Enden, han skal blive salig. ²³ Men naar de forfølge Eder i een Stad, da flyer til en anden; thi sandelig siger jeg Eder: I skulle ikke komme til Ende med Israels Stæder, førend Menneskens Søn kommer. ²⁴ Disciplen er ikke over Mesteren, ei heller Tjeneren over sin Herre. ²⁵ Det er Disciplen nok, at han bliver som hans Mester, og Tjeneren som Hans Herre; have de kaldet Huusbonden Beelzebul, hvor meget mere hans Huusfolk. ²⁶ Frygter derfor ikke for dem; thi Intet er skjult, som jo skal aabenbares, og Intet er lønligt, som man jo skal faae at vide. ²⁷ Hvad jeg siger Eder i Mørket, det taler i Lyset; og hvad der siges Eder i Øret, det prædiker paa Tagene. ²⁸ Og frygter ikke for dem, som flaae Legemet ihjel, men kunne ikke flaa Sjælen ihjel; menfrygter hellere for den, som kan fordærve baade Sjæl og Legeme i Helvede. ²⁹ Sælges ikke to Spurve for en Penning? og ikke een af dem falder til Jorden uden Eders Faders Villie. ³⁰ Ja, endog alle eders hovedhaar ere talte. ³¹ Frygter derfor ikke; I ere bedre end mange Spurve. ³² Derfor, hvo som vil bekjende mig for Menneskene, den vil jeg og bekjende for min Fader, som er i Himlene. ³³ Men hvosomhelst vil nægte mig for Menneskene, den vil jeg og nægte for min Fader, som er i Himlene. ³⁴ I skulle ikke mene, at jeg er kommen at bringe Fred paa Jorden; jeg er ikke kommen at bringe Fred, men Sværd. ³⁵ Thi jeg er kommen at tvistiggøre et Menneske imod sin Fader, og Datteren imod sin Moder, og Sønnens Hustru imod hendes Mands Moder, ³⁶ og en Mands Huusfolk skulle være hans Fjender. ³⁷ Hvo som elsker Fader eller Moder mere end mig, er mig ikke værd; og hvo som elsker Søn eller Datter mere end mig, er mig ikke værd; ³⁸ og hvo som ikke tager sit kors og følger mig, er mig ikke værd. ³⁹ Hvo som finder sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. ⁴⁰ Hvo som annammer Eder, annammer mig; og hvo mig annammer, annammer den som har udsendt mig. ⁴¹ Hvo som annammer en Prophet, fordi han er en Prophet, skal faae en Prophets Løn; og hvo som annammer en Retfærdig, fordi han er en Retfærdig, skal faae en Retfærdigs Løn. ⁴² Og hvo som giver en af disse Ringe ikkun et Bæger koldt Vand at drikke, fordi han er en Discipel, sandelig siger jeg Eder, han skal ingenlunde miste sin Løn.

¹ Og det skete, der Jesus havde fuldendt denne Befaling til sine tolv Disciple, gik han frem derfra, at lære og prædike i deres Stæder. ² Men der Johannes hørte i Fængslet Christi Gjerninger, sendte han to af sine Diciple og lod ham sige: ³ Er du den, som kommer, eller skulle vi vente en anden? ⁴ Og Jesus svarede og sagde til dem: gaaer hen og forkynder Johannes de Ting, som I høre og see: ⁵ Blinde see, og Halte gaae, Spedalske renses, og Døve høre, Døde staae op, og Evangelium prædikes for Fattige; ⁶ og salig er den, som ikke forarges paa mig. ⁷ Men der disse gik bort, begyndte Jesus at sige til Folket om Johannes: hvad ere I udgangne i Ørken at skue? et Rør, som bevæges hid og did af Veiret? ⁸ Eller hvad ere I udgangne et see? et Menneske, iført bløde Klæder? See, de, som bære bløde Klæder, ere i Kongers Huse. ⁹ Eller hvad ere I udgangne at see? en Prophet? Ja, jeg siger Eder, endog langt mere end en Prophet! ¹⁰ Thi han er den, om hvem der er skrevet: see, jeg sender min Engel for dit Ansigt, som skal berede din Vei for dig. ¹¹ Sandelig siger jeg Eder: iblandt dem, som ere fødte af Kvinder, er ingen Større opstanden end Johannes den Døber; men den Mindste i Himmeriges Rige er større end han. ¹² Men fra Johannes den Døbers Dage indtil nu trænger man med Vold ind i HimmerigesRige, og de, som trænge ind, rive det til sig. ¹³ Thi alle Propheter og Loven spaaede indtil Johannes. ¹⁴ Og dersom I ville tro det: han er Elias, som skal komme. ¹⁵ Hvo som har Øren at høre med, han høre! ¹⁶ Men hvem skal jeg ligne denne Slægt ved? Den er lig de smaa Børn, som sidde paa Torvene og raabe til deres Staldbrødre og sige: ¹⁷ vi fløitede for Eder, og I vilde ikke danse, vi sang klagelig for Eder, og I vilde ikke græde. ¹⁸ Thi Johannes kom, som hverkend aad eller drak, og de sige: han haver Djævelen. ¹⁹ Menneskens Søn kom, som æder og drikker, og de sige: see, en Fraadser og en Viindranker, Tolderes og Synderes Ven! Dog Viisdommen er retfærdiggjort af sine Børn. ²⁰ Da begyndte han at skamme de Stæder ud, i hvilke hans fleste kraftige Gjerninger vare gjorte, fordi de ikke havde omvendt sig. ²¹ Vee dig, Chorazin! vee dig, Bethsaida; thi havde de kraftige Gjerninger været gjorte i Thyrus og Sidon, som ere gjorte i Eder, da havde de længe siden omvendt sig i Sæk og Aske. ²² Men jeg siger Eder: det skal gaae Thyrus og Sidon lideligere paa Dommens Dag end Eder. ²³ Og du, Capernaum! du skal nedstødes indtil Helvede; thi dersom de kraftige Gjerninger havde været gjorte i Sodoma, som ere gjorte i dig, var den bleven indtil denne Dag. ²⁴ Men jeg siger Eder: det skal gaae Sodomas Land lideligere paa Dommens Dag end dig. ²⁵ Paa den samme Tid udbrød Jesus og sagde: jeg priser dig, Fader, Himmelens og Jordens Herre! at du har skjult dette for de Vise og Forstandige og aabenbaret det for de Umyndige. ²⁶ Ja, Fader! thi det var saaledes behageligt for dig. ²⁷ Alle Ting ere mig overgivne af min Fader; og Ingen kjender Sønnen uden Faderen, og Igen kjender Faderen uden Sønnen og den, som Sønnen vil det aabenbare. ²⁸ Kommer hid til mig, Alle, som arbeide og ere besværede! og jeg vil give Eder Hvile. ²⁹ Tager mit Aag paa Eder og lærer af mig, thi jeg er sagtmodig og ydmyg af Hjertet: saa skulle I finde Hvile for Eders Sjæle. ³⁰ Thi mit Aag er gavnligt, og min Byrde er let.

¹ Paa den samme Tid gik Jesus igjennem Sæden paa Sabbaten; men hans Disciple hungrede og begyndte at plukke Ax og at æde. ² Men der Pharisæerne saae det, sagde de til ham: see, dine Disciple gjøre det, som ikke er tilladt at gjøre paa Sabbaten. ³ Men han sagde til dem: have I ikke læst, hvad David gjorde, der han hungrede og de, som vare med ham? ⁴ Hvorledes han gik ind i Guds Huus og aad Skuebrødene, hvilke det ikke var ham tilladt at æde, ei heller dem, som vare med ham, men alene Præsterne? ⁵ Eller have I ikke læst i Loven, at Præsterne vanhellige Sabbaten i Templet paa Sabbaten og ere uskyldige? ⁶ Men jeg siger Eder, at den er her som er større end templet. ⁷ Men dersom I havde vidst, hvad det er: jeg har Villie til Miskundhed og ikke til Offer, da havde I ikke fordømt de Uskyldige. ⁸ Thi Menneskens Søn er Herre, ogsaa over Sabbaten. ⁹ Og han gik frem derfor og kom i deres Synagoge. ¹⁰ Og see, der var et Menneske, som havde en vissen Haand; og de spurgte ham ad og sagde: er det tilladt at helbrede paa Sabbaten? at de kunde anklage ham. ¹¹ Men han sagde til dem: hvilket Menneske er blandt Eder, som har eet Faar og ikke, dersom det falder i en Grav paa Sabbaten, tager fat paa det og løfter det op? ¹² Hvor meget bedre er nu et Menneske end et Faar? Altsaa er det tilladt, at gjøre vel paa Sabbaten. ¹³ Da sagde han til Mennesket: udræk din Haand! og han rakte den ud, og den blev igjen sund som den anden. ¹⁴ Men Pharisæerne gik ud og holdt Raad mod ham, hvorledes de kunde omkomme ham. ¹⁵ Men der Jesus mærkede det, veg han bort derfra; og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem alle. ¹⁶ Og han bød dem strengeligen, at de ikke maatte aabenbare ham; ¹⁷ at det skulde fuldkommes, som er talt ved Prophten Esaias, som siger: ¹⁸ see min Tjener, som jeg har udvalgt, min Elskelige, hvilken min Sjæl har Velbehagelighed! jeg vil give min Aand i ham, og han skal forkynde Hedningerne Ret. ¹⁹ Han skal ikke trætte og ei raabe, og der skal ikke Nogen høre hans Røst paa Gaderne. ²⁰ Han skal ikke sønderbryde det knusede Rør og ei udslukke den rygende Taande, indtil han udfører Retten til Seier. ²¹ Og Hedningerne skulle haabe paa hans Navn. ²² Da blev en Besat ført til ham, som var blind og stum; og han helbredte ham, saa at den Blinde og Stumme baade talede og saae. ²³ Og alt Folket forfærdedes og sagde: mon denne ikke er den Davids Søn? ²⁴ Men der Pharisæerne det hørte, sagde de: denne uddriver ikke Djævle, uden ved Belzebul, Djævelens Øverste. ²⁵ Men saasom Jesus vidste deres tanker, sagde han til dem: hvert Rige, som er splidagtigt med sig selv, bliver øde; og hver Stad eller Huus, som er splidagtigt med sig selv, kan ikke bestaae. ²⁶ Hvis da satan uddriver Satan, saa er han splidagtig med sig selv; hvorledes kan da hans Rige bestaae? ²⁷ Og om jeg uddriver Djævle ved Beelzebul, ved hvem uddrive da Eders Børn dem? Derfor skulle de vare Eders Dommere. ²⁸ Men dersom jeg uddriver Djævle ved Guds Aand, er jo Guds Rige kommet til Eder. ²⁹ Eller hvorledes kan Nogen gaae ind i den Stærkes Huus, og røve ham hans Redskaber fra, uden han først binder den Stærke Da kan han plyndre hans Huus. ³⁰ Hvo som ikke er med mig, er imod mig; og hvo som ikke samler med mig, adspreder. ³¹ Derfor siger jeg Eder: al Synd og Bespottelse skal forlades Menneskene, men Bespottelse imod Anden skal ikke forlades Menneskene. ³² Og hvo som taler Noget imod Menneskens Søn, det skal forlades ham; men hvo som taler imod den Hellig Aand, han skal det ikke forlades, hvorken i denne Verden, ei heller i den tilkommende. ³³ Lader enten Træet være godt, og dets Frugt god; eller lader Træet være raaddent, og dets Frugt raadden; thi Træet kjendes paa Frugten. ³⁴ I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. ³⁵ Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. ³⁶ Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet. ³⁷ Thi af dine Ord skal du kjendes retfærdig, og af dine Ord skal du fordømmes. ³⁸ Da svarede nogle af de Skriftkloge og Pharisæer og sagde: Mester! vi ville see et Tegn af dig. ³⁹ Men han svarede og sagde til dem: den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, men denskal intet Tegn gives, uden Jonas' Phrophetens Tegn. ⁴⁰ Thi ligesom Jonas var tre Dage og tre Nætter i Hvalfiskens Bug, saaledes skal Menneskens Søn være tre Dage og tre Nætter i Jordens Skjød. ⁴¹ De Mænd af Ninive skulle opstaae ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi de omvendte sig ved Jonas' Prædiken; og see, her er Mere end Jonas. ⁴² Dronningen fra Sønden skal opstaa ved Dommen imod denne Slægt, og fordømme den; thi hun kom fra Jordens Grændser at høre Salomons Viisdom; og see, her er Mere end Salomon. ⁴³ Men naar den urene Aand er udfaren af Mennesket, vandrer han igjennem tørre Steder, søger Hvile, og finder den ikke. ⁴⁴ Da siger han: jeg vil vende om til mit Huus, som jeg gik ud af; og naar han kommer, finder han det ledigt, feiet og prydet. ⁴⁵ Saa gaar han, og tager syv andre Aander tillige med sig, som ere værre end han selv, og naar de ere komne derind, boe de der; og det Sidste bliver værre end dette Menneske end det Første. Saaledes skal det og gaae denne onde Slægt. ⁴⁶ Men der han endnu talede til Folket, see, da stode hans Moder og hans Brødre udenfor og begjerede at tale med ham. ⁴⁷ Da sagde En til ham: see, din Moder og dine Brødre staae udenfor og begjere at tale med dig. ⁴⁸ Men han svarede og sagde til den, som sagde ham det: hvo er min Moder? og hvilke ere mine Brødre? ⁴⁹ Og han rakte sin Haand ud over sine Disciple og sagde: see, min Moder og mine Brødre! ⁵⁰ Thi hvo som gjør min Faders Villie, som er i Himlene, den er min Broder og Søster og Moder.

¹ Paa den samme Dag gik Jesus ud af Huset og satte sig ved Søen. ² Og meget Folk forsamledes til ham, saa han steg i Skibet og satte sig; og alt Folket stod paa Strandbredden. ³ Og han talede meget til dem ved Lignelser og sagde: see, en Sædemand gik ud at saae. ⁴ Og idet han saaede, faldt Noget ved Veien; og Fuglene kom, og aade det op. ⁵ Men Noget faldt paa Steengrund, hvor det ikke havde megen Jord: og det voxte snart op, fordi det ikke havde dyb Jord. ⁶ Men der Solen gik op, blev det forbrændt, og fordi det ikke havde rod, visnede det. ⁷ Men Noget faldt iblandt Torne; og Tornene voxte op, og kvalte det. ⁸ Men Noget faldt i god Jord, og bar Frugt; Noget hundrede Fold, men Noget Tresindstyve Fold, men Noget dredive Fold. ⁹ Hvo som haver Øren at høre med, han høre! ¹⁰ Og disciplene gik til ham og sagde til ham: hvi taler du til dem ved Lignelser? ¹¹ Men han svarede og sagde til dem: Eder er det givet at forstaae Himmeriges Rige Hemmeligheder; men dem er det ikke givet. ¹² Thi hvo som haver, han skal gives og han skal have til Overflod; men Hvo som ikke haver, ham skal endog fratages, det han haver. ¹³ Derfor taler jeg til dem ved Lignelser, fordi de skjøndt seende dog ikke see, og hørende dog ikke høre, og forstaae ikke heller. ¹⁴ Og i dem fuldkommes Esaias' Spaadom, som siger: med Eders Øren skulle I høre, og dog ikke forstaae, og se med Eders Øine, og ikke fatte. ¹⁵ Thi dette Folks Hjerte er blevet forhærdet, og med Ørene høre de tungt, og deres Øine have de tillukt, paa det de ikke skulle komme til at see med Øinene og høre med ørene ogforstaae med Hjertet og omvende sig, at jeg maatte helbrede dem. ¹⁶ Men salige ere Eders Øine, at de see, og Eders Øren, at de høre. ¹⁷ Thi sandelig siger jeg Eder: mange Propheter og Retfærdige begjerede at see det, I see, og faae det ikke; og at høre det, I høre, og hørte det ikke. ¹⁸ Saa hører I nu den Lignelse om Sædemanden. ¹⁹ Naar Nogen hører Rigets Ord, og forstaar det ikke, da kommer den Onde, og river det bort, som er saaet i hans Hjerte, denne er det, som er saaet ved Veien. ²⁰ Men det, som er saaet paa Steengrund, er den, som hører Ordet, og annammer det strax med Glæde. ²¹ Men han har ikke Rod i sig, og bliver kun ved til en Tid; men naar Trængsel eller Forfølgelse kommer for Ordets Skyld, forarges han strax. ²² Men det, som er saaet iblandt Torne, er den, som hører Ordet; og denne Verdens Bekymring og Rigdoms Forfølgelse kvæler Ordet, og det bliver uden Frugt. ²³ Men det, som er saaet i god Jord, er den, som hører Ordet, og forstaae det, som ogsaa bærer Frugt, En hundrede Fold, en Anden tresindstyve Fold, en Anden tredive Fold. ²⁴ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige lignes ved et Menneske, som saaede god Sæd i sin Ager. ²⁵ Men der Folkene sov, kom hans Fjende, og saaede Klinte iblandt Hveden, og gik bort. ²⁶ Men der Grøden voxte og bar Frugt, da lod ogsaa Klinten sig tilsyne. ²⁷ Men Huusbondens tjenere kom frem og sagde til ham: Herre, saaede du ikke god Sæd i din ager? Hvorfra har den da Klinten? ²⁸ Han sagde til ham: det har et fjensk Menneske gjort. Da sagde Tjeneren til ham: vil du da, at vi skulle gaae hen og luge den af? ²⁹ Men han sagde: Nei, paa det I ikke skulle tillige med den rykke Hveden op, naar I luge Klinten af. ³⁰ Lader dem begge voxe tilsammen indtil Høsten; og i Høstens Tid vil jeg sige til Høstfolkene: sanker først Klinten tilsammen, og binder den i Knipper, at opbrænde den; men samler Hveden i min lade. ³¹ Han fremsatte en anden Lignelse for dem og sagde: Himmeriges Rige ligner et Sennepskorn, som et Menneske tog og saaede i sin Ager. ³² Dette er vel mindre end alt andet Frø, men naar det voxer op, er det større end Urterne, og bliver et Træ, saa at Himmelens Fugle komme og bygge Rede i dets Grene. ³³ Han sagde dem en anden Lignelse: Himmeriges Rige ligner en Suurdeig, hvilken en kvinde tog og nedlagde i tre Maader Meel, indtil det blev syret altsammen. ³⁴ Alt dette talede Jesus til folket ved Lignelser, og uden Lignelse talede han Intet til dem; ³⁵ at det skulde fuldkommes, som er talet ved Propheten, som siger: jeg vil oplade min Mund i Lignelser; jeg vil udsige det, som har været skjult, fra Verdens Grundvold blev lagt. ³⁶ Da lod Jesus Folket fare og kom til sit Huus; og hans Disciple gik til ham og sagde: forklar os den Lignelse om Klinten paa Ageren. ³⁷ Men han svarede og sagde til dem: den, som saaer den gode Sæd, er Menneskens Søn. ³⁸ Men Ageren er Verden; og den gode Sæd er Rigets Børn; og Klinten er den Ondes Børn; ³⁹ og Fjenden, som den saaede, er Djævelen og Høsten er Verdens Ende; og Høstfolkene ere Englene. ⁴⁰ Derfor, ligesom Klinten sankes og opbrændes med Ild, saa skal det og skee ved denne Verdens Ende. ⁴¹ Menneskens Søn skal udsende sine Engle, og de skulle sanke af hans Rige alle Forargelser og dem, som gjøre Uret. ⁴² Og de skulle kaste dem i Ild-ovnen; der skal være Graad og Tænders Gnidsel. ⁴³ Da skulle de Retfærdige skinne som Solen i deres Faders Rige. Hvo som har Øren at høre med, han høre. ⁴⁴ Atter lignes Himmerigets Rige ved et liggendefæ, skjult i en Ager, hvilket et Menneske fandt og skjulte, og gik hen af Glæde derover og solgte alt det, han havde og kjøbte den Ager. ⁴⁵ Atter lignes Himmeriges Rige ved en Kjøbmand, som søgte efter gode Perler; ⁴⁶ hvilken, der han fandt en meget kostelig Perle, gik hen og solgte alt det, han havde, og købte samme. ⁴⁷ Atter er Himmerigets Rige ligt en Vod, som kastes i Havet, og som samler af alle slags Fisk. ⁴⁸ Naar den er fuld, drage de den op paa Srandbredden, og sidde og sanke de gode tilsammen i Kar, men de raadne kaste de ud. ⁴⁹ Saaledes skal det gaae ved Verdens Ende. Englene skulle udgaae, og skille de Onde ud fra de Retfærdige, ⁵⁰ og kaste dem i Ildovnen; der skal være graad og Tænders Gnidsel. ⁵¹ Jesus siger til dem: forstode I dette altsammen? De sige til ham: ja, Herre! ⁵² Men han sagde til dem: saaledes er hver Skriftklog, som er oplært til Himmeriges Rige, ligesom en Huusbonde, der bringer frem af sit Forraad Nyt og Gammelt. ⁵³ Og det begav sig, der Jesus havde fuldendt disse Lignelser, drog han bort derfra. ⁵⁴ Og han kom til sit Fædrene land og lærte dem i deres Synagoge, saa at de forundrede sig saare og sagde: hveden har denne saadan Viisdom og de kraftige Gjerninger? ⁵⁵ Er denne ikke den Tømmermands Søn? hedder ikke hans Moder Maria? og hans Brødre Jakob og Jofes og Simon og Judas? ⁵⁶ Og ere ikke alle hans Søstre hos os? hveden har denne da alt dette? ⁵⁷ Og de foragedes paa ham. Men Jesus sagde til dem: en Prophet er ikke foragtet, uden i sit Fædrende land og i sit Huus. ⁵⁸ Og han gjorde der ikke mange kraftige Gjerninger formedelst deres Vantro.

¹ Paa den samme Tid hørte Herodes, den Fjerdingsfyrste, Rygtet om Jesus. ² Og han sagde til sine Tjenere: denne er Johannes den Døber; han er opreist fra de Døde, derfor tee sig og de kraftige Gjerninger i ham. ³ Thi Herodes havde grebet Johannes og bundet ham og kastet ham i Fængsel for Herodias', sin Broder Phililipus Hustrus, Skyld. ⁴ Thi Johannes sagde til ham: det er dig ikke tilladt at have hende. ⁵ Og han havde gjerne slaget ham ihjel, men frygtede for Folket, thi de holdt, ham for en Prophet. ⁶ Men der Herodes holdt sin Fødselsdag, dansede Heodias' Datter for dem; og hun behagede Herodes. ⁷ Derfor lovede han med en Ed at give hende, hvad hun begjerede. ⁸ Men da hun var tilforn underviist af sin Moder, sagde hun: giv mig hid Johannes den Døbers Hoved paa et Fad. ⁹ Og Kongen blev bedrøvet; men for de Eders og for Gjesternes Skyld befoel han det at gives hende. ¹⁰ Og han sendte hen og lod Johannes halshugge i Fængslet. ¹¹ Og hans Hoved blev baaret paa et Fad og givet Pigen; og hun bar det til sin Moder. ¹² Da kom hans Disciple og toge Legemet og jordede det, og de kom og forkyndte Jesus det. ¹³ Og der Jesus det hørte, veg han bort derfra ud i et Skib til et øde Sted afsides; og der Folket det hørte, fulgte de ham tillands fra Stæderne. ¹⁴ Og der Jesus gik frem, saae han meget Folk, og han ynkedes inderligen over dem og helbredte deres Syge. ¹⁵ Men der det var blevet Aften, gik hans Disciple til ham og sagde: Stedet er øde, og Tiden er allerede forløben; lad Folket fare, at de kunne gaae hen i byerne og kjøbe sig Mad. ¹⁶ Men Jesus sagde til dem: de have ikke behov at gaae bort; giver I dem at æde. ¹⁷ Men Jesus sagde til dem: vi have her ikke uden fem Brød og to Fiske. ¹⁸ Men han sagde: henter mig dem hid. ¹⁹ Og han bød Folket sætte sig ned paa Græsset, og tog de fem Brød og de to Fiske, saae op til Himmelen, og velsignede dem; og han brød dem, og gav sine Disciple Brødene, men Disciplene gave Folket dem. ²⁰ Og de aade alle og bleve mætte; og de opsamlede de overblevne Stykker, tolv Kurve fulde. ²¹ Men de, som aade, vare ved fem tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. ²² Og strax nødte Jesus sine Disciple til at gaae i Skibet, og i Forveien sætte over til hiin Side, indtil han fik ladet Folket fare. ²³ Og der han havde ladet Folket fare, gik han paa et Bjerg afsides for at bede. Men det var blevet Aften, var han alene der. ²⁴ Men Skibet var allerede midt paa Søen, og led Nød af Bølgerne; thi Veiret var dem imod. ²⁵ Men i den fjerde Nattevagt kom Jesus til dem, vandrende paa Søen. ²⁶ Og der Disciplene saae ham vandre paa Søen, bleve de forskrækkede og sagde: det er et Spøgelse; og de skrege af Frygt. ²⁷ Men Jesus talede strax til dem og sagde: værer frimodige; det er mig, frygter ikke. ²⁸ Men Peter svarede ham og sagde: Herre! dersom det er dig, da byd mig komme til dig paa Vandet. ²⁹ Men han sagde: kom! Og Peter traadte ned af Skibet og vandrede paa Vandet, for at komme til Jesus. ³⁰ Men der han saae det stærke Veir, frygtede han; og da han begyndte at synke, raabte han og sagde: Herre, frels mig! ³¹ Og Jesus udrakte strax Haanden, og tog fat paa ham og sagde til ham: du lidet Troende, hvi tvivlede du? ³² Og der de stege ind i Skibet, stilledes Veiret. ³³ Men de, som vare i Skibet, kom og faldt ned for ham og sagde: du er sandelig Guds Søn. ³⁴ Og da de vare farne over, kom de til Genezareths Land. ³⁵ Og der Folket paa samme sted kjendte ham, sendte de ud i det ganske Land trindt omkring, og førte alle de Syge til ham. ³⁶ Og de bade ham, at de maatte ikkun røre ved Sømmen paa hans Klædebon; og alle de, som rørte derved, bleve helbredede.

¹ Da kom Skriftkloge og Pharisæer af Jesusalem til Jesus og sagde: ² hvi overtræde dine Disciple de Gamles Vedtægt? thi de toe ikke deres Hænder, idet de æde Brødet. ³ Men han svarede og sagde til dem: hvi overtræde og I Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld? ⁴ Thi Gud har budet, sigende: ær Fader og Moder; og hvo som bander Fader eller Moder, skal visselig døe. ⁵ Men I sige: hvo som siger til Fader eller Moder: det, hvormed jeg kunde hjulpet dig, er en Gave, han behøver ikke at ære sin Fader eller sin Moder. ⁶ Saaledes have I tilintetgjort Guds Bud for Eders Vedtægts Skyld. ⁷ I Øienskalke! Esias spaaede retteligen om Eder, da han sagde: ⁸ dette Folk holder sig nær til mig med sin Mund, og ærer mig med Læberne; men deres Hjerte er langt fra mig. ⁹ Men de dyrke mig forgjeves, idet de lære saadanne Lærdomme, som ere Menneskers Bud. ¹⁰ Og han kaldte Folket til sig og sagde til dem: hører til og forstaaer! ¹¹ Ikke det, som indkommer i Munden, gjør Mennesket ureent, men det, som udgaaer af Munden, dette gjør Mennesket ureent. ¹² Da gik hans Disciple frem og sagde til ham veed du, at Pharisæerne have forarget sig, der de hørte denne Tale? ¹³ Men han svarede og sagde: hver Plantning, som min himmelske Fader ikke har plantet, skal med Rod oprykkes. ¹⁴ Lader dem fare, Blinde ere Blindes Veiledere; men naar en Blind leder en Blind, da falde de begge i Graven. ¹⁵ Men Peter svarede og sagde til ham: forklar os denne Lignelse. ¹⁶ Men Jesus sagde: ere og I endnu uforstandige? ¹⁷ Forstaae I ikke endnu, alt det, som indkommer i Munden, gaaer I Bugen og udføres ad den unaturlige Gang? ¹⁸ Men det, som udgaaer af Munden, kommer ud af Hjertet, og det gjør Mennesket ureent. ¹⁹ Thi af Hjertet udkomme onde Tanker, Mord, Hoer, Skjørlevnet, Tyverier, falske Vidnesbyrd, Bespottelser. ²⁰ Disse ere de Ting, som gjøre Mennesket ureent; men at æde med utoede Hænder, gjør ikke Mennesket ureent. ²¹ Og Jesus gik bort derfra og drog til Thyrus' og Sidons Egne. ²² Og see, en cananæisk Kvinde kom fra de samme Grændser, raabte og sagde til ham: Herre, Davids Søn! forbarm dig over mig! min Datter plages ilde af Djævelen. ²³ Men han svarede hende ikke et Ord. Da traadte hans disciple til ham, bade ham og sagde: skil dig af med hende, thi hun raaber efter os. ²⁴ Men han svarede og sagde: jeg er ikke udsendt uden til de fortabte Faar af Israels Huus. ²⁵ Men hun kom og faldt ned for ham og sagde: Herre, hjælp mig! ²⁶ Men han svarede og sagde: det er ikke smukt at tage Børnenes Brød og kaste det for smaa Hunde. ²⁷ Men hun sagde: jo, Herre! Hunde æde dog og af de Smuler, som falde af deres Herres Bord. ²⁸ Da svarede Jesus og sagde til hende: o Kvinde, din Tro er stor, dig skee, som du vil! Og hendes Datter blev karsk fra den samme Time. ²⁹ Og Jesus gik frem derfra og kom til den galilæiske Sø, og han gik op paa et Bjerg og satte sig der. ³⁰ Og meget Folk kom til ham og havde med sig Halte, Blinde, Stumme, Krøblinger og mange andre; og de lagde dem for Jesu Fødder, og han helbredte dem. ³¹ saa at Folket forundrede sig, der de saae, at de Stumme talede, Krøblinger vare helbredede, Halte gik, og Blinde saae; og de prisede Israels Gud. ³² Men Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: mig ynkes inderligen over Folket, thi de have nu tøvet hos mig tre Dage, og have Intet at æde; og lade dem fastende fare vil jeg ikke, paa det de ikke skulle forsmægte paa Veien. ³³ Og hans Disciple sagde til ham: hveden skulle vi faae saa mange Brød, i Ørken, at vi kunne mætte saa meget Folk? ³⁴ Og Jesus sagde til dem: hvor mange Brød have I? Men de sagde: syv og faa smaa Fiske. ³⁵ Og han bød Folket sætte sig ned paa Jorden. ³⁶ Og han tog de syv Brød og Fiskene, takkede, brød dem og gav sine Disciple dem, menDisciplene Folket. ³⁷ Og de aade alle og bleve mættede; og de samlede de overblevne Stykker, syv Kurve fulde. ³⁸ Men de, som aade, vare fire tusinde Mænd, foruden Kvinder og Børn. ³⁹ Og der han havde ladet Folket fare, gik han i et Skib og kom til Magdalas Grændser.

¹ Og Pharisæerne og Sadducæerne gik frem, fristede ham og begjerede, at han vilde vise dem et Tegn af Himmelen. ² Men han svarede og sagde til dem: om Aftenen sige I: det bliver en skjøn Dag, thi Himmelen er rød; ³ og om Morgenen: det bliver Storm i Dag, thi Himmelen er rød og mørk. I Øienskalke! om Himmelens Skikkelse vide I at dømme, men om Tidernes Tegn kunne I ikke. ⁴ Den onde og vanartige Slægt begjerer Tegn, og den skal intet Tegn gives uden Jonas Prophetens Tegn. Og han forlod dem og gik bort. ⁵ Og der hans Disciple fore over til hiin Side, havde de glemt at tage Brød med. ⁶ Og Jesus sagde til dem: seer til og tager Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig. ⁷ Da tænkte de ved sig selv og sagde: det er, fordi vi ikke toge Brød med. ⁸ Men som Jesus det vidste, sagde han til dem: I lidet Troende! hvi tænkte I ved Eder selv derpaa, at I ikke toge Brød med? ⁹ Forstaae I ikke endnu? komme I ikke heller ihu de fem Brød iblandt de fem Tusinde, og hvor mange Kurve I da toge op? ¹⁰ Ikke heller de syv Brød iblandt de fire Tusinde, hvor mange Kurve I da toge op? ¹¹ Hvorledes forstaae I da ikke, det ei var om Brød jeg sagde til Eder, at I skulde tage Eder vare for Pharisæernes og Sadducæernes Suurdeig? ¹² Da forstode de, at han havde ikke sagt, at de skulde tage sig vare for Brødets Suurdeig, men for Pharisæernes og Sadducæernes Lærdom. ¹³ Men der Jesus var kommen i Egnen af Cæsarea Philippe, spurgte han sine Disciple ad og sagde: hvad sige Menneskene mig, Menneskens Søn, at være? ¹⁴ Men de sagde: Nogle sige, at du er Johannes den Døber: men Andre, Elias; men Andre, Jeremias eller een af Propheterne. ¹⁵ Han siger til dem: men I, hvem sige I mig at være? ¹⁶ Da svarede Simon Petrus og sagde: du er Christus, den levende Guds Søn? ¹⁷ Og Jesus svarede og sagde til ham: salig er du, Simon Jonas' Søn! thi Kjød og Blod har ikke aabenbaret dig det, men min Fader, som er i Himlene. ¹⁸ Men jeg siger dig ogsaa, at du er Petrus, og paa denne klippe vil jeg bygge min Menighed, og Helvedes Porte skulde ikke faae Overhaand over den. ¹⁹ Og jeg vil give dig Himmerigets Riges Nøgler, og havd du binder paa Jorden, det skal være bundet i Himlene, og hvad du løser paa Jorden, det skal være løst i Himlene. ²⁰ Da bød han sine Disciple, at de skulde ingen Sige, at han var Christus. ²¹ Fra den Tid begyndte Jesus at give sine Disciple tilkjende, at han burde at gaae til Jerusalem, og lide meget af de Ældste og Ypperstepræster og Skriftkloge, og ihjelslaaes og opstaae tredie Dag. ²² Og Peter tog ham tilside, begyndte at straffe ham, og sagde: Herre, spar dig selv; dette skee dig ingenlunde! ²³ Men han vendte sig og sagde til Peter: vig bag mig, Satan! du er mig en Foargelse; thi du sandser ikke, hvad Guds er, men hvad Menneskens er. ²⁴ Da sagde Jesus til sine Disciple: vil Nogen komme efter mig, han fornægte sig selv, og tagesit Kors, og følge mig. ²⁵ Thi hvo som vil frelse sit Liv, skal miste det; og hvo som mister sit Liv for min Skyld, skal finde det. ²⁶ Thi hvad gavner det Mennesket, om han vinder den ganske Verden, men tager Skade paa sin Sjæl? Eller hvad kan et Menneske give til Vederlag for sin Sjæl? ²⁷ Thi Menneskens Søn skal komme i sin Faders herlighed med sine Engle; og da skal han betale hver efter sin Gjerning. ²⁸ Sandelig siger jeg Eder: der ere Nogle, som her staae, som ingenlunde skulle smage Døden, førend de see Menneskens Sømme komme i sit Rige.

¹ Og sex Dage derefter tog Jesus Peter og Jakob og Johannes, hans Broder, til sig, og førte dem affsides op paa et høit Bjerg. ² Og han blev forvandlet for dem, og hans Ansigt skinnede som Solen, men hans Klæder blev hvide som Lyset. ³ Og see, Moses og Elias viste sig for dem og talede med ham. ⁴ Da svarede Peter og sagde til Jesus: Herre! her er godt at være; vil du, da ville vil gjøre tre Boliger her, dig een, og Moses een, og Elias een. ⁵ Der han endu talede, se, da overskyggede dem en klar Sky; og see, en Røst kom fra Skyen, som sagde: denne er min Søn, den Elskelige, i hvilken jeg har Behagelighed; hører ham! ⁶ Og der Disciplene hørte det, faldt de paa deres Ansigt og frygtede saare. ⁷ Og Jesus traadte frem, rørte ved dem og sagde: staar op, og frygter ikke. ⁸ Men der de opløftede deres Øine, saae de Igen, uden Jesus alene. ⁹ Og der de gik ned ad Bjerget, bød Jesus dem og sagde: I skulle Ingen sigde dette Syn, førend Menneskens Søn er opstanden fra de Døde. ¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham og sagde: hvad er det da, de Skriftkloge sige; at Elias bør først komme? ¹¹ Men Jesus svarede og sagde til dem: Elias kommer vel først, og skal skikke alting tilrette. ¹² Men jeg siger Eder, at Elias er alt kommen, og de erkendte ham ikke, men gjorde mod ham, hvad de vilde; saa skal ogsaa Menneskens Søn lide af dem. ¹³ Da forstode Disciplene, at han havde talet til dem om Johannes den Døber. ¹⁴ Og der de kom til Folket, gik et Menneske til ham, og fladt paa Knæ for ham og sagde: ¹⁵ Herre! forbarm dig over min Søn! thi han er maanesyg, og lider meget Ondt; thi han falder ofte i Ild og ofte i Vand; ¹⁶ og jeg ledte ham til dine Disciple, og de kunde ikke helbrede ham. ¹⁷ Men Jesus svarede og sagde: o du vantro og forvendte Slægt! hvor længe skal jeg taale Eder? Leder mig ham hid. ¹⁸ Og Jesus tiltalede ham haardeligen, og Djævelen foer ud af ham, og Drengen blev karsk fra den samme Stund. ¹⁹ Da gik Disciplene til Jesus afsides og sagde: hvi kunde vi ikke uddrive ham? ²⁰ Men Jesus sagde til dem: for Eders Vantroes Skyld; thi sandelig siger jeg Eder: dersom I have Tro som et Senepskorn, da kunne I sige til dette Bjerg: flyt dig herfra derhen, saa skal det flytte sig; og Eder skal intet være umuligt. ²¹ Men dette Slags farer ikke ud, uden ved Bøn og Faste. ²² Der de vandrede i Galilæs, sagde Jesus til dem: Menneskens Søn skal overantvordes i Menneskers Hænder; ²³ og de skulle slaae ham ihjel, og han skal opreises paa den tredie Dag. Og de bleve saare bedrøvede. ²⁴ Men der de kom til Capernaum, gik de, som oppebare Skattens Penninge, til Peter og sagde: betaler Eders Mester ikke Skattens Penninge? ²⁵ Han sagde: jo. Og der han kom ind i Huset, forekom Jesus ham og sagde: hvad tykkes dig, Simon? af hvem tage Konger paa Jorden Told eller Skat? af deres egne Børn eller af Fremmede? ²⁶ Peter siger til ham: af Fremmede. Jesus sagde til ham. Saa ere jo Børnene frie. ²⁷ Men paa det vi ikke Skulle foragrge dem gak hen til Havet, kast en Krog, og tag den første Fisk, som kommer op; og naar du aabner dens Mund, skal du finde en Stater; tag denne og giv dem den for dig og for mig.

¹ I den samme Stund gik Disciplene til Jesus og sagde: hvo er den Største i Himmeriges Rige? ² Og Jesus kaldte et Barn til sig og stillede det midt iblandt dem, ³ og sagde: sandelig siger jeg Eder: uden I omvende Eder, og blive som Børn, komme I ingenlunde ind i Himmeriges Rige. ⁴ Derfor, hvo sig selv fornedrer som dette Barn, han er den Største i Himmeriges Rige. ⁵ Og hvo som annammer et saadant Barn i mit Navn, annammer mig. ⁶ Men hvo som forarger een af diss Smaa, som troe paa mig, ham var det bedre, at der var hængt en Møllesteen om hans Hals, og han var kastet i Havets Dybhed. ⁷ Vee Verden for Forargelser! Vel er det fornødent, at Forargelser skulle komme; dog vee det Menneske, ved hvilket Forargelse kommer! ⁸ Men dersom din Haand eller din Fod forarger dig, da hug den af og kast den fra dig. Det er dig bedre, at gaae halt eller enKrøbling ind til Livet, end at have to Hænder og to Fødder, og kastes i den evige Ild. ⁹ Og dersom dit Øie forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig. Det er dig bedre, at gaae eenøiet ind til Livet, end at have to Øine, og kastes i Helvedes Ild. ¹⁰ Seer til, at I ikke foragte een af disse Smaa; thi jeg siger Eder: deres Engle i Himlene see altid min Faders Ansigt, som er i Himlene. ¹¹ Thi Menneskens Søn er kommen at frelse det, som var fortabt. ¹² Hvad tykkes Eder? Om et Menneske havde hundrede Faar, og eet af dem foer vild, forlader han ikke de ni og halfremsindstyve, og gaaer paa Bjergene, og leder efter det, som er faret vild? ¹³ Og Hænder det sig, at han finder det, sandelig siger jeg Eder, at han glæder sig mer over det, end over de ni og halvfemsindstyve, som ikke fore vild. ¹⁴ Saaledes er det ikke Eders himmelske Faders Villie, at een af diss Smaa skal fortabes. ¹⁵ Men om din Broder synder imod dig, gak hen, og straf ham imellem dig og ham alene; hører han dig, da har du vundet din Broder. ¹⁶ Men hører han dig ikke, da tag endnu Een eller To med dig, paa det at Sagen maa blive fast efter to eller tre Vidners Mund. ¹⁷ Men hører han dem ikke, da siig Menigheden det; men hører han ikke Menigheden, da skal han være for dig ligesom en Hedning og Tolder. ¹⁸ Sandelig siger jeg Eder: hvadsomhelst I binde paa Jorden, skal være bundet i Himmelen; og hvadsomhelst I løste paa Jorden, skal være løst i Himmelen. ¹⁹ Atter siger jeg Eder, at dersom To af Eder blive enige paa Jorden om hvad for en Sag det er, at de ville bede det det skal vederfares dem af min Fader som er i Himlene. ²⁰ Thi hvor To eller Tre ere forsamlede i mit Navn, der er jeg midt iblandt dem. ²¹ Da gik Peter frem til ham og sagde: Herre! hvor ofte skal jeg forlade min Broder, som synder imod mig? indtil syv Gange? ²² Jesus sagde til ham; jeg siger dig, ikke indtil syv Gange, men indtil halvfjerdsinstyve Gange syv Gange. ²³ Derfor er Himmeriges Rige lignet ved en Konge, som vilde holde Regnskab med sine Tjenere. ²⁴ Men der han begyndte at holde Regnskab, blev Een ført frem for ham, som var ti tusinde Talenter skyldig. ²⁵ Men der han Intet havde at betale med, bød hans Herre ham at sælges og hans Hustru og Børn og alt det, han havde, og Gjælden at betales. ²⁶ Da faldt Tjeneren ned for hans Fødder og sagde: Herre! vær langmodig med mig, og jeg vil betlae det altsammen. ²⁷ Da ynkedes samme Tjeners Herre inderligen over ham, og gav ham løs og forlod ham Gjælden. ²⁸ Men den samme Tjener gik ud og fandt en af sine Medtjenere, som var ham hundrede Penninge skyldig; og han greb fat paa ham og vilde kvæle ham, og sagde betal mig det, du er skyldig. ²⁹ Da faldt hans Medtjener ned for hans Fødder, og bad ham og sagde: vær langmodig med mig, og jeg vil betale dig det altsammen. ³⁰ Men han vilde ikke, men gik hen og kastede ham i Fængsel, indtil han betalte det, han var skyldig. ³¹ Men der hans Medtjenere saae det, som skeet var, bleve de sare bedrøvede og kom og aabenbarede for deres Herre alt det, som skeet var. ³² Da kaldte hans Herre ham for sig og sagde til ham: du onde Tjener! al den Gjæld forlod jeg dig, fordi du bad mig. ³³ Burde dig ikke og at forbarme dig over din Medtjener, ligesom jeg og har forbarmet mig over dig? ³⁴ Og hans Herre blev vred, og overantvordede ham til Bødlerne, indtil han betlate det, han var ham skyldig. ³⁵ Saa skal og min himmelske Fader gjøre mod Eder, og I ikke forlade Eders hjerter hver sin Broder hans Brøst.

¹ Og det skete, der Jesus havde endt disse Ord, drog ham bort af Galilæa, og kom til Judæas Grændser paa hiin Side Jordan. ² Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der.