Bible verses about "lucifer" | Danish

¹ Og Slangen var træskere end alle vilde Dyr paa Marken, hvilke Gud HERREN havde gjort; og den sagde til Kvinden: Mon Gud skulde have sagt: I maa ikke æde af hvert Træ i Haven? ² Da sagde Kvinden til Slangen: Vi maa æde af Havens Træers Frugt; ³ men om det Træs Frugt, som er midt i Haven, sagde Gud: Æder ikke deraf og rører ikke derved, at I ikke skulle dø. ⁴ Da sagde Slangen til Kvinden: I skulle ikke dø Døden; ⁵ men Gud ved, at hvilken Dag I æde deraf, da skulle eders Øjne oplades, og I skulle blive ligesom Gud og kende godt og ondt. ⁶ Og Kvinden saa, at Træet var godt at æde af, og at det var lysteligt at se til og et ønskeligt Træ til at faa Forstand af, og hun tog af dets Frugt og aad; og hun gav ogsaa sin Mand med sig, og han aad. ⁷ Da oplodes begges Øjne, og de kendte, at de vare nøgne, og de hæftede Figenblade sammen og gjorde sig Bælter. ⁸ Og de hørte Gud HERRENS Røst, som gik i Haven, der Dagen blev sval; da skjulte Adam og hans Hustru sig for Gud HERRENS Ansigt iblandt Træerne i Haven. ⁹ Og Gud HERREN kaldte ad Adam og sagde til ham: Hvor er du? ¹⁰ han sagde: Jeg hørte din Røst i Haven og frygtede; thi jeg var nøgen; og jeg skjulte mig. ¹¹ Og han sagde: Hvo gav dig til Kende, at du var nøgen? har du ædet af det Træ, om hvilket jeg bød dig, at du skulde ikke æde deraf? ¹² Og Adam sagde: Kvinden, som du gav til at være hos mig, hun gav mig af Træet, og jeg aad. ¹³ Da sagde Gud HERREN til Kvinden: Hvi har du gjort dette? Og Kvinden sagde; Slangen forførte mig, og jeg aad. ¹⁴ Da sagde Gud HERREN til Slangen: Efterdi du gjorde dette, da vær forbandet fremfor alt Kvæget og fremfor alle vilde Dyr paa Marken; du skal gaa paa din Bug og æde Støv alle dit Livs Dage. ¹⁵ Og jeg vil sætte Fjendskab imellem dig og imellem Kvinden og imellem din Sæd og imellem hendes Sæd; den skal sønderknuse dit Hoved, men du skal sønderknuse hans Hæl. ¹⁶ Til Kvinden sagde han: Jeg vil meget mangfoldiggøre din Kummer og din Undfangelse, med Smerte skal du føde Børn; og din Attraa skal være til din Mand, men han skal herske over dig. ¹⁷ Og til Adam sagde han: Efterdi du lød din Hustrus Røst og aad af det Træ, om hvilket jeg bød dig og sagde: Du skal ikke æde deraf, da være Jorden forbandet for din Skyld, med Kummer skal du æde deraf alle dit Livs Dage. ¹⁸ Og den skal bære dig Torn og Tidsel, og du skal æde Urter paa Marken. ¹⁹ I dit Ansigts Sved skal du æde dit Brød, indtil du bliver til Jord igen, thi deraf er du tagen; thi du er Støv, og du skal blive til Støv igen. ²⁰ Og Adam kaldte sin Hustrus Navn Eva, thi hun er bleven alle levendes Moder. ²¹ Og Gud HERREN gjorde Adam og hans Hustru Kjortler af Skind og iførte dem. ²² Og Gud HERREN sagde: Se, Adam er bleven som en af os til at kende godt og ondt; men nu, paa det han ikke skal udrække sin Haand og tage ogsaa af Livsens Træ og æde og leve evindeligen: ²³ da forviste Gud HERREN ham af Edens Have til at dyrke Jorden, som han var tagen af. ²⁴ Og han drev Mennesket ud og satte Keruber Østen for Edens Have med et blinkende Sværd, som vendte sig hid og did, til at vogte Vejen til Livsens Træ.

⁶ Og det skete en Dag, der Guds Børn kom at fremstille sig for HERREN, da kom ogsaa Satan midt iblandt dem.

¹⁶ Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene.

¹³ du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt.

¹ Og HERRENS Ord kom til mig saalunde: ² Du Menneskesøn! sig til Tyrus's Fyrste: Saa siger den Herre, HERRE: Fordi dit Hjerte ophøjede sig, og du sagde: Jeg er en Gud, jeg sidder paa Guds Sæde midt i Havet, medens du er et Menneske og ikke Gud og dog agtede dit Hjerte som Guds Hjerte; ³ - se, du er visere end Daniel; intet lønligt er skjult for dig; ⁴ du har forhvervet dig Formue ved din Visdom og veddin Forstand og bragt Guld og Sølv i dine Skatkamre; ⁵ du har formeret din Formue ved din megen Visdom i dit Købmandsskab, og dit Hjerte har ophøjet sig for din Formues Skyld: - ⁶ Derfor, saa siger den Herre, HERRE: Efterdi du agtede dit Hjerte som Guds Hjerte, ⁷ se, derfor vil jeg lade fremmede, de forfærdelige iblandt Folkene, komme over dig, og de skulle uddrage deres Sværd imod din Visdoms skønne Værk og vanhellige din Herlighed. ⁸ De skulle kaste dig ned i Hulen, og du skal dø, som de gennemstungne dø midt i Havet. ⁹ Mon du vel kan sige over for den, som ihjelslaar dig: Jeg er en Gud? medens du dog er et Menneske og ikke en Gudi hans Haand, som ihjelslaar dig: ¹⁰ Du skal dø; som de uomskaarne dø, ved fremmedes Haand; thi jeg har talt det, siger den Herre, HERRE. ¹¹ Og HERRENS Ord kom til mig saaledes: ¹² Du Menneskesøn! opløft et Klagemaal over Kongen af Tyrus, og sig til ham: Saa siger den Herre, HERRE: Du, som paatrykker den af passede Ordning Seglet, du, som er fuld af Visdom og fuldkommen i Skønhed, ¹³ du var i Eden, i Guds Have, alle Haande kostbare Stene bedækkede dig: Karneol, Topas og Demant, Krysolith, Onyks og Jaspis, Safir, Karbunkel og Smaragd og Guld; dine Trommer og dine Piber vare til Tjeneste hos dig, de vare beredte paa den Dag, du blev skabt. ¹⁴ Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene. ¹⁵ Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev funden i dig. ¹⁶ Formedelst din store Handel fyldtes dit Indre af Uret, og du syndede; derfor fjernede jeg dig som vanhelliget fra Guds Bjerg og lod dig omkomme, du skærmende Kerub, at du ikke forblev imellem de gloende Stene. ¹⁷ Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tillige med din Herlighed! jeg henkastede dig paa Jorden, gav dig hen for Kongers Ansigt, at de skulle se paa dig. ¹⁸ Ved dine Misgerningers Mangfoldighed under din uretfærdige Handel vanhelligede du dine Helligdomme, og jeg lod en Ild gaa ud fra din Midte, den fortærede dig, og jeg gjorde dig til Aske paa Jorden for alles; Øjne, som se dig. ¹⁹ Alle, som dig kendte iblandt Folkene, forfærdes over dig; du er bleven til Gru og skal i Evighed ikke være mere. ²⁰ og HERRENS Ord kom til mia saaledes: ²¹ Du Menneskesøn! vend dit Ansigt imod Zidon, og spaa imod den, ²² og sig: Saa siger den Herre, HERRE: Se, jeg kommer imod dig, Zidon! og jeg vil herliggøre mig i din Midte; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN, naar jeg holder Ret over den og helliggør mig ved den. ²³ Og jeg vil sende Pest i den og, Blod paa dens Gader, og der skal falde ihjelslagne i dens Midte for Svældet, som skal komme over den trindt omkring fra; og de skulle fornemme, at jeg er HERREN. ²⁴ Og for Israels Hus skal der ikke ydermere være en Torn, som stikker, eller en Tidsel, som smerter, af alle dem, som ere trindt omkring dem, som haane dem, og de skulle fornemme, at jeg er den Herre, HERRE. ²⁵ Saa siger den Herre, HERRE: Naar jeg samler Isralels Hus hjem fra Folkene, iblandt hvilke de ere adspredte, da vil jeg helliggøre mig ved dem for Hedningernes Øjne, og de skulle bo i deres Land, som jeg har givet min Tjener Jakob. ²⁶ Og de skulle bo tryggelig derudi og bygge Huse og plante Vingaarde, ja, bo tryggelig; naar jeg holder Ret over alle dem, som haanede dem trindt omkring dem; og de skulle fornemme, at jeg HERREN er deres Gud.

³ Og Fristeren gik til ham og sagde: er du Guds Søn, da siig, at disse Stene blive Brød.

⁶ ikke ny i Troen, at han ikke skal opblæses og falde under Bagvaskerens Dom.

¹⁴ Efterdi da Børnene ere deelagtige i Kjød og Blod, er han iligemaade bleven deelagtig deri, at han ved Døden skulde gjøre den magtesløs, som havde Dødens Vælde, det er Djævelen,

⁴ Thi dersom Gud ikke sparede de Engle, som syndede, men nedstyrtede dem til Helvede og overantvordede dem i Mørkets Lænker, at forvares til Dommen;

⁴ Og dens hale drog Trediedelen af Himmelens Stjerner og kastede dem paa Jorden. Og Dragen stod for Kvinden, som skulde føde, og naar hun havde født sit Barn, den da kunde opsluge det.

¹⁰ Og Djævelen, som dem forførte, blev kastet i Søen af Ild og Svovl, hvor Dyret og den falske Prophet var; og de skulle pines Dag og Nat i al Evighed.

¹⁴ Du var en salvet Kerub, som skærmede; og jeg havde sat dig dertil, du var paa Guds hellige Bjerg, du vandrede midt imellem gloende Stene. ¹⁵ Du var fuldkommen i dine Veje fra den Dag af, du blev skabt, indtil Uretfærdighed blev funden i dig.

⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

⁸ Værer ædrue, vaager; thi Eders Modstander Djævelen gaaer omkring som en brølende Løve, søgende, hvem han kan opslue.

⁶ Og Englene, som ikke bevarede deres første Tilstand, men forlode deres egen Bolig, holder han forvarede i evige Lænker under Mørket til den store Dags Dom.

¹⁸ Men han sagde til dem: jeg saae, at Satanas faldt ned af Himmelen som et Lyn.

⁴⁴ I ere af en Fader Djævelen og ville gjøre Eders Faders Begjerninger. Han var en Manddraber fra Begyndelsen af og blev ikke bestaaende i Sandheden; thi Sandhed er ikke i ham. Naar han taler Løgn, taler han af sit eget; thi han er en Løgner og Løgnens Fader.

¹⁷ Dit Hjerte ophøjede sig for din Skønheds Skyld, du ødelagde din Visdom tillige med din Herlighed! jeg henkastede dig paa Jorden, gav dig hen for Kongers Ansigt, at de skulle se paa dig.

¹⁴ Og intet Under; thi Satanas selv paatager sig Skikkelse af en Lysets Engel.

¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd?

⁷ Og der blev en Strid i Himmelen: Michael og hans Engle strede mod Dragen, og Dragen sted og dens Engle. ⁸ Men de mægtede Intet; ei heller blev deres Sted ydermere fundet i Himmelen. ⁹ Og den store Drage blev nedstyrtet, den gamle Slange, som kaldes Djævelen og Satanas, som forfører den ganske Verden, blev nedstyrtet paa Jorden, og hans Engle bleve nedstyrtede med ham.

¹² Hvorledes er du falden ned fra Himmelen, du Morgenstjerne, du Morgenrødens Søn? hvorledes er du nedhugget til Jorden, du, som nedtraadte Folkefærd? ¹³ Og du sagde i dit Hjerte: Jeg vil stige op til Himmelen, ophøje min Trone over Guds Stjerner, og jeg vil sidde paa Forsamlingsbjerget, yderst imod Norden; ¹⁴ jeg vil fare op over de højeste Skyer, jeg vil være den Højeste lig! ¹⁵ Men til Dødsriget skal du nedfare, til Hulens nederste Steder!