Bible verses about "business" | Danish

¹⁰ Du skal give ham og ikke lade dit Hjerte fortryde det, at du giver ham; thi HERREN din Gud skal for denne Sags Skyld velsigne dig i alle dine Gerninger og i alt det, som du udrækker din Haand til.

¹³⁰ Dine Ords Aabenbaring spreder Lys og gør de enfoldige forstandige.

²⁰ I den vises Bolig er der kosteligt Liggendefæ og Olie; men et daarligt Menneske opsluger det.

²³ De fore ud paa Havet i Skibe, de udrettede deres Gerning paa de store Vande, ²⁴ de saa HERRENS Gerninger og hans Underværker paa Dybet. ²⁵ Han bød og lod et Stormvejr rejse sig, og det opløftede dets Bølger. ²⁶ De fore op imod Himmelen, de fore ned i Afgrundene, deres Sjæl forsa ede under Ulykken. ²⁷ De dreves omkring og ravede som den drukne, og al deres Visdom var ²⁸ Og de raabte til HERREN, da de vare i Angest, og han udførte dem af deres Trængsler. ²⁹ Han lod Stormen stille af, og Bølgerne lagde sig. ³⁰ Da bleve de glade, at disse vare blevne stille; og han førte dem i Havn efter deres Begæring.

¹ Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans fader var en Græker. ² Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium. ³ Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker. ⁴ Men som de droge igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Ældste i Jerusalem. ⁵ Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag. ⁶ Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudetaf den Hellig Aand at tale Ordet i Asia, ⁷ kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke. ⁸ De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. ⁹ Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjælp os. ¹⁰ Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Marcedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem. ¹¹ Vi fore da ud fra Troas, og seilede lige til Samothracia, og den anden dag til Neapolis, ¹² og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage. ¹³ Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen. ¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. ¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os. ¹⁶ Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae. ¹⁷ Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei. ¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund. ¹⁹ Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste. ²⁰ Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad, ²¹ og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere. ²² Og Mændene oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem. ²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken. ²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem. ²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. ²⁷ Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede. ²⁸ Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle. ²⁹ Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? ³¹ Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus. ³² Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans. ³⁴ Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud. ³⁵ Men der det var blevet Dag, sendte høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker Løs. ³⁶ Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred. ³⁷ Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os ud hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud. ³⁸ Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere. ³⁹ Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden. ⁴⁰ Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort.

²⁶ Og Gud sagde: Lader os gøre et Menneske i vort Billede, efter vor Lignelse; og de skulle regere over Havets Fiske og over Himmelens Fugle og over Fæet og over al Jorden og over alt Kryb, som kryber paa Jorden.

²⁰ Min Søn! giv Agt paa mine Ord, bøj dit Øre til min Tale. ²¹ Lad dem ikke vige fra dine Øjne, ²² bevar for hver den, som finder dem, og Lægedom for hans hele Legeme.

¹³ Men han kaldte ti af sine Tjenere og gav dem ti Pund og sagde til dem: kjøbslaaer, indtil jeg kommer.

¹ En Psalme af David. HERRE, hvo skal være til Herberge i dit Paulun? hvo skal bo paa dit hellige Bjerg? ² Den, som vandrer i Oprigtighed og gør Retfærdighed og taler Sandhed i sit Hjerte; ³ som ikke bagtaler med sin Tunge, ikke gør sin Næst ondt og ikke driver Spot med sin nærmeste; ⁴ hvis Øjne den ugudelige er foragtet, men som ærer dem som frygte HERREN; den, som har svoret sig til Skade og ikke vil forandre det; ⁵ den, som ikke sætter sine Penge ud imod Aager og ikke tager Gave imod en uskyldig; hvo disse Ting gør, skal ikke rokkes evindelig.

² Og HERREN svarede mig og sagde: Skriv Synet, og gør det tydeligt paa ravlerne, for at den, som læser det, kan gøre det i en Fart.

⁷ thi HERREN din Gud har velsignet dig i al din Haands Gerning; han kender dine Gange igennem denne store Ørk; i fyrretyve Aar har HERREN din Gud været med dig; dig fattedes ingen Ting

²⁴ Ingen kan tjene to Herrer; thi han maa enten hade den ene og elske den anden eller holde sig til den ene og foragte den anden. I kunne ikke tjene Gud eller Mammon.

¹⁷ Og Alt, hvad I gjøre i Ord eller i Handling, det gjører alt i den Herrens Jesu Navn, takkende Gud og Faderen formedelst ham.

¹⁰ Alt hvad din Haand formaar at gøre med din Kraft, gør det; thi der er hverken Gerning eller Tanke eller Kundskab eller Visdom i Dødsriget, hvor du farer hen.

¹⁸ Men du skal komme HERREN din Gud i Hu, thi han er den, som giver dig Kraft til at skaffe dig Vælde, for at stadfæste sin Pagt, som han svor dine Fædre, som det ses paa denne Dag.