Romans 4:1-9:33 Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet?

Danish⁽ⁱ⁾ ¹ Hvad skulle vi da sige, at vor Fader Abraham vandt efter Kjødet? ² Thi dersom Abraham blev retfærdiggjort ved Gjerninger, har han Roes, men ikke for Gud. ³ Thi hvad siger Skriften? Abraham troede Gud, og det blev regnet ham til Retfærdighed. ⁴ Men den, som har Gjerninger at fremvise, tilregnes Lønnen ikke af Naade, men som Skyldighed: ⁵ den derimod, som ikke har Gjerninger, men troer paa ham, som retfærdiggjør Synderen, regnes hans Tro til Retfærdighed; ⁶ ligesom og David priser det Menneske saligt, hvilket Gud tilregner Retfærdighed uden Gjerninger: ⁷ salige de, hvis Overtrædelser ere forladte, og hvis Synder ere skjulte; ⁸ salig den Mand, hvem Herren ikke vil tilregne Synd. ⁹ Tilhører da denne Salighed Omskærelsen alene, eller ogsaa Forhuden? Vi sige jo, at Troen blev regnet Abraham til Retfærdighed. ¹⁰ Hvorledes blev den ham da tilregnet? da han var omskaaren, eller da han havde Forhud? Ikke da han var omskaaren, men da han havde Forhud. ¹¹ Og han annammede Omskærelsens Tegn som en Befaling paa den Retfærdighed ved Troen, hvilken han havde som uomskaaren, saa at han skulde være Fædre til alle dem, som troe uden at være omskaarne, at Retfærdighed maa vorde ogsaa dem tilregnet, ¹² og Fader til de Omskaarne, til dem, som ikke alene have Omskærelse, men ogsaa vandre i den Troes Forspor, hvilken vor Fader Abraham havde som uomskaaren. ¹³ Thi ikke formedelst Loven fik Abraham og hans Sæd den Forjættelse, at han skulde arve Verden, men formedelst Troens Retfærdighed. ¹⁴ Og ere de, som holde sig til Loven, Arvinger, da er Troen Forgjeves, og Forjættelsen gjort til Intet. ¹⁵ Loven virker Straf; thi hvor der ikke er Lov, der er heller ikke Overtrædelse. ¹⁶ Derfor er Forjættelsen ved Tro, saa den tildeles af Naade, paa det den maatte staae fast for den ganske Sæd, ikke alene for den, som har Loven, men og for den, som har Abrahams Tro, hvilken er alle vores Fader, ¹⁷ (som skrevet er: jeg har sat dig til mange Folks Fader), for Gud, hvem han troede, som levendegjør de Døde, og kalder de Ting, der ikke ere, som om de vare. ¹⁸ Han troede imod Haab mod Haab, at han skulde vorde mange Folks Fader, efter det, som sagt var: saaledes skal din Sæd vorde; ¹⁹ og uden at vakle i Troen, saae han ikke paa sit eget Legeme, som allerede var kraftesløst, thi han var nær hundrede Aar, eller paa Kraftløsheden i Saras Liv; ²⁰ han tvivlede ikke i Vantro paa Guds Forjættelse, men styrket i Troen, gav han Gud Æren, ²¹ fuldkommeligen vis paa, at hvad han havde lovet, var han og mægtig til at gjøre. ²² Derfor blev det og regnet ham til Retfærdighed. ²³ Dog er det ikke skrevet for hans Skyld alene, at det blev ham tilregnet, ²⁴ men ogsaa for vor Skyld, hvilke det skal tilregnes, naar vi troe paa den, der opriste vor Herre Jesus fra de Døde; ²⁵ hvilken er given hen for vore Overtrædelser og oprist for vor Retfærdiggjørelse. ⁵ ¹ Altsaa, retfærdiggjorte ved Troen, have vi Fred med Gud ved vor Herre Jesus Christus, ² ved hvem vi have erholdt Adgang i Troen til den Naade, hvori vi staae, og vi rose os af Haab om Herlighed hos Gud; ³ ja ikke det alene, men vi rose os ogsaa af vore Trængsler, efterdi vi vide at Trængslen virker Standhaftighed, ⁴ men Standhaftigheden Forfarenhed, men Forfarenhed Haab, ⁵ men Haabet beskæmmer ikke; thi Guds Kjærlighed er udøst i vore Hjerter ved den Hellig Aand, som er given os. ⁶ Thi da vi endnu vare Overtrædere, døde Christus til bestemte Tid for de Ugudelige. ⁷ Neppe døer Nogen for en Retfærdig; for den Gode var der maaskee Nogen, som turde døe; ⁸ men Gud beviser sin kjærlighed mod os derved, at Christus døde for os, da vi endnu vare Syndere. ⁹ Saa meget mere skulle vi derfor nu retfærdiggjorte ved hans Blod, frelses ved ham fra Vreden. ¹⁰ Thi dersom vi bleve forligte med Gud formedelst hans Søns Død, der vi vare Fjender, da skulle vi meget mere, efter at vi ere forligte, frelses ved hans Liv. ¹¹ Ja, ikke det alene, men vi rose os ogsaa i Gud ved vor Herre Jesus Christus, ved hvem vi nu have faaet Forligelsen. ¹² Altsaa, ligesom Synden kom ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og saaledes Døden trængte igjennem til alle Mennesker, idet de syndede alle. ¹³ (Thi Synden var i Verden indtil Loven; men hvor der ikke er Lov, tilregnes ikke Synd; ¹⁴ dog herskede Døden fra Adam til Moses ogsaa over dem, som ikke syndede i Lighed med Adams Overtrædelse, hvilken er et Billede paa ham, som skulde komme. ¹⁵ Men det er ikke med Naadegaven som med Faldet; thi døde de Mange ved den Enes Fald, da har meget mere Guds Naade og Gave, ved det ene Menneskes Jesu Christi Naade udbredt sig overflødig over de Mange. ¹⁶ Og det er ikke mig gaven, som med den Ene, der syndede; thi Dommen var, efter det ene Fald, til Fordømmelse, men Naaden er, efter mange Fald, til Retfærdiggjørelse. ¹⁷ Thi dersom ved Eenes Fald Døden herskede formedelst den Ene, da skulle meget mere de, som annamme den overvættes Naade og Retfærdigheds Gave, herske i Livet ved den Ene, Jesus Christus.) ¹⁸ Altsaa, ligesom der ved Eenes Fald kom Fordømmelse over alle Mennesker, saaledes skal og ved Eenes Retfærdighed komme over alle Mennesker Retfærdigjørelse og Liv. ¹⁹ Thi ligesom ved det ene Menneskes Ulydighed Mange ere blevne Syndere, saa skulle og ved den Enes Lydighed Mange vorde retfærdige. ²⁰ Men Loven kom til, at Faldet kunde des fuldere kjendes; men hvor Synden blev fuldere kjendt, der viste naaden sig end overflødigere, ²¹ saa at, ligesom Synden herskede ved Døden, saa skal og Naaden herske ved Retfæreighed til et evigt Liv, formedelst Jesus Christus, vor Herre. ⁶ ¹ Hvad skulle vi da sige? skulle vi blive ved i Synden, at Naaden maa blive des overflødigere? ² Det være langt fra! Vi, som ere døde fra Synden, hvorledes skulle vi endnu leve i den? ³ Vide I ikke, at vi saa mange, som ere døbte til Christus Jesus, ere døbte til hans Død? ⁴ Vi ere altsaa begravne med ham ved Daaben til Døden, paa det, at, ligesom Christus er opreist fra de Døde ved Faderens Herlighed, saa skulle og vi vandre i et nyt Levnet. ⁵ Thi dersom vi ere blevne forenede med ham ved Lighed med hans Død, da skulle vi og være det i Lighed med hans Opstandelse; ⁶ efterdi vi vide dette, at vort gamle Menneske er korsfæstet med ham, paa det Syndens Legeme skal blive Intet, saa at vi ikke fremdeles skulle tjene Synden. ⁷ Thi hvo som er død, er frigjort fra Synden. ⁸ Men dersom vi ere døde med Christus, da troe vi, at vi og skulle leve med ham, ⁹ efterdi vi vide, at Christus, som er opreist fra de Døde, døer ikke mere; Døden hersker ikke mere over ham. ¹⁰ Thi det, han døde, døde han een Gang for Synden; men det, han lever, det lever han for Gud. ¹¹ Saaledes anseer ogsaa I Eder selv som døde for Synden, men som levende for Gud i Christus Jesus, vor Herre. ¹² Derfor herske Synden ikke Eders dødelige Legeme, saa I lyde den i dets Begjeringer. ¹³ Fremstiller ei heller Eders Lemmer for Synden til Uretfærdigheds Redskab; men fremstiller Eder selv for Gud til retfærdigheds Redskab. ¹⁴ Thi Syndens kal ikke herske over Eder; I ere jo ikke under Loven, men under Naaden. ¹⁵ Hvad da? skulle vi synde, efterdi vi ere ikke under Loven, men under Naaden? Det være langt fra! ¹⁶ Vide I ikke, at hvem I fremstille Eder som Tjenere til Lydighed, dens Tjenere ere I, hvem I lyde enten Syndens til Død, eller Lydighedens til Retfærdighed? ¹⁷ Men Gud være Tak, at I have været Syndens Tjenere, men ere nu af Hjertet blevne den Lærdoms Form lydige, hvilken I have annammet, ¹⁸ og frigjorte fra Synden ere I blevne Retfærdighedens Tjenere. ¹⁹ Jeg taler efter menneskelig Viis formedelst Eders Kjøds Skrøbelighed. Thi ligesom I have fremstillet Eders Lemmer som Ureenheds og Uretfærdigheds Tjenere til Uretfærdighed, saafremstiller nu Eders Lemmer som Retfærdigheds Tjenere til Helliggjørelse. ²⁰ Thi da I vare syndens Tjenere, vare I frie fra Retfærdigheden. ²¹ Hvad havde I da for Frugt af de Ting, ved hvilke I nu skamme Eder? thi Enden derpaa er Døden. ²² Men nu I ere frigjorte fra Synden og blevne Guds tjenere, havde I Frugt deraf for Eder til Helliggjørelse, og Enden er et evigt Liv. ²³ Thi Syndens Sold er Døden, men Guds Naadegave er evigt Liv i Christus Jesus, vor Herre. ⁷ ¹ Vide I ikke, Brødre! (thi jeg taler til dem, som kjende Loven), at Loven hersker over Mennesket, saa lang tid han lever? ² Den gifte Kvinde er bunden ved Loven til manden, den Stund han lever; men dersom Manden døer, er hun løst fra Mandens Lov. ³ Derfor skal hun kaldes en Hore, om hun bliver en anden mands, medens Manden lever; men dersom Manden er død, er hun fri fra den Lov, saa at hun ikke er en Hore, om hun bliver en anden Mands. ⁴ Ligesaa ere og I, mine Brødre! døde fra Loven ved Christi Legeme at i skulle blive en Andens, hans som blev oprejst fra de Døde, paa det vi skulle bære Gud Frugt. ⁵ Thi da vi vare i Kjødet, virkede de syndige Lyster, som vaktes ved Loven, i vore Lemmer til at bære Dødens Frugt. ⁶ Men nu ere vi som Døde løste fra Loven, under hvilken vi holdtes, saa at vi skulle tjene i Aandens nye Væsen og ikke i Bogstavens gamle Væsen. ⁷ Hvad skulle vi da sige? Er Loven Synd? Det være langt fra! Men jeg kjendte ikke Synden uden ved Loven; thi end Begjerligheden kjendte jeg ikke, dersom Loven ei havde sagt: du skal ikke begjere. ⁸ Men Synden, som tog Anledning af Budet, virkede al Begjerlighed i mig; thi uden Lov er Synden død. ⁹ Jeg levede uden Tid uden Lov, men der Budet kom, blev Synden levende igjen; ¹⁰ og jeg døde, og det Bud, som var givet til Liv, det fandtes at geraade mig til Død; ¹¹ thi Synden, som tog Anledning af Budet, forførte mig og dræbte mig ved samme. ¹² Saaledes var vel Loven hellig, og Budet er helligt og retfærdigt og godt. ¹³ Et da det, som er godt, blevet mig til en Død? Det være langt fra! Men Synden, paa det den skulde kjendes som Synd, er det som formedelst det Gode virkede mig Døden, paa det Synden formedelst Budet skulde vorde overvættes syndig. ¹⁴ Thi vi vide, at Loven er aandelig; men jeg er kjødelig, solgt under Synden. ¹⁵ Thi jeg forstaaer ikke, hvad jeg gjør; det som jeg vil, gjør jeg ikke, men hvad jeg hader, det gjør jeg. ¹⁶ Men gjør jeg det, som jeg ikke vil, da giver jeg Loven det Vidnesbyrd, at den er god. ¹⁷ Men nu gjør ikke jeg det mere, men Synden, som boer i mig. ¹⁸ Thi jeg veed, at i mig, det er i mit Kjød, boer ikke Godt; Villien har jeg vel, men et udrette det Gode formaaer jeg ikke; ¹⁹ thi det Gode, som jeg vil, det gjør jeg ikke; men det Onde, som jeg ikke vil, det gjør jeg. ²⁰ Dersom jeg da gjør det, som jeg ikke vil, saa er det ikke mere mig, der uretter det, men Synden, som boer i mig. ²¹ Saa finder jeg da den Lov hos mig, idet jeg vil gjøre det Gode, at det Onde hænger ved mig. ²² Thi jeg har Lyst til Guds Lov efter det indvortes Menneske; ²³ men jeg seer en anden Lov i mine Lemmer, som strider imod mit Sinds Lov og tager migfangen under syndens lov, som er i mine Lemmer. ²⁴ Jeg elendige Menneske! hvo skal frie mig fra dette Dødsens Legeme? ²⁵ Jeg takker Gud ved Jesus Christus, vor Herre. Saa tjener da jeg, den selvsamme, Guds Lov med Sindet, men Syndens Lov med Kjødet. ⁸ ¹ Saa er da nu ingen Fordømmelse for dem, som ere i Christus Jesus, der ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. ² Thi Aandens Lov, der levendegjør i Christus Jesus, har frigjort mig fra Syndens og Dødens Lov. ³ Thi det, som var Loven umuligt, efterdi den var kraftesløs formedelst Kjødet, det gjorde Gud, da han sendte sin egen Søn i syndigt Kjøds lignelse og til et Synd-Offer, og straffede saaledes Synden paa Kjødet, ⁴ paa det Lovens Fordring skulde fuldbringes i os, som ikke vandre efter Kjødet, men efter Aanden. ⁵ Thi de, som ere efter Kjødet, sandse det Kjødelige, men de, som ere efter Aanden, det Aandelige. ⁶ Thi Kjødets Sands er Døden, men Aandens Sands er Liv og Fred; ⁷ efterdi Kjødets Sands er Fjendskab imod Gud, thi den er ikke Guds Lov underdanig, ei heller kan den være det. ⁸ Men de, som ere kjødelige, skulle ikke tækkes Gud. ⁹ I derimod ere ikke kjødelige, men aandelige, saafremt Guds Aand, boer i Eder; men om nogen ikke har Christi Aand, denne er ikke hans. ¹⁰ Men om Christus er i Eder, da er vel Legemet dødt formedelst Synden, men Aanden er Liv formedelst Retfærdighed. ¹¹ Men om hans Aand, der opreiste Jesus fra de Døde, boer i Eder, da skal han, som opreiste Christus fra de Døde, levendegjøre ogsaa Eders dødelige Legemer formedelst sin Aand, som boer i Eder. ¹² Derfor, Brødre! ere vi ikke Kjødets Skyldnere, saa vi skulde leve efter Kjødet; ¹³ thi dersom I leve efter Kjødet, skulle I døe, men dersom I døde Legemets Gjerninger formedelst Aanden skulle I leve. ¹⁴ Thi, saa Mange, som drives af Guds Aand, disse ere Guds Børn. ¹⁵ Og I annammer ikke en Trældoms Aand atter til Frygt; men I annammede en sønlig Udkaarelsens Aand, i hvilken vi raabe: Abba, Fader! ¹⁶ Denne Aand vidner med vor Aand, at vi ere Guds Børn. ¹⁷ Men dersom vi ere Børn, ere vi arvinger, nemlig Guds Arvinger og Christi Medarvinger, saafremt, vi lide med ham, at vi da ogsaa skulle herliggjøres med ham. ¹⁸ Thi jeg holder for, at den nærværende Tids Lidelser ere ikke at agte mod den Herlighed, som skal aabenbares paa os. ¹⁹ Derfor Venter og Skabningens Forlængsel paa Guds Børns Aabenbarelse. ²⁰ Thi Skabningen er underlagt Forfængelighed, (ikke med sin Villie, men efter hans, som lagde den derunder), ²¹ dog i det Haab, at Skabningen selv skal og blive frigjort fra Forkrænkelighedens Trældom til Guds Børns herlige Frihed. ²² Dog vi vide, at al Skabningen tilsammen sukker og er tilsammen i Smerte indtil nu. ²³ Dog ikke det alene, men ogsaa de, som have Aanden Førstegrøde, ogsaa vi selv skulle i os selv, forventende en sønlig Udkaarelse, vort Legemes Forløsning. ²⁴ Thi vi ere frelste i Haabet, men det Haab, som sees, er ikke Haab; thi hvad Nogen seer, hvorledes kan han tillige haabe det? ²⁵ Men dersom vi haabe det, som vi ikke see, da forvente vi det med Taalmodighed. ²⁶ Desligeste kommer og Aanden vor Skrøbelighed til Hjælp; thi vi vide ikke, hvad vi skulle bede, som det sig bør, men Aanden selv træder frem for os med uudsigelige Sukke. ²⁷ Men han, som ransager Hjerterne, veed, hvad Aandens Sands er; thi den træder frem for de Hellige efter Guds Villie. ²⁸ Men vi vide, at alle Ting tjene dem til Gode, som elske Gud, dem, som efter hans Beslutning ere kaldte. ²⁹ Thi hvilke han forud kjendte, dem har han og forud beskikket til at vorde dannede efter hans Søns Billede, paa det han skulle være den førstefødte af mange Brødre. ³⁰ Men hvilke han forud beskikkede, dem har han og kaldet; og hvilken han kaldte, dem har han og retfærdiggjort, men hvilke han retfærdiggjorde, dem har han og herliggjort. ³¹ Hvad skulle vi da hertil sige? er Gud for os, hvo kan da være imod os. ³² Han, som ikke sparede sin egen Søn, men gav ham hen for os alle, hvorledes skulle han ikke ogsaa skjenke os alle Ting med ham? ³³ Hvo vil anklage Guds Udvalgte? Gud er den, som retfærdiggjør. ³⁴ Hvo er den, som fordømmer? Christus er den, som er død, ja meget mere, som er oprejst, som og er ved Guds høire Haand, som og træder frem for os. ³⁵ Hvo skal kunne skille os fra Christi Kjærlighed? Trængsel eller Angest eller Forfølgelse eller Hunger eller Nøgenhed eller Fare eller Sværd? ³⁶ (Som skrevet er: for din Skyld dræbes vi den ganske Dag, vi ere regnede som Slagtefaar.) ³⁷ Men i alt dette mere seire vi ved ham, som os elskede. ³⁸ Thi jeg er vis paa, at hverken Død, ei heller Liv, ei heller Engle, ei heller Fyrstedømmer, ei heller Magter, ei heller det Nærværende, ei heller det Tilkommende, ³⁹ ei heller det Høie, ei heller det Dybe. ei heller nogen anden Skabning skal kunne skille os fra Guds Kjærlighed i Christus Jesus, vor Herre. ⁹ ¹ Jeg siger Sandhed i Christus, jeg lyver ikke, min Samvittighed vidner med mig i den Hellig Aand, ² at jeg har en stor Sorg og en uafladelig Smerte i mit Inderste. ³ Thi jeg ønskede selv at være en Forbandelse fra Christus for mine Brødre, mine Frænder efter kjødet, ⁴ hvilke ere Israelitter, hvem den sønlige Udkaarelse og Herligheden og Pagterne og Lovgivningen og Gudstjenesten og forjættelserne tilhøre, ⁵ hvem Fædrene tilhøre, og af hvilke Christus er efter Kjødet, han, som er Gud over Alting, højlovet i Evighed! Amen. ⁶ Ikke som om Guds Ord har feilet thi ikke Alle, som stamme fra Israel ere Israel; ⁷ ei hellere ere Alle Abrahams Børn, fordi de ere Abrahams Sæd, men: i Isaak skal Sæden fremkaldes dig. ⁸ Det er: ikke de Samme, som ere Børn efter Kjødet, ere Guds børn; men Forjættelsens Børn regnes til Sæden. ⁹ Thi dette er Forjættelsens Ord: ved denne Tid vil jeg komme, saa skal Sara have en Søn. ¹⁰ Saa skete det ikke alene den Gang, men ogsaa med Rebekka, der hun var frugtsommelig ved den Ene, Isak, vor Fader. ¹¹ Thi der de endnu ikke vare fødte og hverken havde gjort noget Godt eller Ondt, (paa det Guds Beslutning efter udvælgelse skulde staae fast, ikke ved Gjerninger, men ved ham, som kaldte), ¹² da blev der sagt til hende: den Ældre skal tjene den Yngre; ¹³ som skrevet er: Jakob elskede jeg men Esau hadede jeg. ¹⁴ Hvad skulle vi da sige? mon der være Uretfærdighed hos Gud? Det være langt fra! ¹⁵ Thi han siger til Moses: jeg vil være den miskundelig, hvilken jeg er miskundelig og forbarme mig over den, hvilken jeg forbarmer mig over. ¹⁶ Derfor staaer det ikke til den, som vil, ei heller til den, som løber, men til Gud, som gjør Miskundhed. ¹⁷ Thi Skriften siger til Pharao: til dette Samme har jeg ladet dig staae, at jeg vilde vise min Magt paa dig, og paa det mit Navn skulde forkyndes paa al Jorden. ¹⁸ Saa forbarmer han sig da over den, som han vil, men forhærder den, som han vil. ¹⁹ Derfor kunde du sige til mig: hvad klager han over endnu? hvor har imodstaaet hans Villie? ²⁰ Men, o Menneske! hvo er du, at du vil gaae i Rette mod Gud? mon Noget, som er dannet, kan sige til den, som dannede det: hvi gjorde du mig saaledes? ²¹ Eller har pottemageren ikke Magt over Leret, af det samme Stykke at gjøre et Kar til Ære, men et andet til Vanære? ²² Men hvad, om nu Gud, der han vilde vise Vreden og kundgjøre sin Magt, taalte med stor Langmodighed Vredens Kar, som vare dannede til Fordærvelse; ²³ og han nu vilde kundgjøre sin Herligheds Rigdom over Barmhjertighedens Kar, hvilke han forud havde beredt til herlighed, ²⁴ hvilke han og kaldte, os nemlig, ikke alene af Jøder, men ogsaa af Hedninger! ²⁵ Som han og siger hos Hoseas: jeg vil kalde det mit Folk, som ikke var mit Folk, og hende den Elskede, som ikke var den Elskede; ²⁶ og det skal skee, at paa det Sted hvor der var sagt til dem: I ere ikke mit Folk der skulle de kaldes den levende Guds Børn. ²⁷ Men Esaias udraaber over Israel: om end Israels Børns Tal var som havets Sand, saa skal kun en Levning Frelses. ²⁸ Thi der er den, som fuldkommer sit Ord og hasteligen opfylder det i Retfærdighed; ja, et hasteligen opfyldt Ord skal Herren vise paa Jorden. ²⁹ Og som Esaias har sagt tilforn: dersom den Herre Zebaoth ikke havde levnet os en Sæd, da vare vi blevne som Sodoma og lige med Gomorra. ³⁰ Hvad skulle vi da sige? Hedningerne, som ikke jagede efter Retfærdighed, fik Retfærdighed, nemlig den retfærdighed, som er af Troen. ³¹ Men Israel, som jagede efter Retfærdigheds Lov, kom ikke til Retfærdigheds Lov. ³² Hvorfor? fordi de ikke søgte den ved Troen, men ved Lovens Gjerninger. Thi de stødte an paa Anstødsstenen, ³³ som skrevet er: see, jeg sætter i Zion en Anstødsteen og en Forargelses Klippe; og hver den, som troer paa ham skal ikke beskæmmes.