2 Corinthians 12:8 Cross References - Danish

⁸ Om denne bad jeg Herren tre Gange, at han maatte lade af fra mig;

²³ Og jeg bad HERREN om Naade paa den samme Tid og sagde: ²⁴ Herre, HERRE! du har begyndt at lade din Tjener se din Storhed og din stærke Haand; thi hvo er Gud i Himmelen og paa Jorden, som kan gøre efter dine Gerninger og efter dit Storværk? ²⁵ Kære, lad mig fare over og lad mig se det gode Land, som er paa: hin Side Jordanen, dette gode Bjerg og Libanon. ²⁶ Men HERREN var bleven fortørnet paa mig for eders Skyld og vilde ikke høre mig; men HERREN sagde til mig: Lad det være dig nok, bliv ikke ved at tale til mig ydermere om denne Sag. ²⁷ Gak op paa Pisgas Top, og opløft dine Øjne mod vesten og mod Norden og mod Sønden og mod Østen, og se det med dine Øjne; thi du skal ikke gaa over denne Jordan.

¹¹ Det angrer mig, at jeg gjorde Saul til Konge, thi han har vendt sig bort fra mig og har ikke holdt mine Ord; og Samuels Vrede optændtes, og han raabte til HERREN den ganske Nat.

¹⁶ Og David søgte Gud for Drengen; og David fastede meget og gik ind og blev Natten over og laa paa Jorden. ¹⁷ Da opstode de ældste af hans Hus for ham og vilde rejse ham op fra Jorden; men han vilde ikke og aad ikke Brød med dem. ¹⁸ Og det skete paa den syvende Dag, da døde Barnet, og Davids Tjenere frygtede for at give ham til Kende, at Barnet var død; thi de sagde: Se, der Barnet var levende, talede vi til ham, og han hørte ikke paa vor Røst, hvorledes skulle vi da sige til ham: Barnet er død? thi det maatte gøre ham ondt.

² Min Røst er til Gud, og jeg vil raabe; min Røst er til Gud, og han vende sine øren til mig! ³ Jeg søgte Herren paa min Nøds Dag; min Haand var om Natten udrakt og lod ikke af; min Sjæl vægrede sig ved at lade sig trøste. ⁴ Jeg vil komme Gud i Hu og jamre lydt; Jeg vil tale, og min Aand maa forsmægte. Sela. ⁵ Du holdt mine Øjne vaagne, jeg er bleven bekymret og taler ikke. ⁶ Jeg tænkte paa de fordums Dage, paa de længst henrundne Aar. ⁷ Jeg vil komme min Strengeleg i Hu om Natten; jeg vil tale i mit Hjerte, og min Aand skal granske. ⁸ Vil da Herren forkaste i al Evighed og; ikke vedblive at være naadig mere? ⁹ Er hans Miskundhed ude evindelig? har hans Tilsagn faaet Ende fra Slægt til Slægt? ¹⁰ Har Gud glemt at være naadig eller har han i Vrede tillukket sin Barmhjertighed? Sela. ¹¹ Da sagde jeg: Dette er min Lidelse; at forandre det staar i den Højestes højre Haand.

²¹ Men han sagde til hende: hvad vil du? Hun sagde til ham: siig, at disse mine to Sønner skulle sidde i dit Rige, den ene ved din høire, den anden ved den venstre Side. ²² Men Jesus svarede og sagde: I vide ikke, hvad I bede. Kunne I drikke den Kalk, som jeg skal drikke, og døbes med den Daab, som jeg skal døbes med? De sige til ham: vi kunne.

³⁹ Og han gik lidet frem, faldt paa sit Ansigt, og bad og sagde: min Fader er det muligt, da gaa denne Kalk fra mig; dog ikke som jeg vil, men som du vil. ⁴⁰ Og han kom til Disciplene, og fandt dem sovende, og sagde til Peter: saa kunde I da ikke vaage een Time med mig! ⁴¹ Vaager og beder, at I ikke falde i Fristelse! Aanden er vel redebon, men Kjødet er skrøbeligt. ⁴² Han gik atter anden Gang hen, bad og sagde; min Fader! er det ikke muligt, at denne Kalk kan gaae fra mig, uden jeg skal drikke den, da skee din Villie. ⁴³ Og han kom og fandt dem atter sovende; thi deres Øine vare betyngede. ⁴⁴ Og han lod dem blive, og gik atter hen, og bad tredie gang, og talede de samme Ord.

⁷ Han, som i sine Kjøds Dage frembar med stærkt Raab og Taarer Bønner og ydmygelige Begjeringer til den, der var mægtig at frelse ham fra Døden, og blev bønhørt i sin Ængstelse,