Bible verses about "marriage" | Danish

²⁰ Saa gav Adam alt Kvæget og Himmelens Fugle og alle vilde Dyr paa Marken Navne; men for Menneske fandt han ingen Medhjælp, som kun de være hos ham. ²¹ Da lod Gud HERREN falde en dyb Søvn paa Adam og han sov; og han tog et af han Ribben og lukkede med Kød i Stedet derfor. ²² Og Gud HERREN byggede af det Ribben, som han havde taget af Mennesket, en Mandinde og ledte hende til Adam. ²³ Da sagde Adam: Denne Gang er det Ben af mine Ben og Kød af mit Kød; denne skal kaldes Mandinde, thi denne er tagen af Manden. ²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

² Og Joas gjorde det, som var ret for HERRENS Øjne, i alle Præsten Jojadas Dage. ³ Og Jojada tog ham to Hustruer, og han avlede Sønner og Døtre.

¹⁴ Hus og Gods arves efter Forældre; men en forstandig Kvinde er fra HERREN.

² Og meget Folk fulgte ham, og han helbredte dem der. ³ Og Pharisæerne traadte til ham, fristede ham og sagde til ham: er det en Mand tilladt at skille sig fra sin Hustru for hvilkensomhelst Sag? ⁴ Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde, ⁵ og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød. ⁶ Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. ⁷ De sagde til ham: hvorfor bød da Moses at give et Skilsmissebrev, og skille sig fra hende? ⁸ Og han sagde til dem: Moses tilstede Eder, at skille Eder fra Eders Hustruer, for Eders Hjerters Haardheds Skyld; men af Begyndelsen har det ikke saaledes været. ⁹ Men jeg siger Eder, at hvo som skiller sig fra sin Hustru uden for Hoers Skyld, og tager en anden tilægte, han bedriver Hoer.

¹³ For det andet gøre I ogsaa dette: I bedække HERRENS Alter med Taarer, med Graad og Suk, saa at han ikke mere vender sit Ansigt til Offergaven eller modtager noget som velbehageligt af eders Haand. ¹⁴ Og I sige: Hvorfor? Fordi HERREN har været Vidne imellem dig og din Ungdoms Hustru, som du har handlet troløst imod, dn hun dog har din Ægtefælle og din, Pagts Hustru. ¹⁵ Og een, som havde en Rest af Aand, har ikke handlet saaledes. Men hvad gjorde denene? Han søgte den af Gud forjættede Sæd. Saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld, og ingen handle troløst imod sin Ungdoms Hustru! ¹⁶ Thi jeg hader Skilsmisse, siger den HERRE Israels Gud, og man bedækker derved sit Klædebon med Vold, siger den HERRE Zebaoth; saa skulle I vogte eder for eders Aands Skyld og ikke handle troløst.

⁸ og de To skulle være til eet Kjød, saa at de ikke længere ere To, men eet Kjød. ⁹ Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille. ¹⁰ Og hans Disciple spurgte ham atter i Huset om det Samme. ¹¹ Og han sagde til dem: hvo som skiller sig fra sin Hustru og tager en Anden tilægte, han bedriver Hoer imod hende. ¹² Og dersom en Kvinde skiller sig fra sin Mand og ægtes af en Anden, hun bedriver Hoer.

³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren.

¹⁴ Drager ikke i ulige Aag med de Vantroe; thi hvad Fællesskab har Retfærdighed med Uret? og hvad Samfund har Lys med Mørke?

⁹ Det er bedre at bo i et Hjørne paa Taget End hos en trættekær Kvinde og i Hus sammen.

²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød.

²² Hvo der har fundet en Hustru, har fundet en god Ting og bekommer en Velbehagelighed af HERREN.

⁴ Kjærligheden er langmodig, er velvillig; Kjærligheden bærer ikke Nid; Kjærligheden bruger ikke Fremfusenhed, opblæses ikke; ⁵ den gjør intet Usømmeligt; søger ikke sit Eget, forbittres ikke, bærer ikke Nag; ⁶ glæder sig ikke over Uretfærdighed, men glæder sig ved Sandhed; ⁷ fordrager Alt, troer Alt, haaber Alt, taaler Alt.

²² Kvinder! værer Eders egne Mænd underdanige som Herren; ²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting. ²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

⁴ Ægteskabet være hæderligt hos Alle, og Ægtesengen ubesmittet; men Skjørlevnere og Hoerkarle skal Gud dømme.

¹ Betræffende det, som I skreve mig til om, da er det et Menneske godt, at han ikke rør en Kvinde; ² men for Skjørlevnets Skyld have hver mand sin egen Hustru, og hver Hustru have sin egen Mand. ³ Manden bevise Hustruen den skyldige Velvillighed; desligeste ogsaa Hustruen Manden. ⁴ Hustruen er ikke mægtig over sit eget Legeme, men Manden; desligeste er ogsaa Manden ikke mægtig over sit eget Legeme, men Hustruen. ⁵ Holder Eder ikke fra hverandre, uden det skeer med fælles Samtykke, til en Tid at I kunne overlade Eder til Faste og Bøn; og kommer atter tilsamme, at Satan ikke skal friste Eder formedelst Eders Uafholdenhed. ⁶ Men dette siger jeg som Raad, ikke som Befaling. ⁷ Thi jeg vilde, at alle Mennesker vare, som jeg selv er; men hver har sin egen Naadegave af Gud, den Ene saa, den anden saa. ⁸ Thi de Ugifte og til Enker siger jeg, at det er dem godt, om de blive som jeg er. ⁹ Men kunne de ikke afholde sig, da gifte de sig; thi det er bedre at gifte sig, end at lide Brynde. ¹⁰ Men de Gifte byder ikke jeg, men Herren, at Hustruen ikke skal skilles fra Manden; ¹¹ (men skilles hun og fra ham, da blive hun ugift, eller forlige sig med Manden; og at en Mand ikke skal forlade sin Hustru. ¹² Men de Andre siger jeg, ikke Herren: dersom nogen Broder har en vantro hustru, og det behager hende at boe hos ham, han forlade hende ikke. ¹³ Og dersom en Kvinde har en vantro Mand, og det behager ham at boe hos hende, hun forlade ham ikke. ¹⁴ Thi den vantroe Mand er helliget formedelst Hustruen, og den vantroe Hustru er helliget formedelst Manden; thi ellers vare jo Eders Børn urene, men nu ere de hellige. ¹⁵ Men vil den Vantroe fraskille sig, da fraskille han sig; ingen Broder eller Søster er bunden i saadanne Ting men Gud har kaldet os til Fred. ¹⁶ Thi hvad veed du, Hustru! om du ikke kan frelse Manden? eller hvad veed du, Mand! om du ikke kan frelse Hustruen? ¹⁷ Som Gud har tildeelt enhver, som Herren har kaldet enhver, saaledes vandre han; og saaledes beskikker jeg i alle Menigheder. ¹⁸ Er Nogen kaldet omskaaren, han lade ikke Forhuden drage over; er Nogen kaldet i Forhuden, han lade sig ikke omskære. ¹⁹ Omskærelsen er Intet, og Forhuder er Intet, men at bevare Guds Bud. ²⁰ Hver blive i den Stand, som han er kaldet udi. ²¹ Er du kaldet som Træl, det bekymre dig ikke; men kan du blive Fri, da vælg hellere dette. ²² Thi hvo som er kaldet i Herren som Træl, han er Herrens Frigivne; desligeste og hvo som er kaldet som Fri, han er Christi Træl. ²³ I ere dyrekøbte, vorder ikke Menneskers Trælle! ²⁴ Som enhver, Brødre! er kaldet, saaledes blive han for Gud. ²⁵ Om Jomfruer har jeg ikke Herrens Befaling, men giver min Mening tilkjende som den, hvem Herren barmhjertig har forundt at være tro. ²⁶ Jeg mener altsaa, at dette er gjodt formedelst den nærværende Nød, at det er godt for et Menneske at være saaledes. ²⁷ Er du bunden til en Hustru? søg ikke at blive løst: er du løst fra en Hustru? søg ikke en Hustru. ²⁸ Men dersom du og giftede dig, syndede du ikke; og dersom en Jomfru giftede sig, syndede hun ikke; dog skulle saadanne have Trængsel i Kjødet. Men jeg skaaner Eder. ²⁹ Saa meget siger jeg, Brødre! at Tiden herefter er trang, saa at baade de, der have Hustruer, skulle være som de, der ikke have, ³⁰ og de, der græde, som de, der ikke græde, og de, sig glæde, som de, der ikke glæde sig, og de der kjøbe, som de, der ikke beholde, ³¹ og de, der bruge denne Verden, som de, der ikke nyde den; thi denne Verdens Skikkelse forgaaer. ³² Men jeg vilde, at I skulde være uden Bekymring. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, hvorledes han kan behage Herren; ³³ men de Gifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Verden til, hvorledes han kan behage Hustruen. ³⁴ Der er ogsaa Forskjel imellem Hustruen og Jomfruen. Den Ugifte har Omhyggelighed for de Ting, som høre Herren til, at han kan være hellig baade paa Legeme og i Aand; men den Gifte har Omhyggelighed for det, som hører Verden til, hvorledes hun kan behage Manden. ³⁵ Det siger jeg til Eders egen Nytte ikke for at kaste en Snare om Eder, men for at bevare Anstændighed og urokkelig Vedholdenhed ved Herren. ³⁶ Men dersom Nogen mener, det er uanstændigt for hans Jomfru, dersom hun sidder for længe hen, og det maa saa være, han gjøre, hvad han vil, han synder ikke; lader Sadanne gifte sig. ³⁷ Men den, som har sat sig stadig for i Hjertet, som ikke er tvungen, men har Magt over sin egen Villie og har besluttet det i sit Hjerte, at bavare sin Jomfru, han gjør vel. ³⁸ Saa at baade den, som bortgifter, gjør vel, og den, som ikke bortgifter, gjør bedre. ³⁹ En Hustru er bunden ved Loven, saa længe hendes Mand lever; men er hendes Mand hensovet, er hun fri at giftes med, hvem hun vil, alene at det skeer i Herren. ⁴⁰ Men hun er lyksaligere, om hun bliver saaledes, som hun er, efter min Mening; men jeg mener og at have Guds Aand.