Bible verses about "tamar" | Danish

¹ Disse vare Israels Sønner: Ruben, Simeon, Levi og Juda, Isaskar og Sebulon, ² Dan, Josef og Benjamin, Nafthali, Gad og Aser. ³ Judas Sønner vare: Er og Onan og Sela, disse tre bleve ham fødte af Suas Datter den kananitiske; og Er, Judas førstefødte, var ond for HERRENS Øjne, derfor dræbte han ham. ⁴ Men Thamar, hans Sønnekone, fødte ham Perez og, Sera; alle Judas Sønner vare fem. ⁵ Perez's Sønner vare: Hezron og Hamul. ⁶ Og Seras Sønner vare: Simri og Ethan og Heman og Kalkol og Dara, fem i alt. ⁷ Og Karmis Sønner vare: Akar, som forstyrrede Israel, og som forgreb sig paa det bandlyste Gods. ⁸ Og Ethans Sønner vare: Asaria. ⁹ Og Hezrons Sønner, som fødtes ham, vare: Jerameel og Ram og Kalubaj. ¹⁰ Og Ram avlede Amminadab, og Amminadab avlede Nahesson, en Fyrste for Judas Børn. ¹¹ Og Nahesson avlede Salma, og Salma avlede Boas. ¹² Og Boas avlede Obed, og Obed avlede Isaj. ¹³ Og Isaj avlede Eliab, sin førstefødte, og Abinadab den anden, og Simea den tredje, ¹⁴ Nethaneel den fjerde, Raddaj den femte, ¹⁵ Ozem den sjette, David den syvende. ¹⁶ Og deres Søstre vare: Zeruja og Abigail; og Zerujas Sønner vare: Abisaj og Joab og Asael, de tre. ¹⁷ Og Abigail fødte Amasa; og Amasas Fader var Jether, Ismaeliten. ¹⁸ Og Kaleb, Hezrons Søn, avlede Børn med Asuba, sin Hustru, og med Jerioth; og af hin ere disse Sønner: Jeser og Sobab og Ardon. ¹⁹ Der Asuba døde, da tog Kaleb sig Efrat, og hun fødte ham Hur. ²⁰ Og Hur avlede Uri, og Uri avlede Bezaleel. ²¹ Og derefter gik Hezron ind til Makirs, Gileads Faders, Datter og tog hende, der han var tresindstyve Aar gammel, og hun fødte ham Segub. ²² Og Segub avlede Jair; og han havde tre og tyve Stæder i Gileads Land. ²³ Og Gesur og Aram toge Jairs Byer fra dem, samt Kenath med dens tilliggende Byer, tresindstyve Stæder; alle disse vare Efterkommere af Makir, Gileads Fader. ²⁴ Og efter Hezrons Død i Kaleb Efrata fødte Abia, Hezrons, Hustru, ham Ashur, Thekoas Fader. ²⁵ Og Jerahmeels, Hezrons førstefødtes, Sønner vare: Ram, den førstefødte, og Buna og Oren og Ozem, af Ahia. ²⁶ Og Jerahmeel havde en anden Hustru, hvis Navn var Athara; hun var Onams Moder. ²⁷ Og Rams, Jerahmeels førstefødtes, Sønner vare: Maaz og Jamin og Eker. ²⁸ Og Onams Sønner vare: Sammaj og Jada; og Sammajs Sønner vare: Nadab og Abisur. ²⁹ Og Abisurs Hustrus Navn var Abikail, og hun fødte ham Akban og Molid. ³⁰ Og Nadabs Sønner vare: Seled og Appaim, og Seled døde uden Børn. ³¹ Og Appaims Sønner vare: Jisei; og Jiseis Sønner vare: Sesan; og Sesans Børn vare: Ahelaj. ³² Og Jadas, Sammajs Broders, Sønner vare: Jether og Jonathan; og Jether døde uden Børn. ³³ Og Jonathans Sønner vare: Peleth og Sasa; disse vare Jerahmeels Børn. ³⁴ Og Sesan havde ingen Sønner, men Døtre, og Sesan havde en ægyptisk Tjener, hvis Navn var Jarha. ³⁵ Og Sesan gav Jarha, sin Tjener, sin Datter til Hustru, og hun fødte ham Atha, ³⁶ og Athaj avlede Nathan, og Nathan avlede Sabad, ³⁷ og Sabad avlede Eftal, og Eftal avlede Obed, ³⁸ og Obed avlede Jehu, og Jehu avlede Asaria, ³⁹ og Asaria avlede Halez, og Halez avlede Eleasa, ⁴⁰ og Eleasa avlede Sismaj, og Sismaj avlede Salum, ⁴¹ og Salum avlede Jekamia, og Jekamia avlede Elisama. ⁴² Og Kalebs, Jerahmeels Broders, Sønner vare: Mesa, hans førstefødte, han var Stamfader til Sif og til Maresas, Hebrons Faders, Sønner. ⁴³ Og Hebrons Sønner vare: Kora og Thappua og Rekem og Sema. ⁴⁴ Og Sema avlede Raham, Jorkeams Fader, og Rekem avlede Sammaj. ⁴⁵ Og Sammajs Søn hed Maon, og Maon var Bethzurs Fader. ⁴⁶ Og Efa, Kalebs Medhustru, fødte Haran og Moza og Gases; men Haran avlede Gases. ⁴⁷ Og Jedas Sønner vare: Regem og Jotham og Gesan og Peleth og Efa og Saaf. ⁴⁸ Med Maaka sin Medhustru, avlede Kaleb Seber og Tirhena. ⁴⁹ Og hun fødte Saaf, Fader til Madmanna, og Seva, Fader til Makbena og Fader til Gibea; og Aksa var Kalebs Datter. ⁵⁰ Disse vare Kalebs Efterkommer en Søn af Hur, Efratas førstefødte, var Sobal, Kirjath-Jearims Fader, ⁵¹ Salma, Bethlehems Fader, og Haref, Bethgaders Fader. ⁵² Og Sobals, Kir jath-Jearims Faders, Sønner vare: Haroe og Kazi-Hammenukoth. ⁵³ Og Slægterne i Kirjath-Jearim vare: Jithriter og Puthiter og Sumathiter og Misraiter; og fra disse udgik Zorathiter og Esthaoliter. ⁵⁴ Salmas Børn vare: Bethlehem og Nethopathi, Athroth-Beth-Joab og Kazi-Hammanahathi og Zori, ⁵⁵ og Skrivernes Slægter, som boede i Jaebez, Thireathiterne, Simeathiterne, Sukathiterne; disse ere de Keniter, som ere komne af Hamath, som var Rekabs Hus's Fader.

¹ Og det skete derefter, da Absalom, Davids Søn, havde en dejlig Søster, hvis Navn var Thamar, at Amnon, Davids Søn, elskede hende. ² Og Amnon pintes, saa at han blev syg for Thamar, sin Søsters, Skyld; thi hun var en Jomfru, og det syntes umuligt for Amnons Øjne at gøre hende noget. ³ Men Amnon havde en Ven, hvis Navn var Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og Jonadab var en saare klog Mand. ⁴ Og han sagde til ham: Hvorfor bliver du saa mager, du Kongens Søn, Dag for Dag? kan du ikke give mig det til Kende? Da sagde Ammon til ham: Jeg elsker Thamar, Absaloms, min Broders, Søster. ⁵ Og Jonadab sagde til ham: Læg dig paa din Seng og gør dig syg; naar din Fader kommer at besøge dig, da sig til ham: Kære, lad Thamar, min Søster, komme, at give mig Brød at æde og lave Mad for mine Øjne, at jeg kan se derpaa og æde af hendes Haand. ⁶ Saa lagde Amnon sig og gjorde sig syg; der Kongen kom at besøge ham, da sagde Amnon til Kongen: Kære, lad Thamar, min Søster, komme og tillave to søde Kager for mine Øjne, at jeg kan æde af hendes Haand. ⁷ Da sendte David til Thamar til Huset og lod sige: Kære, gak hen i Amnons, din Br oders, Hus og lav ham Mad. ⁸ Og Thamar gik til Amnons, sin Broders, Hus, og han laa, og hun tog en Dejg og æltede og tillavede Kager for hans Øjne og bagte søde Kager. ⁹ Og hun tog Panden og slog dem ud for hans Ansigt, men han vægrede sig for at æde; da sagde Amnon: Lad hver Mand gaa ud fra mig, og de gik ud fra ham alle sammen. ¹⁰ Da sagde Amnon til Thamar: Bær Maden ind i Kammeret, at jeg kan æde af din Haand; da tog Thamar de søde Kager, som hun havde lavet, og bar dem ind til Amnon, sin Broder, i Kammeret. ¹¹ Og der hun bar dem frem til ham at han skulde æde, da tog han fat paa hende og sagde til hende: Kom, min Søster, og lig hos mig. ¹² Og hun sagde til ham: Ikke saa, min Broder! krænk mig ikke, thi man bør ikke saaledes gøre i Israel; gør ikke denne Daarlighed. ¹³ Men jeg, hvor skulde jeg gaa hen med min Skam? og du, du skulde være ligesom en af Daarerne i Israel; men nu, kære, tal til Kongen, thi han nægter dig mig ikke. ¹⁴ Men han vilde ikke høre paa hendes Røst og var stærkere end hun, og han krænkede hende og laa hos hende. ¹⁵ Siden hadede Amnon hende med et saare stort Had; thi det Had, som han hadede hende med, var større end Kærligheden, med hvilken han havde elsket hende; og Amnon sagde til hende: Staa op, gak bort. ¹⁶ Og hun sagde til ham: Vold mig ikke den Ulykke, som er større end det andet, som du gjorde imod mig, saa at du udstøder mig; men han vilde ikke høre hende. ¹⁷ Og han kaldte ad sin Dreng, som tjente ham, og sagde: Driv dog denne ud fra mig udenfor, og luk du Døren i Laas efter hende. ¹⁸ Og hun havde en broget Kjortel paa; thi i saadanne Kjortler plejede Kongens Døtre at klæde sig, saalænge de vare Jom fruer; og hans Tjener drev hende ud udenfor og lukkede Døren i Laas efter hende. ¹⁹ Da tog Thamar Aske paa sit Hoved og sønderrev den brogede Kjortel, som hun havde paa, og lagde sin Haand paa sit Hoved og gik og raabte uafladelig. ²⁰ Og Absalom, hendes Broder, sagde til hende: Har, din Broder Amnon været hos dig? og nu, min Søster, ti! han er din Broder, læg ikke denne Sag paa dit Hjerte. Saa sad Thamar enlig i sin Broder Absaloms Hus. ²¹ Der Kong David hørte alle disse, Gerninger, da blev han saare vred. ²² Men Absalom talede ikke med, Amnon, hverken ondt eller godt; men Absalom hadede Amnon, fordi han havde krænket Thamar, hans Søster. ²³ Og det skete to Aar derefter, da havde Absalom Faareklipning i Baal-Hazor, som er ved Efraim, og Absalom indbød alle Kongens Børn. ²⁴ Og Absalom kom til Kongen og sagde: Kære, se, din Tjener har Faareklipning, Kongen og hans Tjenere komme dog med din Tjener! ²⁵ Og Kongen sagde til Absalom: Nej, min Søn, lad os dog ikke alle gaa, at vi ikke skulle besvære dig; der han nødte ham, vilde han dog ikke gaa, men velsignede ham. ²⁶ Og Absalom sagde: Hvis du ikke vil, lad dog Amnon, min Broder, gaa med os; og Kongen sagde til ham: Hvorfor skal han gaa med dig? ²⁷ Da nødte Absalom ham, og han lod Amnon og alle Kongens Børn gaa med ham. ²⁸ Men Absalom bød sine unge Karle og sagde: Ser til, naar Amnons Hjerte er vel til Mode af Vinen, og jeg siger til eder: Slaar Amnon! saa dræber ham, frygter ikke; er det ikke mig, som har befalet eder det? værer frimodige og værer raske Folk! ²⁹ Saa gjorde Absaloms unge Karle ved Amnon, saaledes som Absalom havde befalet. Da stode alle Kongens Sønner op og rede hver paa sin Mule og flyede. ³⁰ Og det skete, de de vare paa Vejen, da kom Rygte til David, og der sagdes: Absalom har slaget alle Kongens Sønner, og der blev ikke een af dem tilovers. ³¹ Da stod Kongen op og sønderrev sine Klæder og lagde sig paa Jorden, og alle hans Tjenere stode med sønderrevne Klæder. ³² Da svarede Jonadab, en Søn af Simea, Davids Broder, og sagde: Min Herre sige ikke, at de have ihjelslaget alle de unge Mænd, Kongens Sønner; thi Amnon alene er død; thi det Forsæt har været i Absaloms Mund fra den Dag, at han krænkede Thamar, hans Søster. ³³ Saa lægge nu min Herre Konge ikke det Ord paa sit Hjerte, som siges, at alle Kongens Sønner ere døde; thi Amnon alene er død. ³⁴ Men Absalom flyede. Og den unge Karl, som stod paa Vagt, opløftede sine Øjne og saa, og se, der drog meget Folk frem paa Vejen efter hverandre ved Siden af Bjerget. ³⁵ Da sagde Jonadab til Kongen: Se, Kongens Sønner komme; som din Tjeners Ord var, saaledes er det sket. ³⁶ Og det skete, der han havde endt at tale, se, da kom Kongens Sønner, og de opløftede deres Røst og græd, og Kongen ogsaa, og alle hans Tjenere græd med en saare stor Graad. ³⁷ Men Absalom flyede og drog til Thalmaj, Ammihuds, Søn Kongen i Gesur. Og han sørgede over sin Søn alle de Dage. ³⁸ Der Absalom var flygtet og var daget til Gesur, da blev han der tre Aar. ³⁹ Og Kong David længtes efter at drage ud til Absalom; thi han havde trøstet sig over Amnon, der var død.