Danish(i)
1 Men han sagde og til sine Disciple: der var en rig Mand, som havde en Huusholder, og denne blev beført for ham, at han ødte hans Gods.
2 Og han kaldte ham og sagde til ham: hvi hører jeg dette om dig? Gjør Regnskab for din Huusholdning; thi du kan ikke længere forstaae Huset.
3 Men Huusholderen sagde ved sig selv: hvad skal jeg gjøre, efterdi min Herren tager Huusholdningen fra mig? Jeg formaaer ikke at grave, jeg skammer mig ved at trygle.
4 Jeg veed, hvad jeg vil gjøre, at de skulle tage mig i deres Huse, naar jeg bliver sat fra Huusholdningen.
5 Og han fremkaldte enhver af sin Herres Skyldnere og sagde til den første: hvor meget er du min Herre skyldig?
6 Men denne sagde: hundrede Fade Olie. Og han sagde til ham: tag dit Brev og sæt dig snart ned, og skriv helvtredsindstyve.
7 Derefter sagde han til en anden: men du, hvor meget er du skyldig? Men denne sagde: hundrede Maader Hvede. Og han sagde til ham: tag dit Brev og skriv firsindstyve.
8 Og Herren lovede den uretfærdige Huusholder, at han gjorde snildeligen; thi denne Verdens Børn ere klogere end Lysets Børn mod deres Slægt.
9 Og jeg siger Eder: gjører Eder Venner ved den urette Mammon, at, naar I skilles herfra, de skulle annamme Eder i de evige Boliger.
10 Hvo som er tro i det Mindste er og tro i Meget; og hvo som er uretfærdig i det Mindste, er og uretfærdig i Meget.
11 Dersom I da ikke have været troe i den urette Mammon, hvo vil betroe Eder den sande?
12 Og dersom I ikke have været troe i det Fremmede, hvo vil give Eder Noget selv at eie?
13 Ingen Huussvend kan tjene to Herrer; thi han skal enten hade den ene og elske den anden, eller holde sig til den ene og foragte den anden; I kunne ikke tjene Gud og Mammon.
14 Men alt dette hørte ogsaa Pharisæerne, som vare pengegjerrige, og de spottede ham.
15 Og han sagde til dem: I ere de, som retfærdiggjøre Eder selv for Menneskene; men Gud kjender Eders Hjerter; thi hvad som er høit iblandt Mennesker, er en VederStyggelighed for Gud.
16 Loven og Propheterne indtil Johannes spaaede; fra den Tid forkyndes Guds Rige ved Evangelium og hver trænger derind med Magt.
17 Men det er lettere, at Himmelen og Jorden forgaae, end at een Tøddel af Loven bortfalder.
18 Hver, som skiller sig fra sin Hustru og tager en anden til Ægte, bedriver Hoer, og hver, som tager den til Ægte, der er skilt fra Manden bedriver Hoer.
19 Men der var en rig Mand, og han klædte sig i Purpur og kosteligt Linklæde og levede hver Dag herligen og i Glæde.
20 Der var og en Fattig ved Navn Lazarus, som var lagt for hans Dør, fuld af Saar.
21 Og han begjerede af mættes af de Smuler, som faldt af den Riges Bord; men og Hundene kom og slikkede hans Saar.
22 Men det begav sig, at den Fattige døde, og at han blev henbaaren af Englene i Abrahams Skjød; men den Rige døde ogsaa og blev begraven.
23 Og der han opløftede sine Øine i Helvede, der han var i Pine, saae han Abraham langt borte, og Lazarus i hans Skjød.
24 Og han raabte og sagde: Fader Abraham! forbarm dig over mig, og send Lazarus, at han dypper det Yderste af sin Finger i Vand og lædsker min Tunge; thi jeg pines svarligen i denne lue.
25 Men Abraham sagde: Søn! kom ihu, at du har annammet dit Gode i din Livstid, og Lazarus ligesaa det Onde; men nu trøstes han, og du pines.
26 Og foruden alt dette er imellem os og Eder et stort Svælg befæstet, at de, som ville fare herfra ned til Eder, kunne ikke, og de kunne ikke heller fare derfra over til os.
27 Men han sagde: saa beder jeg dig, Fader! at du sender ham til min Faders Huus;
28 thi jeg har fem Brødre; paa det han kan vidne for dem, at ikke ogsaa de komme i denne Pines Sted.
29 Abraham sagde til ham: de have Moses og Propheterne, lad dem høre dem.
30 Men han sagde: ak nei, Fader Abraham! men dersom Nogen fra de Døde gik til dem, da omvendte de sig.
31 Men han sagde til ham: høre de ikke Moses og Propheterne, da troe de ikke heller, om Nogen opstod fra de Døde.