Bible verses about "speaking things into existence" | Danish

Genesis 2:7

7 Og Gud HERREN dannede Mennesket af Støv af Jorden og blæste Livets Aande i hans Næse; og Mennesket blev til en levende Sjæl.

Matthew 28:20

20 og lærer dem at holde alt det, jeg har befalet Eder. Og see, jeg er med Eder alle Dage indtil Verdens Ende. Amen

Acts 2:1-47

1 Og der Pintsefestens Dag var kommen, vare de alle eendrægtigen tilsammen. 2 Og der kom pludseligen en Lyd af Himmelen, som af et fremfarende vældigt Veir, og fyldte det ganske Huus, hvor de sadde. 3 Og der viste sig for dem Tunger som af Ild, der fordeelt sig og satte sig paa enhver af dem. 4 Og de bleve alle opfyldte af den Hellig Aand og begyndte at tale med andre Tungemaal, eftersom Aanden gav dem at udsige. 5 Men der var Jøder boende i Jerusalem, gudfrygtige Mænd af alle Folkeslag under Himmelen. 6 Der denne Lyd hørtes, kom mængden tilsammen og blev bestyrtet thi Enhver havde hørt dem tale med sit eget Maal. 7 Men de forfærdedes alle og forundrede sig og sagde til hverandre: see, ere ikke alle disse, som tale, Galilæer? 8 Og hvorledes høre vi dem tale, hver paa vort eget maal, hvorudi vi ere fødte? 9 Parther og Meder og Elamiter, og vi, som boe i Mesopotania, Judæa og Cappadocia, Pontus og Asia, 10 i Phrygia og Pamphylia, Ægypten og Lybiens Egne ved Cyrene, og vi hver boende Romere, 11 Jøder og Proselyter, Creter og Araber; vi høre dem forkynde Guds store Gjerninger med vore Tungemaal. 12 Men de forfærdedes alle og tvivlede og sagde En til den Anden: hvad monne dette være? 13 Men Andre spottede og sagde: de ere fulde af sød Viin. 14 Da stod Peter frem med de Elleve og opløftede sin Røst og talede til dem: I jødiske Mænd og alle I, som boe i Jerusalem! det være Eder vitterligt, og aabner Eders Øren for mine Ord. 15 Thi ikke ere disse drukne, som I mene; det er jo den tredie Time paa Dagen; 16 men dette er, hvad der er sagt ved Propheten Joel: 17 Og det skal skee i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kjød; og Eders Sønner og Eders Døttre skulle prophetere, og de Unge blandt Eder skulle see Syner, og de Gamle skulle have Drømme. 18 Ja, endog over mine Trælle og over mine Trælkvinder vil jeg i de Dage udgyde af min Aand, og de skulle prophetere. 19 Og jeg vil lade skee Under i Himmelen oventil, og Tegn paa Jorden nedentil, Blod og Ild og Røgdamp. 20 Solen skal forvandles til Mørke, og Maanen til Blod, førend Herrens den store og herlige Dag kommer. 21 Og det skal skee, hver den, som paakalder Herrens Navn, skal frelses. 22 I israelitiske Mænd, hører disse Ord: Jesus af Nazareth, en Mand af Gud udmærket for Eder ved kraftige Gjerninger og Under og Tegn, hvilke Gud gjorde ved ham midt iblandt Eder, som I og selv vide; 23 denne, da han efter Guds besluttede Raad og Forsyn var given hen, toge I og korsfæstede ved ugudelige Hænder, og ihjelsloge ham. 24 Ham opriste Gud, der han havde løst Dødens Smerter, eftersom det var umuligt, at han kunde holdes af den. 25 Thi David siger om ham: jeg havde stedse Herren for mine Øine; thi han er hos min høire Haand, at jeg ikke skal rokkes. 26 Derfor glæder mit Hjerte sig, og min Tunge jubler, ja, ogsaa mit Kjød skal hvile i Haab; 27 thi du skal ikke lade min Sjæl i de Dødes Rige, ikke heller tilstedse din Hellige at see Forraadnelse, 28 du har kundgjort mig Livets Veie; du skal fylde mig med Glæde fra dit Aasyn. 29 I Mænd, Brødre! lader mig tale frit til Eder om Patriarchen David; han er baade død og begraven, og hans Grav er hos os indtil denne Dag. 30 Som han nu var en Prophet og vidste, at Gud havde svoret ham med en Ed, at han vilde af hans Lænders Frugt opreise Christus efter kjødet til at sidde paa hans Throne: 31 da talede han, uforudseende, om Christi Opstandelse, at hans Sjæl ikke skulde lades i de Dødes Rige, ei heller hans Kjød see Forraadnelse. 32 Denne Jesus opriste Gud, hvortil vi alle ere Vidner. 33 Efterat han nu er ophøiet ved Guds høire Haand og har annammet den Hellig Aands Forjættelse af Faderen, har han udgydt den, som I nu see og høre. 34 Thi David foer ikke til Himmelen; men han siger: Herren sagde til min Herre: sæt dig hos min høire Haand, 35 indtil jeg lægger dine Fjender til dine Fødders Skammel. 36 Derfor skal alt Israels Huus visseligen vide, at denne Jesus, hvem I korsfæstede, har Gud gjort baade til en Herre og Christus. 37 Men der de det hørte, gik det dem igjennem Hjertet, og de sagde til Peter og de andre Apostler: I Mænd, Brødre! hvad skulle vi gjøre? 38 Men Peter sagde til dem: omvender Eder, og hver af Eder lade sig døbe i Jesu Christi Navn til Syndernes Forladelse; og I skulle faae den Hellig Aands Gave. 39 Thi Eder og Eders Børn hører Forjættelsen til, og alle dem, som ere langt borte, hvilkesomhelst Herren var Gud vil kalde dertil. 40 Ogsaa med mange andre Ord vidnede han for dem og formanede dem sigende: lader Eder frelse fra den vanartige Slægt! 41 De, som nu gjerne annammede hans Ord, bleve døbte; og der vandtes samme Dag henved tre tusinde Sjæle. 42 Men de holdt sig varagtige til Apostlenes Underviisning og Samfundet og Brødets Brydelse og Bønnerne. 43 Men der kom en Frygt over alle Sjæle, og der skete mange Undergjerninger og Tegn vedApostlerne. 44 Men alle de Troende holdt sig tilsammen og havde alle Ting tilfælles. 45 Og de solgte deres Eiendom og Gods og delede det ud iblandt Alle, eftersom nogen havde behov. 46 Og hver Dag vare de varagtigen og samdrægteligen i Templet, og i Husene brøde de Brødet og nøde Maaltidet med Fryd og i Hjertets Eenforldighed, 47 idet de lovede Gud og havde Yndest hos alt Folket. Men Herren lagde dagligen Nogle til Menigheden, som lode sig frelse.

2 Corinthians 4:17

17 Thi vor Trængsel, som er stakket og let, skaffer os en over al Maade stor, evig Vægt af Herlighed,

John 1:1-51

1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud. 2 Det var i Begyndelsen hos Gud. 3 Alle Ting ere blevne ved det, og uden det er ikke een Ting bleven til af det, som er. 4 I det var Livet, og Livet var Menneskenes Lys. 5 Og Lyset skinnede i Mørket, og Mørket begreb det ikke. 6 Der blev et Menneske udsendt af Gud, han hedte Johannes. 7 Denne kom til et Vidnesbyrd, at han skulde vidne om Lyset, at alle skulde troe ved ham. 8 Han var ikke Lyset, men at han skulde vidne om Lyset. 9 Det var det sande Lys, som oplyser hvert Menneske, der kom til Verden. 10 Han var i Verden, og Verden er gjort ved ham, og Verden Kjendte ham ikke. 11 Han kom til sit Eget, og hans Egne annammede ham ikke. 12 Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn; 13 hvilke ikke ere fødte af Blod; ei heller af Kjøds Villie, ei heller af Mands Villie, men af Gud. 14 Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed. 15 Johannes vidnede om ham og raabte, sigende: denne er det, om hvem jeg sagde: den, som kommer efter mig, har været for mig; thi han var førend jeg. 16 Og af hans Fylde have vi annammet, ja, Naade over Naade. 17 Thi Loven er given ved Moses; Naaden og Sandheden er vorden ved Jesus Christus. 18 Ingen har nogen Tid seet Gud; den eenbaarne Søn, som er i Faderens Skjød, han har kundgjort det. 19 Og dette er Johannes' Vidnesbyrd, der Jøderne sendte fra Jerusalem Præster og Levitter, at de skulde spørge ham: hvo er du? 20 Han bekjendte og nægtede ikke og bekjendte: jeg er ikke den Christus. 21 Og de spurgte ham: hvad da? er du Elias? og han sagde: jeg er det ikke; er du den Prophet? og han svarede: nei; 22 da sagde de til ham: hvo er du? at vi kunne give dem Svar, som have udsendt os; hvad siger du om dig selv? 23 Han sagde: jeg er hans Røst, som raaber i Ørken: jævner Herrens Vei, som Propheten Esaias har sagt. 24 Og de, som vare udsendte, vare af Pharisæerne. 25 Og de spurgte ham og sagde til ham: hvi døber du da, dersom du ikke er Christus, ei heller Elias, ei heller den Prophet? 26 Johannes svarede dem og sagde: jeg døber med Vand; men han staaer midt iblandt Eder, den I ikke kjende. 27 Han er den, som kommer efter mig, hvilken har været for mig, hvis Skotvinge jeg ikke er værdig at opløse. 28 Dette skete i Bethabara paa hiin Side Jordan, hvor Johannes døbte. 29 Den anden Dag seer Johannes Jesus komme til sig og siger: see det Guds Lam, som bærerVerdens Synd! 30 Han er den, som hvilken jeg sagde: efter mig kommer en mand, hvilken har været for mig; thi han var førend jeg. 31 Og jeg kjendte ham ikke; men paa det han skulde aabenbares for Israel, derfor er jeg kommen og døber med Vand. 32 Og Johannes vidnede og sagde: jeg saae, at Aanden foer ned som en Due fra Himmelen, og den blev over ham. 33 Og jeg kjendte ham ikke; men den, som sendte mig at døbe med Vand, han sagde til mig: paa hvem du seer Aanden fare ned og blive over ham, han er den, som døber med den Hellig Aand. 34 Og jeg har seet det og vidnet, at denne er Guds Søn. 35 Den anden Dag stod atter Johannes der og to af hans Disciple. 36 Og der han saae paa Jesus, som gik der, sagde han: see, det Guds Lam! 37 Og de to Disciple hørte ham tale, og de fulgte Jesus. 38 Men Jesus vendte sig om og saae dem følge og sagde til dem: 39 hvad søge I efter? Men de sagde til ham: Rabbi (hvilket udlagt betyder: Mester), hvor opholder du dig? 40 Han sagde til dem: kommer og seer. De kom og saae, hvor han opholdt sig, og bleve samme Dag hos ham; thi det var ved den tiende Time. 41 Een af de To, som havde hørt dette af Johannes og havde fulgt ham, var Andreas, Simon Peters Broder. 42 Denne fandt først sin Broder Simon og sagde til ham: vi have fundet Messias, (hvilket er udlagt: Christus). 43 Og han førte ham til Jesus. Men der Jesus saae paa ham, sagde han: du er Simon, Jonas' Søn; du skal hedde Kephas, (det er udlagt Petrus). 44 Den anden Dag vilde Jesus drage hen til Galilæa; og han fandt Philippus og sagde til ham: følg mig. 45 Men Philippus var fra Bethsaida, fra Andreas' og Peters Stad. 46 Philippus fandt Nathanael og sagde til ham: vi have fundet den, om hvem Moses i Loven og Propheterne have skrevet, Jesus, den Jofephs Søn, af Nazareth. 47 Og Nathanael sagde til ham: kan noget Godt være fra Nazareth? Philippus sagde til ham: kom og see. 48 Jesus saae Nathanael komme til sig og sagde om ham: see, det er sandelig en Israelit, i hvem der ikke er Svig. 49 Nathanael sagde til ham: hvorfra kjender du mig? Jesus svarede og sagde til ham: førend Philippus kaldte dig, der du var under Figentræet, saae jeg dig. 50 Og Nathanael svarede og sagde til ham Rabbi! du er den Guds Søn, du er den Israels Konge. 51 Og Jesus svarede og sagde til ham: troer du, fordi jeg sagde dig, jeg saae dig under Figentræet? du skal see større Ting end disse. Og han sagde til ham: sandelig, sandelig siger jeg Eder: fra nu af skulle I see Himmelen aabnet, og Guds Engle fare op og fare ned over Menneskens Søn.

Isaiah 26:3-4

3 Den Fortrøstning staar fast: Du bevarer Fred, Fred; thi paa dig forlader man sig. 4 Forlader eder paa HERREN stedse og altid; thi den HERRE, HERRE er en evig Klippe.

Psalms 82:6

6 Jeg har sagt: I ere Guder, og I ere alle den Højestes Sønner.

John 1:1

1 I begyndelsen var Ordet, og Ordet var hos Gud, og Ordet var Gud.

Mark 11:23

23 Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde.

John 14:6

6 Jesus siger til ham: jeg er Veien og Sandheden og Livet; der kommer Ingen til Faderen uden ved mig.

2 Timothy 2:15

15 Læg Vind paa at fremstille dig selv retskaffen for Gud, en Arbeider, som ikke behøver at skamme sig, som retteligen deler Sandheds ord.

Ezekiel 37:1-10

1 HERRENS Haand kom over mig og HERREN førte mig i Aander ud og nedlod mig midt i en Dal og den var fuld af Ben. 2 Og han lod mig gaa forbi dem trindt omkring, og se, der laa saare mange vare saare tørre. 3 Og han sagde til dig: Du Menneskesøn! mon disse den kunne blive levende? Og jeg sagde: Herre, HERRE! du ved det. 4 Og han sagde til mig: Spaa om visse Ben og sig til dem: I tørre den, hører HERRENS Ord! 5 Saa siger den Herre, HERREN til disse Ben: Se, jeg vil lade komme Aand i eder, og skulle blive levende. 6 Og jeg vil lægge Sener paa eder og lade Kød kromme over eder og overdrage eder, i med Hud og bringe Aand i eder, at blive levende; og I skulle fornemme, at jeg er HERREN. 7 Og jeg spaaede, som mig var befalet, og der kom en Lyd, der jeg spaaede, og se, der blev en Raslen; og Benene nærmede sig, det ene Ben til det andet. 8 Og jeg saa, og se, der kom Sener og Kød paa dem, og der trak sig en Hud der ovenover; men der var ikke Aand i dem. 9 Og han sagde til mig: Spaa over Aanden, spaa, du Menneskesøn! og sig til Aanden: Saa siger den Herre, HERRE: Kom, du Aand! fra de fire Vejr, og aand paa disse ihjelslagne, at de blive levende. 10 Og jeg spaaede, som han befalede mig, og Aanden kom i dem, og de bleve levende og stode paa deres Fødder, en saare stor Hær.

John 1:14

14 Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

Ezekiel 12:25

25 Thi jeg er HERREN, jeg taler det Ord, som jeg taler, og det skal ske, det skal ej forhales længere; thi i eders Dage, du genstridige Hus! taler jeg et Ord og fuldkommer det, siger den Herre, HERRE.

1 Corinthians 1:28

28 og det for Verden Uædle og det Ringeagtede udvalgte Gud, og det, som Intet var, for at tilintetgjøre det, som var Noget;

Hebrews 11:1-10

1 Men Troen er en Bestandighed i det, som haabes, en fast overbeviisning om det, som ikke sees. 2 Ved den fik de Gamle godt Vidnesbyrd. 3 Ved Tro forstaae vi, at Verden er bleven beredt ved Guds Ord, saa at de Ting, som sees, ere blevne af dem, der ikke vare tilsyne. 4 Formedelst Tro offrede Abel Gud et bedre Offer end Kain, og for den fik han det Vidnesbyrd, at han var retfærdig, idet Gud bevidnede sit Velbehag i hans Gaver; og ved den taler han endnu, alligevel han er død. 5 Formedelst Tro blev Enok borttagen, at han ikke skulde see Døden og blev ikke funden, efterdi Gud havde taget ham bort; thi før han blev borttagen, havde han det Vidnesbyrd, at han behagede Gud. 6 Men uden Tro er det umuligt at behage ham; thi det bør den, som kommer frem for Gud, at troe, at han er til, og at han bliver deres Belønner, som søge ham. 7 Formedelst Tro var det, at Noah advaret af Gud om det, som endnu ikke faaes, frygtede Gud og beredte Arken til sit Huses Frelse; ved den fordømte han Verden og blev Arving til Retfærdigheden af Troen. 8 Formedelst Tro var Abraham lydig, der han blev kaldet, i at udgaae til det Sted, som han skulde tage til Arv; og han gik ud, dog han ikke vidste, hvor han kom. 9 Formedelst Tro opholdt han sig i Forjættelsens Land som i et fremmed, boende udi Pauluner med Isaak og Jakob, som vare Medarvinger til samme Forjættelse; 10 thi han forventede den Stad som har Grundvold, hvis Bygmester og Forarbeider er Gud.

Romans 10:17

17 Altsaa kommer Troen derved, at man hører, men at man hører, skeer ved Guds Ord.

Joshua 1:8

8 Denne Lovs Bog skal ikke vige fra din Mund, men du skal grunde paa den Dag og Nat, paa det du kan tage Vare paa at gøre efter alt det, som er skrevet i den; thi da skal det gaa dig vel i dine Veje, og da skal du handle klogelig.

Genesis 1:1-31

1 I Begyndelsen skabte Gud Himmelen og Jorden. 2 Og Jorden var øde og tom, og der var Mørke oven over Afgrunden, og Guds Aand svævede oven over Vandene. 3 Og Gud sagde: Der vorde Lys; og der blev Lys. 4 Og Gud saa, at Lyset var Godt, og Gud gjorde Skilsmisse imellem Lyset og Mørket. 5 Og Gud kaldte Lyset Dag, og Mørket kaldte han Nat; og der blev Aften, og der blev Morgen, første Dag. 6 Og Gud sagde: Der vorde en udstrakt Befæstning midt i Vandene, og den skal skille imellem Vand og Vand. 7 Og Gud gjorde den udstrakte Befæstning og gjorde Skilsmisse imellem Vandet, som var nedentil i den udstrakte Befæstning, og imellem Vandet, som var oventil i den udstrakte Befæstning; og det skete saa. 8 Gud kaldte den udstrakte Befæstning Himmel; og der blev Aften, og der blev morgen, anden Dag. 9 Og Gud sagde: Vandene under Himlene samle sig til eet Sted, at det tørre ses; og det skete saa. 10 Og Gud kaldte det tørre Jord, og Vandenes Samling kaldte han Hav; og Gud saa, at det var godt. 11 Og Gud sagde: Jorden lade fremvokse Græs, Urter, som give Sæd, frugtbare Træer, som bære Frugt efter sit Slags og have sin Sæd i sig paa Jorden; og det skete saa. 12 Og Jorden frembragte Græs, Urter, som gave Sæd efter sit Slags, og Træer, som bare Frugt og havde sin Sæd i sig efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 13 Og der blev Aften, og der blev Morgen, tredje Dag. 14 Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar. 15 Og de skulle være til Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden og det skete saa. 16 Og Gud gjorde de to store Lys, det store Lys at regere Dagen og det lille Lys at regere Natten og Stjernerne. 17 Og Gud satte dem paa Himmelens udstrakte Befæstning til at lyse over Jorden 18 og til at regere om Dagen og om Natten og til at skille imellem Lyset og imellem Mørket; og Gud saa, at det var godt. 19 Og der blev Aften, og der blev Morgen, fjerde Dag. 20 Og Gud sagde: Vandet vrimle med en Vrimmel af levende Væsener, og Fugle skulle flyve over Jorden imod Himmelens udstrakte Befæstning. 21 Og Gud skabte de store Havdyr og alle Haande levende Væsener, som krybe, hvilke vrimle i Havet, efter sit Slags og alle Haande Fugle med Vinger efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 22 Og Gud velsignede dem og sagde: Vorder frugtbare og mangfoldige, og fylder Vandene i Havet, og Fuglene vorde mangfoldige paa Jorden. 23 Og der blev Aften, og der blev Morgen, femte Dag. 24 Og Gud sagde: Jorden frembringe levende Dyr efter sit Slags, Fæ og Kryb og vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags; og det skete saa. 25 Og Gud gjorde vilde Dyr paa Jorden efter sit Slags og Fæ efter sit Slags og alle Haande Kryb paa Jorden efter sit Slags; og Gud saa, at det var godt. 26 Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden. 27 Og Gud skabte Mennesket i sit Billede, han skabte det i Guds Billede; Mand og Kvinde skabte han dem. 28 Og Gud velsignede dem, og Gud sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden, og gører eder den, underdanig, og regerer over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over hvert Dyr, som kryber paa Jorden. 29 Og Gud sagde: Se, jeg har givet eder alle Urter, som give Sæd, som ere over al Jorden, og alle Haande Træer, i hvilke er Træers Frugt, som have Sæd; de skulle være eder til Føde. 30 Og alle Dyr paa Jorden og alle Fugle under Himmelen og alt Kryb paa Jorden, i hvilke er en levende Sjæl, har jeg givet alle Haande grønne Urter til at æde; og det skete saa. 31 Og Gud saa alt det, han havde gjort, og se, det var meget godt; og der blev Aften, og der blev Morgen, den sjette Dag.

Romans 4:17

17 (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare.

Matthew 12:34-36

34 I Øgleunger, hvorledes kunne I tale godt, I, som ere onde? thi af Hjertets Overflødighed taler Munden. 35 Eg godt Menneske fremfører gode Ting af Hjertets gode forraad; og et ondt Menneske fremfører onde Ting af det onde Forraad. 36 Men jeg siger Eder, at Menneskene skulle gjøre Regnskab paa Dommens Dag for hvert utilbørligt Ord, som de have talet.

2 Corinthians 4:18

18 idet vi ikke ansee de syndige Ting, men de usyndlige; thi de syndlige ere timelige, men de usynelige ere evige.

Isaiah 55:11

11 Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.

Matthew 21:22

22 Og alt det, I begjære i Bønnen troende, det skulle I faae.

2 Corinthians 4:13

13 Men efterdi vi have den samme Troens Aand, saasom skrevet er: jeg har troet, derfor har jeg talet; saa troe vi og, derfor tale vi og,

Proverbs 18:21

21 Død og Liv ere i Tungens Vold, og hvo den elsker, skal æde dens Frugt.

Mark 11:22-24

22 Og Jesus svarede og sagde til dem: haver Tro til Gud. 23 Thi sandelig siger jeg Eder: at hvo som vilde sige til dette Bjerg: løft dig op, og kast dig i Havet, og ikke vilde tvivle i sit Hjerte, men troe, at det skal skee, som han siger, han skal det skee, som han sagde. 24 Derfor siger jeg Eder: Alt, hvad I begjere i Bønnen, troer, at I skulle faae det, saa skal det vederfares Eder.

Topical data is from OpenBible.info, retrieved November 11, 2013, and licensed under a Creative Commons Attribution License.