Genesis 35:1 Cross References - Danish

¹ Og Gud sagde til Jakob: Gør dig rede, drag op til Bethel og bliv der, og byg der et Alter for den Gud, som aabenbaredes for dig, der du flyede for din Broder Esaus Ansigt.

⁸ Og han brød op derfra til Bjerget Østen for Bethel og udslog sit telt, saa Bethel var mod Vesten og Ai mod Østen; og han byggede der et Alter for HERREN og paakaldte HERRENS Navn.

³ Og han drog paa sine Rejser fra Sønden og indtil Bethel, indtil det Sted, hvor hans Telt var i Begyndelsen, imellem Bethel og imellem Ai, ⁴ til det Alters Sted, som han havde gjort der i Førstningen; og Abram paakaldte der HERRENS Navn.

⁸ Og han sagde: Hagar, Sarai Pige, hvorfra kommer du, og hvorhen gaar du og hun sagde: Jeg flyr fra min Frue Sarai Aasyn.

¹⁴ Saa kaldte Abraham det samme Steds Navn: HERREN skal se; hvilket siges paa denne Dag: Paa HERRENS Bjerg skal ses.

⁴¹ Og Esau var Jakob hadsk for den Velsignelses Skyld, som hans Fader havde velsignet ham med, og Esau sagde i sit Hjerte: Det kommer snart, at vi skulle sørge for min Fader, da vil jeg slaa Jakob, min Broder, ihjel. ⁴² Og Esaus, hendes ældste Søns, Ord bleve Rebekka tilkendegivne; og hun sendte hen og lod Jakob, sin yngste Søn, kalde, og sagde til ham: Se, Esau, din Broder, vil trøste sig med at slaa dig ihjel. ⁴³ Og nu, min Søn, hør min Røst og staa op, fly til Laban, min Broder, i Karan, ⁴⁴ og bliv hos ham nogen Tid, indtil din Broders Hidsighed lægger sig, ⁴⁵ indtil din Broders Vrede vender sig fra dig, og han glemmer det, du har gjort ham, saa vil jeg sende Bud og hente dig derfra; hvi skulde jeg dog berøves eder begge paa en Dag?

¹⁰ Og Jakob drog ud fra Beersaba og gik til Karan. ¹¹ Og han kom til et Sted og blev der om Natten, thi Solen var nedgangen, og han tog af Stenene paa det Sted og lagde under sit Hoved og lagde sig paa det samme Sted. ¹² Og han drømte, og se, en Stige var oprejst paa Jorden, og det Øverste deraf naaede til Himmelen, og se, Guds Engle stege op og ned ad den. ¹³ Og se, HERREN stod oven over den og sagde: Jeg er HERREN, din Fader Abrahams Gud og Isaks Gud; det Land, som du ligger paa, det vil jeg give dig og din Sæd. ¹⁴ Og din Sæd skal blive som Støv paa Jorden, og du skal udbredes mod Vesten og mod Østen og mod Norden og mod Sønden; og i dig og i din Sæd skulle alle Slægter paa Jorden velsignes. ¹⁵ Og se, jeg er med dig og vil bevare dig overalt, hvor du drager hen, og jeg vil føre dig til dette Land igen; thi jeg vil ikke forlade dig, før jeg har fuldkommet det, jeg har sagt dig. ¹⁶ Og Jakob vaagnede af sin Søvn og sagde: Sandelig, HERREN er paa dette Sted, og jeg vidste det ikke. ¹⁷ Og han frygtede og sagde: hvor forfærdeligt er dette Sted! dette er ikke andet end Guds Hus, og dette er Himmelens Port. ¹⁸ Og Jakob stod aarle op om Morgenen og tog den Sten, som han havde lagt under sit Hoved, og oprejste den til en Mindesten og øste Olie oven paa den. ¹⁹ Og han kaldte det samme Steds Navn Bethel, men ellers var Lus Stadens Navn fra Begyndelsen. ²⁰ Og Jakob gjorde et Løfte og sagde: Dersom Gud vil være med mig og beskærme mig paa denne Vej, som jeg rejser, og give mig Brød at ede og Klæder at iføre mig, ²¹ og jeg kommer igen til min Faders Hus med Fred, og HERREN vil være mig en Gud, ²² da skal denne Sten, som jeg har oprejst til en Mindesten, være et Guds Hus, og jeg vil visselig give dig Tiende af alt det, du giver mig.

³ Da sagde HERREN til Jakob: Drag tilbage til dine Fædres Land og til din Slægt, og jeg vil være med dig.

¹³ Jeg er den Gud fra Bethel, hvor du salvede en Mindesten, hvor du gjorde rnig Løfle; gør dig nu rede, far ud af dette Land og vend tilbage til din Slægts Land.

⁷ Og han byggede der et Alter og kaldte det Sted El-Beth-El, fordi Gud var aabenbaret der for ham, da han flyede for sin Broder.

¹⁵ Og Farao hørte denne Gerning og søgte at slaa Mose ihjel; men Mose flyede fra Faraos Ansigt, og blev i det Land Midian og satte sig ved Brønden.

³⁶ Thi HERREN skal dømme sit Folk og han vil forbarme sig over sine Tjenere, naar han ser, at deres Magt er borte, og at det er forbi baad med den bundne og den løsladte

¹ Til Sangmesteren; af Koras Børn; en Sang; til Alamoth.

⁴ Han tvinger Folkene under os, ja, Folkefærd under vore Fødder.

¹⁵ Han skal paakalde mig, og jeg vil bønhøre ham, jeg er hos ham i Nød, jeg vil fri ham og, herliggøre ham.

⁴ Det er bedre; at du intet lover, end at du lover og ikke betaler. ⁵ Tilsted ikke din Mund at bringe Synd over dit Kød, og sig ikke for Engelens Ansigt, at det var en Overilelse; hvi skulde Gud fortørnes for din Røst og fordærve dine Hænders Gerning. ⁶ Thi hvor der er mange Dømme, der er Forfænglighed, og ligesaa hvor der er mange Ord; men frygt Gud!

⁴ I Moders Liv holdt han sin Broder om Hælen, og i sin Manddoms Kraft kæmpede han med Gud.

¹⁵