Bible verses about "remembering" | Danish

⁵⁵ Om Natten kom jeg dit Navn i Hu, o HERRE! og holdt din Lov.

¹ Til Sangmesteren; for Jeduthun; en Psalme af Asaf. ² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! ³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. ⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. ⁵ Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. ⁶ Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. ⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? ¹⁰ Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. ¹¹ Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand. ¹² Jeg vil komme HERRENS Gerninger i Hu; jeg vil komme dine underfulde Ting fra fordums Tid i Hu. ¹³ Og jeg vil grunde paa al din Gerning; og jeg vil tale om dine Idrætter. ¹⁴ Gud! din Vej er i Hellighed; hvo er en Gud stor som Gud? ¹⁵ Du er den Gud, som gør underfulde Ting, du har kundgjort din Styrke iblandt Folkene. ¹⁶ Du genløste dit Folk ved din Arm, Jakobs og Josefs Børn. Sela. ¹⁷ Vandene saa dig, Gud! Vandene saa dig, de bleve bange, ja, Afgrundene bævede. ¹⁸ De tykke Skyer udøste Vand, de øverste Skyer udgave Drøn, ja, dine Pile foore frem. ¹⁹ Din Tordens Drøn rullede, Lynet oplyste Jorderige; Jorden bævede og skælvede. ²⁰ Din Vej var i Havet og dine Stier i de store Vande, og dine Fodspor bleve ikke kendte. Du førte dit Folk som Hjorden ved Mose og Arons Haand.

¹ Jeg er søgt af dem, som ikke spurgte efter mig, jeg er funden af dem, som ikke ledte; jeg sagde til et Folk, som ikke er kaldet efter mit Navn: Se, her er jeg, se, her er jeg. ² Jeg udbredte mine Hænder den ganske Dag til et genstridigt Folk, som vandrer ad en Vej, som ikke er god, og efter deres egne Tanker; ³ til det Folk, som opirrer mig altid for mit Ansigt, og som I ofrer i Haverne, og som gør Høgelse paa Teglstenene; ⁴ til dem, som bo i Gravene og blive om Natten i Afkrogene, dem, som æde Svinekød og have vederstyggelig Suppe i deres Kar; ⁵ til dem, som sige: Hold dig hos dig selv; kom ikke nær til mig, thi jeg er hellig over for dig; disse ere en Røg i min Næse, en Ild, som brænder den ganske Dag. ⁶ Se, det er skrevet for mit Ansigt: Jeg vil ikke tie, før jeg faar betalt, ja, faar betalt det i deres Skød. ⁷ Eders Misgerninger og eders Fædres Misgerninger til Hobe vil jeg betale, siger HERREN, deres, som gjorde Røgelse paa Bjergene og forhaanede mig paa Højene; deres Løn vil jeg forinden tilmaale dem i deres Skød. ⁸ Saa siger HERREN: Som der findes Most i Vinklasen, og man siger: Fordærv den ikke; thi der er Velsignelse udi den, saa vil jeg gøre for mine Tjeneres Skyld og ikke fordærve alt. ⁹ Men af Jakob vil jeg lade udgaa en Sæd og af Juda den, som skal arve mine Bjerge; og mine udvalgte skulle arve dem og mine Tjenere bo der. ¹⁰ Og Saron skal blive til en Græsgang for Faar og Akors Dal til et Leje for Øksne, for mit Folk, for dem, som søge mig. ¹¹ Men I, som forlade HERREN, I, som glemme mit hellige Bjerg, I, som dække Bord for Gad, og I, som skænke fuldt i af blandet Drik for Meni: ¹² Eder vil jeg give hen til Sværdet, og I skulle alle bøje eder ned til at slagtes, efferdi jeg kaldte, og I svarede ikke, efterdi jeg talte, og I hørte ikke; men I gjorde det, som var ondt for mine Øjne, og udvalgte det; som jeg ikke havde Lyst til. ¹³ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Se, mine Tjenere skulle æde, men I skulle hungre; se, mine Tjenere skulle drikke, men I skulle tørste; se, mine Tjenere skulle glædes, men I skulle beskæmmes; ¹⁴ se, mine Tjenere skulle synge af Hjertens Glæde, men I skulle skrige af Hjertekvide og hyle af Aands Fortvivlelse. ¹⁵ Og I skulle efterlade mine udvalgte eders Navn til at sværge ved, og den Herre, HERRE skal dræbe eder; men sine Tjenere skal han give et nyt Navn. ¹⁶ Hver den, som velsigner sig i Landet, skal velsigne sig i den trofaste Gud, og hver den, som sværgel i Landet, skal sværge ved den trofaste Gud; thi de forrige Trængsler ere glemte, og de ere borte for mine Øjne. ¹⁷ Thi se, jeg skaber nye Himle og en ny Jord; og det første skal ikke ihukommes, ej heller rinde nogen i Sinde. ¹⁸ Men glæder eder og fryder eder indtil evig Tid ved det, som jeg skaber; thi se, jeg skaber Jerusalem til Fryd og dets Folk til Glæde. ¹⁹ Og jeg vil fryde mig over Jerusalem og glæde mig over mit Folk, og der skal ikke ydermere høres Graads Røst eller Skrigs Røst deri. ²⁰ Derfra skal ikke ydermere komme noget Barn, som lever faa Dage, eller nogen gammel, som ikke naar sine Dages Tal; thi Drengen skal dø hundrede Aar gammel, og Synderen, som er hundrede Aar gammel, skal kaldes forbandet. ²¹ Og de skulle bygge Huse og bo deri og plante Vingaarde og æde deres Frygt. ²² De skulle ikke bygge, at en anden skal bo deri, og ikke plante, at en anden skal æde det; thi som Træets Dage skulle mit Folks Dage være, og mine udvalgte skulle til fulde nyde deres Hænders Gerning: ²³ De skulle ikke have Møje forgæves og ej føde Børn til brat Død; thi de ere den Sæd, som er velsignet af HERREN og deres Afkom skal blive hos dem. ²⁴ Og det sker, førend de raabe, da vil jeg svare; naar de endnu tale; da vil jeg høre. ²⁵ En Ulv og et Lam skulle græsse sammen; og en Løve skal æde Halm som en Okse, og en Slanges Spise skal være Støv, de skulle ikke gøre ondt, ej heller handle fordærveligt paa hele mit hellige Bjerg, siger HERREN.

¹⁹ Og han tog Brødet, takkede og brød det og gav dem det og sagde: dette er mit Legeme, hvilket gives for Eder; dette gjører til min Ihukommelse.

⁶³ og sagde: Herre! vi komme ihu, at denne Forfører sagde, der han endnu levede: efter tre Dage opreises jeg.

²⁵ Dette har jeg talet til Eder, medens jeg blev hos Eder.

¹ Jakob, Guds og den Herres Jesu Christi Tjener, til de tolv Stammer, som ere i Adspredelsen, Hilsen. ² Mine Brødre! agter det for idel Glæde, naar I falde udi adskillige Fristelser. ³ Vidende, at Eders Troes Forsøgelse virker Standhaftighed; ⁴ men, Standhaftigheden frembringe fuldkommen Gjerning, paa det I skulle være fuldkomne og uden mangel, saa Eder fattes Intet. ⁵ Men dersom Nogen af Eder fattes Viisdom, han bede af Gud, som giver Alle gjerne, og bebreider ikke, saa skal den gives ham. ⁶ Men han bede i Troen, Intet tvivlende; thi den, som tvivler, er ligesom en havsbølge, der røres og drives af Veiret. ⁷ Ikke tænke det Menneske, at han skal faae noget af Herren; ⁸ en tvesindet mand er han, ustadig i alle sine Veie. ⁹ Den Broder, som er ringe, rose sig af sin Høihed, ¹⁰ men den Rige af sin Ringhed; thi han skal forgaae som Blomster paa Græs. ¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie. ¹² Salig er den Mand, som taalmodeligen lider Fristelse; thi naar han er bleven fristet, skal han faae Livsens Krone, hvilken Herren har lovet dem, som ham elske. ¹³ Ingen sige, naar han fristes: jeg fristes af Gud; thi Gud fristes ikke af det Onde, men han frister heller Ingen. ¹⁴ Men hver fristes, naar han drages og lokkes af sin egen Begjerlighed; ¹⁵ derefter, naar Begjerligheden har undfanget, føder den Synd, men naar Synden er fuldkommet, føder den Død. ¹⁶ Farer ikke vild, mine elskelige Brødre! ¹⁷ Al god Gave og al fuldkommen Gave er ovenfra og kommer ned fra Lysenes Fader, hos hvilken er ikke Forandring eller Skygge af Omskiftelse. ¹⁸ Efter sit Raad ødte han os formedelst Sandhedens Ord, at vi skulde være en Førstegrøde af hans Skabninger. ¹⁹ Derfor, mine elskelige Brødre! være hver Menneske snar til at høre, langsom til at tale, langsom til Vrede; ²⁰ thi en Mands Vrede udretter ikke det, som er ret for Gud. ²¹ Derfor aflægger al Skidenhed og al Levning af Ondskab, og med Sagtmodighed annammer Ordet, som er indplantet i Eder, og som er mægtigt til at gjøre Eders Sjæle salige. ²² Men vorder Ordets Gjørere og ikke alene dets Hørere, med hvilket I bedrage Eder selv. ²³ Thi dersom Nogen er Ordets Hører og ikke dets Gjører, han er lig en Mand, der betragter sit legemlige Ansigt i et Speil; ²⁴ thi han betragtede sig selv og gik bort og glemte strax, hvordan han var. ²⁵ Men den, som skuer ind i Frihedens fuldkomne Lov og bliver ved dermed, denne er ikke bleven en glemsom Tilhører, men Gjerningens Gjører, denne skal vorde salig i sin Gjerning. ²⁶ Dersom Nogen iblandt Eder synes, at han er en Gudsdyrker, men holder ikke sin Tunge i Tømme og bedrager sit eget Hjerte, hans Gudsdyrkelse er forfængelig. ²⁷ En reen og ubesmittet Gudsdyrkelse for Gud og Faderen er denne, at besøge Faderløse og Enker i deres Trængsel, at bevare sig selv ubesmittet af Verden.

⁹ Har jeg ikke befalet dig: Vær frimodig og stærk, forfærdes ikke og rædde ikke; thi HERREN din Gud er med dig paa al den Vej, som du skal vandre paa.

⁹ Kommer de forrige Ting fra gammel Tid i Hu; thi jeg er Gud og ingen ydermere, ja, jeg er Gud, og ingen er som jeg,

¹⁵ Derfor, Brødre! staaer fast, og holder hardt ved de Lærdomme, som I have annammet, være sig ved vor Tale eller vort Brev.

²⁵ Desligeste og Kalken, efterat han havde holdt Nadvere, og sagde: denne Kalk er det nye Testament i mit Blod; dette gjører, saa ofte I det drikke, til min Ihukommelse!

¹⁵ Kan vel en Kvinde glemme sit diende Barn, at hun ikke forbarmer sig over sit Livs Søn? om ogsaa de kunne glemme, da vil jeg, jeg dog ikke glemme dig. ¹⁶ Se, jeg har tegnet dig i mine Hænder; dine Mure ere bestandig for mig.

¹ Og tænk paa din Skaber i din Ungdoms Dage, førend de onde Dage komme, og de Aar nærme sig, om hvilke du skal sige: Jeg har ikke Lyst til dem:

⁵ Kom derfor ihu, hvorfra du er falden, og vend om og gjør de forrige Gjerninger; men hvis ikke, da kommer jeg snart over dig og vil flytte din Lysestage fra dens Sted, hvis du ikke omvender dig.

²⁴ takkede og brød det, og sagde: tager, æder; dette er mit Legeme, som brydes for Eder; dette gjører til min Ihukommelse!

³⁵ Jeg viste Eder i alle Ting, at det bør os saaledes at arbeide og komme de Srøbelige til Hjælp, og at ihukomme den Herres Jesu Ord, hvorledes han selv har sagt: saligt er det at give, hellere end at tage.

² Og du skal ihukomme al den Vej, som HERREN din Gud har ladet dig gaa disse fyrretyve Aar i Ørken for at ydmyge dig, for at forsøge dig, for at fornemme, hvad der var i dit Hjerte, om du vilde holde hans Bud eller ej.

² Men jeg roser Eder, Brødre! at I i Alt komme mig i hu og bevare Anordningerne, saasom jeg har overantvordet Eder.

¹² Saa tag dig i Vare, at du ikke forglemmer HERREN, som udførte dig af Ægyptens Land, af Trælles Hus.