Isaiah 51:13 Cross References - Danish

¹³ og at du glemmer HERREN, din Skaber, som udbredte Himmelen og grundfæstede Jorden, og at du frygter stedse den ganske Dag for Undertrykkerens Vrede, naar han bereder sig til at fordærve? men hvor er nu Undertrykkerens Vrede?

¹⁰ Og Farao nærmede sig; og lsraels Børn opløftede deres Øjne, og se, Ægypterne droge efter dem; da frygtede de saare, og Israels Børn raabte til HERREN. ¹¹ Og de sagde til Mose: Mon der ikke var Grave i Ægypten, siden du tog os ud til at dø i Ørken? hvi gjorde du os dette, at du førte os ud af Ægypten ¹² Er det ej det Ord, som vi talede til dig i Ægypten, sigende: Lad af fra os, vi ville tjene Ægypterne; thi det er os bedre at tjene Ægypterne end at dø i Ørken. ¹³ Da sagde Mose til Folket: Frygter ikke, bliver staaende og ser HERRENS Frelse, som han skal vise eder i Dag; thi disse Ægyptere, som I se i Dag, dem skulle I ikke i al Evighed se mere herefter.

⁹ Fjenden sagde: Jeg vil forfølge, gribe, dele Rovet; min Sjæl skal stille sin Lyst paa dem, jeg vil uddrage mit Sværd, min Haand skal udrydde dem. ¹⁰ Du blæste med dit Vejr, Havet skjulte dem; de sank som Bly i de mægtige Vande.

¹⁸ Den Klippe, som avlede dig, glemte du, og Gud, som fødte dig, slog du af Tanke.

¹⁴ Da sagde Seres, hans Hustru, og alle hans Venner til ham: Lad dem lave et Træ til, halvtredsindstyve Alen højt, og sig i Morgen til Kongen, at man skal. hænge Mardokaj derpaa, og gaa saa glad til Gæstebudet med Kongen; og dette Ord syntes Haman vel om, og han lod Træet lave til.

¹⁰ Saa hængte de Haman paa Træet, som han havde ladet lave til for Mardokaj; og Kongens Harme stilledes.

⁸ han er ene den, som udbreder Himmelen, og som træder paa Havets Bølgel;

⁵ At de ugudeliges Frydeskrig er stakket, og den vanhelliges Glæde kun varer et Øjeblik? ⁶ Om hans Højhed steg op til Himmelen, og hans Hoved naaede til Skyen, ⁷ saa skal han dog svinde hen for evigt som Skarn; de, som saa ham, skulle sige: Hvor er han ⁸ Ligesom en Drøm skal han bortfly, og man skal ikke finde ham; og han skal forjages som et Syn om Natten. ⁹ Det Øje, som har set ham, skal ikke se ham mere, og hans Sted skal ikke beskue ham ydermere.

¹⁸ Udspænder du med ham de øverste Skyer, der ere faste som et støbt Spejl?

⁶ Du truede Hedninberne, du tilintetgjorde den ugudelige, du udslettede deres Navn evindelig og altid. ⁷ Fjenderne ere ikke mere, de ere ødelagte evindelig; og du har nedbrudt Stæderne, deres Ihukommelse er forsvunden med dem.

³⁵ Jeg saa en ugudelig, en Voldsmand; han udbredte sig som et grønt Rodskud. ³⁶ Men han forsvandt og se, han var ikke mere; og jeg søgte efter ham, men han fandtes ikke.

¹⁰ da Gud gjorde sig rede til Dom, til at frelse alle de sagtmodige paa Jorden. Sela.

²⁵ Jeg siger: Min Gud! tag mig ikke bort midt i mine Dage; dine Aar vare fra Slægt til Slægt. ²⁶ Du grundfæstede fordum Jorden. og Himlene er dine Hænders Gerning.

² Han ifører sig Lys som et Klædebon, han udbreder Himmelen som et relt.

⁴ og sig til ham: Var dig og vær stille, frygt ikke og lad ikke dit Hjerte blive forsagt for disse to Stykker rygende Brande, for Rezins og Syrernes og Remalias Søns fnysende Vrede.

¹² Kalder ikke Sammensværgelse, hvad dette Folk kalder Sammensværgelse, og frygter ikke, hvad det frygter, og forfærdes ikke! ¹³ Den HERRE Zebaoth, han skal være eder hellig; og han skal være eders Frygt, og han skal være eders Forfærdelse.

²⁹ De drage igennem Passet, de blive Natten over i Geba; Rama bæver, Sauls Gibea flyr. ³⁰ Raab højt, du Gallims Datter! giv Agt, Lajsa! ulykkeligt er Anathoth. ³¹ Madmena flygter, Indbyggerne i Gebim samle sig til Flugt. ³² Endnu bliver han staaende denne Dag i Nob; saa løfter han sin Haand imod Zions Hus's Bjerg, imod Jerusalems Høj. ³³ Se, Herren, den HERRE Zebaoth, skal nedhugge de skønne Grene, saa man gruer; og de ranke Stammer skulle afhugges, og de høje skulle blive lave. ³⁴ Og den tykke Skov nedhugges med Jernet, og Libanon falder for den Mægtige.

¹⁶ Hvo dig ser, skal stirre paa dig, de skulle betragte dig og sige: Mon denne være den Mand, som bragte Jorden til at bæve? som bragte Rigerne til at skælve? ¹⁷ som gjorde Jorderige til en Ørk og nedbrød dets Stæder? som ikke løste sine bundne for at lade dem gaa hjem?

⁴ Lad mine fordrevne faa Herberge hos dig, Moab! vær dem et Skjul imod Ødelæggeren; thi Undertrykkeren er borte, Ødelæggelsen faar Ende, og de, som nedtraadte andre, skulle omkomme af Landet.

¹⁰ Thi dig har giemt din Frelses Gud og ikke ihukornmet din Styrkes Klippe; derfor planter du liflige Plantninger og besætter din Vinbaand med fremmede Ranker.

¹⁸ Dit Hjerte skal tænke paa Forfærdelsen: "Hvor er Skriveren hvor er den, som vejede Pengene? hvor er den, som talte Taarnene?" ¹⁹ Du skal ikke mere se det haarde Folk, det Folk, som man ikke kan forstaa for dets dybe Mæles Skyld, det, som man ikke kan Fatte for dets stammende Tunges skyld.

³⁶ Da for HERRENS Engel ud og slog i Assyrernes Lejr hundrede og fem og firsindstyve Tusinde; og der man stod aarle op om Morgenen, se, da vare de alle sammen døde Kroppe. ³⁷ Saa rejste Senakerib, Kongen af Assyrien, og drog bort og vendte tilbage, og han blev i Ninive. ³⁸ Og det skete, der han tilbad i Nisroks, sin Guds, Hus, da ihjelsloge hans Sønner, Adramelek og Sar-Ezer, ham med Sværd, og de undkom til Ararats Land, og hans Søn Asarhaddon blev Konge i hans Sted.

²² Han er den, som sidder over Jordens Kreds, og de, som bo derpaa, ere som Græshopper; han, der udspænder Himlene som et tyndt Tæppe og udbreder dem som et Telt til at bo udi;

⁵ Saa siger Gud HERREN, som skabte Himlene og udspændte dem, som udbredte Jorden og dens Grøde, han, som giver Folket derpaa Aande og dem, som gaa derpaa, Aand:

²⁴ Saa siger HERREN, som har genløst dig og dannet dig fra Moders Liv af: Jeg er HERREN, som gør alting, den, som ene udspænder Himmelen og udbreder Jorden; hvo er vel med mig?

¹² Jeg gjorde Jorden og skabte Mennesker derpaa; mine Hænder udbredte Himlnelen, og jeg bød over al dens Hær.

¹³ Ja, min Haand har grundfæstet Jorden og min højre Haand har udspændt Himlene; jeg kalder dem frem og de staa der tilsammen.

¹¹ Og for hvem har du været bange og frygtet, saa at du vil lyve? men mig kommer du ikke i Hu og lægger det ikke paa dit Hjerte! mon ikke jeg har tiet og det fra fordums Tid af men mig vil du ikke frygte!

³² Mon en Jomfru glemmer sin Prydelse, en Brud sine Hovedbaand? men mit Folk har glemt mig utallige Dage.

¹¹ Saaledes skulle I sige til dem: De Guder, som ikke have skabt Himmelen og Jorden, de skulle forsvinde fra Jorden og under Himlene. ¹² Han er den, som skabte Jorden ved sin Kraft og beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himlene ved sin Forstand.

¹⁵ Han er den som skabte Jorden ved sin Kraft, beredte Jorderige ved sin Visdom og udbredte Himmelen ved sin Forstand:

¹⁵ Nu vel, dersom I paa den Tid, naar høre Lyden af Hornet, Fløjten, Citharen, Harpen, Psalteren og Sækkepiben og alle Slags Spil, ere rede til at falde ned og tilbede det Billede, som jeg har gjort; men dersom I ikke tilbede; skulle I i den samme Time kastes midt i den brændende Ilds Ovn; og hvo er deri Gud, som skal redde eder af mine Hænder?

¹⁹ Da, blev Nebukadnezar fuld af Harme, og hans Ansigts Udseende blev forandret imod Sadrak, Mesak og Abed-Nego; han svarede og sagde, at man skulde gøre Ovnen syv Gange hedere, end man plejede at hede den.

³² Og man skal støde dig ud fra Folk, og din Bolig skal være hos Dyrene paa Marken, man skal lade dig æde Urter som Øksne, og syv Tider skulle omskiftes over dig, indtil du kender, at den Højeste hal, Magt over Menneskens Rige. og giver det til, hvem han vil. ³³ I samme Stund gik Ordet i Opfyldelse over Nebukadnezar, og han blev udstødt fra Menneskene og aad Urter som Øksne, og hans Legeme blev vædet af Himmelens Dug, indtil hans Haar voksede som Ørnefjer og hans Negle som Fuglekløer.

¹⁶ Der Herodes da saae, at han var skuffet af de Vise, blev han saare vred og sendte hen og lod ihjelslaae alle Børn som vare i Betlehem og i al dens Egn, fra to Aar og derunder, efter den Tid som han havde udspurgt af de Vise. ¹⁷ Da blev det fuldkommet, som talet er af den Profet Jeremias, som siger: ¹⁸ en røst blev hørt udi Rama, Graad og Skrig og megen Hylen; Rachel begræd sine Børn og vilde ikke lade sig husvale, thi de ere ikke mere. ¹⁹ Men der Herodes var død, see, da aabenbaredes Herrens Engel i en Drøm for Joseph i Ægypten, sigende: ²⁰ staa op, og tag barnet og dets Moder, og drag hen til Israels Land; thi de ere, døde, som søgte efter barnets liv.

²³ Men strax slog Herrens Engel ham, fordi han ikke gav Gud Æren; og han blev fortæret af Orme og opgav Aanden.

²⁰ Hvor ere de Vise? hvor de Skriftkloge? hvor denne Verdens Grandskere? har Gud ikke gjort denne Verdens Viisdom til Daarlighed?

⁵⁵ Død, hvor er din Braad? Helvede, hvor er din Seier?

⁹ Du elskede Retfærdighed og hadede uret, derfor har Gud, din Gud, salvet dig med Glædens Olie fremfor dine Medbrødre. ¹⁰ Og: du, Herre, grundfæstede Jorden af Begyndelsen, og Himlene ere dine Hænders Gjerninger. ¹¹ De skulle forgaae, men du bliver ved; de skulle tilhobe ældes som et Klædebon, ¹² ja som et Klæde skal du sammenrulle dem, og de skulle omskiftes; men du, du er den Samme, og dine Aar skulle ikke aflade.

¹⁵ Og dersom de havde havt det i Tanker, hvorfra de vare udgangne, havde de vel havt Tid at vende tilbage;

²⁰ Og Dyret blev grebet og med det den falske Prophet, som havde gjort Tegnene for dets Aasyn, med hvilke han havde forført dem, som toge Dyrets Mærke, og dem, som tilbade dets Billede; disse To bleve levende kastede i Ildsøen, som brænder med Svovl.

⁹ Og de droge frem over Jordens Flade og omringede de Helliges Leir og den elskede Stad, og Ild nedfaldt af Himmelen fra Gud, og fortærede dem.