Bible verses about "seasons" | Danish

¹⁰ Thi ligesom Regnen og Sneen nedfalder fra Himmelen og vender ikke tilbage derhen, men vander Jorden og gør den frugtbar og kommer den til at give Grøde og frembringer Sæd til at saa og Brød til at æde: ¹¹ Saa skal mit Ord være, som udgaar af min Mund, det skal ikke komme tomt tilbage til mig; men det skal gøre, hvad mig behager, og det skal have Lykke i, hvad jeg sender det til.

³² Lærer en Lignelse af Figentræet: naar Vædsken er kommen i dets Grene, og Bladene skyde ud, da vide I, at Sommeren er nær.

¹ Men om Tid og Stund, Brødre! have i ikke behov, at Eder tilskrives;

⁶ Herover fryder Eder, om I og nu en liden Stund, hvis saa skal være, bedrøves i adskillige Fristelser,

¹⁴ Og Gud sagde: Der vorde Lys paa Himmelens udstrakte Befæstning, at gøre Skilsmisse imellem Dagen og imellem Natten; og de skulle være til Tegn og til bestemte Tider og til Dage og Aar.

³ Han skal være som et Træ, der er plantet ved Vandbække, hvilket giver sin Frugt i sin Tid, og hvoraf ikke et Blad affalder; og alt hvad han gør, skal han faa Lykke til.

¹⁹ Han gjorde Maanen til at bestemme tiderne, Solen ved sin Nedgang.

⁹ Men naar vi gjøre det Gode, lader os ikke blive trætte; thi vi skulle og høste i sin Tid, saafremt vi ikke forsage.

⁷ Men han sagde til dem: det tilkommer ikke Eder at vide Tid og Stund, hvilke Faderen har forbeholdt sin egen Magt.

²² Saa længe Jorden staar, skal Sæd og Høst og Frost og Hede og Sommer og Vinter og Dag og Nat ikke aflade.

²¹ Og han forandrer Tider og Timer, han afsætter Konger og indsætter Konger; han giver de vise Visdom og de forstandige Kundskab.

¹ Alting har sin Stund; og enhver Idræt under Himmelen har sin Tid. ² Der er en Tid til at føde og en Tid til at dø; en Tid til at plante og en Tid til at oprykke det plantede; ³ en Tid til at ihjelslaa og en Tid til at læge; en Tid til at nedrive og en Tid til at opbygge; ⁴ en Tid til at græde og en Tid til at le; en Tid til at sørge og en Tid til at springe af Glæde; ⁵ en Tid til at bortkaste Stene og en Tid til at samle Stene; en Tid til at tage i Favn og en Tid til at holde sig fra Favntag; ⁶ en Tid til at søge og en Tid til at tabe; en Tid til at forvare og en Tid til at bortkaste en Tid til at sønderrive og en Tid til at sy sammen; ⁷ en Tid til at tie og en Tid til at tale; ⁸ en Tid til at. elske og en Tid til at hade; en Tid til Krig og en Tid til Fred. ⁹ Hvad Fordel har den, som udfører noget af det, han arbejder paa? ¹⁰ Jeg har set den Plage, som Gud har givet Mennneskens Børn at plage sig. med. ¹¹ Han har gjort alting smukt i sin Tid, ogsaa Evigheden har han lagt i deres Hjerte; kun at Mennesket ikke kan udfinde den Gerning, som Gud har gjort, fra Begyndelsen indtil Enden. ¹² Jeg fornam, at det gode ikke staar til dem selv, men at man skal være glad og gere godt i sit Liv; ¹³ og tillige, at det, at ethvert Menneske æder og drikker og ser det gode i alt sit Arbejde, es en Guds Gave. ¹⁴ Jeg fornam, at alt det, som intet kan tage derfra; og at Gud gør det, for at de skulle frygte for hans Ansigt. ¹⁵ Det, som har været, havde allerede været, og det, som skal ske, har allerede været; og Gud søger det, som er fordrevet. ¹⁶ Og jeg saa ydermere under Solen Dommens Sted, der var Ugudeligheden, og Retfærdighedens Sted, der var Ugudeligheden. ¹⁷ Jeg sagde i mit Hjerte: Gud vil dømme den retfærdige og den ugudelige; thi der er en Tid for enhver Idræt og Tid fastsat hisset over al Gerning. ¹⁸ Jeg sagde i mit Hjerte: Dette sker for Menneskens Børns Skyld, for at Gud kan lutre dem, og at de maa se, at de i og for sig ere Dyr. ¹⁹ Thi hvad, som hændes Menneskens Børn, det hændes og Dyrene, og ens hændes dem begge; som disse dø, saa dø og hine, og de have alle en Aand, og Mennesket har intet Fortrin fremfor Dyret; thi alt er Forfængelighed. ²⁰ De fare alle til et Sted; de ere alle komne af Støv, og de vende alle tilbage til Støv: ²¹ Hvo kender Menneskens Børns Aand, den som farer opad, og Dyrets Aand, den som farer ned ad til Jorden? ²² Og jeg saa, at intet er bedre, end at et Menneske er glad i sine Gerninger; thi det er hans Del; thi hvo vil bringe ham til at se paa det, som skal komme efter ham?