Bible verses about "behavior" | Danish

¹ Og HERREN talede til Mose og sagde: ² Tal til Israels Børn, og du skal sige til dem: Jeg er HERREN eders Gud. ³ Efter Ægyptens Lands Gerning, hvor I boede, skulle I ikke gøre, og efter Kanaans Lands Gerning, hvor hen jeg vil føre eder, skulle I ikke gøre, og efter deres Skikke skulle I ikke vandre. ⁴ I skulle gøre efter mine Bud og holde mine Skikke, saa at I vandre i dem; jeg er HERREN eders Gud. ⁵ Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud, hvilke et Menneske skal gøre og leve ved dem; jeg er HERREN. ⁶ Ingen af eder skal holde sig nær til sin næste Slægt, til at blotte dennes Blusel; jeg er HERREN. ⁷ Du skal ikke blotte din Faders Blusel eller din Moders Blusel; hun er din Moder, du skal ikke blotte hendes Blusel. ⁸ Du skal ikke blotte din Stivmoders Blusel; det er din Faders Blusel. ⁹ Din Søsters Blusel, din Faders Datter eller din Moders Datter, enten hun er født hjemme eller født ude, deres Blusel skal du ikke blotte. ¹⁰ Din Sønnedatters eller din Datterdatters Blusel, deres Blusel skal du ikke blotte; thi de ere din Blusel. ¹¹ Din Stivmoders Datters Blusel, hun som er din Fader født og er din Søster, hendes Blusel skal du ikke blotte. ¹² Du skal ikke blotte din Faders Søsters Blusel, hun er din Faders næste Slægt. ¹³ Du skal ikke blotte din Moders Søsters Blusel; thi hun er din Moders næste Slægt. ¹⁴ Du skal ikke blotte din Farbroders Blusel; du skal ikke holde dig nær til hans Hustru; thi hun er din Faster. ¹⁵ Du skal ikke blotte din Sønnekvindes Blusel; thi hun er din Søns Hustru, du skal ikke blotte hendes Blusel. ¹⁶ Du skal ikke blotte din Broders Hustrus Blusel; det er din Broders Blusel. ¹⁷ Du skal ikke blotte en Hustrus og hendes Datters Blusel; du skal ikke tage hendes Søns Datter eller hendes Datters Datter, at blotte hendes Blusel; thi de ere hendes næste Slægt; det er en Skændsel. ¹⁸ Og du skal ikke tage en Hustru, tillige med hendes Søster, til at vække hendes Skinsyge, at blotte hendes Blusel tillige med hins, medens hun lever. ¹⁹ Og din Hustru i hendes Urenheds Svaghed, skal du ikke komme nær, til at blotte hendes Blusel. ²⁰ Og du skal ikke ligge hos din Næstes Hustru til at avle, til at blive uren ved hende. ²¹ Og af dit Afkom skal du ikke lade nogen gaa igennem Ilden for Molek; og du skal ikke vanhellige din Guds Navn; jeg er HERREN. ²² Og du skal ikke ligge hos Mandkøn, som man ligger hos en Kvinde; det er en Vederstyggelighed. ²³ Og du skal ikke beblande dig med noget Kvæg til at besmittes ved det, og ingen Kvinde skal have at skaffe med noget Kvæg til Samleje; det er en Skændighed. ²⁴ Gører eder ikke urene ved alt dette, thi ved alt dette ere Hedningerne, hvilke jeg uddriver for eder, blevne urene. ²⁵ Og Landet er blevet urent, og jeg har hjemsøgt dets Misgerning paa det; og Landet skal udspy sine Indbyggere. ²⁶ Og I skulle holde mine Skikke og mine Bud og ikke gøre nogen af alle disse Vederstyggeligheder, hverken den indfødte eller den fremmede, som opholder sig midt iblandt eder; ²⁷ thi dette Lands Folk, som var før eder, har gjort alle disse Vederstyggeligheder, og Landet er blevet urent; ²⁸ at Landet ikke skal udspy eder, naar I gøre det urent, lige som det udspyr det Folk, som var før eder. ²⁹ Thi hver den, som gør nogen af alle disse Vederstyggeligheder, de som gøre det, skulle udryddes midt af deres Folk. ³⁰ Saa holder det, jeg vil have holdt, at I ikke gøre nogen af de vederstyggelige Skikke, som ere gjorte før eder, at I ikke skulle gøre eder urene ved dem; jeg er HERREN eders Gud.

²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv.

¹⁸ Men Guds Vrede aabenbares af Himmelen over al de Menneskers Ugudelighed og Uretfærdighed, som forholde Sandheden ved Uretfærdighed. ¹⁹ Thi det, som man kan vide om Gud, er dem aabenbart; thi Gud har aabenbaret dem det. ²⁰ Thi hans usynlige Væsen, hans evige Kraft og Guddommelighed beskues fra Verdens Skabelse af og forstaaes af hans Gjerninger, saa at de have ingen Undskyldning. ²¹ Thi enddog de kjendte Gud, saa ærede eller takkede de ham dog ikke som Gud, men bleve forfængelige i deres Tanker, og deres uforstandige Hjerte blev formørket. ²² Der de sagde sig at være vise bleve de Daarer, ²³ og forvendte den uforkrænkelige Guds Herlighed til Lighed med et forkrænkeligt Menneskes og Fugles og fiirføddede Dyrs og Ormes Billede. ²⁴ Derfor har og Gud givet dem hen i deres Hjertes Begjerninger til Ureenhed, saa at de indbyrdes vanærede deres Legemer. ²⁵ De forvendte Guds Sandhed til Løgn og dyrkede og tjente Skabningen over Skaberen, som er velsignet i Evighed! Amen. ²⁶ Desaarsag har Gud givet dem hen i skjændige Lyster; thi baade deres Kvinder forvendte den naturlige Brug til den unaturlige, ²⁷ og desligeste ogsaa Mændene: de forlode Kvindens naturlige Brug og optændtes i deres Lyster til hverandre, saa at Mænd med Mænd øvede Uteerlighed og fik deres Vildfarelses Løn, som det burde sig, paa dem selv. ²⁸ Og ligesom de ikke holdt for godt at have Guds Kundksab, saa gav Gud dem hen i et Sind, som duer intet, at gjøre det Usømmelige, ²⁹ opfyldte med al Uretfærdighed, Horeri, Skalkhed, Gjerrighed, Ondskab; fulde af Avind, Blodtørst, Trætte, Svig, Vanart; ³⁰ Øretudere, Bagvaskere, Guds-Hadere, Forhaanere, hovmodige, opbløste, Uddøds-Opfindere, Forældreulydige, ³¹ uforstandige, troløse, ukjærlige, uforligelige, ubarmhjertige; ³² hvilke, enddog de kjende Guds retfærdige Dom, at de, som gjøre saadanne Ting, ere skyldige at døe, dog ikke alene gjøre det, men bifalde ogsaa dem, som det gjøre.

¹ Men han kom til Derbe og Lystra, og see, der var en Discipel ved Navn Timotheus, en troende Jødindes Søn, men hans fader var en Græker. ² Han havde et godt Vidnesbyrd af Brødrene i Lystra og Iconium. ³ Denne, vilde Paulus, skulde drage med ham, og han tog og omskar ham for Jødernes Skyld, som vare paa disse Steder; thi Alle kjendte hans Fader, at han var en Græker. ⁴ Men som de droge igjennem Stæderne, overantvordede de dem de Anordninger at holde, som vare besluttede af Apostlerne og de Ældste i Jerusalem. ⁵ Saaledes bleve Menighederne styrkede i Troen og formerede i Antal hver Dag. ⁶ Men der de vare dragne igjennem Phrygien og de galatiske Land, og det blev dem forbudetaf den Hellig Aand at tale Ordet i Asia, ⁷ kom de hen mod Mysien og forsøgte at reise igjennem Bithynien; og Aanden tilstedte dem det ikke. ⁸ De droge da Mysien forbi og kom ned til Troas. ⁹ Og om Natten saae Paulus et Syn: en markedonisk Mand stod der og bad ham, sigende: kom over til Marcedonien og hjælp os. ¹⁰ Men der han havde seet det Syn, søgte vi strax at drage over til Marcedonien; thi vi sluttede, at Herren kaldte os derhen, at prædike Evangelium for dem. ¹¹ Vi fore da ud fra Troas, og seilede lige til Samothracia, og den anden dag til Neapolis, ¹² og derfra til Philippi, hvilken er den fornemste Stad i den Deel af Marcedonien og en romersk Coloni. I denne Stad opholdt vi os nogle dage. ¹³ Og paa Sabbatsdagen gik vi udenfor Staden ved en Flod, hvor der pleiede at være et Bedehuus, og vi satte os og talede til de Kvinder, som kom sammen. ¹⁴ Og en Kvinde ved Navn Lydia, en Purpurkræmmerske fra Staden Thyatiræ, som dyrkede Gud, hørte til; hendes Hjerte oplod Herren at hun gav Agt paa det, som blev talet af Paulus. ¹⁵ Men der hun og hendes Huus var døbt, bad hun os og sagde: dersom I agte mig at være tro for Herren, da kommer ind i mit Huus og bliver der. Og hun nødte os. ¹⁶ Men det skete, der vi gik til Bedehuset, at en Pige mødte os, som havde en Spaadomsaand og skaffede sine Herrer megen Vinding ved at spaae. ¹⁷ Denne fulgte efter Paulus og os, raabte og sagde: disse Mennesker ere den høieste Guds tjenere, som forkynder Eder saliggørelsens Vei. ¹⁸ Dette gjorde hun mange Dage. Men Paulus fortrød derpaa, og han vendte sig og sagde til Aanden: jeg byder dig i Jesu Christi Navn at fare ud af hende. Og den foer ud i den samme Stund. ¹⁹ Men der hendes Herrer saae, at deres Haab om Vinding var forsvundet, toge de Paulus og Silas og slæbte dem hen paa Torvet for de Øverste. ²⁰ Og de førte dem til Høvedsmændene og sagde: disse Mennesker, som ere Jøder, forvirre slet vor Stad, ²¹ og de forkynde Skikke, hvilke det ikke er os tilladt at antage eller øve, efterdi vi ere Romere. ²² Og Mændene oprørtes imod dem, og Høvedsmændene lode rive Klæderne af dem, og befole at hudstryge dem. ²³ Og der de havde givet dem mange Slag, kastede de dem i Fængsel, og befole Stokmesteren, at forvare dem nøie. ²⁴ Der han havde faaet denne Befaling, kastede han dem i det inderste Fængsel og sluttede deres Fødder i Stokken. ²⁵ Men ved Midnat bade Paulus og Silas, og sang Gud Lovsange; men Fangerne lyttede paa dem. ²⁶ Men der skete pludseligen et stort Jordskjælv, saa at Fængslets Grundvold rystede, og strax bleve alle Dørene opladte, og Alles Baand løstes. ²⁷ Men Stokmesteren foer op af Søvne, og der han saae Fængslets Døre opladte, drog han et Sværd og vilde myrde sig selv, da han meente, at Fangerne havde været undflyede. ²⁸ Men Paulus raabte med høi Røst og sagde: gjør dig selv intet Ondt; thi vi ere her alle. ²⁹ Men han begjerede et Lys, og sprang ind og faldt skjælvende ned for Paulus og Silas. ³⁰ Og han førte dem ud og sagde: Herrer! hvad bør mig at gjøre, at jeg kan vorde salig? ³¹ Men de sagde: tro paa den Herre Jesus Christus, saa skal du vorde salig, og dit Huus. ³² Og de talede Herrens Ord til ham og alle dem, som vare i hans Huus. ³³ Og han tog dem til sig i den samme Stund om natten og aftoede deres Saar; og han selvblev strax døbt, og alle Hans. ³⁴ Og han førte dem op i sit Huus og satte et Bord for dem, og var glad med alt sit Huus i Tro paa Gud. ³⁵ Men der det var blevet Dag, sendte høvedsmændene Stadstjenerne og sagde: lad de Mennesker Løs. ³⁶ Men Stokmesteren forkyndte Paulus disse Ord: Høvedsmændene sendte hid, at I skulle lades løs; saa drager nu ud og gaaer bort med Fred. ³⁷ Men Paulus sagde til dem: de have hudstrøget og offentligen udømte, vi, som dog ere romerske Mænd, og kastet os i Fængsel, og nu jage de os ud hemmelig bort! Ikke saa! men lader dem selv komme og føre os ud. ³⁸ Men Stadstjenerne kundgjorde disse Ord for Høvedsmændene; og de frygtede, der de hørte, at de vare Romere. ³⁹ Og de kom og gave dem gode ord, og de førte dem ud, og bade dem at drage bort af Staden. ⁴⁰ Men de gik ud af Fængslet og gik ind til Lydia; og der de havde seet Brødrene, formanede de dem og droge bort.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen,

¹⁰ Kjerligheden gjør Næsten ikke Ondt; derfor er Kjærligheden Lovens Fylde. ¹¹ Og dette desto mere i Betragtning af Tiden, da Stunden nu er der, at vi skulle opstaae af Søvne; thi vor Frelse er nu nærmere, end da vi bleve troende. ¹² Natten er fremrykket, og Dagen er kommen nær. Derfor lader os aflægge Mørkets Gjerninger og iføre Lysets Vaaben; ¹³ lader os vandre skikkeligen som om Dagen, ikke i Fraadseri og Drukkenskab, ikke i Løsagtighed og Uteerlighed, ikke i Kiv og Avind; ¹⁴ men ifører den Herre Jesus Christus, og pleier ikke Kjødet til at vække Begjerlighed.

⁹ Eller vide I ikke, at de Uretfærdige skulle ikke arve Guds Rige? Farer ikke vild! Hverken Skjørlevnere, ei heller Afgudsdyrkere, ei heller Hoerkarle, ei heller Blødagtige, ei heller de, som synde imod Naturen, ¹⁰ ei heller Tyve, ei heller Gjerrige, ei heller Drankere, ei Skjendegjeste, ei Røvere skulle arve Guds Rige. ¹¹ Og saadanne vare I tildeels; men I ere aftvættede, men I ere helliggjorte, men i ere retfærdiggjorte, ved den Herres Jesu Navn og ved vor Guds Aand.

²⁸ En forvendt Mand kommer Trætte af Sted, og en Bagvadsker fjerner en fortrolig.

⁵ Forlad dig paa HERREN af dit ganske Hjerte, men forlad dig ikke fast paa din Forstand! ⁶ Kend ham paa alle dine Veje, og han skal gøre dine Stier rette.

¹³ Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.

⁵ Døder derfor Eders jordiske Lemmer, Horeri, Ureenhed, Blødagtighed, ond Lyst og Gjerrighed, som er en Afgudsdyrkelse;

¹² som oplærer os, at vi skulle forsage Ugudelighed og de verdslige Begjeringer og leve tugteligen og retfærdeligen og gudeligen i denne Verden;

²³ Alle have jo syndet, og dem fattes Ære for Gud,

²² Men Aandens Frugt er Kjerlighed, Glæde, Fred, langmodighed, Mildhed, Godhed, Trofasthed, Sagtmodighed, Afholdenhed. ²³ Mod Saadanne er Loven ikke.

²⁶ Thi synde vi med Villie, efter at have annammet Sandhedens Erkjendelse, er der ikke Offer mere tilbage for Synden,