Bible verses about "drama" | Danish

¹ Esajas's Amoz's Søns Syn hvilket han saa om Juda og Jerusalem i de Dage, da Usias, Jotham, Akas, Ezekias, vare Konger i Juda. ² Hører, I Himle! og du Jord! mærk, thi HERREN har talt; jeg har opdraget Børn og opfostret dem, men de have gjort Overtrædelse imod mig. ³ En Okse kender sin Ejermand og et Asen sin Herres Krybbe; Israel kender intet, mit Folk forstaar intet. ⁴ Ve et syndigt Folk, et Folk med svar Misgerning, en Slægt af onde, vanartede Børn! De forlode HERREN, de opirrede den Hellige i Israel, de ere vegne tilbage. ⁵ Hvorfor ville I lade eder slaa ydermere? hvorfor ville I forøge eders Afvigelse? hvert Hoved er sygt, og hvert Hjerte er mat. ⁶ Fra Fodsaale og indtil Hovedet er intet helt paa det: Saar og Skrammer og friske Hug! de ere ikke trykkede ud og ikke forbundne og ikke lindrede med Olie. ⁷ Eders Land er en Ørk, eders Stæder ere opbrændte med Ild; fremmede fortære eders Land for eders Øjne, og der er en Ørk; som naar fremmede have væltet op og ned. ⁸ Og Zions Datter er bleven tilovers som en Hytte i en Vingaard, som et Natteskjul i en Græskarhave, som en frelst Stad. ⁹ Dersom ikke den HERRE Zebaoth havde ladet os en liden Levning tilbage, havde vi været som Sodoma, været lige med Gomorra. ¹⁰ I Sodomas Fyrster! hører HERRENS Ord; I Gomorras Folk! mærker paa vor Guds Lov! ¹¹ Hvad skal jeg med eders mangfoldige Ofrer siger HERREN; jeg er mæt af Brændofre af Vædre og af det fedede Kvægs Fedme, og jeg har ingen Lyst til Blod af Okser og Lam og Bukke. ¹² Naar I komme for at ses for mit Ansigt, hvo har krævet dette af eder, at I skulle nedtræde mine Forgaarde? ¹³ Bærer ikke mere forfængeligt Madoffer frem, det er mig en vederstyggelig Røgelse; Nymaaneder og Sabbater og Højtids Forsamlinger -! jeg fordrager ikke Uret og Højtid. ¹⁴ Min Sjæl hader eders Nymaaneder og eder Højtider; de ere blevne mig til Byrde; jeg er træt af at taale dem. ¹⁵ Og naar I udbrede eders Hænder, skuler jeg mine Øjne for eder; hvor meget I end bede, hører jeg dog ikke; eders Hænder, ere fulde af Blod. ¹⁶ Toer eder, renser eder, borttager eders Idrætters Ondskab fra mine Øjne, lader af at gøre ilde! ¹⁷ Lærer at gøre godt, søger Ret, leder den vanartede paa rette Vej, skaffer den faderløse Ret, udfører Enkens Sag! ¹⁸ Kommer dog, og lader os gaa i Rette med hinanden, siger HERREN. Dersom eders Synder end vare som Karmesin, da skulle de blive hvide som Sne; om de end vare øde som Skarlagen, skulle de blive som Uld. ¹⁹ Dersom I ere villige og ulydige, skulle I æde Landets Gode. ²⁰ Men dersom I vægre eder og ere genstridige, skulle I for tæres af Sværd thi HERRENS Mund har; talt det. ²¹ Hvorledes er den trofaste Stad leven til en Hore? den var fuld af Ret; Retfærdighed havde hjemme i den, men nu er der Mordere. ²² Dit Sølv er blevet til Slagger, din Drik er spædet med Vand. ²³ Dine Fyrster ere Oprørere og Tyvenes Stalbrødre, de elske alle Skænk og jage efter Gaver de ville ikke skaffe, faderløse Ret, og Enkens Sag maa ikke komme for dem. ²⁴ Derfor siger min Vrede paa mine Modstandere og hævne mig paa mine Fjender. ²⁵ Og jeg vil atter vende min Haand imod dig og udsmelte dine Slagger som med Ludsalt og borttage alt dit Tin. ²⁶ Og jeg vil give dig Dommere igen som i Førstningen og Raadsherrer som i Begyndelsen; derefter skal, du kaldes Retfærdigheds Stad, en trofast By. ²⁷ Zion skal forløses ved Ret og de omvendte i den ved Retfærdighed. ²⁸ Men Overtrædere og Syndere skulle knuses til Hobe, og de som forlade HERREN, skulle omkomme. ²⁹ Thi de skulle blive til Skamme for de Terebinters Skyld, som I havde Lyst til, og I skulle beskæmmes for de Havers Skyld, som vare eders Glæde. ³⁰ Thi I skulle blive som en Terebinte, der fælder sit Blad, og som en Have, hvori der ikke er Vand. ³¹ Og den stærke skal blive til Blaar og hans Gerning til en Gnist; og de skulle begge brænde med hinanden, og der skal ingen være, som slukker.

⁵ Du skal ikke tilbede dem og ikke tjene dem; thi jeg, HERREN din Gud, er en nidkær Gud, som hjemsøger Fædres Misgerning paa Børn, paa dem i tredje og paa dem i fjerde Led, paa dem, som hade mig;

¹ En Psalme af David. HERREN er min Hyrde, mig skal intet fattes. ² Han lader mig ligge i skønne Græsgange; han leder mig til de stille rindende Vande. ³ Han vederkvæger min Sjæl; han fører mig paa Retfærdigheds Veje for sit Navns Skyld. ⁴ Naar jeg end skal vandre i Dødens Skygges Dal, vil jeg ikke frygte for ondt, thi du er med mig; din Kæp og din Stav, de skulle trøste mig. ⁵ Du bereder et Bord for mig, over for mine Fjender; du har salvet mit Hoved med Olie, mit Bæger flyder over. ⁶ Ikkun godt og Miskundhed skal følge mig alle mine Livsdage, og jeg skal blive i HERRENS Hus igennem lange Tider.

¹ Een, som bor i den Højestes Skjul, Almægtiges Skygge. ² Jeg siger til HERREN: Du er min Tillid og min Befæstning, min Gud, paa hvem jeg forlader mig. ³ Thi han skal fri dig fra Fuglefængerens Snare, fra Fordærvelsens Pest. ⁴ Han skal dække dig med sine Vingefjedre, og du skal finde Ly under hans Vinger; hans Sandhed er Skjold og Panser. ⁵ Du skal ikke frygte for Rædselen om Natten, for Pilen, som fryver om Dagen, ⁶ for Pest, som farer frem i Mørket, for Sot, som raser om Middagen. ⁷ Om tusinde falde ved din Side og ti Tusinde ved din højre Haand, skal det dog ikke komme nær til dig. ⁸ Du skal kun skue det med dine Øjne, og se, hvorledes der betales de ugudelige. ⁹ Thi du, HERRE! er min Tillid; den Højeste har du gjort til din Bolig. ¹⁰ Dig skal intet ondt vederfares, og der skal ingen Plage komme nær til dit Telt: ¹¹ Thi han skal befale sine Engle om dig at bevare dig paa alle dine Veje. ¹² De skulle bære dig paa Hænderne, at du ikke skal støde din Fod paa nogen Sten. ¹³ paa Løve og øgle skal du træde, du skal nedtræde den unge Løve og Dragen. ¹⁴ Efterdi han har holdt sig til mig, saa vil jeg udfri ham; jeg vil ophøje ham; thi han kender mit Navn. ¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham. ¹⁶ Jeg vil mætte ham med et langt Liv og lade ham se min Frelse."

²⁰ Den Sjæl, som synder, den skal dø; en Søn skal ikke bære Faderens Misgerning med, og en Fader skal ikke bære Sønnens Misgerning med; den retfærdiges Retfærdighed skal komme over ham selv, og den ugudeliges Ugudelighed skal komme over ham selv.

²² Fly Ungdoms-Begjeringer; men jag efter Retfærdighed, Tro, Kjærlighed, Fred med dem, som paakalde Herren af et reent hjerte. ²³ Undfly dig for daarlige og uforstandige Spørgsmaal, efterdi du veed, at de føde Strid af sig. ²⁴ Men en Herrens Tjener bør det ikke at stride, men at være mild imod Alle, bekvem til at lære, istand til at taale Ondt, ²⁵ med Sagtmodighed undervisende dem, som modsætte sig, om Gud vilde engang give dem Omvendelse til Sandhes Erkjendelse, ²⁶ og de kunde komme til sig selv igjen fra Djævelens Snare, af hvem de ere fangne til at gjøre hans Villie.

¹¹ og at søge Ære i at leve stille og varetage hver sin gjerning og arbeide med Eders egne Hænder, saasom vi have budet Eder, ¹² paa det I maa omgaaes sømmeligen med dem, som ere udenfor, og ikke trænge til Nogen.

¹⁶ Kun at vi, saa vidt vi ere komne, vandre efter den samme Regel, mene det Samme.

¹ Paamind dem at være Fyrster og Øvrigheder underdanige, at lyde Befalinger, at være redebonne til al god Gjerning, ² ikke at bespotte Nogen, ikke være kivagtige, men billige og bevise al Sagtmodighed mod alle Mennesker. ³ Thi og vi vare fordum uforstandige, ulydige, vildfarene, Slaver af Begjerligheder og mangehaande Lyster, henlevende i Ondskab og Avind, vederstyggelige, hadende hverandre.

¹⁶ Dette siger jeg: vandrer i Aanden, saa skulde I ikke fuldkomme Kjødets Begjering. ¹⁷ Thi Kjødets begjerer imod Aanden, men Aanden imod Kjødet; og disse ere hinanden modsatte, saa at I ikke kunne gjøre, hvad I ville.

¹⁵ Men dersom I bide og æde hverandre, da seer til, at I ikke fortæres af hverandre.