Bible verses about "relaxing" | Danish

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth. ² Gud er vor Tillid og Styrke, en Hjælp i Angester, prøvet til fulde. ³ Derfor ville vi ikke frygte, om end Jorden forandres, og Bjergene synke ned i Havets Dyb; ⁴ om end Vandene deri bruse og oprøres, Bjergene bæve for dets Vælde. Sela. ⁵ Men en Strøm med sine Bække glæder Guds Stad, Helligdommen den Højestes Boliger. ⁶ Gud er midt i den, den skal ikke rokkes; Gud skal hjælpe den, naar Morgenen frembryder. ⁷ Hedningerne brusede, Rigerne bevægedes; han udgav sin Røst, Jorden smeltedes. ⁸ HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela. ⁹ Kommer, ser HERRENS Gerninger, hvorledes han har anrettet ødelæggelser paa Jorden. ¹⁰ Han, som kommer Krigerle til at holde op indtil Jordens Ende, sønderbryder Buen og afhugger Spydet, opbrænder Vognene med Ild. ¹¹ Lader af og vider, at jeg er Gud, ophøjet iblandt Hedningerne, ophøjet paa. Jorden. HERREN Zebaoth er med os, Jakobs Gud er vor faste Borg. Sela.

¹⁴ Og ordet blev Kjød og boede iblandt os, (og vi saae hans Herlighed, en Herlighed, som den Eenbarnes af Faderen), fuld af Naade og Sandhed.

¹² Men saa Mange, som ham annammede, dem har han givet Magt at vorde Guds Børn, dem, som troe paa hans Navn;

¹⁶ Den ganske Skrift er indblæst af Gud og nyttig til Lærdom, til Overbeviisning, til Rettelse, til Optugtelse i Retfærdighed,

¹ Talede jeg med Menneskers og engles Tungemaal, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg et lydende Malm eller en klingende Bjelde. ² Og havde jeg profphetisk Gave, og vidste alle Hemmeligheder og al Kundskab, og havde jeg al Tro, saa at jeg kunde flytte Bjerge, men havde ikke Kjærlighed, da var jeg Intet. ³ Og uddeelte jeg alt mig Gods til de Fattige, og gav jeg mit Legeme hen for at brændes, men havde ikke Kjærlighed, da gavnede det mig Intet. ⁴ Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke; ⁵ den gjør intet Usømmeligt; søger ikke sit Eget, forbittres ikke, bærer ikke Nag; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed; ⁷ fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt. ⁸ Kjærligheden affalder aldrig; men enten det er prophetiske Gaver, de skulle afskaffes, eller Tungemaal, de skulle ophøre, intet Kundskab, den skal afskaffes; ⁹ thi vi forstaae i stykkevis og propheterne i stykkeviis; ¹⁰ men naar det Fuldkomne kommer da skal det, som er i stykkeviis, afskaffes. ¹¹ Da jeg var et Barn, talede jeg som et Barn, tænkte jeg som et Barn, dømte jeg som et Barn; men da jeg blev Mand, aflagde jeg det Barnagtige. ¹² Thi nu see vi ved et Speil, i en mørk Tale, men da skulle vi see Ansigt til Ansigt; nu kjender jeg i stykkeviis, men da skal jeg erkjende, ligesom jeg og er kjendt. ¹³ Saa bliver da Tro, Haab, Kjærlighed, disse tre; men størst iblandt disse er Kjærligheden.

¹ Judas, Jesu Christi Tjener, men Jakobs Broder, til de Kaldte, som ere helligede i Gud Fader og bevarede i Jesus Christus: ² Barmhjertighed og Fred og Kjærlighed vorde Eder mangfoldigen! ³ I Elskelige! da jeg alvorligen havde for at skrive Eder om den fælles Frelse, fandt jeg det fornødent at skrive Eder med Formaning om at stride for den Tro, som eengang er overanvordet de Hellige. ⁴ Thi nogle Mennesker have indsneget sig, om hvilke det alt længe siden forud er skrevet, at de vilde falde under saadan Dom; Ugudelige, som misbruge vor Guds Naade til Uteerlighed og fornægte den eneste hersker, Gud, og vor Herre Jesus Christus. ⁵ Men jeg vil paaminde Eder, skjøndt I fuldt vel vide det, at Herren, der han havde frelst Folket af Ægyptens Land, ødelagde dog derefter dem, som ikke troede. ⁶ Og Englene, som ikke bevarede deres første Tilstand, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom. ⁷ Ligesom Sodoma og Gomorra og de omliggende Stæder, der de paa samme Maade, som disse, vare henfaldne til Utugt og var gangne efter fremmed Kjød, ere satte til et Exempel, idet de bære en evig Ilds Straf; ⁸ saaledes ere ogsaa disse berusede af Drømme og besmitte Kjødet, men foragte Herskab og bespotter Værdigheder. ⁹ Men Michael, Over-Englen, der han tvistede med Djævelen og talede om Mose Legeme, turde ikke fremføre en Bespottelsesdom, men sagde: Herren straffe dig. ¹⁰ Men disse bespotte, hvad de forstaae; men de ufornuftige Dyr, deri fordærves de. ¹¹ Vee dem; thi de ere gangne paa Cains Vei og have styrket sig i Bileams Vildfarelse for Vindings Skyld og ere ødelagte i Korahs Gjenstridighed. ¹² Disse ere Skampletter ved Eders Kjærlighedsmaaltider, naar de uden Undseelse fraadse med Eder, idet de pleie sig selv; de vandløse Skyer, som omdrives af Veiret; visne Træer, ufrugtbare, to Gange døde, oprykte med Rod; ¹³ Havets vilde Bølger, som udskumme deres egen Skam; vildfarende Stjerner, for hvilke Mørke og Mulm til evig Tid er bevaret. ¹⁴ Men om disse har og Enoch, den Syvende fra Adam, spaaet, der han sagde: see, Herren kommer med sine mange tusinde Hellige, ¹⁵ at holde Dom over Alle og straffe alle Ugudelige iblandt dem for alle deres Ugudeligheds Gjerninger, som de have bedrevet, og for alle de formastelige ord, som de have talet imod ham, de ugudelige Syndere. ¹⁶ Disse ere de, som knurre, som klage over deres Skjæbne, som vandre efter deres Lyster; deres Mund taler stolte Ord; de ansee med Beundring Personer for Fordeels Skyld. ¹⁷ Men I, I Elskelige! kommer de Ord ihu, som forud ere talede af vor Herrens Jesu Christi Apostler; ¹⁸ thi de sagde Eder, at i den sidste Tid skulde der være Bespottere, som vandre efter deres ugudeligheds Lyster. ¹⁹ Disse ere de, som afsondre sig, dyriske, som ikke have Aand. ²⁰ Men I, I Elskelige! opbygger Eder selv paa Eders helligste Tro beder udi den Hellig Aand; ²¹ bevarer Eder selv i Guds Kjærlighed, forventende vor Herres Jesu Christi Barmhjertighed til det evige Liv. ²² Og gjører Forskjel, saa I ynkes over Nogle, ²³ men frelse Andre med Frygt, udrivende dem af Ilden, hadende endog den af Kjødet besmittede Kjortel. ²⁴ Men han, som er mægtig til at bevare Eder fra Fald og fremstille Eder for sin Herlighed, ustraffelig, i Fryd, ²⁵ den alene vise Gud, vor Frelser, være Ære og Majestæt, Kraft og Magt, baade nu og i al Evighed! Amen.

³⁴ Men vogter Eder, at Eders Hjerter ikke nogen Tid besværes med Fraadseri og Drukkenskab og med Sorrig for Næring, og denne Dag skal komme pludselig over Eder.

⁶ Derfor ydmyger Eder under Guds Vældige Haand, at han maa i sin Tid ophøie Eder.

¹ Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge. ² Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. ³ Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. ⁴ Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. ⁵ Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen, ⁶ for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. ⁷ Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig. ⁸ Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. ⁹ Thi du, HERRE! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig. ¹⁰ Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt: ¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. ¹³ paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen. ¹⁴ Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. ¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. ¹⁶ Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes. ² Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande. ³ Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig. ⁵ Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i HERRENS Hus igennem lange Tider.

¹⁰ Og bortfjern Græmmelse fra dit Hjerte, og lad Lidelser gaa bort fra dit Kød; thi Ungdom og Livets Morgenrøde ere Forfængelighed.

¹ Kyrus's, Kongen af Persiens, tredie Aar blev et Ord aabenbaret for Daniel, hvis Navn kaldtes Beltsazar! og Ordet er Sandhed og gaar paa en svar Kamp, og han forstod Ordet og fik Forstand paa Synet. ² I de samme Dage holdt jeg, Daniel, Sorg i hele tre Uger. ³ Jeg aad ingen lækker Mad, og der kom ikke Kød eller Vin i min Mund, og jeg salvede mig ikke med Salve, før hele tre Uger vare til Ende. ⁴ Og paa den fire og tyvende Dag i den første Maaned, da var jeg ved Bredden af den store Flod Hiddekel. ⁵ Og jeg opløftede mine Øjne og saa, og se, der stod en Mand, iført linnede Klæder, og hans Lænder vare omgjordede med Guld af Ufas. ⁶ Og hans Legeme var som Krysolith, og hans Ansigt var som Lynet at se til og hans Øjne som Ildsluer og hans Arme og hans Fødder som Synet af blankt Kobber, og Lyden af hans Ord var som Lyden af et Bulder. ⁷ Og jeg, Daniel, jeg alene saa Synet, og de Mænd, som vare hos mig, saa ikke Synet, men der faldt en stor Forfærdelse paa dem, og de flyede, idet de skjulte sig. ⁸ Og jeg blev ene tilbage og saa dette store Syn, men der blev ingen Kraft tilbage i mig; og min friske Farve forandrede sig, saa den svandt bort, og jeg beholdt ingen Kraft. ⁹ Og jeg hørte Lyden af hans Ord, og som jeg hørte Lyden af hans Ord, faldt jeg bedøvet ned paa mit Ansigt, med mit Ansigt imod Jorden. ¹⁰ Og se, en Haand rørte ved mig og bragte mig rav ende op paa mine Knæ og paa mine flade Hænder. ¹¹ Og han sagde til mig: Daniel, du højlig elskede Mand! giv Agt paa de Ord, som jeg taler til dig, og staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg staa paa dit Sted; thi nu er jeg, sendt til dig; og der han talte dette Ord med mig, stod jeg bævende. ¹² Og han sagde til mig: Frygt ikke, Daniel! thi fra den første Dag, du gav dit Hjerte hen til at forstaa og til at ydmyge dig for din Gud, ere dine Ord hørte; og jeg er kommen for dine Ords Skyld. ¹³ Men Persiens Riges Fyrste stod imod mig een og tyve Dage, og se, Mikael, en af de fornemste Fyrster, kom for at hjælpe mig; og jeg fik Overhaand der hos Kongerne af Persien. ¹⁴ Men jeg er kommen for at lade dig forstaa, hvad der skal vederfares dit Folk i de sidste Dage; thi der er endnu et Syn, som gaar paa disse Dage. ¹⁵ Og der han talte saadanne Ord med mig, da vendte jeg mit Ansigt imod Jorden og blev stum. ¹⁶ Og se, een af Skikkelse som Menneskens Børn rørte ved mine Læber; da oplod jeg min Mund og talte og sagde til den, som stod lige over for mig: Min Herre! for dette Syns Skyld ere svare Smerter komne over mig, og jeg har ikke beholdt Kraft tilbage. ¹⁷ Og hvorledes kan denne min Herres Tjener tale med denne min Herre? og hvad mig angaar, bestaar fra nu af ingen Kraft i mig, og der er ingen Aande bleven tilbage i mig. ¹⁸ Og han, der var af Skikkelse som et Menneske, rørte fremdeles ved mig og styrkede mig; ¹⁹ og han sagde: Frygt ikke, du højlig elskede Mand! Fred være med dig, vær frimodig, ja, vær frimodig! og der han talte med mig, følte jeg mig styrket og sagde: Min Herre tale! thi du har styrket mig. ²⁰ Og han sagde: Ved du, hvorfor jeg er kommen til dig? og nu skal jeg vende tilbage for at stride imod Persiens Fyrste; og naar jeg drager ud, da se, saa skal Grækenlands Fyrste komme. ²¹ Dog vil jeg kundgøre dig, hvad der er optegnet i Sandheds Bog. Der er ikke een, som staar mig kraftigt bi imod disse, uden Mikael, eders Fyrste;

²⁵ Bekymring i en Mands Hjerte nedbøjer det; men et godt Ord glæder det.

⁶ Værer ikke bekymrede for Noget, men i alle Ting lader Eders Begjeringer formføres for Gud i Paakaldelse og Bøn med Taksigelse;