Danish(i)
1 Og Gud velsignede Noa og hans Sønner og sagde til dem: Vorder frugtbare og mangfoldige, og opfylder Jorden!
2 Og Frygt for eder og Rædsel for eder skal være over alle vilde Dyr paa Jorden og over alle Fugle under Himmelen, over alt det, som kryber paa Jorden, og over alle Fiske i Havet, de skulle være givne i eders Hænder.
3 Alt det, som vrimler, som lever, skal være eder til Spise, ligesom grønne Urter har jeg givet eder alt dette.
4 Dog Kød med Sjælen, med Blodet i, maa I ikke æde.
5 Derimod eders Livs Blod vil jeg kræve, af alle Dyrs Haand vil jeg kræve det; og af Menneskenes Haand, af hvers Haand, endog af hans Broders, vil jeg kræve Menneskenes Sjæl.
6 Hvo som udøser Menneskenes Blod, ved Mennesket skal hans Blod udøses; thi i Guds Billede gjorde han Mennesket.
7 Og vorder frugtbare og mangfoldige, vrimler paa Jorden og vorder mangfoldige derpaa.
8 Og Gud talede til Noa og til hans Sønner med ham og sagde:
9 Jeg, se, jeg opretter min Pagt med eder og med eders Afkom efter eder
10 og med hver levende Sjæl, som er hos eder af Fugle, af Kvæg og af alle vilde Dyr paa Jorden hos eder, af alle dem, som gik ud ad Arken, af alle Dyr, som ere paa Jorden.
11 Og jeg opretter min Pagt med eder, at herefter skal intet Kød ødelægges af Flodens Vande, og der skal ikke komme Vandflod herefter at fordærve Jorden.
12 Og Gud sagde: Dette er et Tegn paa den Pagt, som jeg gør imellem mig og imellem eder og imellem hver levende Sjæl, som er hos eder, til evig Tid.
13 Jeg har sat min Bue i Skyen, og den skal være til en Pagtes Tegn imellem mig og imellem Jorden.
14 Og det skal ske, naar jeg fører Skyen over Jorden, da skal Buen ses i Skyen.
15 Og jeg vil komme min Pagt i Hu, som er imellem mig og imellem eder og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, at Vandene ikke mere skulle blive til en Flod, at fordærve alt Kød.
16 Derfor skal Buen være i Skyen, og jeg vil se den for at ihukomme den evige Pagt imellem Gud og imellem alle levende Sjæle af alt Kød, som er paa Jorden.
17 Og Gud sagde til Noa: Dette skal være et Tegn paa den Pagt, som jeg har oprettet imellem mig og imellem alt Kød, som er paa Jorden.
18 Og Noas Sønner, som gik ud ad Arken, vare Sem og Kam og Jafet men Kam er Kanaans Fader.
19 Disse tre ere Noas Sønner, og af disse blev hele Jorden befolket alle Vegne.
20 Men Noa begyndte at blive en Avlsmand og plantede en Vingaard.
21 Og han drak af Vinen og blev drukken og blottede sig midt i sit Telt.
22 Der Kam, Kanaans Fader, saa sin Faders Blusel, forkyndte han begge sine Brødre det udenfor.
23 Da tog Sem og Jafet et Klæde og lagde det begge paa deres Skulder og gik baglæns og skjulte deres Faders Blusel; og deres Ansigter vare bortvendte, at de ikke saa deres Faders Blusel.
24 Og Noa vaagnede op af sin Vin og fik at vide, hvad hans yngste Søn havde gjort ham.
25 Da sagde han: Forbandet være Kanaan, han skal være Trælles Træl for sine Brødre
26 Og han sagde: Lovet være HERREN, Sems Gud, og Kanaan skal være deres Træl!
27 Gud udbrede Jafet, og han skal bo i Sems Pauluner, og Kanaan skal være deres Træl!
28 Og Noa levede efter Floden tre Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar.
29 Og alle Noas Dage vare ni Hundrede Aar og halvtredsindstyve Aar; og han døde.
10 1 Og disse ere Noas Sønners Slægter, Sems, Kams og Jafets; og dem fødtes Børn efter Floden.
2 Jafets Sønner vare: Gomer og Magog og Madai og Javan og Thubal og Mesek og Thiras.
3 Og Gomers Sønner: Askenas og Rifat og Thogarma.
4 Og Javans Sønner: Elisa og Tharsis, Kithim og Dodanim.
5 Af disse bleve Hedningernes Øer befolkede i deres Lande, hver efter sit Tungemaal, efter deres Slægter, i deres Folk.
6 Og Kams Sønner vare: Kus og Mizraim og Put og Kanaan.
7 Og Kus Sønner: Seba og Havila og Sabtha og Ræma og Sabtheka; og Ræmas Sønner: Skeba og Dedan.
8 Men Kus avlede Nimrod; han begyndte at blive en vældig paa Jorden.
9 Han var en vældig Jæger for HERRENS Ansigt; derfor siges: Som Nimrod, en vældig Jæger for HERRENS Ansigt.
10 Og Babel var hans Riges Begyndelse, og Erek og Akad og Kalne i Landet Sinear.
11 Fra dette Land drog han ud til Assur, og han byggede Ninive og Rekoboth-Ir og Kala
12 og Resen imellem Ninive og Kala; denne er den store Stad.
13 Og Mizraim avlede Luder og Anamer og Lehaber og Naftuher
14 og Pathruser og Casluher, fra hvilke Filisterne udgik, og Kaftorer.
15 Og Kanaan avlede Zidon, sin førstefødte, og Heth
16 og Jebusiter og Amoriter og Girgarsiter
17 og Heviter og Arkiter og Siniter
18 og Arvaditer og Zemariter og Hamathiter; og derefter udbredte sig Kananiternes Slægter.
19 Og Kananiternes Grænse var fra Zidon henimod Gerar indtil Gaza, henimod Sodoma og Gomorra, Adma og Zeboim indtil Lasa.
20 Disse ere Kams Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, i deres Folk.
21 Og Sem fødtes ogsaa Børn; han var alle Ebers Børns Fader, Jafets ældre Broder.
22 Sems Sønner vare: Elam og Assur og Arfaksad og Lud og Aram.
23 Og Arams Sønner vare: Uz og Hul og Gether og Mas.
24 Og Arfaksad avlede Sala; og Sala avlede Eber.
25 Og Eber fødtes to Sønner: den enes Navn var Peleg, fordi Jorden blev skiftet i hans Tid, og hans Broders Navn var Joktan.
26 Og Joktan avlede Almodad og Salef og Hazarmaveth og Jara
27 og Adoram og Usal og Dikla
28 og Obal og Abimæl og Skeba
29 og Ofir og Havila og Jobab; alle disse ere Joktans Sønner.
30 Og deres Bolig var fra Mesa henimod Sefar, det Bjerg mod Østen.
31 Disse ere Sems Børn efter deres Slægter, efter deres Tungemaal, i deres Lande, efter deres Folk.
32 Disse ere Noas Børns Slægter i deres Afkom, i deres Folk; og af dem have Folkene adskilt sig paa Jorden efter Floden.
11 1 Og al Jorden havde eet Tungemaal og eet Sprog.
2 Og det skete, der de rejste fra Østen, da fandt de en Dal i Landet Sinear og boede der.
3 Og de sagde, den ene til den anden: Velan, lader os stryge Tegl og brænde dem vel; og de havde Tegl for Sten, og Jordbeg havde de for Kalk.
4 Og de sagde: Velan, lader os bygge os en Stad og et Taarn, hvis Spidse kan naa op til Himmelen, og lader os gøre os et Navn, at vi ikke skulle adspredes over al Jorden.
5 Da nedfor HERREN for at se den Stad og det Taarn, som Menneskens Børn byggede.
6 Og HERREN sagde: Se, dette er eet Folk, og de have alle eet tungemaal, og dette have de begyndt at gøre; og nu vil intet formenes dem af alt, hvad de faa i Sinde at gøre.
7 Velan, lader os fare ned og blande deres Tungemaal der, at den ene ikke forstaar den andens Tungemaal.
8 Og HERREN adspredte dem derfra over al Jordens Kreds; og de lode af at bygge Staden.
9 Derfor kaldte man dens Navn Babel; thi HERREN blandede der al Jordens Tungemaal, og HERREN adspredte dem derfra over al Jordens Kreds.
10 Disse ere Sems Slægter. Sem var hundrede Aar gammel og avlede Arfaksad, to Aar efter Floden.
11 Og Sem levede, efter at han havde avlet Arfaksad, fem Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
12 Og Arfaksad levede fem og tredive Aar og avlede Sala.
13 Og Arfaksad levede, efter at han havde avlet Sala, fire Hundrede og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
14 Og Sala levede tredive Aar og avlede Eber.
15 Og Sala levede, efter at han havde avlet Eber, fire Hundrede Aar og tre Aar og avlede Sønner og Døtre.
16 Og Eber levede fire og tredive Aar og avlede Peleg.
17 Og Eber levede, efter at han havde avlet Peleg, fire Hundrede Aar og tredive Aar og avlede Sønner og Døtre.
18 Og Peleg levede tredive Aar og avlede Reu.
19 Og Peleg levede, efter at han havde avlet Reu, to Hundrede og ni Aar og avlede Sønner og Døtre.
20 Og Reu levede to og tredive Aar og avlede Serug.
21 Og Reu levede, efter at han havde avlet Serug, to Hundrede Aar og syv Aar og avlede Sønner og Døtre.
22 Og Serub levede tredive Aar og avlede Nakor.
23 Og Serug levede, efter at han havde avlet Nakor, to Hundrede Aar og avlede Sønner og Døtre.
24 Og Nakor levede ni og tyve Aar og avlede Thara.
25 Og Nakor levede, efter at han havde avlet Thara, hundrede Aar og nitten Aar og avlede Sønner og Døtre.
26 Og Thara levede halvfjerdsindstyve Aar og avlede Abram, Nakor og Haran.
27 Og disse ere Tharas Slægter. Thara avlede Abram, Nakor og Haran; og Haran avlede Lot.
28 Og Haran døde for Thara sin Faders Ansigt i sit Fædreneland, udi Ur i Kaldæa.
29 Abram og Nakor toge sig Hustruer; Abrams Hustrus Navn var Sarai og Nakors Hustrus Navn Milka, en Datter af Haran, som var Fader til Milka og Fader til Jiska.
30 Og Sarai var ufrugtbar, hun havde intet Barn.
31 Og Thara tog Abram sin Søn og Lot Harans Søn, sin Sønnesøn, og Sarai sin Sønnekvinde; som var Abrams, hans Søns Hustru, og de drage ud med dem fra Ur i Kaldæa, at drage til det Land Kanaan, og de kom til Haran og boede der.
32 Og Thara blev to Hundrede Aar og fem Aar gammel, og Thara døde i Haran.