Danish(i)
1 Til Sangmesteren; til "Lillierne" af David.
2 Gud frels mig; thi Vandene ere komne indtil Sjælen.
3 Jeg er sunken i Dybets Dynd, hvor man ej kan fæste Fod; jeg er kommen i Vandenes Dyb, og Strømmen overskyller mig.
4 Jeg er bleven træt af det, jeg har raabt, min Strube er hæs; mine Øjne ere fortærede, idet jeg venter paa min Gud.
5 Flere end Haar paa mit Hoved ere de, som hade mig uden Aarsag; mægtige ere de, som søge at udrydde mig, mine Fjender uden Skel; jeg maa gengive det, jeg ikke har røvet.
6 Gud! du ved min Daarlighed, og min Skyld er ikke dulgt for dig.
7 Lad ikke dem, som bie efter dig, Herre, HERRE Zebaoth! beskæmmes ved mig; lad ikke dem, som søge dig, Israels Gud, blive forhaanede ved mig.
8 Thi jeg bærer Forhaanelse for din Skyld; Skændsel har skjult mit Ansigt.
9 Jeg er bleven fremmed for mine Brødre og en Udlænding for min Moders Børn.
10 Thi Nidkærhed for dit Hus har fortæret mig, og deres Forhaanelser, som dig forhaarle, ere faldne paa mig.
11 Og jeg græd min Sjæl ud under Faste; men det blev mig til Forhaanelser.
12 Og jeg brugte Sæk til mit Klædebon, og jeg blev dem til et Ordsprog.
13 De, som sidde i Porten, snakke om mig, og de, som drikke stærk Drik, synge Viser om mig.
14 Men jeg henflyr med min Bøn til dig, HERRE! i Naadens Tid, o Gud! efter din megen Miskundhed: Bønhør mig for din Frelses Sandheds Skyld!
15 Frels mig; af Dyndet, at jeg ikke synker; lad mig frelses fra mine Avindsmænd og fra Vandenes Dyb!
16 Lad Vandstrømmene ikke overskylle mig, ej heller Dybet sluge mig; lad og ikke Hulen lukke sin Mund over mig!
17 Bønhør mig, HERRE! thi din miskundhed er god; vend dit Ansigt til mig efter din store Barmhjertighed!
18 Og skjul ikke dit Ansigt for din Tjener; thi jeg er angest, skynd dig, bønhør mig!
19 Hold; dig nær til min Sjæl, genløs den, udfri mig for mine Fjenders Skyld!
20 Du kender min Forhaanelse og min Skam og min Skændsel; alle mine Modstandere ere aabenbare for dig.
21 Forhaanelse har brudt mit Hjerte, og jeg blev svag; og var ingen, og paa jeg fandt ikke nogen.
22 Og de gave mig Galde at æde og Eddike at drikke i min Tørst.
23 Deres Bord blive foran dem til en Strikke og til en Snare, naar de ere trygge.
24 Lad deres Øjne formørkes, at de ikke se, og lad deres Lænder altid rave!
25 Udøs din Harme over dem, og lad din brændende Vrede gribe dem!
26 Peres Bolig vorde øde; ingen være, som bor i deres Telte.
27 Thi de forfølge den, som du har slaget, og de fortælle om deres Pine, som du har saaret.
28 Læg Skyld til deres Skyld og lad dem ikke komme til din Retfærdighed!
29 Lad dem udslettes af de levendes Bog, og lad dem ikke opskrives med de retfærdige!
30 Dog, jeg er elendig og har Smerte; Gud! lad din Frelse ophøje mig.
31 Jeg vil love Guds Navn med Sang, og jeg vil storlig ære ham; med Taksigelse.
32 Og det skal bedre behage HERREN end en ung Okse med Horn og Klove.
33 De sagtmodige have set det de skulle glæde sig; I, som søge Gud - og eders Hjerte leve op!
34 Thi HERREN hører de fattige og foragter ikke sin bundne.
35 Himmel og Jord skulle love ham, Havet og alt det, som vrimler derudi!
36 Thi Gud skal frelse Zion og bygge Judas Stæder, og man skal bo der og eje det. Og hans Tjeneres Sæd skal arve det, og de, som elskede hans Navn, skulle bo derudi.