Bible verses about "in-laws" | Danish

²⁴ Derfor skal Manden forlade sin Fader og sin Moder og blive fast hos sin Hustru, og de skulle være til eet Kød. ²⁵ Og de vare begge nøgne, Adam og hans Hustru, og de bluedes ikke.

¹⁸ Og Gud HERREN sagde: Det er ikke godt, at Mennesket er ene, jeg vil gøre ham Medhjælp, som skal være hos ha.

¹ Og det skete i de Dage, da Dommerne dømte, da var der en Hunger i Landet; og en Mand fra Bethlehem i Juda gik hen at opholde sig i Moabiternes Land, han og hans Hustru og hans to Sønner. ² Og Mandens Navn var Elimelek og hans Hustrus Navn Noomi og hans to Sønners Navn Malon og Kiljon, Efratiter fra Bethlehem i Juda; og de kom i Moabiternes Land og bleve der. ³ Og Elimelek, Noomi Mand, døde; og hun og hendes to Sønner bleve tilbage. ⁴ Og disse toge sig moabitiske Hustruer, den enes Navn var Orpa, og den andens Navn Ruth; og de boede der ved ti Aar. ⁵ Da døde ogsaa de begge, Malon og Kiljon; og Kvinden blev tilbage efter hendes tvende Sønner og efter hendes Mand. ⁶ Da gjorde hun sig rede, hun og hendes Sønners Hustruer, og vendte tilbage fra Moabiternes Land; thi hun havde hørt i Moabiternes Land, at HERREN havde besøgt sit Folk og givet dem Brød. ⁷ Og hun gik ud fra det Sted, hvor hun havde været, og begge hendes Sønners Hustruer med hende, og de gik paa Vejen for at komme tilbage til Judas Land. ⁸ Da sagde Noomi til begge sine Sønners Hustruer: Gaar hen, vender tilbage hver til sin Moders Hus; HERREN gøre Miskundhed imod eder, ligesom I have gjort imod de døde og imod mig! ⁹ HERREN give eder, at I maa finde Rolighed hver i sin Mands Hus! Og hun kyssede dem, og de opløftede deres Røst og græd. ¹⁰ Og de sagde til hende: Vi ville vende tilbage med dig til dit Folk. ¹¹ Da sagde Noomi: Vender tilbage, mine Døtre! hvorfor ville I gaa med mig? mon jeg har Børn ydermere i mit Liv, som kunne blive eders Mænd? ¹² Vender tilbage, mine Døtre! gaar bort, thi jeg er for gammel til at faa en Mand; dersom jeg end sagde: Der er Forventelse for mig, ja, dersom jeg havde en Mand i denne Nat og endog fødte Sønner, ¹³ mon I skulde vente paa dem, indtil de bleve store? mon I skulde opholdes derefter, saa at I ikke skulde faa Mænd Nej, mine Døtre! thi det er mig saare bittert, mere end eder, at HERRENS Haand er udgangen over mig. ¹⁴ Da opløftede de deres Røst og græd ydermere; og Orpa kyssede sin Mands Moder, men Ruth hængte ved hende. ¹⁵ Da sagde hun: Se, din Svigerinde er vendt tilbage til sit Folk og til sin Gud; vend tilbage efter din Svigerinde! ¹⁶ Og Ruth sagde: Vær mig ikke imod, at jeg skulde forlade dig og vende tilbage fra dig; thi hvor du gaar hen, der vil jeg gaa hen, og hvor du bliver, om Natten, der vil jeg blive om Natten; dit Folk er mit Folk, og din Gud er min Gud. ¹⁷ Hvor du vil dø, der vil jeg dø, og der vil jeg begraves; HERREN gøre nu og fremdeles saa og saa imod mig, saa vist som Døden alene skal skille imellem dig og imellem mig. ¹⁸ Og der hun saa, at hun havde fast foresat sig at gaa med hende, da lod hun af at tale til hende derom. ¹⁹ Og de gik begge, indtil de kom til Bethlehem; og det skete, der de kom til Bethlehem, da kom den ganske Stad i Bevægelse over. dem, og de sagde: Er dette Noomi? ²⁰ Og hun sagde til dem: Kalder mig ikke Noomi, kalder mig Mara, thi den Almægtige har gjort det saare besk for mig. ²¹ Jeg gik bort med fulde Hænder, men HERREN har ført mig med tomme Hænder tilbage; hvi skulde I kalde mig Noomi, efterdi HERREN har vidnet imod mig, og den Almægtige handlet ilde med mig ²² Saa kom Noomi tilbage, og Ruth den moabitiske, hendes Sønnekone, var med hende, som kom tilbage af Moabiternes Land; og de kom til Bethlehem i Byghøstens Begyndelse.

⁶ Æd ikke Brød hos den, der har et ondt Øje, og hav ikke Lyst til hans Livretter! ⁷ Thi ligesom han tænker i sit Hjerte, saa er han; han siger til dig: Æd og drik; men hans Hjerte er ikke med dig. ⁸ Din Mundfuld, som du har spist, skal du udspy og have spildt dine liflige Ord.

²³ thi manden er Kvindes Hoved ligesom og Christus er Menighedens Hoved, og han er sit Legems Saliggjører. ²⁴ Men ligesom Menigheden er Christus underdanig, saaledes skulle og Kvinderne være deres egne Mænd underdanige i alle Ting. ²⁵ I mænd! elsker Eders Hustruer, ligesom og Christus elskede Menigheden og hengav sig selv for den, ²⁶ paa det kunde hellige den, og han rensede den formedelst Vandbadet ved Ordet, ²⁷ at han maatte fremstille sig den, en herlig Menighed, som ikke har Plet eller Rynke eller noget deslige, men at den maatte være hellig og ustraffelig. ²⁸ Saaledes ere Mændene skyldige at elske deres Hustruer, som deres egne Legemer; hvo som elsker sin hustru, elsker sig selv. ²⁹ Ingen hadede jo nogensinde sit eget Kjød, men føder og vederkvæger det, ligesom og Herren Menigheden. ³⁰ Thi vi ere hans Legemes Lemmer, af hans Kjød og af hans Been. ³¹ Derfor skal Manden forlade sin Fader og Moder og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være eet Kjød. ³² Denne Hemmelighed er stor; jeg taler nemlig om Herren og Menigheden. ³³ Dog I ogsaa, hver især elske sin Hustru som sig selv; men Hustruen have Ærefrygt for Manden.

¹⁰ Tyven kommer ikke, uden for at stjæle og myrde og fordærve; jeg er kommen, at de skulle have Liv og have overflødigt.

¹¹ En Daare udlader al sin Hidsighed, men en viis skal omsider stille den.

⁴ Men han svarede og sagde til dem: have I ikke læst, at den, som gjorde dem af Begyndelsen, gjorde dem Mand og Kvinde, ⁵ og sagde: derfor skal et Menneske forlade Fader og Moder, og blive fast hos sin Hustru, og de To skulle være til eet Kjød. ⁶ Saa at de ere ikke længere to, men eet Kjød. Derfor, hvad Gud har tilsammenføiet, skal Mennesket ikke adskille.