James 5:1 Cross References - Danish

¹ Velan nu, I Rige! græder og hyler over de Elendigheder, som komme over Eder.

¹² at du ikke skal æde og blive mæt og bygge gode Huse og bo deri, ¹³ og dit store Kvæg og dit smaa Kvæg skal formeres, og Sølv og Guld skal formeres for dig, og alt det, som du har, formeres, ¹⁴ og dit Hjerte skulde ophøje sig, og du skulde glemme HERREN din Gud; som udførte dig af Ægyptens Land; af Trælles Hus;

¹⁵ Men der Jeskurun blev fed, da slog han ud - du blev fed, blev tyk, fik Huld -- og han forlod Gud, som havde skabt ham, og ringeagtede sin Frelses Klippe.

²⁵ Og de indtoge faste Stæder og et fedt Land og ejede Huse, fulde af alle Haande Gods, udhugne Brønde, Vingaarde og Oliegaarde og Frugttræer i Mangfoldighed; og de aade og bleve mætte og bleve fede og levede i Vellyst ved din store Godhed. ²⁶ Men de bleve genstridige og satte sig op imod dig og kastede din Lov bag deres Ryg og ihjelsloge dine Profeter, som vidnede for dem, for at omvende dem til dig, og de tillode sig store Bespottelser.

¹⁵ Han nedslugte Gods, men han skal udspy det; Gud skal drive det ud af hans Bug. ¹⁶ Han indsugede Øglegift; Otterslangens Tunge skal dræbe ham? ¹⁷ Ej skue han Strømme, ej Bække, som flyde med Honning og Mælk. ¹⁸ Han skal tilbagegive det, han har havt Umage for, og ikke nyde det; som Gods, han har erhvervet, og han skal ikke fryde sig. ¹⁹ Thi han fortrykte de ringe og lod dem ligge; han røvede et Hus, og han byggede det ikke. ²⁰ Fordi han ikke har vidst at være rolig i sin Bug, skal han ikke undkomme ved sit kostelige Gods. ²¹ Der var ingen tilovers, han jo fortærede, derfor skal hans Lykke ikke blive varig. ²² Naar han har fuldt op i Overflod, skal han dog blive bange, hver lidendes Haand skal komme over ham. ²³ For at fylde hans Bug sende Gud sin grumme Vrede over ham, og lade det regne over ham, som skal fortære ham! ²⁴ Han skal fly for Jernrustning, en Kobberbue skal gennemskyde ham. ²⁵ Han drager Pilen ud, og den gaar ud af hans Liv, den lynende Od kommer ud af hans Galde; Forfærdelser overfalde ham. ²⁶ Mørket er helt opbevaret for hans Skatte, en Ild, der ikke pustes til, skal fortære ham; det skal gaa den ilde, som er bleven tilbage i hans Telt. ²⁷ Himmelen skal aabenbare hans Misgerning, og Jorden skal rejse sig imod ham. ²⁸ Hans Hus's Indtægt skal bortføres; den skal flyde bort paa Guds Vredes Dag. ²⁹ Dette er et ugudeligt Menneskes Lod fra Gud og hans tilsagte Arv fra Gud.

¹⁴ fra Folk ved din Haand; HERRE! fra Verdens Folk, som have deres Del i Livet, og hvis Bug du fylder med dine Skatte; deres Børn mættes, og det, som de have tilovers, efterlade de til deres spæde Børn.

⁶ Hvorfor skulde jeg frygte i de onde Dage, naar mine Efterstræberes Ondskab omgiver mig, ⁷ de, som forlade sig paa deres Gods og rose sig af deres store Rigdom? ⁸ Ingen Mand kan dog udløse en Brod han kan ikke give Gud Løsepene for ham. ⁹ Thi deres Sjæls Genløning vil koste meget og maa Evighed opgives, ¹⁰ saa at han skulde kunne leve hen bestandig uden at se Graven. ¹¹ Thi den vil han faa at se; de vise dø, Daaren og den ufornuftige omkomme tilsammen, og de efterlade deres Gods til andre. ¹² Deres inderste Tanker ere, at deres Huse skulle staa evindelig, deres Boliger fra Slægt til Slægt, de kalde deres Jorder op efter deres Navn. ¹³ Dog har et Menneske, som er i Værdighed, ikke Bestand; han bliver lig Dyrene, som udryddes. ¹⁴ Saa gaar det dem, som ere fulde af Selvtillid; dog love deres Efterkommere det med deres, Mund. Sela. ¹⁵ De lægge sig i Dødsriget som Faar, Døden skal fortære dem og de oprigtige skulle regere over dem, naar Morgenen oprinder; og Dødsriget skal afslide deres Skikkelse, saa at den ingen Bolig har mere. ¹⁶ Men Gud skal forløse min Sjæl af Dødsrigets Vold, thi han antager mig. Sela. ¹⁷ Frygt ikke, nnar en Mand bliver rig, naar hans Hus's Herlighed bliver stor; ¹⁸ thi han skal slet intet tage med sig, naar han dør, hans Herlighed skal ikke fare ned efter ham. ¹⁹ Skønt han velsigner sin Sjæl, medens han lever, og man priser ham, fordi han gør sig til gode: ²⁰ Saa skal han dog komme til sine Fædres Slægt; i Evighed se de ikke Lyset. Et Menneske, som er i Værdighed og ikke har Forstand, han bliver lig Dyrene, som udryddes.

³ Thi jeg blev nidkær over Daarerne; jeg maatte se, at det gik de ugudelige vel. ⁴ Thi der findes intet Band for dem indtil deres Død, og deres Styrke er vel ved Magt. ⁵ De have ikke Møje som andre Folk, og de blive ikke plagede som andre Mennesker. ⁶ Derfor har Hovmod prydet dem som en Kæde, Vold skjuler dem som et Smykke. ⁷ Deres Øjne staa ud af Fedme; Hjertets Tanker faa Fremgang. ⁸ De haane og tale i Ondskab om at øve Vold; fra det høje tale de. ⁹ De sætte deres Mund i Himmelen, og deres Tunge farer frem paa Jorden.

¹⁸ Kun paa slibrige Steder sætter du dem; du lader dem falde til at ødelægges. ¹⁹ Hvorledes ere de i et øjeblik gaaede til Grunde? de ere omkomne, de have faaet Ende ved Forskrækkelserne. ²⁰ De ere ligesom en Drøm; naar een er opvaagnet; Herre! naar du opvaagner, vil du foragte deres Billede.

⁴ Gods hjælper ikke paa Vredens Dag, men Retfærdighed redder fra Døden.

²⁸ Hvo, som forlader sig paa sin Rigdom, han skal falde; men de retfærdige skulle grønnes som et Blad.

¹³ og at denne Rigdom gaar til Grunde ved en uheldig Stræben, saa at, om han avlede en Søn, ¹⁴ der ikke bliver noget i af sin Moders Liv ligesom han udgik, saa skal han atter nøgen gaa bort, som han kom og han skal, trods sit Arbejde, ikke tage noget, som han kan føre i sin Haand.

⁶ Hyler, thi HERRENS Dag er nær, den skal komme som en Ødelæggelse fra den Almægtige.

¹² Og Herren, den HERRE Zebaoth, opfordrede paa den Dag til Graad og Sorg og til at Herre Hovedet skaldet og til at ombinde sig med Sæk. ¹³ Men se, der er Fryd og Glæde, man ihjelslaar Øksne og slagter Faar, æder Kød og drikker Vin: "Lader os æde og drikke; thi vi skulle de i Morgen!

⁸ Derfor ombinder eder med Sæk, sørger og hyler; thi HERRENS brændende Vrede er ikke vendt tilbage fra os.

²³ Saa siger HERREN: Den vise rose sig ikke af sin Visdom, og den stærke rose sig ikke af sin Styrke, den rige rose sig ikke af sin Rigdom;

² og sig: Hvad er din Moder? en Løvinde; iblandt Løvinder laa hun; iblandt unge Løver opdrog hun sine Unger.

⁵ Vaagner op, I drukne, og græder! og hyler, alle I, som drikke Vin, over Mosten! thi den er reven bort fra eders Mund.

¹¹ Agerdyrkerne ere beskæmmede, Vingaardsmændene hyle over Hveden og over Bygget; thi Høsten paa Marken er gaaet, tabt.

¹³ Omgjorder eder og sørger, I Præster! hyler, I Altertjenere! gaar ind, tilbringer Natten i Sørgedragt, I min Guds Tjenere! thi Madoffer og Drikoffer er forment eders Guds Hus.

⁶ som drikke Vin af Skaaler og salve sig med den ypperste Olie, men føle ikke Smerte over Josefs Brøst! ⁷ Derfor skulle de nu bortføres, fremmest iblandt de bortførte, og Frydesangen af dem, som rækkede sig, skal ophøre.

¹² Tni Rigmændene der ere fulde af Uretfærdighed, og Indbyggerne der tale Løgn, og deres Tunge er Falskhed i deres Mund!

¹⁸ Hverken deres Sølv eller deres Guld skal kunne redde dem paa HERRENS Vredes Dag, men ved hans Nidkærheds Ild skal den hele Jord fortæres; thi han skal gøre Ende, ja, hastelig gøre Ende paa alle Jordens Beboere.

² Hyl, Cypres! thi Cederen er falden, thi de, som vare de hellige, ere ødelagte; hyler, Basaris Ære! thi den velforvarede Skov er fældet. ³ Hyrdernes Hyl lyder, thi deres Herlighed er ødelagt; de tunge: Løvers Brøl lyder, thi Jordanens Stolthed er ødelagt.

²³ Da sagde Jesus til sine Disciple: sandelig siger jeg Eder, at en Rig kommer vanskelig ind i Himmeriges Rige. ²⁴ Atter siger jeg Eder: det er lettere, at en Kameel gaaer igjennem et Naaleøie, end at en Rig kommer ind i Guds Rige.

²⁴ Men vee Eder, I Rige, thi I have Eders Trøst borte. ²⁵ Vee Eder, I, som ere fyldte, thi I skulle hungre. Vee Eder, I, som nu lee, thi I skulle sørge og græde.

¹⁶ Men han talede en Lignelse til dem og sagde: der var en rig Mand, hvis Land havde baaret vel. ¹⁷ Og han tænkte ved sig selv og sagde: hvad skal jeg gjøre? thi jeg har ikke Rum, hvorudi jeg kan samle mine Frugter. ¹⁸ Og han sagde: dette vil jeg gjøre: jeg vil nedbryde mine Lader og bygge dem større, og jeg vil samle derudi alt det, som mig er voxet, og mit Gods; ¹⁹ og jeg vil sige til min Sjæl: Sjæl! du har meget Godt i Forraad til mange Aar; giv dig til Ro, æd drik, vær glad. ²⁰ Men Gud sagde til ham: du Daare i denne Nat kræves din Sjæl af dig: men hvem skal det høre til, som du har beredt? ²¹ Saaledes den, som samler sig Liggendefæ og er ikke rig i Gud.

¹⁹ Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde. ²⁰ Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar. ²¹ Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar. ²² Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven. ²³ Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød. ²⁴ Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue. ²⁵ Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.

²⁸ Men Jesus vendte sig om til dem og sagde: I Jerusalems Døttre! græder ikke over mig, men græder over Eder selv og over Eders Børn. ²⁹ Thi see, de Dage komme. paa hvilke man skal sige: salige ere de Ufrugtsommelige og de Liv, som ikke fødte, og de Bryster, som ikke gave Die.

⁹ Men de, som ville vorde rige, falde i Fristelse og Snare og mange daarlige og skadelige Begjeringer, som nedsænke Menneskene i Ødelæggelse og Fordærvelse; ¹⁰ thi Pengegjerrighed er en Rod til alt ondt. Da Nogles Lyst stod til denne, fore de vild fra Troen og have gjennemstunget sig selv med mange Smerter.

¹¹ Thi Solen gik op med Hede og gjorde Græsset vissent, og Blomstret derpaa faldt af, og den deilige Skikkelse som var at see derpaa, blev fordærvet; saaledes skal den Rige visne i sine Veie.

⁶ Men I forhaane den Fattige! Er det ikke de Rige, som underkue Eder, og som drage Eder for Domstolene?

⁹ Jamrer og sørger og græder; Eders Latter omvendes til Sorrig, og Glæden til Bedrøvelse!

¹³ Nu velan, I som sige: i Dag eller i Morgen ville vi gaae til den eller den Stad og blive der eet Aar og kjøbslaae og vinde;

¹⁵ Og Kongerne paa Jorden og Fyrsterne og de Rige og Øversterne og de Vældige og hver Træl og hver Fri skjulte sig i Huler og i Bjergenes Kløfter. ¹⁶ Og de sagde til Bjergene og Klipperne: styrter over os og skjulter for hans Ansigt, som sidder paa Thronen og for Lammets Vrede! ¹⁷ Thi hans Vredes den store Dag er kommen; og hvo kan bestaae?